Heksebilledet fra Boscastle.
En fortælling af Kim Greiner.
Midsommer og Sct. Hans er heksenes tid, eller det er ihvertfald et tidspunkt på året, hvor vi kommer til at tænke på dem på grund af den årlige afgang til Bloksbjerg. Men hvorfor ser vi aldrig et godt fotografi af en rigtig heks ? Næ for det er slet ikke så nemt.
For nogle år siden da vi var på ferie i England, kørte vi bla. rundt i Cornwall med Lands End og andre spændende steder. Inden vi tager afsted på en ferie, læser jeg som regel en del litteratur om de steder, vi skal besøge for at få størst muligt udbytte af turen og for at tilgodese de forskellige familiemedlemmers forskellige interesser.
Min egen barndoms ferier med min far foregik altid aldeles uplanlagt. Vi var et par gange i Norge, og kun bevæbnet med et kort kørte vi afsted og så kun det, vi tilfældigvis kom forbi. Først senere når vi kom hjem igen, læste jeg om adskillige spændende steder, vi var kørt lige forbi, men som vi ikke anede noget om, da vi var der. Det kan måske have sin charme at køre rundt på må og få, men man går glip af en masse, og hvis man har børn med, kan man gøre turen mere spændende ved at kunne fortælle noget om området og de forskellige serværdigheder.
Inden turen til England havde jeg læst, at der i en lille by på nordkysten af Cornwall skulle ligge et heksemuseum. Nu har englænderne museum for næsten alt muligt, så hvorfor ikke hekse, og da min datter Louise på det tidspunkt interesserede sig meget for hekse og troldom, var det naturligt, at vi lagde vejen forbi.
Ad små bitte veje nåede vi så den lille by Boscastle, der lå ved kysten i et klippefyldt område, og byen havde sin egen næsten naturlige havn. Byen havde i tidligere tider levet af skibsforlis og smugleri, og om der har været særlig mange hekse i området, ved jeg ikke, men midt imellem de små hvidkalkede huse lå ihvertfald heksemuseet. På museets ydervæg var malet en heks i færd med at sælge "god vind" til de søfarende, og ellers så det hele meget idyllisk ud.
Indenfor var der en egen sær og uhyggelig stemning, og egentlig havde jeg selv ikke meget lyst til at se museet, men vi kunne jo heller ikke lade Louise rende rundt derinde alene. Museet var fyldt med alle mulige mærkelige og uhyggelige genstande, såsom offerskåle, tørrede planter og smådyr, hekseformularer, sorte kapper og hatte, udstoppede krager og katte, gamle billeder, menneskekranier m.m.
På vores ferier har jeg altid mit kamera på mig for at tage billeder af det, vi ser og oplever, og jeg gik på museet og spekulerede på, hvilket motiv jeg skulle vælge sådan et sted, uden at det blev et alt for uhyggeligt feriebillede. Så kom jeg ind i et næsten mørkt rum, hvor der var lavet et tableau med nogle legemestore heksefigurer, der stod og rørte rundt i en stor gryde, og så var der ellers dekoreret med alle mulige genstande omkring heksene.
Der havde stået et skilt på museet, at fotografering var forbudt, men nu havde jeg jo lige motivet, og da der ikke var andre mennesker i nærheden, listede jeg kameraet op og snuppede et billede af tableauet. Da blitzen lynede, blev jeg lidt nervøs for, at dem der ejede museet, ville komme rendende og skælde ud, men de havde tilsyneladende ikke observeret noget, så jeg listede videre og kom endelig igen ud i lys og luft, og jeg kunne lægge den uhyggelige stemning bag mig.
Vi fortsatte ferien, og der blev taget masser af billeder af den videre fremfærd. Hjemme igen glædede jeg mig til den dag, hvor feriebillederne skulle hentes hos fotohandleren. Det er altid spændende at se sine billeder, og man kan genopleve de ting og hændelser, som allerede kan være halvvejs glemt. Alle vores feriebilleder var dennegang blevet rigtig gode, så det var jo dejligt.
Efter et par dages forløb, spekulerede jeg på, at jeg ikke kunne huske, at jeg havde set heksebilledet fra Boscastle. Feriebillederne blev fundet frem igen, og bunken blev systematisk gennemgået. Det var der ikke. Det var jo mystisk, jeg kunne lige så tydelig huske, at jeg havde taget billedet og var bekymret over det skarpe blitzlys. En irriteret tanke blev sendt til fotokopieringsfirmaet med en undren over, hvorfor pokker de ikke havde fremkaldt billedet.
Negativerne blev nu fundet frem og studeret grundigt, og så begyndte nakkehårene at rejse sig. Negativet inden heksebilledet var smukt og fint, og negativet efter var smukt og fint, men negativet, hvor heksebilledet skulle være, var kulsort, og der var ikke antydning af noget som helst.
Hvordan det kan være, aner jeg ikke, men jeg er kommet til den konklusion, at hekse, og ihvertfald dem i Boscastle, ikke vil fotograferes.