Jorden rundt med tog.               

     Thailandbugten rundt. 

             Sydlige Thailand og Hat Yai.

Jorden rundt med tog del. 45.  

Januar 2016.  

Rejsefortælling af Kim Greiner.  

Den evige ild i Sydthailand.  

 Det allersydligste Thailand regnes ikke for turistområde, og en stor by som Hat Yai er overhovedet ikke nævnt i Politikens "Turen går til Sydthailand”. Grunden er måske, at det ikke er verdens fredeligste sted.

 I Thailands sydligste provinser Pattani, Narathiwat, Yale og Sarung er 80 % af befolkningen muslimer, og de udgør størstedelen af Thailands ca. 4 millioner muslimer, hvilket er omkring 5 % af befolkningen. Der er derfor ikke mange buddiske templer i Sydthailand, men til gengæld er der mange moskeer.

 Islam kom i begyndelsen af 1300-tallet til Thailand med de arabiske handelsfolk, og samtidig blev malaj-dialekten "yawi" udbredt. Efterhånden fortrængtes buddhismen, og en regional malaj-muslimsk identitet voksede frem. I århundreder var det Pattani-sultanatet, der dækkede området på begge sider af den nuværende grænse mellem Thailand og Malaysia. Ved grænsedelingen i 1909 blev sultanatet delt mellem det siamesiske kongedømme og de britiske kolonier i Malaysia. Og så bliver der selvfølgelig ballade.

 Grænsedragningssåret er aldrig helet, og derfor er der store politiske udfordringer i grænselandet. Ilden i syd er i de seneste år blusset voldsomt op, og ca. 6.000 mennesker, såvel muslimer som buddhister, har mistet livet ved bombeangreb, nedskydninger og ildspåsættelser. Det er særligt gået ud over skolelærere, munke, politi og militær, der som repræsentanter for centralregeringen er mål for oprørsstyrkernes attentater. Hæren svarede igen, og i 2004 stormede regeringsstyrkerne en moske og dræbte over 100 unge muslimer. En fredelig demonstration samme år endte med, at hundredvis af unge muslimer i timevis lå bagbundne i solen og siden smidt op på ladet af en lastbil. Den behandling kostede 78 mennesker livet.

 Siden 1930’erne har regeringen forsøgt at få befolkningen til at blive muslimske-thaier, fremfor malaj-muslimer. De islamiske skoler blev lukket, de islamiske love blev forbudt (måske meget godt), og regeringen forsøgte at tvinge befolkningen til at tale thai og klæde sig som thaier.

 Siden da har der gentagne gange været oprør, og bare i Hat Yai bombede oprørerne i april 2005 Carrefour Hypermarket samt lufthavnen, og to blev dræbt og flere såret. I september 2006 var der en serie af bomber, hvor der blev dræbt 4, og 70 blev såret, og de lokale separatister var de ansvarlige. I marts 2012 var der en bilbombe i Lee Gardens Plaza Hotel, hvor der blev dræbt 5 og såret 100. Det gik ud over både thaier og turister fra Malaysia. De ansvarlige var Barisan Revolusi Nasional, den mest magtfulde oprørsgruppe i det sydlige Thailand.

. I maj 2014 var der bomber, der eksploderede foran et supermarked og ved politistationen, og ved den lejlighed blev der såret 9 personer. Alt dette vidste jeg dog ikke, da jeg udarbejdede en grov planlægning af turen og bare gerne ville have et ophold i en thailandsk provinsby.  

Hat Yai er den største by i Songkhla Provinsen.  

 Hat Yai ligger 946 km syd for Bangkok nær grænsen til Malaysia. Med sine 158.000 indbyggere er det den største by i Songkhla Provinsen. Indtil 1922 var det kun en meget lille landsby med 4 indbyggere, indtil den sydlige jernbane blev bygget. Så gik det stærkt, og nu er byen Thailands 4. største by efter Bangkok, Nonthaburi og Pak Kret. Befolkningen består især af malay-muslimer og thai-kinesere.

