|
Kazakhstan - Almaty.
Bumletog Jorden rundt. 7. rejse: Moskva - Kazakhstan - Kina - Tibet. Rejsefortælling af Kim Greiner Delafsnit 51.
Tidligere var halvdelen af byens befolkning russere, men de udvandrede i takt med at kazakherne indvandrede fra hele landet. Byen har næsten et paradisisk klima, og mange nytteplanter som tomater, æbler og meloner vokser næsten af sig selv. Nord for Almaty ligger Ili-floden, der giver vand til den 600 km lange sø Balkhasj, som er bemærkelsesværdig ved, at den er salt i den ene ende og fersk i den anden.
Det er overskyet, men dejligt mildt med 24 grader. Vi skulle på bytur med Dana kl. 14, så der var god tid til en lille tur i omegnen af hotellet. Under de store gader er der underføring for fodgængerne, og hernede var der mange små butikker. Vi var på udkik after 4 spinners til børnebørnene (hvad de bruges til, ved jeg ikke, men det er noget med, at de kan drejes rundt, og det er meget moderne lige nu). I en lille butik fik vi købt 4 originale spinners til ca. 2.000 teng, ca. 44 kr. stykket. (100 kr. er ca. 4.500 teng). Kopier fra Kina kostede kun en tredjedel. Butiksejeren havde gjort en god handel, så ud over de 4 originaler fik vi en kinakopi oven i handelen og endda 2 magnetplader.
I Astana mødte vi ikke en eneste tigger, men her sad der en ung mor under et skyggefuldt træ. Hun havde en lille dreng på skødet, hvor han lå og sov. Jeg rodede i lommen og fandt 200 teng, så dem fik hun plus et dannebrogsflag. Egentlig ret luset for kan man overhovedet få noget for 200 teng. Jeg ved ikke hvilken race, hun tilhørte, og hun talte heller ikke engelsk. Alligevel pegede hun på sin søn og sagde: "I love him". Nå, lidt engelsk kunne hun da, og det lød så oprigtigt. Hvilken skæbne ventede mon hende og hendes søn fremover. Hun blev så vores faste, lille tiggerdame, og hver gang vi kom forbi, havde jeg en skærv til hende og sønnen. Moden med hullede bukser topper her i Kasakhstan, så det er lige før, det var unormalt at gå i hele bukser.
Vi kom forbi City Hall med et stort monument og springvand, men vi var trætte efter en nat i toget og kunne næsten ikke hænge sammen (vi kan godt mærke, at vi ikke er 65 år mere), så efter en hastig affodring hos en Burger King lige i nærheden blev det til en lille lur på værelset.
I Panfilov Park ligger den meget smukke, russisk-ortodokse Zenkov Cathedral, der blev bygget i 1903-05, og det er måske verdens største katedral bygget af træ. Efter revolutionen blev den i hele sovjettiden brugt som museum. I 1990 blev den åbnet igen, og folk kunne tro på, hvad de ville. I nærheden var der et monument for heltene under 2. verdenskrig. Meget stort og meget bombastisk, men også til eftertanke. 600.000 soldater fra Kazakhstan var dræbt under den krig. Der var også et mindre monument over dræbte i den russiske krig i Afghanistan. Ind imellem, mens vi gik rundt, talte vi også om danske forhold – vi prøver at være gode fortalere for Danmark, og når vi nu var de eneste danskere, hun havde mødt overhovedet.
Vi havde været rundt for at se alle de statslige bygninger, men Det Grønne Marked, der også var på programmet, vil vi hellere selv se i morgen. Den sidste time kørte vi op i bjergene til et område, hvor der havde været Asien vinterlege (Asian Winter Games) i januar-februar 2017. Det regnede let, men da vi var kommet godt op ad nogle trapper, styrtregnede det. Vi stod under et halvtag, og vi havde paraplyer, men selv med dem ville vi blive gennemblødt, hvis vi løb ned til bilen. Dana ringede til chaufføren, som løb op med 3 regnslag til os. Selv var han ikke iført regnslag. Det var faktisk lidt synd, men heldigvis grinede han. Selv i regnslagene soppede vi i vand, men det var heldigvis ikke koldt.
