Egypten Morgendis over Nilen.                              

Nilen – På krydstogt i tiden.

En rejsefortælling af Kim Greiner.
Januar 2004.

2.del.

Hold pilen på billederne og teksten kommer frem.

Lyset skinnede på vinduet, og jeg vågnede ved, at jeg troede, det var ved at være morgen, men klokken var kun 3, og det, jeg troede var dagslys, var elektrisk lys. Vi var ved at passere sluserne, og langsomt gled vi afsted med kun 1 meter ind til landjorden, men kaptajnen havde styr på det, så jeg sov roligt videre, og kun nogle få svage bump røbede, at der var aktiviterer i gang. 

Morgenstunden var helt stille, og det var skyfrit, og jeg skulle helt hen til vinduet for at se, at vi sejlede, for det gik så roligt, at det ikke kunne mærkes. Selvom klokken kun var 6.30, fik jeg kissejav i sjælen, så det var hurtigt i bad og op på dækket for at nyde Nilen, vejret, stilheden og livet, og jeg boblede indvendig af fryd over at få lov til at opleve dette. Æsler skrydede, fra minareterne lød bønnerne, og niltoget tudede i det fjerne, men mest var det bare stilhed, og fiskere, der fisker, og karamelkaravaner, der kommer forbi, er noget af det mest stille, der findes. Det var helt klart fra morgenstunden, men senere blev det diset, og de golde bjerge i baggrunden kunne kun svagt skimtes. 

Den herligste Nilidyl. På det stykke af Nilen, vi sejlede på, varierede bredde fra 200 meter til omkring 1 km, og der var ingen andre krydstogtskibe at øjne, kun små fiskerbåde. 
Midt på formiddagen nærmede vi os Edfu, og der kom mandskab på dækket, for at lægge skibets mast og solparasoller ned, for ellers kunne vi ikke komme under broen ved Edfu. Krydstogtskibene var igen taget til i antal, og kort efter broen lagde vores skib til i 2 position ved bredden i Edfu, tæt på beboelser, en lille minaret, nogle basarer og en række hestevogne på stribe. På bredden var der selvfølgelig også politisoldater med maskinpistoler, for der skulle jo passes på os.

På egen hånd i en fremmed by.

Det var først efter frokost, vi skulle på udflugt, så enten kunne vi blive på dækket og henslænge os i liggestolene, eller vi kunne stå ved rælingen og se på bylivet, men vi kunne jo også skyde hjertet op i livet og gå på byvandring i en fremmed by, i et fremmed land for at snuse til omgivelserne. Det var kun lige ved krydstogtskibene, at der ligger lidt turistboder, og 10 meter nede af sidegaden, var der ikke en turist, og vi blev hurtig en seværdighed, der vakte stor opmærksomhed. Utallige var hellóerne fra børn og også voksne, og alle steder var øjnene rettet mod os, og utallige motiver til fotografiapparatet sprang i øjnene, men de gange, jeg spurgte om lov til at tage et billede, blev der sagt nej, så det blev ikke til noget.

Edfu set fra krydstogtskibet. Vi kom i dialog med en ældre mand, der talte udmærket engelsk, og han fortalte, at han havde en bekendt i Danmark, der var lærer, og hvert år besøgte han Egypten med sine elever, men da han foruden sin kone i Danmark, også havde en kone i Egypten, var det nok også for at sige hej til hende. Den ældre mand sluttede af med at byde os velkommen som europæer til Egypten, og da han hverken ville sælge noget, eller rakte hånden frem til bakshish, var det en hel fornøjelse. 
Vi havde ikke kort over byen, så vi gik bare med solen til venstre, og kom efterhånden helt igennem byen, og ud til de grønne marker på den anden side, inden vi igen krydsede tilbage igennem byen forbi små værksteder og forretninger. Det var kun i hovedgaden, der var biler, ellers var der kun æselkærrer eller gående.Vi var blevet standset nogle gange og spurgt hvor vi var på vej hen, for der er et berømt tempel i byen, og der burde alle turister være på vej hen og helst i hestevogn, og sådan nogle turister, der bare kan lide at vandre, og så i en ganske almindelig gade, måtte henregnes til de yderst mærkelige. Nogle skole piger ville vide vores navn, og på et tidspunkt havde vi en hel flok børn efter os, men der var da ingen, der tiggede, så alle var bare nysgerrige og venlige, og vi prøvede at se ud, som om vi plejede at gå rundt i ukendte egyptiske byer.

Vejviseren og en agterudsejling.

En ung mand, der ikke kunne andet end egyptisk, insisterede på at vise os vej til et eller andet, vi ikke kunne forstå, men da det var i den rigtige retning, lod vi ham gøre det. På et tidspunkt genkendte jeg ordet Nilen i hans talestrøm, og ganske rigtig, præcis hvor jeg selv havde regnet med, lå Nilen, så det var vel nok godt, han viste os vej, og så måtte vi slippe lidt bakshish.
Så vi havde helt tjek på det, troede vi, for da vi kom tilbage, hvor vi havde efterladt skibet, var det der ikke, og på det tidspunkt kunne vi overhovedet ikke huske, hvad skibet hed. Et kort øjeblik gik der et sug igennem maven, for vi var blevet agterudsejlet af et skib, vi ikke kunne huske navnet på. Men så dæmrede der noget, for jeg huskede, at det var blevet fortalt, at når skibene lå i lag, og det inderste skulle sejle videre, så måtte de yderste ud i strømmen, inden de igen kunne komme ind. Ganske rigtig lå der noget derude, der godt kunne ligne vores skib, og da det kom nærmere, genkendte vi nogle mennesker på soldækket, og inden længe var både vi og skibet igen i sikker havn. Jeg gjorde mig så lige den ulejlighed at skrive skibets navn ned i min lommebog Pyramisa 3, Champlion 2, og sådan en simpel tur i byen på egen hånd er mange gange lige så interessant, som at se de store seværdigheder.

Kleopatra og Cæsar.

Om eftermiddagen var vores nye guide Kirsten ankommet, og vi skulle besøge Horus-templet, der efter sigende er det mest velbevarede tempel i Egypten og næsten er i perfekt stand. Templet blev påbegyndt af Ptolemæus III og er næste nyt i egyptisk sammenhæng, for det blev påbegyndt 237 f. Kr. og afsluttet 180 år senere. 

For at få lidt mere med af den egyptiske historie, sluttede de gamle dynastier i Sentiden med, at perserne regerede Egypten indtil 332 f. Kr., hvor en ny herre trådte ind på arenaen, og erobrede Egypten. Det var grækeren Alexander den Store, der denne gang lod sig krone som farao, og han nåede at grundlægge Alexandria ved Middelhavets kyst, inden han drog videre på nye erobringer. Nej, det er ikke Kleopatra, der tænkes på, for hende gemmer vi til Julius Cæsar. Alexander skulle ud og erobre Syrien og Persien. 

