|
Jorden rundt med tog. Thailandbugten rundt. Malaysia og Kuala Lumpur. Jorden rundt med tog delafsnit 47. Januar 2016. Rejsefortælling af Kim Greiner.
Hovedsproget er malaysisk og kinesisk. Hovedstaden er Kuala Lumpur, der er administrativ hovedstad og huser regeringssædet. Regeringsformen er med et parlament, og de har et konstitutionelt monarki, hvor kongen vælges hvert 5. år blandt de 9 herskende sultanater. Møntfoden er Ringgit og 1 RM koster ca. 1,82 kr. Østkysten har den største årlige nedbør med mellem 3.300 mm og 4.400 mm årligt, og den falder under nordøstmonsunen fra november til februar. Mod vest på fastlandet falder den største regnmængde mellem maj og september. Borneo har en mere ensartet temperatur fra 23 til 33 grader, og det meste regn falder fra november til januar. For vores vedkommende går jernbanen overvejende på fastlandets vestside, og med vores rejsetidspunkt i januar skulle det ikke være den mest våde periode. Hygiejnen i Malaysia er høj, især i storbyerne. Desinficerende væske til hænderne er god at have med. Toiletterne er pæne, og efterhånden er det de almindelige, vestlige toiletter, der findes. Der findes dog stadig også hugsiddende pedaltoiletter. Enkelte steder betales 1 RM. En rulle toiletpapir er altid god at have med hjemmefra. Krigen havde dog skabt et ønske om forandring, og befolkningen krævede større frihed af briterne. Der opstod frihedsbevægelsen UMNO, og briterne oprettede en Føderation af Malajstater. Dette var ikke nok for UMNO, så der startede en guerillakrig, og briterne svarede igen med at erklære landet i undtagelsestilstand. Den kom til at vare i 12 år, og kostede 25.000 mennesker på begge sider livet. Mange i den kinesiske befolkningsgruppe var ansat i den britiske statsadministration i modsætning til malajer, der ikke var så veluddannede og sprogkyndige. Derfor vedtog man, at malajer skulle have særlige rettigheder med hensyn til uddannelse, bolig, offentlige jobs m.m. I 1955 følte briterne sig presset til at udskrive valg til den lovgivende forsamling, og hurtigt efter var der forhandlinger i gang om selvstændighed. Det skete så endeligt 31. august 1957. Fra 1963 kom også Sabah og Sarawak (dele af Borneo) samt Singapore med i Føderationen. Ved valget i 1969 eksploderede spændingerne, og bander af malajer angreb kinesiske forretninger, og flere hundrede kinesere blev dræbt. I 1970 introducerede regeringen "New Economy Policy" med det formål, at landets oprindelige befolkning inden for 10 år skulle have 30 % af landets magtpositioner. Det gjorde malajerne tilfredse, men affødte voksende utilfredshed i andre befolkningsgrupper. I 1981 overtog Mahathir Mohamad posten som premierminister, og landet gik hurtigt fra et være et landbrugsland til at forarbejde industriprodukter. Der blev også strammet op mod alle kritiske medier, så miljøforkæmpere, åbenmundede redaktører og kritiske jurister fik mundkurv på. Der har været store demonstrationer på tværs af racer, og især den veluddannede bybefolkning har ønsket større frihedsrettigheder og sikkerhed for neutrale domstole. Op til valget 2004 havde det ortodokse, muslimske parti PAS annonceret, at det skulle være slut med rockkoncerter, en mere tilsløret dresscode skulle indføres, og der skulle være kønsopdelte forhold i busser og på strande m.m. Det blev heldigvis ikke til noget. Regeringsleder Abdullah Badawi har i "Vision 2020" et ønske om en firedobling af den personlige indtjening og en fordobling af statsøkonomien. Der er ikke noget, der er let i det multietniske Malaysia, så regeringen må foretage en balancegang og tage hensyn til alle sider. Malaysia er et centralt styret land, næsten som et kommunistisk land, men samtidig bekæmper regeringen kinesisk-malaysiske, kommunistiske guerillaoprørere i grænselandet til Thailand. Landets økonomi er i lighed med Singapore snarere indrettet efter den amerikanske model frem for den kommunistiske. Lige efter selvstændigheden var landbruget det største erhverv med eksport af gummi og ris. Nu er der kun en mindre gummihandel, og ris må importeres. I stedet er olier rykket op i top, og olieplanteplantager udgør 20.000 km2. Det er gået ud over regnskoven, hvor tømmerindustrien desværre også gør et stort indhug. Samlet set er industrien rykket op på første pladsen, medens service og handel er nummer to, skarpt forfulgt af turisme. Malaysia er faktisk verdens 9. største turistland, og turisterne får rigtig meget for pengene, samtidig bliver stammedansen primært danset for turisterne. Malaysia er et samfund af vidt forskellige etniske befolkninger, og det er svært at udpege en ægte malaj, for er det en hårdtarbejdende bonde, eller er det en af sønnerne af landets sultaner, der ofte slipper godt fra lovovertrædelser. Hvornår er man så malaysisk statsborger? Grunden blev lagt tilbage i 1948 under briternes herredømme, for der blev forskelsbehandlingen lagt. Folk kunne kun blive statsborgere, hvis de havde boet i landet i mindst 15 af de forudgående 25 år og talte malaysisk eller engelsk. Millioner blev derfor afvist. De særlige malajprivilegier skulle kun vare i 10 år, men de opretholdes fortsat, og det har givet en lang række opstande i 1969, 2003, 2008 og 2013. Op mod en halv million mennesker demonstrerede 2013 imod korruption og den positive forskelsbehandling af malajer og mod manglende retfærdighed i retssager.