På de befærdede veje har de her i Kazakhstan et besynderligt system. Folk stiller sig ud til vejkanten og vifter med armen. Bilerne standser, der aftales en pris, og så ind i bilen, og den kører.
Hotel Kazakhstan er et af de mest kendte i byen og er med på reklamer for byen. I nærheden lå en restaurant, der hørte til hotellet. Menukortet var på russisk og kasakhstansk, og der var ingen billeder. Vi havde skimtet ordet pizza, så tjeneren måtte forklare, hvad de havde. Vi tog en Margherita Pizza og en fin Tiramisu dessert, der var flot pyntet. De spurgte bagefter, om vi kunne lide maden? Vi roste desserterne. Hvordan var pizzaen? Som sandt var, så var der alt for meget ost. For meget ost. Den havde de aldrig hørt før. Til gengæld var der alt for lidt peperoni. Nå, det sagde jeg nu ikke. I alt 5.700 teng og vi blev stopmætte og sikke nogle skønne desserter. På kaffemaskinen i morgenmadsrestauranten var der en knap med kaffe med mælk, men der kom kun sort kaffe ud af maskinen. Der stod en kande med noget hvid væske, og jeg spurgte tjeneren om det var "milk". Yes, blev der svaret. Nå, yoghurt smager nu ikke særlig godt i kaffe.
Vi gik nordpå ad Dostyk Ave, og her lå mange restauranter og fine forretninger. I den store park kom vi igen til Zenkov Katedralen. Der er anlagt mange store blomsterbede i parken, men ingen bekymrer sig om at passe dem.
Der er masser af duer ved katedralen, og jeg ville købe et par poser duefoder og ville betale med en 1000 t-seddel. Duefodermanden rystede på hovedet. En pose duefoder kan vel ikke koste mere end 1000 t? De gjorde den heller ikke, den kostede kun 100 t, men han havde ikke alle de penge, jeg skulle have tilbage. Nå, men så købte jeg 5 poser, og så gik det. Så fik duerne mad, så de revnede. Nå, nok lidt overdrevet, for der var nok nærmest 1000 duer.
På øverste etage var der tøj og sko, faktisk sko i 1000-vis. Vi fik købt to paraplyer – springparaplyer med blomstrede motiver. De var så smukke, så vi købte en mere, og så tilbød hun mængderabat. 3000 teng for den første og 2600 teng for den sidste. Der er et stort gitter omkring Green Bazar, og vi sad indenfor og kikkede på mennesker og busser, der kom og kørte igen – det er her livet leves.
Vi fik den billigste frokost i mands minde, idet vi spiste halvdelen af pakken med dadler. Der er en del tiggere her i Almaty. Dog ikke så mange som i København. Det var mest ældre kvinder, hvor nogle solgte et par hvidløg, eller man kunne blive vejet på en badevægt for 20 t.
Vi ville prøve deres metro, der kun har en linje med 9 stationer. I nærheden sad vores lille tiggerdame på sin faste plads, og drengen var vågen og prøvede at gå. Vi smilede og snakkede lidt, og hun fik en skærv.
Det var dog ikke noget for Gitte at vifte med armene, så vi tog 3 stationer med metroen. Jeg sad ved siden af en mor eller bedstemor, og på den anden side sad en sød, lille pige. Moderen sagde noget, jeg ikke forstod, men så hev jeg et dannebrogsflag frem til den lille pige, og så var der kontakt. Jeg fik taget at billede af hende, medens hun svingede med flaget. Vi stod af samme sted, og så ville moderen have et billede af os med den lille pige foran. Det er næsten som at være filmstjerne.
Vi havde faktisk ikke fået andet at spise hele dagen end et par dadler, så tarmene skreg, men så lå der lige en Burger King i nærheden af hotellet. Smart system. Man bestiller og betaler og får et nummer. På en tavle kan ses for hvor længe siden, maden er bestilt, og når den er klar, flyttes den over i den grønne side. Det blev 2200 t for to combi-måltider, og det er burger, fritter og sodavand. Vejret var skønt, så vi sad udenfor og bed i noget vestmad.