Efter Alexander og et par mindre konger overtog Ptolemæus magten, og grundlagde det næste dynasti med mange græske islæt af både navne, guder og landsbrugsmetoder, der bl.a.gjorde det muligt at høste to gange om året istedet for en. Kleopatra den 7. som er hende, vi kender som Kleopatra, regerede i dette dynasti sammen med sin bror, indtil der opstod splid imellem dem, og hun måtte flygte til Syrien. Men da Kleopatra var en smuk kvinde med mandetække, fik hun snoet Julius Cæsar om sin lillefinger, og han genindsatte hende på tronen, og i forbifarten fik de også en søn sammen. Julius blev som bekendt myrdet, og selv om Kleopatra indgik politisk og personlig alliance (nye sønner ?) med den næste kejser Markus Antonius, endte den ”ptolemæiske periode” med, at Egypten i 31 f. Kr. blev reduceret til en provins i det store romerske rige.

Egyptiske tegneserier.

Horus-templet i Edfu. At besøge Horus-templet i Edfu i vore dage kan kun lade sig gøre under stort hurlumhej, idet byens økonomi nærmest er baseret på, at turister skal befordres i hestevogne fra krydstogtskibene og op til templet. Små magre heste forespændt rigt udsmykkede vogne, trækker så turisterne 1 km igennem byen, hvor det hele ender i kaos ved endestationen imellem souvenirboder, hestevogne og menneskemylder. Jeg lovede kusken lidt bakshish, når vi kom tilbage, og han repeterede nummeret på vognen 121 mange gange, inden vi slap igennem billetkontrollen ind til tempelområdet, hvor der var lidt fredeligere forhold uden sælgere, men selvfølgelig turister i hobetal.

Efter at vi var gået rundt om muren, der omkranser templet, og igennem den vældige 36 meter høje pylon, der danner indgangsparti til templet, kom vi til den åbne gård med 2 store hurusfalke i granit. Indenfor i selve templet er der forskellige søjlehaller, og vi blev guidet op ad vægge og ned ad søjler, for der var i tusindvis af relieffer af faraoer og guder og religiøse ceromonier, og guden Horus kæmper mod Seth, der har taget skikkelse af en flodhest, men Horus tager sin magiske harpun o.s.v. o.s.v. 

Yppige relieffer i Horus-templet. Det må slås fast, at tegneserien er opfundet for flere tusinde år siden, for hvert eneste rum var dekoreret fra gulv til loft med historier. I et af rummene var der fra gulv til loft parfumeopskrifter hugget i hieroglyffer. Det hele var meget imponerende, og jeg havde slet ikke forestillet mig, at der kunne være så meget historie på et sted, så Jellingestenen, som vi ellers var så stolte af, blegner lidt i sammenligning. Reliefferne stod stadig knivskarpe, og kvinderne var begunstiget med strittende bare bryster, spænstige lår og bagdele, men der er nu en ejendommelighed ved egyptiske kvinder, for selvom de står med overkroppen i front mod beskueren, har de altid kun et bryst.

Kristendommen kommer til Egypten.

De romerske kejsere fortsatte tempelbyggerierne, og nogle af de egyptiske guder blev også populære andre steder i romerriget. Egypten var dog nærmest den romerske kejsers private ejendom, og selvom lærde strømmede til Alexandria, og rige romerske turister besøgte landet, gik de inddrevne skatter ud af Egypten til Romerriget, og de før så magtfulde egyptiske præsters besiddelser svandt ind. I det 1. århundrede e. Kr. begyndte kristendommen at blive forkyndt, og selvom der i starten var mange forfølgelser af de kristne, blev kristendommen i år 313 alligevel statsreligion i Romerriget. I år 395 blev romerriget delt, og Egypten kom ind under det Byzantinske Rige, hvor de kristne for alvor gik igang med at ødelægge monumenter over den gamle tro. Templerne blev omdannet til kirker, og man skamferede eller knuste templernes statuer og billeder, halleluja, og efterhånden gik betydningen af hieroglyfferne i glemmebogen. 
I Horus-templet i Edfu ses også de kristnes flittige forsøg på at hugge reliefferne på væggene væk, men der har heldigvis været flere relieffer, end selv flittige kristne vandaler har kunne overkomme. Efter at templernes funktion var nedlagt, flyttede befolkningen også ind i templet, og brugte det til beboelse, og i Horus-templets ydre korridorer ses grove huller i væggene, hvor man havde fastgjort bjælker til primitive tage. Så alt i alt gik det hårdt ud over de kulturelle mindesmærker, indtil affald og sand efterhånden mere og mere dækkede og bevarede templet til senere tiders udgravninger, og velfortjente påskønnelse. 

I vores tid er der også destruktion i gang på Egyptens templer, dog ikke tilsigtet, men på grund af Aswan-dæmningen stiger grundvandet i Egypten, og Horus-templet, der har stået knastørt i årtusinder, har nu mørke aftegninger på det nederste fundament, og det er fugten, der er ved at krybe op i murene.

Kun én Euro for en smuk broderet kjortel.

Falken i Horus-templet. Inde i templet var der behageligt køligt, men i mellemtiden var det blevet varmt udenfor i tempelgården, men kun behageligt varmt. Rundvisningen tog omkring 1½ time, og der var desværre ikke tid til at gå rundt på egen hånd. Ude i ”skærsilden” stod sultne sælgerne, og de viftede med smukt broderede kjortler og sagde one Euro, one Euro. Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde bare en enkelt Euro i lommen, som jeg kunne stikke dem og rive kjortelen til mig, og så var det lige meget, om den passede eller ej, bare handelen gik hurtig. Vi var dog ikke så kendte med egyptiske forretningsmetoder endnu, så jeg behøvede slet ikke at ærgre mig, for senere fik jeg at vide, at de kjortler, de stod med ikke kostede en Euro. Næ, næ der var et eller andet inde i butikken, der kostede en Euro, kjortlerne de stod med, kostede selvfølgelig meget mere. 

Vores kusk, som vi havde lovet drikkepenge, holdt skarpt øje med os i mylderet, så vi behøvede ikke at lede efter ham, og et øjeblik efter var vi i skarpt trav på vej tilbage til skibet. Vi havde ingen sedler under 50 pund, og jeg synes ikke lige, at jeg ville give 5 daglønninger for 5 minutters kørsel i drikkepenge, så han fik en dollarseddel, og selvom han klagede og hellere ville have pund, blev vi pludselig blinde og døve, og han måtte selv klare sit vekslingsproblem

Ankomst til Aswan.

Gitte nyder livet på soldækket. Et kvarter efter vi var kommet tilbage til Pyramisa 3, var der skibsafgang, og eftermiddagsteen kunne nydes på soldækket, medens palmerne nikkede langs bredderne. I aftenens mulm og mørke blev vi på åbent vand bordet af rederiets søsterskib, og medens de to skibe lå ved siden af hinanden, blev der udvekslet kindkys, og kasser med vin skiftede side, og det var åbenbart vores side der var mest vindrikkende. 

Medens vi sov sødeligt, ankom vi i nattens løb til Aswan, der har omkring ½ million indbyggere. Regntiden i Aswan falder i maj måned, men sandsynligvis er der ingen, der ejer en paraply, for der falder i gennemsnit kun 1 mm regn, og i resten af året falder der ingenting. Det tørre klima giver byen turistsæson om vinteren, for sommerens 40-50 grader, er der ikke mange turister, der frivilligt vil udsætte sig for.