Som "betaling" for de ekstra privilegier er malaj-muslimer så også forpligtet til at overholde de religiøse shariaregler i de forskellige regioner. Efter valget i 2008 er der desværre lagt mere vægt på sharialovgivningen. Det mest omdiskuterede tilfælde er fotomodellen Kartika Sari Dewi Shukarno, som i 2009 blev idømt piskeslag, for at have drukket øl på en natklub. I 2010 var straffen dog ikke blevet udført, men piskestraffen er ved lignende sager blevet eksekveret. Malaj-muslimer må heller ikke gifte sig med folk af andre trosretninger, og i en højesteretssag i 2007 fik Lina Joy afslag på at konvertere for at gifte sig med sin kristne kæreste, eftersom sharia ikke vil tillade, at folk konverterer. Ak ja, religion er noget fanden har skabt. Borneo er verdens tredje største ø med sine 736.000 km2, og den deles af Malaysia og Indonesien. På Borneo ryddes kæmpe naturområder, og efter at tømmeret er fjernet, bliver der plantet olieplanter. Minedrift fra de åbne miner rydder også skov, og floderne bliver forurenet af rejefarme. Den største ødelæggelse opstår, når der bygges dæmninger, og der er planlagt 12 store inden 2020. Mennesker skal forflyttes, og bare i forbindelse med Bakundæmningen berører det ½ million mennesker. Til gengæld giver vandkraften bæredygtig energi. Langs vestlandets kyster og øer gror mangrove, der har den store fordel, at den holder på jorden og beskytter mod bl.a. tsunamier og ellers leverer dyrefoder, brænde, rejer, fisk og krabber i store mængder. På Langkawi i det nordlige Malaysia nær Thailand, men også i andre nationalparker, vrimler det med aber og varaner, tapirer, tigre, malajbjørne, gibbonaber og enkelte af de ellers næsten uddøde sumatranæsehorn. Højlandet byder på en hel anden natur med regnskov og fyrretræer og massevis af fugle. Øerne og østkysten byder på hvide sandstrande, og havet har også sit dyreliv at byde på, så det ligger på verdenslistens førsteplads over dykkernes favoritsteder. I Det Sydkinesiske Hav er der 13 beskyttede rev med en overdådighed af koraller, og lidt længere ude venter hammerhajer og djævlerokker. Som det ses af ovenstående har Malaysia en ovenud frodig natur både af planter og dyreliv, og der er kun en altdominerende fjende – mennesket. Kuala Lumpur var dengang kun en lille by bygget af træ, og foruden andre dårligdomme var de konstant plaget af brande, og når det ikke brændte, så var der oversvømmelse. Heldigvis for ”Det Mudrede Sammenløb" så steg prisen på tin, og det gav penge på lommen, og med den forbedrede økonomi blev mange af bygningerne efterhånden bygget af mursten. I vore dage er Kuala Lumpur en by med alt i et, for her er både templer, kolonitidshuse, moderne bygninger og udbredt teknologi, og det hele blandet sammen til et multietnisk byliv. Petronas himmelstræbende tvillingetårne er blevet vartegnet for Kuala Lumpur, og for at få bedre plads er den administrative hovedstad simpelthen flyttet uden for Kuala Lumpur til bydelen Putrajaya. Kuala Lumpur er en multietnisk enklave i et Malaysia, hvor hovedparten af befolkning ellers bor langt ude på landet. Selve Kuala Lumpur virker ren og strømlinet, og der er en speciel orientalsk ånd med en stor selvbevidsthed hos de fleste af byens 1½ million indbyggere, og så er byen både Malaysias kulturelle og økonomiske centrum. Befolkningen i den multikulturelle millionby er generelt venlig og imødekommende overfor turister. Der kan gås på opdagelse i Chinatown med lanterner og larmende barer, eller der kan søges fred i de farverige templer. Andre bliver tiltrukket af de store indkøbscentre eller af de gamle bygninger fra kolonitiden. En krydsning af det hele opleves i "Den Gyldne Trekant", der ligger i krydset mellem Jalan Sultan Ismail og Jalan Bintang. Højbanen kører hen over krydset, og nedenunder ligger de enorme indkøbscentre med en vrimmel af butikker, restauranter og cafeer. Som kontrast til overdådigheden findes der dog også enkelte slumlignende områder, der trænger til en kærlig hånd. Hvis man vil søge væk fra