Historien går omkring 1½ år tilbage i tiden, hvor en læser af Midtsjællands Avis havde skrevet et læserbrev, hvor han udtrykte lede ved igen at skulle læse et eller andet, jeg havde skrevet i avisen. Det var både irriterende at læse om mine meninger om dette og hint, og især rejsebeskrivelser med rygsæk til Langtbortistan var helt utålelige. Lidt hånligt opfordrede han til, at jeg jo kunne gå en tur rundt om Sct. Jørgens Sø og så se, om en avis ville bringe den ”rejsebeskrivelse”. I et efterfølgende svarbrev, kunne jeg kun opfordre læseren til at tage højre hånds tommel og pegefinger og bladre forbi det, han ikke ville læse, og i øvrigt var det redaktøren, der bestemte hvilket stof, der skulle bringes i avisen.
Så godt så langt, men det nagede mig alligevel, for var det virkelig ikke muligt at skrive en artikel om en gåtur om Sct. Jørgens Sø og få en avis til at bringe den? Så efter et par traveture rundt om søen, og lidt research om de aktuelle forhold, fik jeg brygget en historie sammen og sendte den til et par aviser. ( Hvis du vil læse artiklen i fuld længde, så klik ind på www.rejsefortaelling.dk ,for jeg skar vist lidt af, inden den blev sendt afsted). Intet skete, og jeg måtte erkende, at jeg havde ret, og at det er redaktøren, der suverænt bestemmer, hvad der skal i avisen. Nu er jeg ikke den type, der forfølger en redaktør, så hvis han ikke vil bringe det, jeg skriver, så skal han så sandelig heller ikke høre noget for det.

I min research om Sct. Jørgens sø havde jeg fundet ud af, at i et af tårnene i Søpavillionen havde Eventyrernes klub engang haft klublokale. Videre i forskningen fandt jeg ud af, at klubben stadig eksisterede og levede i bedste velgående, men i et af de gamle huse i Nyhavn, som klubben havde arvet efter et tidligere medlem. Nu begyndte det at blive rigtig interessant, for jeg er selv lidt af en eventyrer. Godt nok kun i lommeformat, for jeg har hverken cyklet tværs over Sahara på en sort damecykel eller krydset Stillehavet i en optimistjolle, men jeg har dog set dette og hint i 33 forskellige lande spredt over hele jordkloden.

Nu kan man i Eventyrernes klub ikke bare ringe efter et indmeldesskema, for de skal nærmest selv finde en, men man kan jo altid hjælpe skæbnen lidt på vej, så jeg sendte dem historien om Sct. Jørgens Sø og en henvisning til min hjemmeside, hvor der ligger en del rejsefortællinger. Det skete der ikke noget ved, og jeg hørte ikke en lyd og havde nærmest glemt både Sct. Jørgens Sø og eventyrerne. Men pludselig en aften ringede formanden for Eventyrernes klub, Lars Ørlund, og spurgte, om jeg havde lyst til at komme ind til et medlemsmøde og holde et foredrag. Jeg måtte selv bestemme, hvad jeg ville tale om, og meget beæret takkede jeg ja tak.

Mærkværdigvis mailede redaktøren fra Frederiksbergbladet et par dage efter og skrev, at den velskrevne artikel om Sct. Jørgens Sø på en eller anden vis var kommet ned i en bunke, men at han meget gerne ville bringe den nu. To fluer med et smæk var da bare ovenud, og jeg begyndte at mærke en frydefuld boblen i maven. 

Ad lidt skjulte omveje fandt jeg lidt fakta om den eventyrlige klub, som næsten alle kender, selvom der bestemt ikke bliver skiltet med dens eksistens.