Tidlig morgen i Aswan. Aswan ligger ved den første af Nilens 6 katarakter, der er indsnævninger af floden med store afrundede granitpukler, der ligger strøet i Nilen og langs bredderne. Før i tiden kunne krydstogtskibene dog godt fortsætte til 2. katarakt, men idag er byen endestation for krydstogtskibene, da videre sejllads bliver umuliggjort af dæmningerne. Den første blev bygget af briterne og var færdig i 1902, og dengang var det verdens største dæmning. Selvom den flere gange blev forhøjet undervejs, gik man i 1960 igang med at bygge en ny og endnu større dæmning, og da den var færdig og vandene steg, blev hele Nubien oversvømmet af Nassersøen, der over 500 km lang er verdens største vandreservoir. 

I faraoernes tid spillede Aswan en vigtig rolle som grænseby mod syd, og embedsmændene holdt øje med trafikken til og fra Egypten og opkrævede skatter. Det var også her i Aswan, de store granitbrud lå, som leverede hovedparten af den granit, der er blevet brugt til faroernes templer, obelisker og statuer. 

Byen var en af de sidste, der opgav de gamle egyptiske guder og overgav sig til kristendommen, men til gengæld har kopterne, der er en af de tidlige kristne sekter, stadig stor magt i befolkningen, og en stor koptisk katedral er næsten færdigbygget. I hele egypten er det officielle tal for kristne 9 %, men uofficielt er tallet oppe på 15-20 %, og det er da meget pænt i et islamisk land. 

Isis-templet der ikke lå, hvor det blev lagt.

Det var helt frivilligt, at vi ikke bare sløvede dagen væk på soldækket, med dovne kik ud på de små felukkaere, der med hvide sejl krydsede rundt på Nilen. Vi havde selv valgt udflugtspakken, og vi havde købt en ekstra udflugt til en nubisk landsby, vi gik med på en ekstra bytur, og vi så et nubisk show, men så var dagen faktisk også gået med aktiviteter fra morgen til aften. Herligt når man gerne vil opleve denne skønne verden.

Kik til det hellige i Isis-templet. Planmæssig busafgang 6.45 på gadeniveauet, der lå et stykke op af nogle trapper fra krydstogtskibet, og hvis man er lidt gangbesværet, er det måske ikke så smart at starte på trapperne som en af de sidste, og holde lange rygepauser undervejs, medens hele bussen venter. Men det var der en ældre dame, der gjorde til vores guide Kirstens udelte mishag (og vores med) for Kirsten ville have os afsted ned til en bådebro med småbåde, og komme afsted inden massen af turister blev for bastant. 

Efter et kvarters sejltid i en motorbåd, der bestemt havde set bedre dage, nåede vi Isis-templet fra Philæ øen på Agilkai-øen. Det er ikke det rene sludder, for Isis-templet knejsede i 2.000 år på øen Philæ, men da den første dæmning blev bygget, blev øen oversvømmet, og turisterne sejlede rundt mellem søjlerne i templet. Da den nye dæmning blev påbegyndt i 1960, trådte UNESCO til med en evakueringsplan, og et italiensk firma opdæmmede øen, pumpede vandet ud, og skilte hele tempelet ad i 47.000 dele, og stillede det op på en højere beliggende ø. Hvis man ikke havde vidst det, var det ikke til at se det, og templet og den nye ø passede perfekt sammen.

I oldegyptisk tid lå øen i Nubien, men guden Osiris var en meget populær gud både hos nubier og egyptere, og templet overlevede længe efter kristendommens indførelse, og blev først lukket af kejser Justinian i 565 e. Kr. Templet blev senere omdannet til kirke, og så skulle der jo efter kristen skik hakkes relieffer ned af de gamle konger og guder. En græsk indskrift i døråbningen til det allerhelligste tiljubler ligefrem ødelæggelsen af ”de hedenske relieffer”, men heldigvis er meget stadig bevaret. 

Vi havde god tid ved Isis-templet og også på egen hånd og vi fik et sjældent billede ind igennem tempelet med sollyset spillende ind, og i et splitsekund blev billedet taget uden turister.

Papyrusinstituttet.

Tilbage på fastlandet stoppede vi ved Papyrusinstituttet i Aswan, hvor der blev givet en demonstration af, hvordan papyrus bliver fremstillet. Jeg ved ikke, om ægte papyrus i vore dage kan fremstilles maskinelt, men vi fik ihvertfald vist den gamle metode, hvor papyrussivet bliver skåret i tynde strimler, hvorefter det bliver lagt over hinanden som krydsfiner, og presset i 6-12 dage. Noget, der ligner papyrus, bliver solgt på gadehjørnerne, men selvfølgelig ikke her på instituttet, eller rettere forretningen, for formålet var jo at få solgt noget papyrus. På papyrus i forskellig størrelse var der trykt smukke kopier af egyptiske gravmalerier og religiøse motiver, men der var også andre moderne motiver, der så ganske forskrækkelige ud, men det kunne man jo bare lade være med at købe. Forretningen var meget velorganiseret, for bestillingsedler blev lynhurtig delt ud, og på de ophængte papyrus var der et nummer og en pris, og inden vi vidste af det, var vi ejere af 4 papyruser, og 39 dollar fattigere på kreditkortet. 

Udenfor instituttet var der en meget betænksom ung mand, der hjalp en ældgammel tiggerkone på plads, så hun var klar til dagens arbejde, og vi nåede da at give hende en skilling og køre, inden hun faldt om, selvom det så ud til, at hun var tæt på.

Den ufuldendte Obelisk.

Den ufuldendte obelisk. En obelisk der er ufuldendt, er i Egypten næsten en større turistatraktion end en fuldendt, men Den ufuldendte Obelisk er dog også verdens største granitobelisk, og er på ikke mindre end 42 meter og har en vægt på 1168 ton. Hvordan egypterne så havde tænkt sig at få transporteret obelisken væk fra granitbruddet, ned til Nilen, sejlet den op til bestemmelsesstedet og rejst ved et tempel, det må de egyptiske guder vide. En opstået revne i obeliskens øverste del gjorde, at den blev opgivet og forblev ufuldendt, men en imponerende kæmpe alligevel, som den lå der udhugget i hånden på de 3 sider. 

Verdens største stående obelisk, der også er udhugget i Aswan-granit, er den 32 meter høje Lateran-obelisk, der står i Rom, men den stammer såmænd fra Tutmosis 3.s tempel i Karnak i Luxor, hvor den så mangler.

Aswan-dæmningen og Egyptens nye plager. 

Vi var lige oppe og besigtige den nye dæmning, der tårner sig op i landskabet, og med en højde af 111 meter og 3,6 kilometers længde, har den 18 gange så meget massefylde som Keops-pyramiden i Cairo. I årtusinder har Nilen utæmmet gennemstrømmet Egypten, oversvømmet landbrugslandet i 3 måneder og medført frugtbart nilslam, som foruden gødning til markerne, også blev brugt til byggemateriale til boliger og selv til faroernes paladser. Flodvandet var dog uforudsigeligt, og nogle gange var der for meget oversvømmelse og nogen gange for lidt, og nogle år kom vandet slet ikke. Briternes dæmning fra 1902 hjalp en del på dette, men da Nasser kom til magten i 1952, stod en højdæmning øverst på ønskeseddelen, og da Nasser var socialist, trådte Sovjetunionen til med teknisk og financiel bistand. 