Vi gik en lille tur syd for vores hotel, men her var der ikke så meget spræl. Bevares, der var forretninger ind i mellem, og her lå også hovedsædet for Oriflame Sverige 50 år. Der var også nogle store restauranter og grønne parker.
Det er lidt svært med penge, for vi vil gerne have nok teng, men heller ikke for mange tilovers, for de kan ikke veksles tilbage, i hvert fald ikke i Danmark. Vi har på nuværende tidspunkt 12.000 teng tilbage fra morgenstunden og efter donationen nøjagtig 10.000 t, ca. 30 euro. Det er lidt af et kunststykke ikke at have for meget og ikke for lidt. Jeg regner med, at vi kan bruge kinesiske yuan i toget, og dem har vi et lager af.
Det var en ægte sovjetstation i marmor. Og meget gammeldags. Der var afgangstavler, men der stod ikke noget, der lignede vores tog. Kufferterne kom i bagagerum, hvor der skulle vises billet og pas. Det blev 1600 t, og vi ville hente bagagen igen kl. 18.
Vi kunne ikke se på billetten, hvad vores tognummer var, og endestationen lignede ikke den, som vi regnede med. Gitte gik hen til et billetsalg og spurgte, om hun talte engelsk. Nej, men hun ville hente en, der kunne. Men det kunne den nye faktisk heller ikke. Der var adskillige billetsalg, men en dame brød ind i vores billethul og begyndte at købe billet. Så kom der en mere, og Gitte troede, også hun ville springe over, så hun fik den stramme maske på. Damen ville dog kun hjælpe, og hun kunne se på billetten, at vores tog hed 014 og skulle afgå 0.14. Når så al teksten står på et sprog, vi ikke forstår, så er det jo heller ikke til at finde ud af.
En time i skyggen på en hyggelig udendørs cafe og med to cola til kun 400 teng. Det er så sandelig ikke nemt at bruge penge i denne by. Så lå der lige en Metrostation. Ned i metroen, og nu kendte vi proceduren. Gennemlysning og mænd med store kasketter. Købte billet til 80 t stykket. Først her opdagede jeg, at vi allerede var ved den Metrostation, hvor vi ville hen. Endestationen. Nå, men vi tog hele ruten til den anden endestation Moskva, for der var dejligt køligt dernede i undergrunden og mennesker at kikke på.
Metroturen fra endestation til endestation tager ca. 20 minutter. Da vi var kommet op igen, havde vi mistet orienteringen. Så, skulle vi den ene vej eller den anden vej til togstationen, og hvor lå den moske, vi gerne ville besøge. Vi spurgte en dame, og hun tog os hen til et gadehjørne og pegede.
Et skilt viste dresscoden for at komme indenfor, og den opfyldte vi ikke. Mænd skal være iført lange bukser, så jeg lynede mine ben på (det var fjeldbukser) og tog en skjorte på. Gitte manglede et tørklæde, så hun blev udenfor. Først kom jeg ind i et rum, hvor jeg smed sandalerne, og gik så hen til en dør, der var låst. En mand sad lidt derfra og talte i mobil. Da jeg ville gå igen, kom han farende og åbnede døren. I Kazakhstan er 70% muslimer, men de har et afslappet forhold til religion, og selv vantro er velkomne i deres moskeer. Jeg trådte ind, og i min befippelse og uden at tænke nærmere over det, slog jeg korsets tegn. Nå, ingen så det heldigvis.
Udenfor hoppede en lille prinsesse rundt i hvid kjole og i sit stiveste pus. Jeg ville give hende et flag, men hun så forskrækket op på sin far, der stod ved siden af. Faderen nikkede, og pigen tog flaget. Jeg fik taget et billede af dem begge to, og for at jeg skulle være helt sikker, pegede han på pigen og lod mig forstå, at han var faderen. Der var også noget at være stolt af.