alt det hæsblæsende, så kan man søge ned, hvor de to floder mødes, og hvor byen opstod omkring tinminerne, for her er der midt i byen ro i den blomstrende have omkring Masjid Jamek. Lige i nærheden går der en bro over floden, og det er her floden deler sig og bliver til selveste "Det Mudrede Sammenløb". Det er bestemt ikke nogen store floder, nærmest noget småtteri, og tilsyneladende var det heller ikke det rene kildevand. Vi bor meget tæt på kolonitidskvarteret, og omkring pladsen "Merdeka Square" er det som at træde over hundrede år tilbage i tiden. De fleste af bygningerne er fra omkring 1880-95, og de ligger i rendyrket kolonitidsstil med tårne, løvefødder og gesvejsninger. Faktisk er pladsen ikke en plads, for det er en meget stor græsplæne, og hvad, man ikke lægger mærke til, er, at der nedenunder er en stor parkeringskælder. Merdeka Square betyder Frihedspladsen, og her står verdens højeste flagstang, der peger 100 meter op i himlen. Det var her landets første flag blev hejst, da Malaysia blev selvstændig i 1957, og her fejres 31. august uafhængighedsdagen med store parader og taler. Langs den anden langside ligger "Royal Selangor Club". I Cricketklubhuset, der er fra 1884, mødes de rige malaysiere og ditto udlændinge. De gamle saloner er samlingssted for VIP’er, og her er første parket til festlighederne på Merdeka pladsen. I baren "The Dog", der kun er for mænd, (kedeligt) hænger der fotos fra det gamle Kuala Lumpur. Det var her Hash-run-klubben blev dannet i 1938. Hash-run er et socialt drikke- og orienteringsløb, der giver internationale venner og stor morskab. Faktisk er der 2.000 steder rundt om i verden, hvor der løbes Hash-run. Her i regnskoven starter løbet omkring kl. 17, og "førerharen", der først byder velkommen, forsvinder, og så afmærker han ruten igennem regnskoven med sit båthorn. I små grupper går jagten igennem den mudrede regnskov, og så lyder det "Checking, checking", medens gruppen afsøger området. Når sporet er fundet, råbes "On, on". Løbets ritual kræver, at kolde øl tømmes i en slurk, medens holdet synger Hash-run-sangen "Run, run". Ak ja, der er mange mærkelige skikke til i denne verden. I 276 meters højde var der en roterende restaurant og et flot syn ud over byen. Det var egentlig meningen, at vi ville spise frokost der, men der var udsolgt. På øverste etage var der et glasrækværk, og vi kunne kikke lige over på "tvillingerne", men der var ingen bænke, man kunne hvile ørene på. Der var også kun en butik med souvenirs, slik og drikkelse, så vi gik sultne derfra, så KL Towers har for mig ikke højeste prioritet. Vi kom med shuttlebussen fra tårnet ned til vejen, og så fik vi da sparet de skridt. Nede ad vejen tog vi monorailen for 2,5 RM og stod af efter 4 stationer. Vi gik lige forbi den nye, store nationale moske, men den ser vi først nærmere på en af dagene. Målet var "Bird Park", der ligger i Lake Garden (Taman Tas-Ik Perdana), der er en stor park på omkring 1 km2. Foruden afslapning i den almindelige del af parken er der en "Bird Park" med omkring 2.000 fritflyvende fugle i en af verdens største volierer. Her findes alt fra strudse (der dog ikke kan flyve) til flamingoer og næsehornsfugle. Fugleparken var nærmest et stort fuglebur med snoede stier rundt om træer og vandløb. Nogle af fuglene var i mindre bure i det store fuglebur. De fritflyvende fugle var alt for langt væk, og de burede fugle sad bare der og stønnede i varmen. Det var fuldstændigt som at gå rundt i en ZOO, bare uden bjørne, løver eller elefanter, og helt ærligt det var – "Gab" – ikke pengene og tiden værd, hvis man ikke er ornitolog. På tilbagevejen tog vi en taxa, og da den kun kostede 15 RM og var dejlig kølig, så var den alle pengene værd og dagens bedste oplevelse. Vi fik togbilletterne til den sidste strækning fra Kuala Lumpur til Singapore. Afgangstidspunktet var rykket fra kl. 8.00 til kl. 13.30. Det havde nok ikke den store betydning, undtagen at vi havde ½ dag mere i Kuala Lumpur og tilsvarende mindre tid i Singapore.