Dæmningen stod færdig i 1972, og samtidig med at vandet nu kan reguleres, og store dele af Egypten kan høste 3 gange om året, producerer dæmningens 12 turbiner også størstedelens af Egyptens strøm. Sådan en dæmning er dog ikke et universalmiddel mod Egyptens plager, for overvanding forårsager tilsaltning af jorden, så den ikke kan dyrkes, og med grundvandets stigning går det ud over de uvurderlige monumenter. Det frugtbare nildynd, som i årtusinder har givet egypterne brød på bordet, synker nu til bunds i Nassersøen, og på et eller andet tidspunkt bliver det måske verdens største menneskeskabte sump. 

Henover Højdæmningen går en bred vej, og midtpå er der parkering for busserne og plancher, der beskriver dæmningens tilblivelse, og selvfølgelig er der også en æresportal med Nassers konfrafej. Dæmningen bliver kraftigt bevogtet, og det er et sted, hvor det virkelig er nødvendigt, for et brud her ville skylle hele Egypten i Middelhavet. Syv, ni, tretten for at det aldrig sker.

Felukkasejllads på Nilen.

Old Catarakt hotel i Aswan. Sidste punkt på formiddagens sightseeingsprogram, var en sejltur med en af Egyptens ældgamle træskibe, felukkaen. Med det trekantede sejl var bådføreren utrolig dygtig til at manøvrere felukkaen, og ved at krydse frem og tilbage over Nilen, kunne den sagtens sejle fremad i modvind. Undervejs fik vi besøg af nogle smådrenge, der i hjemmelavede både, der ikke var meget større end olietønder, hagede sig fast i rælingen og gav en sang, og der kom jeg endelig af med nogle poser slik, selvom de nok havde håbet på noget kontant bakshish. 
På turen kom vi forbi det berømte hotel ”Old Katarakt”, der var en af kulisserne i filmmatiseringen af Agathe Christies ”Døden på Nilen”. Old Katarakt modtager ikke besøgende, der bare lige vil ind og snuse rundt, men man kan godt gå ind og få en kop the, hvor der dog bliver lagt 30 pund på regningen i ”snuseafgift”.

Felukkasejltur er en lise for sjælen og kan anbefales enhver, der overvintrer i Aswan, og også på egen hånd, for Felukkasejllads bliver tilbudt i en lind strøm. Vores felukka lagde smukt og elegant til ved døråbningen til vores krydstogtskib, og så var det bare at gå op og få barbequefrokost, som i anledning af det dejlige solskinsvejr blev serveret på dækket. Der var en fortræffelig udsigt over Nilen, men også en lidt mismodig udsigt til den modsatte bred, hvor byggeriet af et stort kurhotel brat gik istå 11. september, og man ved ikke, om det nu skal rives ned eller bygges færdig.

Elephantineøen, en krokodille og en nubisk landsby.

Aga Khans mausolæum og villa ved Aswan. For 2. gang den dag gik vi ombord på en motorbåd, for vi skulle sejle ud til en nubisk landsby på den anden side af Elephantineøen, som i oldtiden husede Aswan by. De store grå afrundede granitklipper kan godt minde om elefanter, og et bestemt sted lignede det faktisk en elefant. Sejlladsen gik igennem 1. katarakt, og nogle steder var strømmen så stærk imellem klipperne, at båden kun med besvær kunne mase sig igennem. Det er en ualmindelig smuk tur med de grå klipper, og det smalle grønne område foran de enorme store sandbjerge.

På en af toppene ligger Aga Khans Mausoleum, og Aga, der døde i 1957, var i levende live en af verdens rigeste mænd. Aga Khan er egentlig titelen på overhovedet af ismaelitiske muhamedanere, og Aga Khan III lod sig ved sit regeringsjubilæum opveje med juveler, men om det var hans egne, eller nogen han fik forærende, melder historien ikke noget om. Det forlyder dog, at han organiserede verdens største private hjælpeorganisation, og det skal der jo nok nogle diamanter til. Mausolæet ligger ualmindeligt smukt, og det brændte i mig for at komme op og se nærmere på bygningsværket, men det er lukket for besøgende. Før i tiden var det et meget populært udflugtsmål, men der opstod en ”skærsild” af souvenirboder, og det var nok ikke lige så passende ved et mausolæum.

For en gangs skyld, havde vi en lokalguide med, der åbnede munden, og han udpegede masser af forskellige fugle med navns nævnelse. En enkelt krokodille fik vi også set, selvom den kun var omkring 1 meter lang. Egentlig findes der ikke mere krokodiller på den nordlige side af Aswan-dæmningen, men der må have været en, der er smuttet med over.

De, der havde lyst, blev sat i land, og kunne tage den på kamelryg til landsbyen. Kamelridt havde vi dog prøvet nogle gange tidligere i vores rejsekarriere, så vi sprang over denne gang og sejlede videre frem sammen med 3 nubiske kvinder, der fik et lift med. En familie i landsbyen havde åbnet deres hjem, og man kunne gå og snuse rundt i deres rummelige bolig, hvor vi også fik serverede en kop the. Tilfældigvis var der også salg af souvenir, og først var der ingen nævneværdig interesse, for vi troede, vi skulle igennem det sædvanlige tingen om prisen, man da det gik op for os, at der var faste priser og yderst rimelige priser, blev der livlig handel, og vi købte selv 2 blodstenskæder for 20 pund ialt. 

Kvinder i nubisk landsby.Bagefter var der en lille rundgang i byen, der bestod af smukt malede huse, og nubierne har ord for at holde deres landsbyer pinligt rene, og det gjaldt også her, lige indtil en af de danske turister smed sit cigaretskod på den nyrevne hovedgade, og jeg skammede mig over at tilhøre sådan en gruppe. Husene i landsbyen var malet og dekoreret efter nubisk skik, og jeg fik taget nogle billeder af by og mennesker mod lidt bakshish, men det var nu nok ikke en helt almindelig landsby, for da vi sejlede tilbage, var der i mellemtiden ankommet 12 andre både, der havde sat turister af. Det hele var da udmærket, men der var også noget masseturisme over det, og tankerne gik tilbage til vores tidligere rejselivs charterrejser med :”Spies, Spies denne vej”.

Bytur i Aswan og nubisk aften.

Tilbage på krydstogtskibet fik vi lige en ½ times afslapning med indbygget solnedgang på dækket, inden vi gik med Kirsten Guide på en lille uautoriseret bytur. Det viste sig, at der parallelt med den lidt kedelige havnenilpromenade og lidt inde bagved, ligger en spændende basargade med masser af butikker, flag over gaden og oplyste moskeer. Mange af butikkerne var til turisterne, men mindst lige så mange var til lokalbefolkningen med frugt og kød og ting og sager. Alle ville gerne handle med os, og for at falde lidt ind i omgivelserne, købte jeg en sort kaftan som lokalbefolkningen benytter, og jeg tog den på med det samme. Den kostede kun 35 pund, og til den pris gad jeg ikke engang prutte om prisen, medens det kostede lidt mere benarbejde at få en broderet kaftan og bluse til Gitte pruttet ned til 170 pund.