 Hat Yai Railway Station er nu en international jernbanestation, hvorfra der går to jernbanespor sydpå, og der afgår hver dag op til flere passagertog.

 Den internationale lufthavn, der er Thailands 5. travleste, ligger 9 km fra downtown, og herfra er der især fly til Kuala Lumpur. Lufthavnen har ca. 2 millioner rejsende årligt, og det er en vigtig lufthavn for pilgrimme til Mekka.

 I Hat Yai ligger "Prince of Songkla University", og det er det ældste og største universitet i Sydthailand. Desuden er der adskillige berømte "high schools" og private skoler.

 Hat Yai har tropisk klima, og der er kun to årstider – den våde og den tørre. I den våde, der varer fra maj til december, er der heftig monsunregn.. De har engang oplevet 22 dages uafbrudt regn i en november måned. Den tørre tid er fra januar til april, og den var vi heldigvis kommet ind i.  

Ankommet til luksus i Hat Yai.                                                          7-1-16  

 I løbet af natten og det halve af dagen havde vi kørt de 946 km fra Bangkok, og nu var vi ankommet til Hat Yai. På stationen fik jeg lige taget et billede af en lille pige med et herligt isskæg. Uden for togstationen stod en herre med GREINER skiltet, og han kørte os den korte tur til "Centara Hotel Hat Yai-superior". Receptionen var på 7. etage i et kæmpe hus, og vi fik et værelse på 12. etage. Der var stor forskel på sidste nat, hvor vi havde siddet på et togsæde og frosset, og til dette hotel, der nærmest lignede vild luksus. På 6. etage var der en stor swimmingpool med udsigt ud over byen, og der blev udleveret håndklæder ved poolen. Man kunne også låne dykkerbriller, men hvad var der dog at se i en swimmingpool? Faktisk var der også sauna, men at sidde med badetøj i en sauna er ret ubehageligt, og ellers var der jo også "sauna" udenfor.

 Hotellet kunne godt ligne et konferencehotel, og der skulle ske et eller andet i et kæmpestort lokale, for der var pyntet smukt op, og folk begyndte at ankomme. Vi fik en drink i et barhjørne, hvor der var "happy auer" med 30 % rabat på drinksene eller fuld pris for 3 drinks og en gratis pina colada i en hel ananas. I lokalet spillede en ung, smuk kvinde på elektrisk violin. Det lød simpelthen så godt, og vi klappede, men det var der ikke andre, der gjorde. Så gik jeg tæt på, og tog et par billeder af hende, og så strålede hun som en sol.

 Der var flere restauranter på etagen, og vi valgte en japansk kæmpe buffet. Der var et billede af en rød bøf, og den så lækker ud, så jeg håbede lidt på japansk "kobebøf", der efter sigende skulle smelte på tungen, da køerne hver dag bliver masseret. Det viste sig dog, at der var sparet på massagen, for bøffen var lettere sej, og så var den så rød, at den næsten stadig sagde muh. Resten af buffeten var dog hel overdådig med den ene ret efter den anden. Der var næsten ingen mennesker i denne restaurant, for efter at receptionsgæsterne havde stillet den værste sult i pindemadder, gik de ind til en anden buffet i et andet lokale. Det var dog en grusom masse mad, der ville blive tilovers her, hvis der ikke kom et par sultne fodboldhold. Forhåbentlig bliver resterne givet til trængende mennesker. Prisen for buffeten var på 450 baht + + pr. person, og plusserne betyder, at der tillægges skat og betjening. 

 Efter maden gik vi i seng. Vi havde jo praktisk talt ikke lukket et øje i nattoget, så vi var mere døde end levende.