Klokken var efterhånden blevet ved den tid, hvor vi ville hente vores kufferter, så vi slentrede hen mod stationen og i skyggen så vidt muligt. Nu var det soleklart, for vores tog hed 014, og det skulle afgå kl. 0.14, og det var det, der havde forvirret os med hensyn til billetten. Toget var nu kommet op på lystavlen, så alt var i orden.
Der var en ikke særlig specielt hyggelig jernbanerestaurant, men vi fik en kop kaffe og et stykke æbletærte.
Dette er den gamle station Almaty 2, og hist og her er der stadig hammer og segl i dekorationerne. Nu sidder vi i venterummet, og klokken er kun 19. Udenfor på perronen er der mindst 50 siddepladser og mange blomsterbede. Desuden er der 3 isboder, som nogle unge piger passer, og de ser ud, som om de keder sig gudsjammerligt. På en hel aften afgår der også kun 7-8 tog, og ind imellem er der meget stille og roligt.
Kl. 21 var der liv på perronen for et tog skulle af sted, så der var kommet æblehandlere med de store, berømte æbler. Jeg købte et og regnede med, at 200 teng var passende. Æbledamen mente nok, det skulle koste noget mere, men da vi ikke forstod hinanden, så var det alligevel OK. Vi var henne i kiosken og fik brugt 1700 t på sodavand, kiks og chokolade, men der er stadig over 2000 tilbage. I ventesalen var der flere andre, der gerne ville snakke, og de kunne mere eller mindre engelsk. Jeg fik snakket med en læge og en, der arbejdede i olieindustrien. Han havde arbejdet i et internationalt team og havde derfor lært sig engelsk. Han viste faktisk en del om Danmark, men vidste ikke, hvordan vi tjente vores penge ud over olien i Nordsøen. For at vise min velvilje fik hans søn en LEGO-mand, og det er kun de særligt udvalgte, der får sådan en.
Toget kom endelig, og nu myldrede det med mennesker på perronen. Heldigvis var det på perron 1, så det var lige til at gå til. Vi fandt kupeen, og vi skulle bo sammen med en ung kvinde og hendes store søn. De talte ikke engelsk. Vi havde de to underkøjer, og det er ikke særlig praktisk, for så skal de i overkøjen om dagen sidde i underkøjens sengetøj. Jeg prøvede ihærdigt med fingersprog at foreslå, at vi byttede, så de fik den ene side med både en underkøje og en overkøje. Det lykkedes dog ikke, så jeg begyndte at rede den ene køje. Så kom der en engelsktalende, og med mange undskyldninger foreslog vedkommende det, jeg tidligere havde foreslået. Yes, yes we agree. Så redte vi seng i kun den ene side, og jeg kom som sædvanlig op i overkøjen.
Vi holdt ved et udsted, og togmanden spurgte "amerikano". No, danski", og det var den samtale. Der må være koblet nogle vogne af i nattens løb, for nu var der var kun 3 vogne tilbage i togstammen og ingen spisevogn. Morgenmaden var så en kiks og en kop varmt vand fra samovaren – dog med kaffepulver. De andre i kupeen var klogere, for de havde snegle med. Toget kørte meget langsomt. Her kl. 8.30 er den kinesiske grænse ikke nået endnu. Der var kommet endnu en dreng ind i kupeen, og moderen, der var lidt sky, fodrede drengene af. Vi drøner nu af sted med mindst 10 km i timen. Landskabet er mere og mere utrøsteligt med sand og små buske. Vi stoppede ved et udsted, hvor nogle enkelte passagerer stod på, men ingen af – det var forståeligt.
Toget kørte igen, men den modsatte vej. Hvad skete der egentlig, vi anede ingenting. Klokken var blevet 12, og vi manglede 22 timer til Urumchi, og her skulle vi gerne møde en guide med billetter til Lanzhou. Urumchi er den storby i verden, der ligger længst væk fra havet. Jeg kom i god kontakt med drengene i vores kupe, så med fælles hjælp fik jeg deres navne og alder. Drengene røbede også, deres mors navn og alder. Mor Ainur var 28 år, og drengene hed Danial og Bekasul og var 8 og 9 år gamle.
