Med prærievogn over Sydfyn.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 1998

"Tjep skal du sige, så kan du blive vognmandskusk." Det var en sætning min gamle farfar sagde da jeg var dreng, så selvom det allerede dengang var passe´med vognmandskuske, lød det i mine øre som noget af det nemmeste at være kusk. I foråret 98 havde jeg fået fat i en turistbrochure om hestevognsferie, og da jeg sagtens kan sige tjep, og brochuren lovede en aktiv ferie uden at det krævede forudgående kendskab til heste, lejede vi to nordbaggere og en prærievogn, for på egen hånd at køre rundt i det sydfynske.

Min egen hesteerfaring strækker sig til, at jeg vistnok som femårig har fået en ponytur i et tivoli, men sidenhen har jeg da selv løftet vores børn op på en pony i Legoland, og en gang siden har jeg da også klappet en rigtig hest. Min kone Gitte har vist aldrig været nærmere end 3 meter fra en hest, men så havde vi jo Camilla med, der el-sker heste og et par år har redet på en rideskole. Vi fandt dog senere ud af, at der er en væsentlig forskel på at ride en rideskolehest, og at køre rundt i trafikken med et tospand med en tonstung prærievogn.

Spændte på, hvad dagen ville bringe fandt vi en lørdag i juli Holmdrup Huse, der ligger et stykke udenfor Svendborg, og på en græsmark stod 18 prærievogne, og i en fold i nærheden gik en stor flok nordbaggere og græssede fredeligt. Vi blev budt velkommen og fik tildelt den prærievogn, der skulle være vores hjem den næste ugestid.

Prærievognen var omkring 2 meter bred og 4 meter lang, og i den var indrettet sengepladser til 4 personer, gasblus, bord, rindende vand, køleskab og et kemisk toilet, der stod i et aflukke på 50x50 cm med et gardin for. Det med toilettet var vi ikke ret gode til, da det trods er alt et stykke tid siden, vi har siddet på potte inde i dagligstuen. Så vi fandt hurtigt ud af en ordning med, at to af gangen gik hen og kikkede til hestene, medens den tredie bakkede ind på toilettet.

Efter indlogering var der fælles instruktion af vognens brug, hestenes pleje og pålægning af seletøj. Da der ikke fulgte stalddreng med i lejemålet, skulle vi selv strigle og rense hovene på hestene både før og efter hver køretur med prærievognen. Inden seletøjet lægges på hestene, skal de have et bidsel i munden, og hvis hesten er stædig og ikke vil åbne munden, stikkes kækt en tommelfinger ind i hestens mundvig, og så håber man, at det er rigtigt, at der ikke er tænder i den ende af munden.

Seletøjet lignede i starten en stor bunke uoverskuelige læderremme, spænder og reb, men efter nogle få gange blev det rutine at trække bringestykket omvendt over hestens hoved, hvorefter det vendes, altså bringestykket, og derefter får hver hest så en kort og en lang tømme, der skal krydses på hestenes rygge, så hver tømme kan styre to heste. Så mangler der kun påsætning af vogsstangen i bringestykket og træktovene på hamlerne, og i begyndelsen har ihvertfald kuskene fået sved på panden.

Vores heste hed Lille Klaus og Mulle, og de var begge hingste og var henholdsvis 10 og 5 år gamle. Lille Klaus var rød og Mulle var grøn, altså ikke selve hestene, men mærkerne på deres grimer, hvor også deres navne stod, og farverne indikerede, at heste er vanedyr, og de røde heste går yderst mod trafikken og de grønne inderst mod grøftekanten.

Første gang hestene og de nye kuske mødes, ser begge parter hinanden an. Hestene er spændte på at se de nye amatører, som de skal trække rundt med den næste uge, og vi mennesker prøver, som vi har fået at vide under instruktionen, at optræde venligt men bestemt. Det var lidt svært i starten, da man føler sig meget lille blandt 500 kg tunge dyr, der lige skal prøve nogle grænser af.

Lille Klaus var førerhingsten for hele flokken, og skulle helst tages ud af folden med bidslet på, da det ellers ikke var sikkert, han ville følge med, især hvis Donna, som han var meget forelsket i, stadig stod i folden. Jeg kom forresten ustandselig til at kalde Lille Klaus for Store Klaus, da min hjerne havde svært ved at kalde noget så stort for lille.