En tur rundt i byen.                                                                                   8-1-16  

 Det var skyfrit, og det var igen rejsedag, men vi skulle først med toget kl. 16, og vi ville blive hentet på hotellet kl. 15.20. Der var en kæmpe morgenmadsbuffet med alt til faget henhørende, undtagen bacon. Vi var i et muslimsk område, og så kan der nok heller ikke forlanges bacon i hvert fald ikke af gris. Alle mennesker på hotellet, både gæster og personale, var asiater, og vi var simpelthen de eneste vesterlændinge. Personalet på hotellet udmærkede sig ved at være yderst venlige, og de hilste hele tiden. Senere fandt vi ud af, at vi var de eneste vesterlændinge i hele byen. Hvem skulle dog også tage ophold i Hat Yai, undtagen togrejsende Joden rundt, der trængte til at hvile ud imellem nattogene?

Alice og jeg gik tur i byen, da de to andre stadig var matte i sokkerne efter rejsebesværlighederne. Jeg selv kan ikke komme til en fremmed by uden at opleve så meget af den som muligt. Vi havde fået et kort på hotellet, og det så ud til, at Centra Hotel lå lige præcis midt i centrum. Der snoede sig en mindre flod igennem byen, men den gik lige uden om centrum. Byen så ellers moderne ud med høje, firkantede huse og masser af reklameskilte. På kortet var der markeret Kim Yong Market, og det gik vi efter. Egentlig var det på Niphat Uthit Rd, at der var fyldt godt op med boder, der solgte alt muligt fra blomster til fiskeskæl. Selve markedet var i lange, smalle gange til venstre for gaden. Selvfølgelig alt muligt i tøj og til dagens fornødenheder, men man bliver ikke ligefrem lækkersulten af at se kødmarkedet.

 Vi satte os udenfor på et hjørne og fik en kold sodavand. Lidt derfra lå der på en vogn en invalid mand, meget invalid, lignede faktisk et levende lig. Ved siden af sad en kvinde, måske hans mor. Sikke en skæbne de to må have, så jeg fandt en pengeseddel til dem.

 Alice gik tilbage, og jeg ville ned for at se nærmere på togstationen. Jeg gik i den forkerte retning, men det hjalp, da jeg fik orienteret kortet ordentligt. Det skulle ellers være nemt nok at finde rundt i denne by, for gaderne lå næsten som i et kvadrat. Det var alligevel mærkeligt, at gå rundt i en by uden at se et eneste hvidt menneske. Jeg gik helt uforstyrret rundt og kikkede, som var jeg den usynlige mand. I byen findes der kun nogle få tuk tuk, somt er små varevogne med bænke langs siderne  

Stationen, massage og en rigtig burger.  

 Endelig fandt jeg stationen, og der sad jeg eller gik rundt i en times tid for at mærke stemningen. Der var et par perroner, og den ene var helt fyldt op med boder og handlende. De sad dog i venteposition, for i den time jeg opholdt mig på stationen, kom der kun et tog. Jeg fik købt noget udefinerligt drikkelse i et kæmpekrus for 30 baht. Den unge mor, der havde drikkeboden, manglede åbenbart en barnevogn, for hendes barn lå og sov i en supermarkedsvogn. Jeg gik bare rundt og kikkede og smilede, og de handlende smilede igen. Så kom der et tog, og et mylder af mennesker steg ud, og de handlende stod med deres varer og håbede på at sælge noget. De fleste togpassagerer gik lige forbi, og så kunne de handlende bare sidde og vente på det næste tog. Sikke et liv.

 Vi tjekkede ud af hotellet ved 12-tiden og afleverede bagagen til "Bellmanden", der samlede den og bandt en snor om det hele til senere afhentning.