Sidste indslag i dagens mange indtryk var, at krydstogtskibet efter aftensmaden havde arrangeret nubisk show i baren. Fire musikere og tre mandlige dansere gjorde hvad de kunne, men det virker på mig meget tamt med mandlige dansere, og især fordi jeg havde sat næsen op efter ”de syv slørs dans”, men nubier holder åbenbart deres piger hjemme ved kødgryderne. Der var dog et morsomt indslag med en mand i bastskørt klædt ud som ”vild” og med en meget lærenem kvindelig gæst, blev det et godt nummer. Hovednummeret var et ”kjolenummer”, og selvom det stadig var med en mand, var det helt fantastisk. I omkring 10 minutter drejede han sig rundt, og det så hurtigt at kjolen og underskørterne lettede, og stod som cirkler omkring ham op og ned, og nogle gange helt over hovedet, og på et tidspunkt blev et af skørterne til en baby. Det er overhovedet ikke til at beskrive, men det var godt.

På vej igennem ørkenen til Abu Simbel.

Solopgang ved Abu Simpel. En af Egyptens og verdens store seværdigheder, ligger næsten neden for enden af Nassersøen 280 kilometer fra Aswan og kun omkring 40 kilometer fra Sudan. Navnet Abu Simbel sagde mig ikke rigtig noget inden, men at 4 store Ramsesfigurer var blevet flyttet for at undgå oversvømmelse fra Nassersøen, havde jeg da læst om, og da det gik op for mig, at Abu Simbel var de berømte statuer, meldte vi os omgående til 75 dollar ekstraudflugten. Med hovedpuden under armen og morgenmaden i en pose, gik vi klokken 3.45 om bord på bussen, for at køre i politikonvoj ned igennem ørkenen til Abu Simbel. Et lovkrav gjorde, at der var 2 chauffører med, og foruden selvfølgelig en lokalguide, og klokken 4 havde en række busser samlet sig, og der var afgang sydpå. Det var stjerneklart, og månen, der ligger ned på disse breddegrader, lyste blegt ned over ørkenen, og ørkener er kolde om natten, og om vinteren er de iskolde. Vi havde inden fået at vide, at det var koldt, og at vi skulle have varmt tøj på, men jeg havde dog ikke tænkt på lange underbukser, hue og handsker. Det siges, at busser i Egypten ikke har varme, kun aircondition, og denne bus var så iskold, at jeg tog betrækket af hovedpuden og viklede det om fødderne, og stak dem derefter ned i rygsækken, og så hovedpuden ind på maven for at varme lidt.

Det forsvundne Nubien.

Solen stod op over ørkenen, og vi var fremme ved Abu Simbel City ved syvtiden, hvor vi på stive, kolde ben søgte ud i solen, der dog havde besvær med at drive kulden væk. Vi var i Nubien, eller i resterne af det, for da den nubiske befolkning kun kunne leve langs Nilens bredder i det solsvedne tørre land, ligger det meste af landet på 22.000 km2 idag under Nassersøen. Som forbindelsesled imellem Egypten og Afrika, havde landene ellers levet i cymbiose i tusindvis af år med byttehandel, hvor fødevarer gik til Nubien og kostbare mineraler til Egypten. Den første dæmning gav den første oversvømmelse, og senere forhøjelser af dæmningen udvidede vandreservoiret, så da den Høje dæmning blev bygget, var det 4. gang nubierne skulle flytte, og denne gang helt ud af Nubien. Hele den frugtbare stribe langs flodbredden var væk, og ældre nubier kunne ikke forstå det, og de nægtede at forlade deres hjem, men efterhånden som vandet steg, måtte de sejles væk til genhusning i Egypten eller Sudan. 

Kæmpestatuerne ved Abu Simpel. Nubien var som Egypten fyldt med oltidsminder i form af templer og statuer, og medens vandet steg samlede 51 forskellige lande sig i et UNESCO-organiseret redningsarbejde, og den mest koncentrerede arkæologiske indsats i verden gik igang for at redde, hvad reddes kunne. 23 templer blev skilt ad og flyttet op på det tørre, og det mest storslåede af dem alle, Abu Simbel-templerne, var vi på vej hen til
Abu Simbel-templerne.

Agatha Christie lader en af personerne i ”Døden på Nilen” udtale til detektiv Poirot, da de besøgte Abu Simbel: ”Ved De hvad, jeg er ikke meget for templer og sightseeing og alt det der, men et sted som det her rammer en på en eller anden måde, hvis De forstår, hvad jeg mener?” Jeg forstår godt, hvad han mener, og det rammer en, at stå ansigt til ansigt med 3.200 år gamle og 20 meter høje Ramsesfigurer, der kikker ud over Nilen, som om intet er hændt. Lige så imponerende, som det i sin tid var at udhugge figurerne, og udhugge og udsmykke templet 55 meter ind i klippen, lige så imponerende er det, da man i 1964 påbegyndte at udsave figurer og templer i 2000 store stenblokke, og flytte hele herligheden 65 meter op på det tørre. En kæmpe betonkuppel blev konstrueret, og inde i kuplen blev templet genopstillet, og udenpå kuplen kæmpefigurerne. Siderne blev beklædt med stenblokke, og hvis man ikke ser meget godt efter, er det ikke til at se, at det er et kunstigt bjerg. Flytningen kostede 42 million dollar og blev ligelig fordelt mellem USA, Egypten og UNESCO vistnok, for i en egyptisk guidebog står der, at Egypten betalte halvdelen.

Inde i Abu Simpel. Inde i templet er det slet ikke til at se, at det har været skilt ad, og det myldrer med statuer og relieffer, hvor det største og mest berømte ”Slaget ved Kadesh” viser slaget før, under og efter med 1.100 figurer.

To dage om året, d.22. februar og d. 22. oktober, rammer solens første stråler ind igennem templet til det allerhelligste, og selv om vi var for tidligt på den, nåede solstrålerne langt ind i templet og oplyste nogle af statuerne, så vi kunne godt fornemme magien. 

Ved siden af det store tempel ligger det mindre dronning Nefertari-tempel, hvor de udvendige figurer ”kun” er 10 meter høje. Nefertari var Ramses yndlingshustru, men man anslår, at han havde over 100 børn, så han har nok haft et par sidespring. Også Nefertari-templet blev flyttet op på flugt for vandmasserne, og hvis det ikke lå ved siden af det meget større Ramses tempel, ville det i sig selv have været meget imponerende. 

I forbindelse med templerne er der en interessant visitorhal om flytningen i billeder og tekst, og det er bestemt både pengene og kulden værd at besøge Abu Simbel.

Bjerge i vand, der ikke er der.

Bagsiden af Abu Simpel. Abu Simbel City er nærmest opstået på grund af arbejdet med flytning af templerne, men man er også igang med at føre store planer ud i livet med en cementeret kanal, der via verdens største pumpestation skal gøre store områder af ørkenen til landbrugsland. For 8 år siden var der kun gold ørken med sand og sten, men bl.a. en prins af Saudi Arabien har investeret, og store dele af ørkenen er ved at blive grøn. Nye byer hernede er planlagt med energiforsyning med solenergi, men ellers er lokkemaden for at flytte herned skattefrihed.