Ved aftenstide er her massevis af udendørs restauranter med plastikborde, og her serveres gadekøkkenernes specialiteter som rokkevinger og alskens skaldyr. Vi spiste aftensmad i Chinatown på en udendørs restaurant og lige ud til det bølgende folkeliv på gaden. Carlsberg er her en meget populær øl, og der var slagtilbud, hvis man tog 6 øl ad gangen. Vi nøjedes dog med kun 3 Carlsberg, men så havde vi da støttet de hjemlige aktionærer lidt. Vi ville besøge Sri Mahamariamman-templet, der er landets største hindutempel, Ved hinduhøjtiden Thaipusam i slutningen af januar, er det her fra dette tempel, at der gås bodsgang ud til Batu Caves, der ligger lige uden for Kuala Lumpur. I bodsgangen gennemborer de rettroende hinduer deres tunger eller kinder med lange nåle, og de seje ifører sig sømsandaler. Bemærk at sømspidserne vender ind mod fodsålerne. Sri Mahamariamman-templet er et stille sted, og byen udenfor høres kun svagt. Det mest hellige alter ligger i midten af templet, og udenom er der fine træskærerarbejder af guderne. I et hjørne var der et særligt sted, for der var flere guder med overskæg. Jeg satte mig op ad en søjle i midten af rummet og kikkede. De troende stod i kø for at komme frem til munkene, og når munkene havde modtager donationen, gik de ind i det allerhelligste for at bede. Tilbage igen får de bedende en rød prik i panden. Nogle tilsyneladende meget rige indiske damer havde guld i ørene og guldhalskæder. Det var jo et tydeligt bevis på, at det hjælper gevaldigt at stå sig godt med guderne.
Det var den amerikanske naturforsker William Hornaday, der opdagede hulerne i 1878, og hurtigt valgte hinduerne at gøre stedet til deres helligdom. Der findes 20 huler i systemet, men kun tre er tilgængelige for offentligheden. Grotterne ligger lige fremme, og undervejs ligger der boder, der dog for det meste var tomme her uden for sæsonen. Der var dog bestemt ikke mennesketomt, og der var også boder med frugt, mad og drikkelse. På en platform sad 7-8 munke og sang og spillede, og lyden drønede ud af højtalerne, medens folk sad foran på bænke.
Næsten oppe ved grotterne er der en flot udsigt til Kuala Lumpurs højhuse. Først kom vi ind i en meget stor hovedgrotte med mindre sidegrotter med adskillige hindutempler. Så går man op ad en trappe til en mindre hule, og dybest inde i grotten skinner solen i smalle stråler igennem åbninger i grottens loft. Også her springer aber rundt på klipperne, hvor der gror planter og træer. I midten af grotten var et stort alter, hvor munke gik rundt for at betjene pilgrimmene. Der var mange indiske familier i fint skrud. Nogle pilgrimme havde lavet hængekøjer af palmegrene, og her lå der børn, der skulle velsignes. Munkene tog babyerne op, og medens de skreg i vilden sky, blev de båret ind til alteret, hvor de blev velsignet. Flere pilgrimme, både voksne og børn, var barberet pilskaldede og smurt ind i mudder. Det var åbenbart ekstra godt. Jeg donerede også lidt og blev velsignet af en munk – det kan vel ikke skade. Samme tog tilbage, og vi bemærkede, at nogle af togvognene kun havde kvindekupeer, og der var stenslag på nogle af ruderne. Nogle kvinder ville gerne sidde i fred. Det var forståeligt, men hvorfor skulle der kastes med sten – det er uforståeligt. Det var varmt – meget varmt, og appetitten var ikke stor, så det blev kun til en yoghurt købt hos 7-Eleven, lidt udskåret frugt og en kyllinge-hot dog, og det kan gøres meget billigt. Vi tog toget ud i nærheden af Petronas tvillingetårne, og det kostede kun 10 RM for fire personer. Vi skulle skifte undervejs, men vi er ved at finde ud af Kuala Lumpurs togsystem.
Da vi nærmede os tårnene, tårnede de sig op, bogstavelig talt. Allerede på 30 meters afstand strømmede den kølige luft ud af indgangen og drog nærmest gæsterne indenfor. I bunden af tvillingtårnene er der i flere etager et kæmpe shoppingcenter, og her er alt i Tiffany, Rolex, Prada og andet krimskrams til salg. Mine tre kvindelige rejsefæller ville rundt at shoppe, men det er bestemt ikke noget for mig, i hvert fald ikke sådan et sted. Jeg gik derfor udenfor, og bag ved tårnene var der en smuk park med springvand og længere inde et stort soppebassin med vandfald, hvor småbørn i massevis badede. I mellemtiden tændte lysene på tvillingerne, og de stod som to diamanttårne. Det er ikke bare lysene i vinduerne, der giver effekten. Det er alle de øverste etager, der bliver belyst, og det var simpelthen så smukt, at jeg aldrig har set noget lignende. Selv Torneroses slot i Disneyland kan godt gå hjem og lægge sig. Så hvis du er i Kuala Lumpur, så kan det stærkt anbefales, at se Petronas tvillingetårne efter mørkets frembrud. I haven havde springvandene også fået farvede stråler. En stor del af anden etage indenfor er fyldt med fastfood restauranter, så der spiste vi, inden togturen gik tilbage mod