Lørdag eftermiddag var der prøvetur i øsende regnvejr, og vi havde forinden, med meget sved under regntøjet, lagt seletøj på og spændt for vognen, og jeg selv var kun blevet trådt over tæerne en gang. Da Camilla jo kendte noget til heste iforvejen, udnævnte vi hende til førstekusk. Med på bukken var en instruktør, og hun gav Camilla tømmerne, og vi begyndte at køre gennem mudderet ned over marken til nogle skarpe sving. På det tidspunkt havde jeg stadig en forestilling om, at hestevognskørsel med to skikkelige nordbagger, var noget med, at man sagde hyp eller tjep og så trak hestene ellers pænt vognen langs vejkanten, medens man selv sad afslappet og nød den forbipasserende natur.

Selvom man er god til at køre på cykel, er der et stort spring til at køre lastbil og især hvis lastbilen trækker til højre, har kraftigt ratslør og en fintmærkende bremse, som enten ikke bremser eller bremser for meget. Så stakkels Camilla. Et tospands heste skal styres hele tiden, og med det menes hvert sekund, og i vores tilfælde trak Store K... øh Lille Klaus mere end Mulle, så der skulle hele tiden trækkes kraftigt i den højre tømme, men heller ikke for meget, for så begyndte Mulle at afgræsse grøftekanten. Ved sving skulle hestene først holdes godt over i modsatte side end svingningen for at få prærievognen fri af grøftekanten, og ved den mindste bakke nedad skulle der trædes på bremsen, for ellers kørte vognen op i hestene, eller de begyndte at trave, som de ikke måtte med den tunge vogn..

Vores instruktør var ikke den fødte pædagog, og der skete en hel masse spændende på prøveturen, hvor instruktøren talte højt og kommanderede, uden at vi forstod det hele, og vi har stadig ikke fundet ud af om " læg bremsen" på fynsk, betyder at der skal trædes på bremsen eller at den skal slippes. Camilla blev på sin post under hele prøveturen, men det var bestemt ingen fornøjelse for hende, og det var godt klaret, at hun ikke løb skrigende bort.

Efter at have spændt fra, striglet heste og ordnet hove, gik jeg rundt en timestid og besluttede så, at vi hellere måtte bede om at få en prøvetur mere, hvor det så var mig, der havde ansvaret og sad med tømmerne i hånden.

Om natten var det regn og rusk, så presenningen klaprede, men den holdt da tæt, og vi fandt ud af, at hvis man bor på 4 gummihjul gynger hele prærievognen, hvis der bare er en der vender sig i sengen, så det blev ikke til så meget søvn den nat.

Næste morgen var der lidt sommerfugle i maven, men vi fik da ordnet hestene og spændt for vognen, og vi begav os ud på endnu en prøvetur, denne gang med en ny instruktør Henning og med mig som kusk. Henning tog dog tømmerne det første stykke ned gennem nogle mudrede sving, og først på et lige og plant stykke vej overtog jeg styringen, og Henning fortalte stille og roligt om prærievogne og heste, og hvordan de to ting kombineres. Sådan en prøvetur kunne jeg godt have ønsket for Camilla, men hun havde desværre foreløbig fået en skræk i livet, så hun blev istedet udkigspost for bagved kørende biler. På en smal fynsk landevej er sådan en prærievogn ret bred i landskabet, så det krævede konstant udkik bagud og manøvrering ud i rabatten, for at undgå utålmodige billister.

Gitte var kortlæser, og der var 5 forskellige overnatningspladser, der kunne benyttes, men ellers var ruten fri, dog var der detaljerede rutebeskrivelser fra plads til plads, og dem fulgte vi overvejende. Vending af prærievognen turde vi ikke indlade os på, og bakning er vist helt umuligt, så det var vigtigt at køre rigtigt første gang.

Medens hestene er spændt for vognen, skal stop ved frugtboder og købmænd ske meget hurtigt, da hestene ellers bliver urolige, så der skal derfor altid stå en person foran hos hestene og holde i bidslerne, når vognen holder stille. Fra hestene var spændt for om formiddagen, til de var spændt fra om eftermiddagen, er prærievognskørsel en meget aktiv ferieform for hele familien, så da vi efter 4 timers kørsel nåede den første plads, var både mennesker og heste sultne og meget trætte.

Når hestene har hvilet sig, mindst lige så lang tid som de har trukket vogn, var det tilladt at ride på hestene, men hverken Lille Klaus eller Mulle var særlig interesserede i det ridepjat udenfor arbejdstiden, så det blev kun til nogle småture i løbet af ugen.