Vejen fra Abu Simbel tilbage til Aswan er god, men lidt ujævn, og jeg så kun én sidevej på en strækning af 250 km. Flere steder undervejs var der politivejspærringer, men jeg ved dog ikke, hvor alvorligt de tager det, for et par steder kunne jeg se maskinpistolen ligge på kanten i vagttårnet, uden at der var nogen vagtpost at se. Ørkenen er mest flad med sand, sten og lidt klipper, men ikke med store sandbjerge, som man ellers kunne forvente. Til gengæld var der mange luftspejlinger, og det er et mærkeligt fænomen, at bjerge kan spejle sig i vand, der ikke er der. 

Flere steder midt ude i ørkenen og i det bare ingenting var der busstopsteder med T- tag, og afskærmningen mod vejret er jo nok af andre grunde hernede end herhjemme. Selvom vi også på tilbagevejen kørte i konvoj, skulle chaufførerne alligevel overhale hinanden, men da vores chauffør med 130 km i timen ville overhale en anden slingrende bus på den smalle vej, blev han lige kaldt til orden af vores guide, og måtte dæmpe sig lidt. Gudskelov var det Inshallah ”hvis det er guds vilje”, at vi kom frem i god behold til krydstogtskibet, og en time efter dampede vi afsted på tilbageturen mod Aswan.

Krokodilletemplet Kom Ombo.

Efter et par timers velfortjent afslapning på soldækket, var freden forbi for vi var kommet til Kom Ombo, og planken blev smidt ud til bredden. Ude i floden ligger sandbanker, og det var her krokodillerne før i tiden lå og solede sig, og selvom krokodillerne i andre steder af Egypten var frygtet og blev dræbt, ansås den her for hellig, og der blev bygget et krokodilletempel. Kom Ombo er en mindre by af ukendt størrelse (ihvertfald for mig), der lå på karavaneruten til Nubien, og i vore dage er en stor del af befolkningen nubier, som blev genhuset her i forbindelse med Nassersøen. I nærheden af Kom Ombo ligger en stor sukkerrørsfabrik, og i mands minde (dansk) har jeg aldrig set så sorte røgskyer komme op af skorstene, men det var ikke det, vi skulle se, men templet. 

Fra skibet er der kun et kvarters gang til templet, og børn prøvede at sælge ting og sager, men selve ”skærsilden” havde en behagelig hvid stribe langs boderne, som sælgerne ikke måtte overskride. Så udenfor striben var man fredet, men indenfor var man jagtet bytte, så vi holdt os på lang afstand, selvom der var mange farvestrålende kaftaer og ting og sager.
Skygger ved Krokodilletemplet. Templet er delvis sammenstyrtet, og under udgravningen har man fundet en mængde krokodille mumier, og et par stykker er stadig til beskuelse. Et andet sted, har man fundet en krokodillemumie stoppet med papyrus fra en sagfører og med testamenter og skøder m.m. fra oldtiden.

Også dette tempel er rigt på relieffer og hieroglyffer, og med årets festdage indhugget i væggene, så ingen blev glemt. Relieffer af lægeinstrumenter kunne også ses på væggene, og mange af instrumenterne anvendes stadig i den samme udformning i vore dage. 
Flere andre krydstogtskibe lå langs bredden, så som sædvanlig myldrede det med turister. Vi fik en pæn solnedgang fra templet, inden vi hastede forbi ”skærsilden” og vi købte kun et tørklæde med gulddupper af en gammel enøjet kvinde, og vi pruttede kun en lille bitte smule, og heller ikke meget for en lille hue og halskæde af et par drenge. Ialt for handelen blev det 40 pund, og så lige et pund for et foto af en slangetæmmer. Med ting og sager i vores hænder blev de resterende handlende helt elektriske og var næsten umulige at ryste af, for vi havde jo bidt på, og hvorfor ikke lidt mere.

Klokken 18 sejlede vi videre, men det gjorde andre krydstogtskibe også, eller også gjorde de plads for, at de inderste kunne komme ud, men det afstedkom, at 10 løse skibe bakkede og manøvrerede mellem bredden og den lille ø. Skibene er trods alt ikke de rene robåde, med omkring 50 meters længde og 13 meters bredde, så kun ved Allahs og krokodilleguden Sobeks hjælp, stødte skibene ikke sammen, men snittede kun forbi hinanden med få meters mellemrum.

Arabisk aften.

Klar til arabisk aften. Aftenen var i Orientens tegn, og det forventedes, at vi mødte op til middagen udklædte i orientalske klæder, og der kom min 35 punds kafta til sin ret. Næsten alle havde indenfor de sidste par dage samlet sig en dragt i stilen, og der var mange farverige kostumer, og megen latter over resultaterne. Efterfølgende var der selskabslege i baren i bedste krydstogtstil, og man kunne lege med, hvis man ville, eller gå i seng, hvis man hellere ville det. 
Hver formiddag, når stuepigemanden redte senge, brugte han som regel lidt tid på at lave en figur på sengen af de rene håndklæder, som f.eks. svaner eller lotusblomster, men under middagen havde de også været på spil, og på vores seng lå en håndklædefigur med solbriller og orientalsk hue. Han håbede nok på lidt drikkepenge udenom systemet, og der faldt da også lidt af, for det er ikke fyrstelige månedslønninger, det menige skibspersonale opretholder med 130 pund (1 pund = 1 kr), plus selvfølgelig kost og logi.

Og ham skulle vi sove sammen med. Et par gange under krydstogtet blev der også fejret et par fødselsdage, og det startede med at køkkenpersonalet kom ud under trommeledsagelse og afleverede en lagkage til fødselsdagsbarnet, medens de sang en egyptisk fødselsdagssang, og den kan der siges meget om, men den er ihvertfald lang. Så stemningen ombord hele ugen var ikke mindst på grund af personalet helt i top. 

De 2 små souvenirbutikker ombord havde selvstændige ejere, og de sidste dage holdt de stort udsalg med 15 % rabat på alt, fordi det var deres sidste uge på skibet. Der var bare den finurlighed, at det skilt satte de op hver uge, og 15 % rabat på varer, der ikke er pris på, er ikke nemt at bruge til noget. 

Slusehandel med opkastninger på soldækket.

Morgenstunden på Nilen er noget af det bedste og mest fredfyldte, man kan tænke sig, og medens landskabet stille glider forbi, kan man stille og roligt sidde og nyde livet. Solen skinnede fra morgenstunden, og i sommerdresset satte vi os tilrette på soldækket med bøger og kikkert, men på et tidspunkt blev det køligt og begyndte at blæse, så jeg måtte ned og hente lange bukser og en jakke. Så snart jeg var kommet op, skiftede temperaturen igen, og det blev varmt og behageligt, og det takket være mig.

