April 2009

Jeg arbejder hver dag på fuld tid i København og incl. transporten frem og tilbage som togpendler, så kan den tid, jeg er væk fra hjemmets arne godt begynde at nærme sig de 12 daglige timer. Derfor har vi gjort det til en vane, at vi kun handler ind en gang om ugen.
I søndags var vi derfor nede i Fakta, og vi havde fået fyldt en halv vogn med varer, og så stod jeg i kassekøen og ventede. Der var åbenbart problemer med kasseapparatet forude, så det tog lige lidt længere tid end de berømte 5 minutter. 

En lidt ældre dame, sandsynligvis i pensionistalderen, stod bagved mig i køen med et rugbrød i hånden, og så spurgte hun, om hun måtte komme foran mig i køen, fordi hun kun havde et brød. Ikke at hun så særlig sulten ud, men hendes tid var åbenbart mere kostbar end min, så inde i hovedet begynde jeg på en længere filosofisk betragtning: Jeg kunne jo være venlig og sige: ” Ja spring du bare mig over”. Men hvorfor egentlig det? Ved at jeg kun belaster køsystemet en gang om ugen og dermed står i vejen for andre, så må det samlet set blive en kortere tid end dem, der handler dagligt.

Derfor sagde jeg til rugbrødsdamen: ”Nej, for jeg har også travlt” Det afstedkom så, at jeg havde dårlig samvittighed hele resten af søndagen. På den anden side, så vil det også give unødig ventetid, hvis det er sådan, at de, der har mindst i vognen, skal have fortrinsret til at springe køen over, for så skal vi jo til at tælle varer for at finde ud af, hvem der skal først til kassen.

I løbet af søndagen overvejede jeg også, om jeg ikke skulle have sagt til hende, at hvis hun kunne bevise, at hun havde mere travlt end mig, så måtte hun godt springe mig over, men faktisk så trængte jeg også til at komme hjem. Og jeg ved også med mig selv, at jeg aldrig kunne drømme om at spørge nogen, om jeg kunne komme foran dem i en kø, og jeg kunne heller ikke drømme om bevidst at springe nogen over i en kø.

Der kan dog godt være lidt taktik i at stå i kø, og det mener jeg er noget helt andet. Hvis vi f.eks. står et sted, hvor der er flere køer, så kan vi godt finde på at stille os i hver sin kø, og når den anden så er lige ved at nå målet, så skifte over. Samtidig gør man dem bagved glade, når man pludselig forlader køen, og så slås der to fluer med et smæk, både at gøre nogen glade og komme hurtigere frem. Ens kømakker skal dog altid være helt fremme ved kassen, før man opgiver sin egen kø, for Gummersens lov siger, at hvis man skifter kø og går hen i en tilsyneladende hurtigere kø, så går den før så hurtige kø i stå i samme øjeblikkelig, der bliver skiftet. Ovenstående taktik kan dog kun anbefales ved billetkøer og lignende, for i et supermarked ville man helt sikkert få ørene i maskinen hvis der pludselig kom ekstra varer ind i køen.

Der er forskellig køkultur i forskellige lande, og englænderne siges at være ret gode til at holde linien, medens vi danskere ofte bare maser os frem, for de fleste synes, at de er meget mere betydningsfulde end alle de andre. Derfor er der også mange steder indført nummersystemer, så det kan går retfærdigt til efter tur. Men hvad nu hvis man kommer ind i en bagerforretning med nummersystem, og der så ikke er andre kunder i butikken, så tager man vel ikke er nummer? Men hvis man så står et øjeblik og overvejer, om det skal være romsnegle eller spandauer til kaffen, og der så kommer en anden kunde ind og snupper et nummer, så er reglerne vistnok, at man så automatisk ryger om bag i køen eller er det?

Der er også en anden variant, for hvis der kun er en kasse åben, og de så pludselig åbner en ny kasse, hvem har så førsteret til den nye kasse? De, der står nærmest kassen i den gamle kø, bliver som regel stående, men et eller andet sted i den gamle kø sker der uvægerligt et udbrud, men da ikke engang Emma Gad har en regel i denne situation, er det nok efter princippet først på aftrækkeren.

Det er faktisk muligt at tjene lidt lommepenge ved at stå i kø, som en af mine kolleger fortalte at en af hendes veninde gjorde. I sin studietid gik hun ned på posthuset om lørdagen og trak et nummer, og så satte hun sig ellers til at lave lektier Det var dengang posthusene var overfyldt om lørdagen, og man næsten skulle have madpakke med, inden det blev ens tur. Når hendes nummer så var lige ved at blive trukket ud, rejste hun sig og udbød nummeret til højestbydende.

Personlig hader jeg at blive sprunget over i en kø, og så er det lige meget, om jeg står i en kø eller kører i en bilkø. Så hvis der er nogen i min nærhed, der tror at køkultur nok ikke gælder dem, så pas på, for jeg påtaler det lige på stedet og så er det lige meget hvem, der er synderen – næsten. For da jeg stod i en kø hos Mc Donalds på Frederiksberg, og en rockertype helt bevidst sprang køen over og højlydt bestilte en stor Big Mac menu, så kunne jeg alligevel ikke nære mig, selv om han så lidt usympatisk ud: ” Hov hov du der, vi står altså i kø her, så du må vente, til det bliver din tur”. Hvorefter han vendte sig om og sagde: ”Hold din kæft eller jeg smadrer dig”. Ligefrem at sætte livet på spil var nok i overkanten for at holde på sin ret i køen, så jeg trak mig lige så stille ud ad køen og gik hen til bageren og trak et nummer.

Tilbage til forsiden