Midtsjællands Chokoladespiserforening.

En historie af Kim Greiner.

Marts 2009

Det er så sandelig ikke kun negativt at være togpendler mellem Borup og København, for man kan få mange gode kontakter og spændende oplevelser. Til de gode hører afgjort den lille gruppe, der trofast møder op under en bestemt lampe på perronen og lige udveksler nogle mere eller mindre friske bemærkninger. For nogle år siden havde jeg min egen morgentogdame, og indtil Roskilde gik snakken, men så var vi enige om at lukke øjnene og småsove resten af vejen. Hvis jeg så i anden sammenhæng præsenterede hende som kvinden, jeg har sovet sammen med utallige gange, spærrede folk øjnene gevaldigt op, men sandt var det da. 

Chokoladedamerne mødte jeg også i toget, og det har den historie, at DSB en overgang købte aflad for de gamle, røde tog, der stadigvæk kørte på vores strækning. Næsten hver dag fik vi en kupon, som kunne indløses i en DSB-kiosk, og man kunne få udleveret en kop kaffe, en juice eller et stykke chokolade.

En dag i et totalt overfyldt tog blev jeg presset sammen med et par damer i et hjørne af en kupe, og i den anledning fik vi udvekslet nogle morsomheder over situationen. Tilfældigvis mødte jeg dem også næste dag, og jeg tilbød, at vi delte et stykke indløst chokolade. Da vi plejede at skulle med samme tog hjem, blev mødestedet ved trappen på perron 8, og da en af os næsten altid havde et stykke chokolade, blev den lille 3-mandsgruppe døbt Midtsjællands Chokoladespiserforening. Ud over chokoladespisning blev det også en gang imellem til en øl på en cafe, og ved generalforsamlingen var der pligt til at deltage i den efterfølgende festmiddag. Så blev der skiftet arbejde med andre togtider, men heldigvis er der stadig kontakt, så ind imellem bliver der indkaldt til møde i foreningen. Ud over at vi udrydder så meget chokolade som muligt, har vi udvidet foreningsaktiviteterne til også at få udryddet et bjerg af stegt flæsk med persillesovs.

Som togpendler kan tiden fordrives på forskellig måde med snak eller læsning, men den hurtigste måde at tilbagelægge en togstrækning på er ved at skrive, og lynhurtigt er man i Borup eller Valby. Jeg skriver derfor en del, og det må bl.a. Midtsjællands Avis’ læsere en gang imellem lægge øje til. 

For et par år siden sendte en person et læserbrev til avisen og klagede over mine skriverier, fordi vedkommende var ganske træt af at læse om mine meninger om dette og hint, og det værste var i rejseberetningerne, hvor læseren blev trukket op ad det ene bjerg efter det andet. Læserbrevet sluttede lidt hånligt med, at jeg jo kunne gå en tur rundt om Sct. Jørgens Sø og så prøve at få den ”rejseberetning” optaget i en avis. Jeg måtte selvfølgelig tage til genmæle i et nyt læserbrev og skrev, at der jo ikke er læsetvang i dette land, og at det er tilladt at bladre forbi det, man ikke er interesseret i at læse.

Frøet var dog sået, så jeg gik en tur rundt om Sct. Jørgens sø, skrev en artikel og sendte den til Frederiksbergbladet. I min research om søen havde jeg opdaget, at Eventyrernes Klub engang havde holdt til i et af tårnene i Søpavillonen, så selv om de nu holder til i Nyhavn, fik de en kopi af artiklen, fordi de nu var nævnt.

Jeg hørte hverken noget fra avisen eller eventyrerne i over et halvt år og havde næsten glemt det, men så mailede redaktøren og beklagede, at den ellers udmærkede artikel ved et uheld var kommet ned i en bunke, men om den måtte bringes nu. Ja, selvfølgelig.