På sådan en lang togtur mangler vi i høj grad det afbræk at gå hen i spisevognen. Det må være ligesom de gamle på plejehjemmet, hvor dagen er delt op i måltider. Vi kørte op langs en stor sø, og her skulle vores kupefamilie af og tilbringe en uges ferie. Toget stoppede, men det var kun et trinbræt uden trin, så der var langt ned. Der lå kulbunker og slaggebunker, så der kunne godt piftes lidt op. Nu skulle de køre en time med taxa, hvis der var nogen taxa at få.
I mens vi kørte den sidste time, fik jeg en lang snak med en ung mor, der ville vide noget om Danmark. Hendes datter på 3½ år hed Aisha, og hun var noget af det yndigste. Vi var lige gode eller dårlige til engelsk, så vi kunne snakke sammen. Der var ikke flyttet andre ind i vores kupe, og der var heller ikke lagt rent sengetøj frem, så måske får vi lidt mere plads at boltre os på fremover.
Først kom en mand med en hund, og vi blev lyst i panden med en rød lampe. Måske temperaturen – de vil ikke have syge ind – der var dog steghedt. Derefter indsamling af pas, og vi blev spurgt, hvor vi skulle hen og hvor længe. Vi nævnte ikke noget om Tibet. Vi har foreløbig kun tilladelse til Tibet på Ipad’en, men vi nævnte ikke noget. Så kom en uniformeret dame og kikkede i vores kufferter. Hun kikkede på titlerne på vores bøger, men ved et lykketræf fandt hun ikke "Syv år i Tibet".
Vi fik passene tilbage med stempler, og så kunne de da godt køre for vores skyld, men nej, for så kom en ung soldat, og han kravlede op på bordet og skruede et dæksel af til ventilationen. Nå, der var ikke noget, men han kunne ikke rigtig få dækslet på igen, og han fik boret et forkert hul i væggen. |
Vi havde overnattet i et luksustog fra Astana til Almaty i en to mands kupe med eget badeværelse. Næsten hele togvognen var af plastik, men det var alligevel den vilde luksus igennem dette kæmpestore steppeland. 
Centrum var med parallelle gader, og her lå Hotel Kazakhstan, der nærmest var byens vartegn. Hotellet var en anden snak end hotellet i Astana, og der burde være et par stjerner over. Vi fik et værelse in suite, dvs. to værelser, hvor der var en stor dobbeltseng i hvert. Så ingen kamp om dynen i nat, og der var endda dybe lænestole, hvor man kunne henslænge sig. Vi havde værelse på 21 etage, og der var fin udsigt ud over byen.
Vi kom forbi et universitet, og her stod 4 unge mennesker ved en bod og lavede noget PR for læreanstalten. Jeg fik snakket med dem, og de fik et dannebrogsflag hver.
Her ved monumentet var også et håndaftryk af præsidenten i en klump metal. Mærkværdigvis var det meget mindre end aftrykket på toppen af "Livets træ" i Astana, for dette passede perfekt til min hånd. Jeg bemærkede det til Dana, og foreslog så, at det måtte være et aftryk af hans hånd som stor dreng.
Kazakhstan vil snarest droppe det russiske alfabet og gå over til det latinske, og de er så småt begyndt at lære det i skolen. De har 3 hovedsprog i skolen: russisk og kazakhisk, men også engelsk, og alt andet lige må det være svært at lære engelsk med russiske bogstaver. 
Så skulle der selvfølgelig tages billeder, da vi sagde farvel, og hun ville også have nogle af os – det var nok kun af høflighed.
Vi havde en hel dag i denne by, der er helt anderledes, end jeg havde forestillet mig hjemmefra. Forestillingen var en gammel by med snævre gader og måske en gammel bymur og indenfor et mylder af kameler, geder og skidt og kanel. Men logisk nok, så har det gamle nomadefolk ikke bygget en by, for det var først russerne, der tvang dem til at bosætte sig, og derfor har byen også russisk præg med bombastiske bygninger.