Efter overnatning i en stor lysning i en skov begyndte jeg på andendagen at få lidt føling med hestevognskørsel, men det krævede stadig stor koncentration, og ved den mindste smule uopmærksomhed trak hestene vognen i en uheldig retning, men det var da en stor tilfredsstillelse, at kunne trække smukt ind til siden ved passage af en stor traktor og en modkørende lastbil.

Ellers gik det i roligt tempo med 3-4 kilometer i timen, lige indtil en overhalende bil dyttede kraftigt og aldeles umotiveret lige ud for vores heste. Det satte liv i kludene, da hestene selvfølgelig blev forskrækkede og sprang afsted. Camilla truede af bilisten med en knyttet hånd, men Gitte ville bestemt ikke have, at der blev truet af nogen, når hun var med.

En halv time senere kom der en motorcykel snigende forbi prærievognen og præcis udfor hestene vred han gashåndtaget i bund med et øredøvende bbbbiiiiiiiuuum, så hestene sprang afsted i panisk angst, og kun med opbud af al min nylærte hesteerfaring, fik jeg stoppet prærievognen. Jeg nåede dog indimellem at true ad motorcykelisten, Gitte eller ej, og jeg kom samtidig med sådan en ed, at Camilla var dybt imponeret. Ellers var alle andre medtrafikanter meget hensynsfulde, og vi blev af andre turister både fotograferet og filmet.

Den anden overnatningsplads var i umiddelbar nærhed af en stor campingplads, der lå lige ved stranden, og da det var den dag sommeren faldt og samtidig var i bekvem nærhed af bad og et rigtig toilet, overtalte vi nemt os selv og hestene, til at ligge over og få en rigtig slappe-af-hvile-dag.

Næste dag måtte hestene rigtig slide i det, da overnatningspladsen lå ved Galdbjerg 81 m over havet. I løbet af dagen opstod der en ny aktivitet på kuskesædet, idet der med en lang pind skulle forsøges at holde hestebremser og andre irriterende stikkende insekter væk fra hestene, men især Lille Klaus blev slemt forbidt.

Det gik efterhånden rigtig godt med kørselen, og på et tidspunkt passerede vi endda et lysreguleret kryds, hvor jeg smukt kørte ind i venstresvingsbanen, stoppede for rødt og fik hestene igang igen på det rette tidspunkt til det grønne lys.

Galdbjergpladsen lå så langt ude på landet, som man overhovedet kan komme, og med en storslået udsigt til bl.a. Storebæltsbroen i det fjerne. Vi ankom midt på eftermiddagen som den første vogn, og først nogle timer senere kom der endnu et par vogne, så der var rigelig plads i alt det grønne, og når der så samtidig er en smuk solnedgang, så er sådan en prærievognstur ikke så ringe endda.

Efter Galdbjerg vendte vi snuderne og mulerne i retning mod Svendborg, nærmere betegnet mod Tved, og nu begyndte Camilla at vise interesse for kuskejobbet, så jeg overlod gladelig tømmerne til hende. Jeg passede dog stadig bremsen, men ellers gik det rigtig fint med at køre, så vi skiftedes hver halve time, og heldigvis, da Camilla flot svingede ind på Tvedpladsen, så vores første instruktør det og roste hende. Lige op til pladsen lå en æselfold, og selvom æsler da ser meget pæne ud, lyder det dog umanerligt rædselsfuldt, når sådan et æsel skryder, og især kl. 5 om morgenen.

Fredag var sidste køredag, og Camilla var kusk hele tiden, men vi var også kun halvanden times kørsel fra udgangspladsen i Holmdrup Huse, hvor alle prærievognene igen samles. Vi ankom midt på dagen, og selvom man gerne måtte overnatte i vognene til om lørdagen, begyndte de kun 8 m2 prærievogn at stramme lidt over skuldrene, så vi rengjorde vognen og striglede hestene.

Med en stor pose gulerødder takkede vi Lille Klaus og Mulle for et godt samarbejde i ugens løb, og det var lidt vemodigt at sige farvel til de to heste, der godmodigt havde affundet sig i vores forsøg, på at lade som om, vi have magt over situationen. Det havde været en meget aktiv og lærerig ferie, men det med, at det er nok at sige tjep, må min gamle farfar længere ud på landet med.

Tilbage til forsiden