Mærkværdigvis så ringede formanden for Eventyrernes Klub aftenen efter og spurgte, om jeg havde lyst til at komme ind i klubben og holde et foredrag, for en person, der var skør nok til at skrive en rejseberetning om en tur rundt om Sct. Jørgens sø, ville de gerne se og høre. Inde i klubben mødte jeg fultonskipperen, Mogens Frohn, og han fortalte, at en rigtig eventyrer ikke blot skal opleve noget, det skal også formidles, for ellers er man ikke en rigtig eventyrer. Man skal f.eks. kunne gå op og ned ad Nørrebrogade og bagefter skrive en bog om sine oplevelser.
Et nyt frø var sået, så jeg gik op og ned ad Nørrebrogade og skrev om ikke en hel bog så alligevel 10-12 sider om oplevelserne, og de blev så blev lagt ud på hjemmesiden www.kemg.dk

Der lå historien et stykke tid, indtil der var en, der ringede og spurgte, om jeg ikke kunne holde et foredrag om Nørrebrogade. Efter lidt betænkningstid sagde jeg ja, men så skulle det være et 3 i 1 foredrag, så jeg både fortalte om Sct. Jørgens Sø, Eventyrernes Klub og Nørrebrogade. Foredraget kalder jeg dog ”På slingrekurs ad Nørrebrogade”, og det handler om intet andet end mine egne oplevelser plus lidt facts. Mærkværdigvis er det blevet et af mine mest populære foredrag, og bare her i vinter har jeg holdt det 3 gange, og yderligere 3 er bestilt. Foredraget er dog ikke egnet for plejehjem, da det kræver lidt samspil, og det er bestemt heller ikke egnet for Indre Mission.

Tænk at sådan et lille læserbrev kan afstedkomme en foredragssucces, så tak til den herre, som dog sikkert ikke læser dette, når han ser mit navn under overskriften.

Som en lille lommeeventyrer/blærerøv, der har rejst rundt i 40 lande og oplevet noget her og der og ikke at forglemme gået op og ned ad Nørrebrogade, kan jeg derfor opleve noget overalt, som da jeg forleden i toget var udsat for en bombetrussel.

Toget til Borup kl. 16.45 kørte ind på Hovedbanegårdens perron 7-8 minutter før afgang, og jeg satte mig på et af de sæder, hvor der er et lille bord imellem. Ind kommer en arabisk udseende kvinde med to store plastikposer og en lille sort taske. Hun kaster et kort blik på mig, tager tasken og spørger, om jeg vil holde øje med poserne. Jo, det kunne jeg da godt, da hun måske bare lige havde glemt at stemple. Det kan vel ikke tage meget mere end 1-2 minutter at stemple, men hun kom ikke tilbage. 

Poserne stod lige foran mig, og tankerne begyndte at svirre – det var da vel ikke en bombe. København er jo et oplagt terrormål, og skulle jeg virkelig være det første offer for fanatikerne. Den ene pose så mærkelig firkantet ud, og jeg syntes, jeg kunne høre noget tikke, men om det kom fra posen eller mit eget hjerte, kunne jeg ikke rigtig afgøre.

Kvinden kom stadig ikke, så jeg holdt min avis op foran ansigtet for ligesom at tage lidt af skraldet og bare ventede, medens sveden drev. Hun kom stadig ikke, så hvad skulle jeg gøre, jeg havde ikke mod til at undersøge poserne, da det vist er et arbejde for Rullemarie, så det eneste fornuftige var vel at løbe væk, gøre anskrig og få kupeen ryddet og måske hele Hovedbanegården.

Jeg kikkede på mine medpassagerer – det var synd, at de også skulle dø så unge, og det ville være fejt, hvis jeg bare selv forlod kupeen, og jeg havde jo også lovet at passe på poserne. Helt grotesk sad jeg der samvittighedsfuldt og passede på to poser fulde af bomber. 

Kun ½ minut før afgang kom kvinden tilbage – hun havde været på toilettet. Det viste sig, at godt nok kom hun fra Irak, men havde boet i Danmark i 20 år. Ikke nok med det, men hun var yderst velintegreret og var housekeeper på et af Københavns dyreste hoteller, havde en datter på 15 år og var glad, for at Saddam Hussein var fjernet, og hvad jeg ellers fik lokket ud af ”bombekvinden”.

Nå, nu nåede toget Borup station, og jeg fik skrevet denne historie og også formidlet den, og så havde jeg gjort min pligt som eventyrer.

Tilbage til forsiden