Helt tilbage til 1938 fandt polarforskeren Peter Freuchen og en håndfuld gæve gutter sammen i Universitetscafeen i København og stiftede ”Adventurers Club of Denmark”. Siden da har klubben været et landskendt samlingssted for al landsens underlige folk, der har en mere eller mindre udefineret eventyrlighed til fælles. Eventyrernes Klub er kun for mænd, og optagelseskriteriet er, at man helst i udlandet skal have haft en usædvanlig oplevelse under usædvanlige forhold, og at man stadig opsøger eventyret, og at man er i stand til at formidle sine oplevelser for andre. Det sidste er en vigtig forudsætning, og som tidligere Fultonskipper Mogens Frohn skriver, så er en eventyrer en person, der kan gå ned ad Nørrebrogade og skrive 10 gode bøger om oplevelserne. Muligvis var det derfor, at nu afdøde Professor Tribini var medlem, for selv om han ikke var globetrotter, kunne han få en lang historie, og sågar dødsstråler fra Utterslev mose, ud af næsten ingenting.

Man kan som sagt ikke bare gå ind og blive medlem af Eventyrernes klub, for det er meget mere fintet og udefinerligt, men hvis de på en eller anden vis har fået øje på en, bliver man inviteret ind for at holde et foredrag. Siden er der indstillingsudvalg og flere andre nåleøjer og alt imens går tiden, som for den tidligere formand Klaus Aarsleff, hvor der gik 23 år, fra han holdt sit første foredrag, til han blev optaget som medlem. 

Eventyrernes Klub tilstræber en medlemsskare på omkring 100 mænd, da kvinder med eventyrblod henvises til foreningen for kvindelige eventyrer. Kun en gang om året er der adgang for damer, og det er til julefrokosten, men først bagefter, når eventyrerne skal køres hjem. Alderssammensætningen er helt afgjort til den høje side, for ikke at sige meget høje side, for der er det ejendommelige, at eventyrerne på trods af alverdens farefulde færder overlever både farerne og mange også deres koner stik mod tendensen i samfundet. Så lev et eventyrligt liv og bliv gammel, men hatten af for de gamle gubber, der har krydret deres liv med spændende oplevelser. Og stor respekt for dem, der for 50-60 år siden tog ud for at udforske verden, under noget mere besværlige forhold end i dag, hvor man kan tage et fly og lande næsten hvor som helst på kloden. Så på en eller anden måde er det i vore dage sværere og sværere at være rigtig eventyrlig, men man kan da prøve alligevel.

Tilbage til det runde bord, hvor jeg sad bænket ved siden af Lars Ørlund ( Især kendt ”Fra Kap til Kilimanjaro”) og spiste store koteletter med champignonsovs, midt i eventyrernes skumle lokale i en baggård i Nyhavn. Huset er under ombygning, så førstesalen med det store righoldige bibliotek med alverdens rejsebeskrivelser, var pakket ned, så den oplevelse fik jeg ikke med. Men ellers træder man ind i et forlokale med et stort billede af Peter Freuchen, og ellers er væggene dekoreret med tropehjelme, gamle bøsser og billeder. Der blev taget pænt imod mig, og jeg hilste på nogle af de gamle gubber, der sad fordybet i snak i sofakrogen. Inden middagen fik jeg lige hilst på Fultonskipperen Mogens Frohn, der gentog sine tidligere bevingede ord, at det vigtigste for en eventyrer var formidlingen, og selv om man i tyve år havde gennemkrydset det mørke Afrika, blev man ikke regnet for eventyrer, hvis man ikke formidlede sine oplevelser. Lars Ørlund fortalte forresten, at det var min historie om Sct. Jørgens Sø, de ikke havde kunne stå for, for en person, der skrev en rejsefortælling om en gåtur om Sct. Jørgens Sø, måtte være tilstrækkelig skør til at blive inviteret med indenfor. Tak for de pæne ord.

Inde i det allerhelligste lokale fyldte det runde bord godt op, men det er også 4-5 meter i diameter og af massivt træ, og med alle tidligere og nuværende eventyreres navne udskåret i bordpladen. Thor Heyerdahl var æresmedlem af klubben, og havde været på besøg 2 år, før han døde, og i al beskedenhed kan jeg da berette, at mine egne aner går tilbage til det norske, og faktisk er jeg langt ude i familie med den berømte opdagelsrejsende. Hovedrummet med det runde bord, er overordentlig facinerende, og det dampede af eventyr med væggene tapetseret med spyd, buer, skjolde, gamle bøsser, hvalrostænder, udstoppede dyrearter og gulnede fotografier. Bare jeg dog havde taget mit fotoapparat med, og havde turde tage et billede. 