 Det var tid til massage, og der var ved siden af hotellet en hel stribe butikker eller klinikker eller hvad, det nu hedder. En times thaimassage kostede kun 200 baht. Denne gang tog jeg ikke oliemassage, men kun en gang kropsmassage, så jeg kunne beholde mine korte bukser og T-shirt på. Sammen med en ung kvinde gik jeg op på 1. sal til en kabine, hvor hun gik i gang. Hun forstod ikke engelsk, men hed vistnok Sou. Det var meget morsomt at massere en vesterlænding, for hun grinede i hvert fald en del sammen med en massøse i nærheden. Først det ene ben i dybden og så det andet, og så armene og ryggen. På et tidspunkt sad hun oppe på madrassen mellem mine ben og bearbejdede lægmusklerne. Faktisk så har jeg aldrig fået så god og dybdegående en massage før. Så gabte hun – hun havde nok været længe oppe. Efter en time var hun færdig, og hun fik ros og 100 baht for godt udført arbejde.

 Der lå en Mc Donald’s lige i nærheden, og der fik vi sen frokost. Vi skulle først igennem en sikkerhedskontrol som i en lufthavn, og vores tasker blev gennemlyst. Klovnen på Mc Donald’s, der i de vestlige lande hilser med udstrakt hånd, havde her foldet hænderne i thai hilsen. En Big Mac Menu og en Chicken Menu med en stor coke kostede 315 baht. Endelig fik vi noget ordentlig mad.  

Med toget over grænsen.  

 Det var tid til afgang, og bellmanden læssede kufferterne på en vogn og kørte den helt ud på gadeplan, hvor vores bil holdt, men der var kun 5 minutter til stationen. Vores tog holdt lidt nede ad sporet, og der var kun to vogne, men stadig et "special express train". Den ene vogn var med flysæder og den anden, hurra, med køjer. Køjerne var med forhæng og lå på begge sider af en gang, der gik igennem hele vognen. Nå, men så kan vi da ligge ned i nat. Ruderne på toget var rene, og der var et rigtigt lokomotiv foran. Billetten for os 4 personer var 1.880 baht, og det var helt ned til Kuala Lumpur. 380 kr. for 4 personer og omkring 500 km. Alarmklokkerne begyndte at ringe. Vores billetter viste igen kun reserverede flysæder. Bevares, smukt blomstrede sæder.

Vi skrumplede og duvede af sted, og allerede efter 1 time var vi fremme ved grænsen til Malaysia. Alle skulle ud af toget, og bagagen skulle med, fandt vi ud af. Der var udrejsekontrol og sundhedskontrol for rejsende fra Saudi Arabien og Korea. Hvorfor kun de to lande vides ikke. Vi afleverede vores udrejsekort og gik mod Malaysia, hvor de kikkede på pas og stemplede, og bagagen blev gennemlyst, og så var vi i Malaysia.

 Toget ville afgå kl. 19 malaysiatid, og urene skulle stilles en time frem. Oven på grænsestationen var der en steghed bar, hvor jeg købte to sodavand og en is til i alt 7 RM, hvor 1 RM på rejsetidspunktet var lig med 1,82 kr. Vi var kun lige kommet op, før vi blev dirigeret ned igen, og så gik vi tilbage til Thailand for at hente bagagen. Ud af den samme dør, som vi var kommet ind på grænsestationen, og det var også det samme tog igen, men de havde koblet nogle flere vogne på togstammen.

 Vi skulle igen tilbringe natten siddende ret op og ned. Jeg var henne og tjekke sovevognen, hvor køjerne var på rad og række. Jeg var noget misundelig, for jeg kunne og kan stadig ikke forstå, hvorfor vi ikke havde en liggeplads. Jeg spurgte togmanden, om det var muligt at tilkøbe en plads, men liggepladserne var kun for "special people", og hvorfor vi ikke var "special people", vides ikke.

 Nå, vi sad igen på sæderne med en søvnløs nat forude. Der var faste pladser, og kun 3 rækker fra os havde de importeret noget iskold polarvind, som de pumpede ud af dysen. Foreløbig havde vi det behageligt nok på vores plads, og jeg havde stadig korte bukser og T-shirt på, men havde selvfølgelig ekstra tøj med i rygsækken.