hotellet. Jeg har aldrig på en dag set så mange tørklædepiger. De må tilsyneladende godt fotografere hinanden, selvom jeg faktisk troede, at det var forbudt for muslimer at afbilde mennesker og dyr. Nu tænker jeg på muhamedtegningerne, hvor fanden var løs i Laksegade. Vi havde stort set ikke set nogen tiggere hele dagen, men i nærheden af hotellet lå en ung mand på fortovet og sov. Hans fødder var kulsorte, og hans eneste beklædnings-stykke var et par hullede, møgbeskidte, korte bukser. Hvilken skæbne har han? Hvis han ligger der i morgen, må vi stoppe nogle pengesedler ind under ham. Den gamle nationale moske "Masjid Jamek" ligger, hvor floderne Klang og Gombak løber sammen. Den gamle moske var tidligere Malaysias nationale moske. Den er tegnet af den engelske arkitekt Hubback i 1909, og den er en efterligning af en nordindisk moske med pavilloner og et lille haveanlæg med palmer. Her er der normalt fredfyldt, selvom moskeen ligger i Chinatown lige midt i millionbyen. Den fredfyldte stilhed oplevede vi dog ikke, for moskeen var under reparation, og hele moskeen var spærret af med et stort plankeværk. Øv. I stedet gik vi under jorden, idet der under hele plænen var parkeringskælder og et butiksområde med helt øde butikker. Med alle de markeder rundt omkring er det også utroligt, at det kan løbe rundt. Ikke en mors sjæl vidste, at der var noget hernede under flagstangen. Faktisk gik flagstangen igennem loftet herned og videre ned i gulvet. Nå, her fik vi en is i en lille cafe, og så kunne de fine oppe i klubben have det så godt. Selve Basaren er med snævre gange, og der var et stort område kun med hovedtørklæder. Jeg fik købt en flot hovedbeklædning med en stor diamant omkranset af små diamanter. Sælgeren, en ung dame, tog den på, så jeg kunne se at den klædte enhver. Jeg ved ikke, om diamanterne er ægte, men hvis ikke, er jeg blevet snydt for 10 RM. T-shirts ligger her på omkring 10 RM, der er en femtedel af Central Markedets priser. Udenfor var et gadekøkken med en meget lang kø – det måtte være et godt sted, men vi nøjedes med en yoghurt og lidt brød. Endelig var vi foran Den Nationale Moske, der ligger på Masjid Negara. Moskeen har en 74 m høj minaret samt en 18-takket turkisblå stjernekuppel. En tak for hver af de 13 stater, der er i Malaysia, samt en for hvert af de 5 grundprincipper i islam. Ikke troende og andre ugudelige har tilladelse til at besøge moskeen uden for bedetiden. I vores gruppe var det kun mig, der havde lyst til at gå indenfor, men man kan ikke bare smide skoene og vade ind. Først blev jeg indskrevet i en bog, og så fik jeg udleveret en himmelblå kappe. I nærheden lå Det Islamiske Kunstmuseum. Der stod noget om, at det var lukket, men det viste sig kun at være cafeen, der var lukket. Det kostede 14 RM at komme indenfor, og det var både stort og fint og med samlinger af tøj, tæpper, våben og koraner m.m. Der var også en samling af modeller af andre flotte moskeer ude i verden, og det var da ret tilfredsstillende, at vi på afstand kunne kende Thai Mahal i Indien, Den Blå Moske i Istanbul, og Registanpladsen i Usbekistan. I Singapore skal vi ringe efter transport, når vi er fremme og skal ikke med bus, som det ellers var beregnet. Fint nok – det ville jo også være bælgmørkt. Vi havde lige tid til at besøge det kinesiske Chan See Shu-tempel, der er fra 1906 og er Chinatowns største tempel. Det ligger næsten direkte ud til Jalan Kinabalu ved starten af gågaden Petaling. Templet har næsten tredimensionelle trærelieffer hele vejen rundt, og røgelsen dufter lifligt i forhallen. Mange af de lokale kikker indenfor som et dagligt ritual og beder en lille bøn for at jævne dagen og vejen. Det måtte dog være fra morgenstunden, der var aktivitet, for da vi var der, var der helt dødt. En ældre mand sad i en stol og holdt måske vagt, selvom han sov, så vi listede rundt for ikke at forstyrre ham. Nu havde vi næsten også fået vredet alle interessante seværdigheder ud af Kuala Lumpur, så det var fint nok, at vi nu skulle videre ud i verden. Det er en kæmpe station, og der er en hel afdeling med frugter og asiatisk mad, og bare denne afdeling kunne godt ligne ethvert andet marked ude i byen. Heldigvis var der også en MacDonald’s og en Burger King, så vi kunne få noget ordentlig mad. På nogle bænke var der ledigt mellem to muslimske damer, en ældre og en yngre, og der satte jeg mig. Fik en god snak med den yngre, der talte bedre engelsk end jeg. Hun fik mit visitkort og et postkort med kongefamilien. Så havde jeg da lavet lidt PR for det gamle kongerige. Det var dog et meget fint tog, med blåmønstret fløjlsflysæder, og så var der endda rene ruder. Til en dagstur var det et helt perfekt tog, og der kunne ikke forlanges mere. I spisevognen var der et sparsomt udvalg af sandwich samt noget kinesermad foruden varme og kolde drikkevarer.