Sluserne i Esna. Når man sejler hele dagen, skulle man ikke tro, der kunne handles med de lokale, men det kan sagtens lade sig gøre. Ved en lavbro over floden skulle vejbroen skydes tilside, og medens vi ventede ved kajen, ville nogle børn og unge mænd handle, selvom der var 6-8 meter op til soldækket. Varerne blev kastet op på soldækket, og hvis der var enighed, blev pengene kastet ned i fotohylstre. Egypterne viste stor tillid, for varerne kom også op, selvom der ikke var enighed, og vi kunne nemt være sejlet med herlighederne. En ung mand havde et håndklæde oppe, og prisforhandlingerne fortsatte, medens skibet begyndte at sejle, og fortsatte de sidste meter, medens brovagten prøvede at jage ham væk med en kæp. Han fulgte efter på cykel, og på et tidspunkt kom vi lidt tæt på bredden, og handelen blev afsluttet, men han var vist ikke helt tilfreds over udfaldet. 

Ved Esna går 2 dæmninger over floden, hvor den yngste blev opført i 1990 erne og fungerer både som vandkraftværk og vejbro. Vi havde været igennem sluserne på opturen i nattens mulm og mørke, men denne gang var der lejlighed til at følge med i det hele, medens skibet blev sænket 9 meter. En ny stor sluse er under bygning, for der er ofte kø for at komme igennem, men nedstrøms gik det nu meget nemt for os, medens der lå 4-5 skibe på den anden side og ventede. 

Ivrige handlende over skibssiden. Tænk jeg vidste ikke, at jernskibe kan tiltrække træbåde, men det kan sagtens lade sig gøre i Egypten, for omkring krydstogtskibene lå omkring 30 robåde med varer, og der blev kastet mange håndklæder, sjaler og duge op og ned. Da vi var kommet så nemt igennem sluserne, havde vi åbenbart tid nok, eller også syntes kaptajnen, vi også skulle støtte det lokale handelsliv, for han satte forstavnen i sandbredden, og så blev vi det næste offer. Vi fik selv købt et dejligt håndklæde med egyptiske motiver for 40 pund, og det ærgrer mig faktisk bagefter, at vi ikke fik købt et par stykker mere, for de var så flotte. 

Vi sad på soldækket hele eftermiddagen, og ved 17 tiden ankom vi igen til Luxor, og det gode skib Pyramisa 3 lagde til ved bredden, og sejlturen var forbi, men endnu ikke opholdet på skibet, der stadig var vores hjem de næste par dage. Medens solen gik ned, satte vi os i bagstavnen, hvor der var læ, indtil vi blev drevet under dæk af ildelugtende røgskyer fra en mand, der tilsyneladende brændte gamle bildæk af på bredden, men vi er vel også stadig i Egypten.

Lys- og lydshow i Karnak-templet.

Tidligt på aftenen var vi til lys- og lydshow i Karnak-templet. Vores to bordfæller Puk og Charlotte havde først ikke lyst til at gå med, så jeg måtte presse dem lidt og true med at betale deres billet. Det ville være for synd at gå glip af et af verdens mest imponerende lys- og lydshow, der lå for vores fødder, og pigerne kunne jo slappe af og hvile sig, når de blev gamle. De meldte sig tilsidst, og betalte endda selv, og vi fik alle en stor oplevelse og fuld valuta for tiden og pengene.

Foran den enorme pylon der er indgangen til Karnak-templet, stod vi i mørket, da showet begyndte: ” Her står I ved tærskelen til tidernes begyndelse” lød det fra Royal Shakespeare Company, der har indtalt den engelske version, og deres klangfulde stemmer og musik lød fra forskellige retninger, medens vi blev ført igennem templets historie med spotlys på bygninger, statuer og obelisker. Fire stop er der undervejs, inden den sidste halvdel af showet, der opleves siddende på bænke med udsigt over templets hellige sø og en stor byggekran, der har stået stille i 20 år, men vi er som sagt i Egypten. Gå ikke glip af dette show, hvis du er på disse kanter, det er en oplevelse om og for guder.

Morgenpromenade langs Nilen.

Krydstogtskibet Sudan. Sidste dag i Luxor var der bytur med vores guide Kirsten, men da det først var klokken 10 og langt op af formiddagen, gik Gitte og jeg en promenadetur langs Nilen. Efter lidt bebyggelse og smalle fortove, kom vi til den rigtig nilpromenade med bredt fortov, og langs kajen ligger de moderne krydstogtskibe, samt en enkel gammel hjuldamper ”Sudan” med udvendige kahytter som i Agathe Christies ”Døden på Nilen”. Vi kom forbi Luxor-templet, der lå i en let dis og med store udgravninger i området, og vi glædede os til at besøge templet senere på dagen. Alt åndede fred og idyl, men alligevel, for 3 steder kom vi forbi nicher, hvor der holdt politibiler med gående motor og chaffører ved rattet, og de var bare mere end klar til udrykning. Andre steder var der placeret politivagtposter bag rullende skjolde og skudsikkert glas. 

Gitte skulle på toilettet, og det er ikke ligefrem offentlige toiletter, det myldrer med i Egypten, så vi henvendte os til vagten ved Mercurie Hotel, og tilbød ham drikkepenge for at vi måtte gå ind og låne toilettet. Han ville ikke modtage drikkepenge, men vi var velkomne til at gå ind, så sådan er der også i Egypten. 

Det var blevet mere diset, og den modsatte bred på Nilen var næsten forsvundet, men det var en dejlig tur, og fordi butikkerne endnu ikke var åbnet, kunne vi gå næsten i fred, så der skulle kun afvises 20-25 taxier og hestevogne.

Bytur i lang sort kjole. 

På den officielle bytur havde jeg taget min sorte kaftan på i håb om at gå incognito i gadebilledet og ligne en almindelig indfødt. Jeg beholdt den på i alle 3 timer, men jeg observerede visse ulemper. Da den gik næsten til jorden, var jeg flere gange ved at stå på næsen, når jeg skulle op ad et trappetrin, og selvom den i starten var dejlig lun, blev det senere mere end varmt om benene. Det værste var, at jeg hurtigt blev spottet ud, og istedet for af falde ind i omgivelserne, skete det modsatte, og det lød hele tiden: ”Egypt man see here”, ”Egypt man taxi?”, Egypt man kalech? og ”Ohh, have a beautiful egypt man”, men da hun samtidig ville sælge noget, ved jeg ikke rigtig, om komplimenten kom fra hjertet. Jeg synes ellers, at jeg så meget egyptisk ud, men muligvis lykkedes mit skalkeskjul ikke, fordi jeg havde et Niconkamera på maven.

Aladdins hule i Luxor. Ved vinterpaladset besøgte vi en boghandel, som var en lise for sjælen, for der var faste priser og hvilke priser. Vi købte 2 kunstbøger, et spil kort med egyptiske motiver og nogle papyrusbogmærker til ialt 65 egyptiske pund, og et pund er stadig kun 1 krone. I en læderhandel og i en smykkeforretning modstod vi fristelsen, men i en tøjforretning bestilte vi to T-shirt med Gittes og Nannas navn broderet i hieryglyffer, og en time efter var de færdige, og selvom vi havde betalt på forhånd fandt tøjmanden os på tilbagevejen på gaden, for vi havde glemt, hvor butikken lå. 