Omkring det smukt dækkede rustikke bord sad der omkring 20 eventyrere, og jeg fik hilst på de fleste, og kunne genkende flere foruden selvfølgelig Lars Ørlund og Mogens Frohn, men også Jens Bjerre og den tidligere kaptajn fra dronningens skib Dannebrog.

Butleren vimsede rundt og stillede mad på bordet, og Fultonskipperen gav snaps, for som han sagde, var det en dag, der ikke var noget at fejre, så det skulle fejres. Snakken gik livligt, og jeg fik en god snak med min sidemand, som præsenterede sig som Gamle Søren og han var tidligere skibsfører og havde hele sit liv gennemkrydset de syv have. Kaffen kom, og butleren gik diskret rundt og inkasserede betaling for måltidet, som jeg dog slap for som indbudt foredragsholder.

Der skulle være optagelse denne aften, så ham, der skulle optages, samt en gæst som var inviteret med og jeg blev sendt uden for døren, og vi fik i stedet en hyggelig snak med butleren, der bød på en cognac. Lidt efter blev kandidaten kaldt ind, og hvad der ellers foregik derinde, har jeg ingen anelse om. På et tidspunkt lød der høj sang, og senere kom formanden ud med en meget interessant kæde om halsen, der bestod af tænder, patroner og alverdens dimser og dippedutter, og den kæde har nok en eller anden rituel betydning, som der kun kan gisnes om. Et nyt medlem havde set dagens lys, og vi gæster blev kaldt ind igen, og jeg fik snakket med et par flere af gutterne.

Så var det tid til mit foredrag, og jeg startede med historien om gamle Anders, som må have følt det fuldstændig som mig. Gamle Anders havde som barn oplevet den store oversvømmelse på Falster, hvor vandet havde gået ham til midt på livet, og to køer var druknet i nabosognet. Hele livet holdt Anders af at fortælle om genvordighederne i alt det våde, så da han døde og kom op til Sankt Peter, spurgte han, om han måtte holde et foredrag om oversvømmelsen. Joh, det måtte han da godt, og samme aften stod gamle Anders foran en større forsamling, da Sankt Peter hviskede:”Inden du begynder, vil jeg da lige sige, at Noah også er blandt tilhørerne”.

Det historie tog kegler hos eventyrerne, og ellers fortalte jeg lidt om mig selv og gik ellers i gang med selve foredraget. Jeg havde valgt historien om vores bestigning af det højeste naturlige punkt i hvert af de skandinaviske lande på under 10 dage. Da to af fjeldtoppene ligger langt nord for polarcirklen, og langt fra alfarvej, var det en rimelig sejg tur, som ingen hverken før eller siden har gjort os efter. Læs også her på www.rejsefortaelling.dk.Det var måske lidt rigeligt kravlen op og ned af bjergtoppe for de gamle eventyrere, og som efterrationalisering her bagefter, ville jeg nok hellere have valgt et af mine foredrag om bestigning af Kilimanjaro, vandring i Vietnam eller kanosejllads i Perus del af Amazonjunglen. Nå, men de klappede da i hvert fald, da jeg var færdig, og om det var, fordi jeg var færdig, eller om de kunne lide foredraget står hen i det uvisse.

Bagefter fik jeg endnu en hyggelig snak med en af eventyrerne, der hele sit liv havde været pilot, og som en af de første havde fløjet over Atlanten. Det eneste ulykkestilfælde, han havde været involveret i, var, da han havde glemt at slå landingsstellet ned, men heldigvis var det på en græsmark, og ingen var kommet til skade.

Det havde været et rigtigt spændende besøg i Eventyrernes Klub, og alle jeg fik snakket med var utrolig hyggelige og ligefremme mennesker. Og hvem ved, måske når jeg bliver 83 år, bliver jeg indkaldt til optagelse, men under alle omstændigheder havde jeg haft en eventyrlig aften.

Tilbage til forsiden.

Videre til "Turen går til Nørrebrogade."