I de vogne, hvor der var flest mennesker, var der ikke aircondition, så de er sikkert endnu billigere. Til en forandring var airconditionen i vores vogn endda passende, så det var noget helt nyt. Der var også to skærme i hver vogn, der viste film – Karate Kid og en utrolig dårlig monsterfilm. Undervejs var der meget jungle, men også plantager med oliepalmer. Et sted var der urskov, men den var de ved at rydde i bælter og så plante oliepalmer. Og det er netop ulykken for mange af de vilde, sjældne dyr, der får ødelagt deres levesteder. Faktisk var der næsten ingen marker og meget lidt beboelse. Medens vi ventede på stationen, fik jeg en lang samtale med Mulyaningsih, der var en dame fra Indonesien, og hun var meget interesseret i Danmark. Det kunne faktisk også være spændende at besøge Indonesien – så måske engang ude i fremtiden. Hun var også meget interesseret i vores togrejse Jorden rundt, og som mange andre kunne hun næsten ikke fatte det. Vi fik sluttet samtalen, og Mulyaningsih fik også et billede af kongefamilien. Vi fik stemplet ud af Malaysia og blev dirigeret ned i et nyt tog dvs. ret gammelt, og der sidder vi faktisk nu og venter på vores videre skæbne, medens vi kører ind i ingenmandsland.
Tilbage til forsiden |
Vores hotel "Swiss Inn" lå midt i Chinatown, så det var en dejlig central beliggenhed. Vi kunne dog først få værelset kl. 8, selvom vi da godt ville betale ekstra for at få en seng at sove i, men alt var udsolgt. Der var ingen stole i den lille lobby, så vi gik en tur i den totalt øde by. På et hjørne fandt vi en døgnåben McDonald’s, hvor vi fik morgenmad og en stol at sidde på. Da det begyndte at lysne, og tiden nærmede sig, gik vi tilbage til hotellet og fik vores værelse med en rigtig seng. Ikke at vi skulle sove i den nu, men nu vidste vi da, at vi havde en seng.
Vaccinationer: Der anbefales difteri og hepatitis A. Denguefeber findes, men der er ingen forebyggende behandling. Feberen overføres med myg. Brug en lokal myggespray med enten DEET eller Autan – det er usundt, men virksomt. Langbenet og langærmet tøj anbefales ved solnedgang og solopgang. Denquefeber viser sig ved pludselig høj feber, knoglesmerte, hovedpine, kvalme og opkastning. Det går over i løbet af en uges tid. 
Sprog, sikkerhed og tidsforskel: Bahasa Malaysia er det officielle hovedsprog. Desuden tales kinesisk (mandarin) og indisk. I de større byer er engelsk udbredt, men den malajiske udtale kan dog være svær at forstå. Ved taxakørsel anbefales det at give chaufføren adressen skriftligt.
Senere i 1800-tallet skete en indvandring af kinesere og indere til den vestlige kyststrækning, og de oprettede handelsstationer. Derefter kom de britiske, portugisiske og hollandske kolonisatorer. De kæmpede om magten, og briterne vandt. Briterne var derefter magthaverne i Malaysia i 200 år, indtil japanerne indtog landet i 1941 under 2. verdenskrig. Da japanerne 12. september 1945 overgav sig, blev briterne budt velkommen, da de trods alt var de bedste af to onder.
I Malaysia voksede utilfredsheden, idet den kinesiske befolkning gjorde opstand mod malajprivilegierne. Hvis regeringen havde bøjet sig, ville malajbefolkningen gøre oprør, for de havde ikke en chance mod de veluddannede kinesere.
Der er dog ofte uro over de politiske forskelsbehandlinger mellem landets befolkningsgrupper, hvor malajerne stadig nyder visse privilegier. Der er også voksende forskelle mellem de veluddannede yngre indbyggere i Kuala Lumpur og landets ortodokse, muslimske landsbybeboere.
Kineserne, der var mere veluddannede end malajerne var kernen i den britiske centraladministration. For at rette op på ubalancen ved selvstændigheden i 1957 fik malajerne fortrin, f. eks, har malaj-muslimer adgang til billige billån og importerede biler, billige statsfinansierede boliger og fortrinsret til videregående uddannelser. I dag fødes børn af malajiske borgere med statsborgerskab og malajprivilegier.
Malaysia har dog stadig i alt 140.000 træ- og plantearter, hvoraf 15.000 kun lever her. Udover insekter i uoverskuelige mængder tegner Borneo sig for 200 arter pattedyr, 570 fuglearter, 100 arter slanger og 1.000 sommerfuglearter. Foruden verdens største blomst og verdens længste slange – netpytonen.
De første minearbejdere havde høje dødstal, for der var masser af malariamyg i "Det Mudrede Sammenløb", men i 1859 var de alligevel nået så langt, at det første tin kunne eksporteres. Minearbejderne levede i et råt miljø, og der var bander, der kæmpede mod hinanden for at få kontrol over de bedste miner, så den rene idyl var det bestemt ikke.
Selvom der også kan være fest og farver, er beboerne i byen for de flestes vedkommende ambitiøse og koncentreret om deres arbejde.