I nærheden lå Green Bazar, der er et kæmpestort, eksotisk marked. Udenfor var der smøger med kun mandeting som værktøj, skruer og dingenoter. Andre smøger var med smukt opstablet frugt og nødder i pyramider. Mange af kvinderne her bar tørklæde, og det begyndte da at se lidt eksotisk ud, selvom der hverken var kameler eller geder. Vi fik købt en æske dadler for 600 t for at støtte handelen. 
En meget lille, handikappet mand havde en rullestol. Mange kom hen og hilste, gav hånd og gav ham en skærv. Vi kikkede efter en moske, der skulle ligge i nærheden, men da vi havde gået rundt uden at finde den, vendte vi om. OK, vi så en minaret i det fjerne, men vi trængte til et hvil. Hvilet blev i den grønne park ved katedralen, hvor to brudepar vimsede rundt omgivet af fotografer. Det var ikke til at se, om de var blevet gift eller skulle giftes, men de blev i hvert fald gennemfotograferet. 
Endelig oppe på værelset igen, og det var uberørt af menneskehånd. På fine hoteller plejer de da at rede seng og skifte håndklæder – men så fint var det her så heller ikke. Vi tog os et hvil, og jeg lå på sengen i underbukser, da to damer kom brasende ind. Klokken var 16, og de lignede spørgsmålstegn, men det kom da frem, at de ville "make the room". Det var ikke sådan lige at få dem verfet ud, men jeg sagde "ten minutes", og så gik vi ud i byen igen.
De har den skik her i landet, at man kan stille sig ud ved gaden og række armen halvt ud. Altså ikke tomlen, men bare armen. Et par mænd, der så lidt bumsede og rundtossede ud, stillede sig ud ved vejen. Lidt længere henne stod en ung kvinde med armen ude. Sådan et par bumser komme da aldrig op, spåede vi. Lidt efter kom en bil og standsede ved pigen, men den skulle åbenbart ikke derhen, hvor hun skulle hen. Et øjeblik efter stoppede en bil ved de to mænd, og de hoppede ind. 10 sekunder efter var også pigen samlet op. Mageløst, og det er åbenbart et meget effektivt system.
Den unge tigger med barnet havde holdt fyraften, men i stedet for sad der ved nedgangen til metroen en ældre dame. Hun havde en tom bøtte foran sig, og så sad hun og lagde tal sammen, måske dagens omsætning. Jeg gav hende nogle småpenge, jeg havde løst i lommen, og Gitte gav hende en seddel, og så kunne hun også godt holde fyraften.
Der er ikke alverden med mennesker på gaderne i området ved vores hotel. Vores lille tiggerdame sad med sin søn på den vante plads, og vi fik sagt pænt farvel, og hun fik den sidste donation. Jeg gav pænt hånd og ønskede hende Good luck, men hun forstod nok ikke et ord. 
Chaufføren kom til tiden og sagde Airport? No, no, trainstation. Han havde vores navne på sin mobil, men ikke, hvor vi skulle hen. Der er vistnok 2 togstationer i Almaty, så vi rundede lige receptionen med vores billet, så vi var helt sikre på, at vi kom det rigtige sted hen.
Fra stationen gik vi ned til højre, og så endte gaden, og så gik vi til venstre. Dødkedeligt. Heldigvis kom vi nu til en gade med liv og både med forretninger og cafeer. Og der sidder vi nu og får en kold cola i skyggen. Bare det at købe en cola er ikke så nemt, så en anden gæst hjalp med at bestille. 
Vi gik igennem en smal park med skyggefulde træer og mange bænke. Folk sad og hvilede sig og kikkede. Parken startede med en stor rytterstatue af en eller anden helt, og dem er der mange af i Almaty. Parken endte ved siden af Central Mosque, der har en stor guldkuppel, der spænder 20 m, og hvor Rundetårn lige kan stå inden under de 36 m. Moskeen blev påbegyndt i 1993 og stod færdig i 1999. Der er plads til 7000 bedende på en gang.