I begyndelsen af basargaden ligger en af Luxors berømte butikker ”Alladins hule” hvor alskens ting og sager er til købs, og vi fik en demonstration af egyptisk tæppekunst af en sprudlende og charmerende tæppehandler. Han havde flyvende tæpper og silketæpper, der skifter farve efter, hvad lys de ses i. Det var bestemt ikke meningen, men vi faldt for et lille håndlavet tæppe i silke, med Livets træ som motiv, og lidt tingen om prisen skulle der til, men vi var meget tilfredse med 250 danske kroner, og 40 pund oveni til hans næsten uforsørgede børn og gamle mor.

137 kæmpesøjler i Karnak-templet.

På eftermiddagsturen besøgte vi Karnak-templet ”det mest udsøgte af alle steder”, som det kaldtes i oldtiden, og hvor det var et af de vigtigste religions- og lærdomscentre i Egypten. Foruden selve det store tempel, dækker området 25 hektar med ikke mindre end 20 mindre templer og helligdomme, foruden en 3 kilometer lang sfinx-allé, der blev brugt til processionsvej til Luxor-templet. Noget af det mest imponerende, er den Store Søjlehal på 6.000 m2, og med 137 kæmpemæssige søjler er den stor nok til at rumme både Peterskirken i Rom og Skt. Pauls Katedral i London.

Tre Tuthmosis’er, samt dronning Hatshepsut har stået for det meste af templets indre dele. Da Tuthmosis III endelig kom til magten, efter sin forhadte faster Hatshepsut, bortmejslede han hendes navn overalt og erstattede det med sig eget. Den 320 tons tunge obelisk, der var udhugget af rød Aswangranit, og som Hatshepsut havde rejst, indemurede Tutmosis, så ingen kunne se den. Det var nok ikke Tutmosis hensigt, men da obelisken har stået beskyttet, er den derfor blevet bevaret til eftertiden i glimrende stand, og står der den dag i dag. Hatshepsut lod indhugge følgende besked i obelisken: ”Hør I, som vil betragte dette monument i fremtiden, og som vil tale om det, som jeg har skabt, vil jeg sige: ”Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det! Jeg gjorde det, fordi jeg ønskede at skænke obeliskerne som en gave til min fader, Amon.” (Amon var en af de vigtigste guder og rigsgud i Karnak for 4.000 år siden).

Hatshepsuts skjulte obelisk. Karnak-templet er en stor affære, og vi vandrede imellem søjler, templer, statuer, obelisker, relieffer, hieroglyffer og granit-skarabæer og var helt overvældet. Ved et rum med en frugtbarhedsgudinde, jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men der var ret lang ventetid foran en lukket dør, og vores gruppe blev lidt utålmodige. Det viste sig, at en kult fra Brasilien var derinde, og frugtbarhedsgudinden var netop deres gud, så undskyld vi forstyrrede, og jeg håber det alligevel bar frugt.

Karnak-templet, og mange andre af Egyptens oldtidsminder, har i århundreder været mere eller mindre begravet af sand og ”kulturlag” fra menneskers efterladenskaber. Napoleons soldater har derfor 8-10 meter oppe af søjlerne, der var jordhøjde dengang, skrevet ”franske hilsener”. Hele Karnak-templet er stadig ikke gravet ud, og nogle steder ligger der stadig et metertykt lag af ”kultur” med potteskårene strittende ud, og det er kun få år siden, at arkæologen Legrain fandt 779 stenstatuer og 17.000 bronzegenstande gemt af vejen under en gårdsplads.

Se altid Luxor-templet i mørke.

Aftenmotiv i Luxor-templet. Jeg vidste, at vi også skulle besøge Luxortemplet, men det var blevet sidst på eftermiddagen, og lyset begyndte af svinde, og jeg troede ikke, at vores guide havde disponeret tiden rigtigt for hun havde så god tid. Hun havde dog i høj grad tjek på tiden, for Luxor-templet har også åbent om aftenen, og bygninger og statuer er oplyst med blødt projektørlys, så det er en mere end en kæmpeoplevelse, at vandre rundt i tempelgårdene i den belysning. Også Luxor-templet, var efter sin storhedstid dækket af sand, skidt og møg, og i middelalderen byggede man i jordhøjde, den lille Abu el Haggag moske midt i templet, og den ligger nu med sin indgangsdør 8 meter over det udgravede tempels stengulve.

Hvis du skal til Luxor, så besøg altid Luxor-templet om aftenen, og få det fantastiske spil imellem lys og skygge med i oplevelsen, og forresten tror jeg sagtens, man kan bruge en hel uge bare i Luxor og omegn, for der var meget vi ikke fik at se.

Farvel til Pyranisa 3 og afsted til Cairo.

Tilbage på krydstogtskibet var der festmiddag og farvelsang af personalet, og ugens regning af drikkevarer skulle betales, og for vores vedkommende blev beløbet på beskedne 329 pund, men der var da andre gæster der skulle af med 1.500 – 2.000 pund. Et sidste show om aftenen, var næsten identisk med det show, vi havde set tidligere, og det annoncerede mavedansnummer var aflyst, og i stedet fik vi to mænd, der var klædt ud som hest, så der var da lidt for husarerne alligevel.

Vækning 4.15, og med lidt sørgmodighed var det farvel til det gode skib Pyramisa 3. der havde været vores hjem den sidste uge. Det havde været både en spændende og afslappende tur, og som førstegangsrejsende i Egypten var det en kæmpeoplevelse at komme i nærkontakt med den gamle kultur langs Nilen. 

Vi skulle heldigvis ikke hjem, men videre til Cairo, og i Luxor lufthavn opgav jeg at undgå kufferthajerne, men så fik han også lov til at lægge kufferten helt op på båndet, før han fik sin bakshish. Dobbelt sikkerhedskontrol i lufthavnen, og vær lige opmærksom på at herretoiletterne ligger på den ene side af kontrollen og damernes på den anden, og det er pokkers besværligt at skulle tilbage igennem kontrollen igen. Som i et andet bordel, har jeg læst, var afgangshallen tung af parfume og røgelse, men den var heller ikke større, end da vi blev kaldt ud til det store fly fra Egypt Air var afgangshallen derefter tom. En hurtig servering af en æblejuice, en kage og en kaffekop uden kaffe, og en time efter landede vi i tåget skyet vejr i Cairo, men det er en hel anden historie.

Atlantis Rejser havde arrangeret et 1. klasses Nilkrydstogt, hvor det hele bare klappede fra først til sidst, og jeg kan varmt anbefale et sådan tur til andre. Prisen for 1 uges krydstogt med fly, kahyt på skibet og fuld forplejning kostede 4.795 kr. pr. person. Dertil skal lægges 990 kr. til den frivillige udflugtspakke og evt. 110 dollar til 3 ekstraudflugter, samt 25 dollar til drikkepenge til skibets personale. Udover the og kaffe, er der så kun betaling af drikkevarer, souvenir, bakshish og bakshish samt bakshish.

Prisen for hele Kefren rundrejsen, som vi deltog i, og som der kan læses videre om i 3. del af denne rejsefortælling, includerede også fly fra Luxor til Cairo, 3 overnatninger i Cairo, bus igennem Sinaiørkenen og 4 overnatninger i Sharm el-Sheikh, og det forhøjede priserne til 7.095 kr. pr. person og udflugtspakken til 1.695 kr.

Rejsefortællingen fortsætter i Egypten, Cairo, Sinaiørkenen og Det røde Hav.

Videre til 3. del.