Udenfor i den lille gade var der loppemarked om morgenen. Alt muligt var lagt ud på fortovet. Alle sælgerne var mænd, og alle kunderne var mænd. Ure, værktøj, skidt og ragelse og så sandelig også et Playboy og et Cosmopolitan var til salg. På Cosmopolitan var lagt et stykke papir over noget af forsiden, måske nogle attributter, der ikke egnede sig til offentlig beskuelse. Bladene så noget slidte ud, og jeg spurgte, om de var lovlige. Det bedyrede sælgeren, medens han skævede ud til siderne. 
Langs den ene langside ligger "Sultan Abdul Samad Building", der er opført i slutningen af 1800-tallet af den britiske arkitekt A.C. Norman efter indisk inspiration. Bygningen er typisk for kvarteret med søjler og tårne, hvor det ene er et 40 m højt klokketårn. Bygningen var britisk hovedkvarter i kolonitiden og huser i dag Højesteret.
Elevatoren betjentes af en værtinde i grøn sari, og hun fik elevatoren op på 58 sekunder og med hjælp af tyngdeloven ned igen på 52 sekunder. 
Problemet med Birdparken var, at vi endnu ikke havde kastet os ud i byens taxaer, så der skulle gåes et godt stykke vej fra stationen ud til parken, og vi var nærmest udmattede af varmen. Det kostede 50 RM at få en billet til Birdparken. Heldigvis var der en lille cafe uden for indgangen, hvor vi fik noget at spise og drikke.
Chinatowns hovedgågade "Jalan Petaling" er delvis overdækket og er især om aftenen fyldt med så mange boder, at der kun er skulderbrede stier at sno sig på. Her skal holdes på hat og briller, medens der kan kikkes på tingeltangel og billige kopivarer. Om dagen er der bedre plads, hvis de gamle kinesiske huse og templer skal beundres. 
De ældste bygningsdele af templet er fra 1873, og her er farvestrålende tårne med et mylder af udskårne figurer. Her er der selvfølgelig også turister, men også lokale, der lige skal aflevere en offergaver som f.eks. en blomst, en kokosnød, ris eller lidt småpenge til munkene. Til gengæld får de troende et Guds ord med på vejen.
Der er 13 km fra hovedbanegården med den nye letbane til Batu Caves. Toget stopper lige ved hovedindgangen til grotterne, og en returbillet koster kun 5 RM. Det er et helt moderne tog, og der var en fin, behagelig temperatur inde i toget. Her var ingen vesterlændinge udover os, og det gjorde ikke noget – tværtimod. Et skilt forkyndte, at det ikke var tilladt at kysse i toget. Et ungt forelsket par overfor havde dog svært ved at overholde forbuddet. Ved endestationen skal man op ad en trappe, og her var der et løseligt togbillettjek, og så skal der bare kikkes.
Ved siden af de 272 sveddryppende trin til indgangen til helligdommen troner en 42 m høj gylden statue af hinduguden Murugan. Meget imponerende, og er det ikke 37 m Rundetårn er? Der var mange mennesker på trapperne, og frække aber håbede at pilgrimmene havde mad med til dem. Jeg havde købt en blomsterkrans for at have lidt med til at formilde guderne, men en abe ville stjæle den. Det lykkedes ikke, men I guder, hvor er de hurtige. 
Det var en meget fin oplevelse med denne tur til Batu Caves. Ned af trapperne igen, og i en meget stor souvenirforretning fik jeg købt 3 bodskort. Kikkede faktisk efter et par sandaler med piggene opad, men fandt ikke nogen.
Petronas Twin Towers er med sine 452 høje tvillingetårne Kuala Lumpurs vartegn. I løbet af dagen skifter tårnene i glas og stål farve, alt efter om de spejler sig i den blå himmel eller i en overskyet mørk himmel. Bygningen er tegnet af den argentinske arkitekt Cesar Pelli og opført under det økonomiske boom i slutningen af 1990’erne som hovedkvarter for olieselskabet Petronas. I 1999 da bygningen var færdig, var de 88 etager verdens højeste bygning, men nu er den overhalet af andre bygninger ude i verden. Mellem de to tårne er der på 41. etage i 170 meters højde en glasbro, men det er kun 1.200 personer, der daglig får adgang til tårnene og først efter timelange køer. 
Vi fandt senere en cafe inde i bygningen, og Jette gav udtryk for, at hun godt kunne tænke sig at se bygningen ved aftenstide. Det ville først blive mørkt ved 19.30 tiden, men hun fik lidt modstræbende sin vilje. Vi gik sammen ud i parken, og med fødderne i soppebassinet ventede vi på mørkets frembrud. En mand sad ved siden af, og jeg indledte en samtale og spurgte, om han var indfødt og boede i byen. Det viste sig, at han var fra Yemen og var journalist. Han havde rejst rundt i Mellemøsten og skrevet noget, regeringen ikke kunne lide. Han havde siddet 6 måneder i fængsel og var efterfølgende flygtet til Malaysia, og nu sad han her på bassinkanten med en uvis skæbne. Han trængte virkelig til at fortælle, så efter en tid overtog Jette med spørgsmål og svar. Vi fik vistnok fortalt ham, at det i Danmark var meget svært at få foden indenfor.