I det store rum under kuplen hang et par kæmpestore lysekroner. Hele gulvet var dækket af et lyseblåt tæppe. Jeg satte mig op ad en søjle og nød stemningen. Flere bad med hovedet på gulvet, andre sad og læste, og én bad med lav stemme. Så jeg fik et guds ord med på vejen. Det er noget med, at det faktisk er den samme gud, både muslimer og kristne tror på. Nu tror jeg faktisk selv ikke på noget som helst, men jeg sendte alligevel en tanke op mod guldkuplen og havde et beskedent ønske: "Bare de religioner dog kunne holde fred med hinanden og leve i samdrægtighed." 
Jeg er lige blevet færdig med bogen "7 år i Tibet", og den giver en god beskrivelse af Tibet før kinesernes "befrielse". Da det selv i vore dage er forbudt at have billeder af Dalai Lama, har jeg revet et par sider ud af bogen. Der skulle ikke være så hyggeligt i de kinesiske fængsler. Der er hverken farvefjernsyn eller noget, så vi må hellere rette ind. 
Almaty som turistby kan nok ikke bære mere end to dage, medmindre man er specielt interesseret i sovjettidens bygningsværker. I ventesalen faldt jeg i snak med en mand. Dvs. han faldt i snak, og han fortalte og fortalte, men kunne ikke et eneste ord engelsk. Så han fortalte på et eller andet sprog, og jeg svarede på dansk. Jeg kunne ikke engang regne ud, hvad samtalen drejede sig om.
Klokken var efterhånden blevet 23, og nu ville vi gerne se vores tog. Spor 1 er lige udenfor, men man skal hen over skinnerne til spor 2, mens spor 3 er hen over en gangbro med en masse trapper.
Der var morgensol fra en skyfri himmel og et meget tørt landskab med meget sand. Der var enkelte huse og enkelte dyreflokke. Også steder, der nærmest lignede en ruinby. Vores sovekammerater sov længe, men så vågnede den lille dreng og sagde hello.
Når toget standser, går der mænd rundt med små hamre og slår hist og pist på hjulene.
Måske er det lidt "sparke dæk kultur", eller også har det noget med sikkerheden at gøre. Efter 12 timer standsede toget ved en by og en station. Lokomotivet kørte væk uden vognene, og vi holdt der i bagende sol. Mange stod af og på, og så blev der lige koblet 12 vogne ekstra på – måske en spisevogn? På stationen kunne der købes nogle madvarer, men turde jeg springe over skinnerne og købe forsyninger. Nej, for de sagde noget i højtalerne, og vi anede ikke, hvor længe vi skulle holde her. 
Jeg tror, vi kører en hel anden rute end den, jeg troede, vi skulle køre. De tørre stepper er blevet til et grønt landskab. Det er stadig ikke opdyrket, så der er masser af jord. Lige nu kører vi igennem en kæmpeeng med gule blomster. Endelig var der et stop, hvor der kunne købes noget. Jeg fik købt 4 brød med indbagt kartoffel, og hos en anden 1 liter iste. Det gik lidt hurtigt, og jeg blev sikkert snydt, men i alt 800 t ca. 20 kr., det var ikke så galt. Der kunne også købes røget fisk, men hvor populært ville det mon være i kupeen? Vi kørte videre langs en bjergkæde, og der var stadig enkelte sneklatter på bjergtoppene.
Vi var ude på perronen efter 45 minutter. Men der var hverken tog eller mennesker. Der var gabende tomt. Havde vi hørt forkert, og var toget kørt med vores bagage? Vores rejseplan med nødnumre var også i toget. Efter 1 time stadig ingen mennesker. Efter 1 time 30 minutter stadig ingen mennesker. Der var nogle jernbanearbejdere, men de talte ikke engelsk. Hvordan skulle vi få fat i vores kufferter og komme videre? Sveden sprang frem i det varme solskin. Så efter 1 time 45 min kom toget rullende. Gudskelov. I mellemtiden var toget blevet et spøgelsestog. Der var ikke et øje. Nå, OK, der kom en ældre dame og en lille pige. De skulle også med, men ellers var vi kun 4 passagerer, der fortsatte mod Kina. Nogle betjente kikkede på pas, og så kørte vi mod grænsen.
Derefter kørte vi igennem ingenmandsland og kom forbi rækker af pigtråd og ruller af pigtråd. Så holdt vi ved den kinesiske grænsestation.