 Der var ingen vesterlændinge med toget, men der var en del mænd med kalotter og hvide kjortler. Vi kom forbi marker og urskov, og enkelte bjergkæder stak op i det fjerne, og solen gik smukt ned.  

Nattoget ind i Malaysia.  

 Toget stoppede hyggeligt ved de små stationer. Jeg gik igennem det for at rekognoscere og fandt et skilt, hvor der stod, at man fik 1000 RM i bøde, hvis døren åbnedes under kørslen. Pudsigheden var, at den modsatte dør netop stod pivåben. Den ville jeg da lige tage et billede af, men så var der ingen strøm på kameraet. Jeg skiftede batteri, men da toget duvede, smutte batteriet ned på gulvet, og forsvandt ind under den dør, der var lukket. Shit. Skulle jeg prøve at åbne døren med fare for bøde? Jeg lagde mig i stedet ned på gulvet, og et fodpanel, der gik lidt op ad døren kunne åbnes, og så måtte der være sket et mirakel, for batteriet lå på kanten af trinbrættet kun 2 cm fra fri luft og dirrede svagt. Jeg kunne lige få hånden ned, og haps tilbage i folden med det batteri.

 I toget var der ingen forplejning includeret, så jeg gik igennem det for at finde noget spiseligt. Alle kvinder bar tørklæde, og jeg fik mange smil. Jeg var jo også eneste mandlige vesterlænding i hele toget. Først fandt jeg et bederum og så en spisevogn med en lille cafe med et sparsomt udvalg af sandwich foruden sodavand og chips.

 Jeg kikkede ind i sovevognen, og der var ledige senge derinde. Fik fat i togmanden, der ville undersøge sagen. Hvis jeg igen skulle sidde op hele natten, var det garanteret endnu engang uden søvn. Togmanden kom ikke tilbage, så jeg fandt ham, og han meddelte, at der var udsolgt, og de, der var ledige nu, ville blive beslaglagt i løbet af natten. Her skulle jeg nok have viftet lidt med en 50-dollarsseddel, for uden at være sikker syntes jeg stadigvæk, at der var ledige pladser langt ud på natten.

 Toget stoppede mange steder, og hvis ellers man kunne sove og havde en seng, så var det sengetid. I vores kupe var der to ledige sæder ved siden af hinanden lidt fremme, så der satte jeg mig til rette og lukkede øjnene. Nogen ruskede i mig, for nogle nye passagerer ville gerne have deres reserverede pladser. Hen til Gitte igen på et enkeltsæde, hvor vi frøs som små hunde en kold vinterdag. Der kom polarluft fra oven, fra siden og fra neden. Vi tog alt disponibelt tøj på, foruden en T-shirt over benene en ekstra skjorte over fleecetrøjen, slog paraplyen op for at skærme for polarluften fra oven og fødderne ned i rygsækken. Jeg tog en skjorte over hovedet for at skærme for lysstofrøret. Og så sad vi bare der og klaprede tænder og ønskede os hen, hvor peberet gror, for der er varmt.

Mærkværdigvis gik der en mand rundt kl. 4 om morgenen og sagde, at næste station var Kuala Lumpur. Det var 2 timer før beregnet, og alle var forundrede. Hvordan kunne et tog komme 2 timer før beregnet, det havde vi aldrig prøvet før. Toget var stoppet på en station, men der var ingen skilte, så var det virkelig Kuala Lumpur? Vi fik spurgt adskillige af de medrejsende, og den var vist god nok. Vi slæbte kufferterne ud og stod så på en station et sted i Malaysia midt om natten, ingen mand med et Greiner skilt, og vi vidste ikke, hvor hotellet var.  

Klik her og fortsæt i  Jorden rundt med tog del 47: Kuala Lumpur.  

Tilbage til forsiden