Stationen har gratis rene toiletter, og der er vifter på perronerne. Det er dog utroligt så meget, der bliver gjort for at "please" togpassagererne, modsat DSB, der er bedøvende ligeglade med deres passagerer.
Vi havde købt nogle postkort i Cambodja og fået skrevet dem i Thailand, og nu ville vi finde et posthus i Kuala Lumpur. Vi havde fået opsnuset, at der skulle være et posthus i en kæmpebygning i nærheden. Vi kørte op og ned med elevatoren, da vi fik forkert besked, men endelig nåede vi frem. Der var en ventesal med bænke, og vi trak nummer 22. Efter et stykke tid stod der nr. 16 på skærmen, så det tog sin tid med hver ekspedition. En funktionær spurgte, om vi skulle have "stamps". Yes sir, og så sprang vi let og elegant køen over. 12 kort blev sendt af sted for i alt 14 kr. Gad vide om de kunne komme helt til Nordeuropa til den pris? Jeg tvivlede, men det kunne de, og der er endda op til flere, der har meldt tilbage, at de har modtaget et kort. Godt nok 3 uger efter, men de kom frem.
Jeg havde lovet en drink i den fornemme "Royal Selangor Club", men vagten nægtede os adgang. Det var kun for medlemmer og deres familie. Jeg viste mit personalekort fra Københavns Universitet og årskortet fra Tivoli og fortalte, at jeg var en meget vigtig person hjemme i Danmark. Den gik dog ikke, selvom der var masser af plads. Så vi forlod lettere fornærmede den fise fornemme klub i deres forlorne bindingsværkbygning.
Little India ligger kun 500 meter nord for pladsen. Der er ikke mange egentlige seværdigheder i Little India, men oplevelsen her er folkelivet med boder og forretninger i massevis. På hovedgaden, der hedder Jalan Masjid India strømmer det ud med Bollywood-musik, og så er det også her, hvor der sælges stoffer. Altså ikke sådan nogle stoffer, men stoffer, der kan iføres i form af T-shirt, jeans og tørklæder m.m. Desuden er der boder med grønsager, søde kager og tørrede blomster m.m. I det område, der kaldes "Markedet" er der utallige boder, der også har åbent om natten.
Efter en pause gik vi mod den nye Nationale Moske, der kun ligger 500 meter i fugleflugt fra hotellet. Men en ting er fugle, og noget andet er gåben. Man går blot hen til stationen, op ad nogle trapper og hen ad nogle gangbroer, der ender i et parkeringshus. Ude af parkeringshuset går man ned ad en lille vej, men går tilbage igen og over to meget befærdede veje uden fodgængerovergange. Hvis man kan finde et hul imellem bilerne, skal man gå langs kanten på indersiden af en rundkørsel og så over endnu en trafikeret vej, og så er man der. Godt at man ikke er muslim og skal til fredagsbøn her.
Den store hal i moskeen er fra 1965, og der er plads til 8.000 bedende, så det er en af de største moskeer i Sydøstasien. Ikke troende og andet afskum kan ikke få lov til at betræde selve bedesalen, men man kan kikke ind. Jeg stod netop og kikkede, da jeg faldt i snak med en muslimsk kvinde. Det viste sig, at hun var guide, og hun kunne give en times rundtur i hele komplekset. Det var fristende, men nej tak, da jeg havde en gruppe, der sad udenfor og ventede. Vi snakkede også lidt om, at jeg selv var guide, og da jeg ved, at guiders tid er penge, ville jeg give hende 5 RM, men nej tak, så kunne jeg i stedet for give dem til moskeen. Til gengæld fik jeg to flasker vand, og det var helt sikkert noget meget helligt vand.
Vi havde lidt tid tilbage i Kuala Lumpur og bemærkede, at i den gade, hvor hotellet har reception, er der ret øde om morgenen, så det er kun de små gadekøkkener, der er aktive. I løbet af formiddagen bliver gaden fyldt op med boder, og sidst på formiddagen er det med fuld udblæsning.
Vi var i god tid, men hvorfra gik toget? Vi spurgte flere i uniform, og de sagde udgang M. På afgangsskiltet stod der dog ikke noget om en togafgang kl. 13.30. Den skulle dog være god nok, men andre var også usikre. Toget hed "Ekspress Rakyat", og vi måtte først gå til perronen, når toget var ankommet.
Der var mange tomme sæder i toget, og foruden os, var der kun to hvide, unge, kvindelige vesterlændinge. Nej, jeg skulle ikke hen og snakke med dem.
I stedet gik jeg ind i en stor smykkeforretning med så meget glimmer, at Aladdins hule godt kan gå hjem og lægge sig. Til en meget rimelig pris fik jeg købt et armbåndsur med et hav af diamanter, og de var ægte alle sammen – vistnok.