Tog Jorden rundt.


3. del. Tog til Indokina. 

Fra Beijing til Phnom Penh.

25. delafsnit: Løst og fast om Cambodia.

Personlig rejsefortælling af Kim Greiner

Juli 2014.



Med speedbåd til Cambodia.

Vi er på vej Jorden rundt med tog, men der går ikke mange togskinner i Cambodia. Vi har derfor skiftet toget ud med en speedbåd op ad Mekongfloden, og efter at havde forladt den vietnamesiske grænsestation er vi nu i "ingenmandsvand" på vej til Cambodias grænsestation.

Fra flodsiden til grænsestationen var der en nydelig indgang med velkommen til Cambodia, men på flodbredden ved landgangsbroen var der skrald og gamle bildæk m.m. Inde på selve grænsestationen var der smukt nok med blomsterbede, men alligevel, så er førsteindtrykket vigtigt. 

Under et stort halvtag blev pas og immigrationspapirer undersøgt, og visum blev sat ind i vores pas. Derefter blev vi kaldt frem enkeltvis og fik udleveret passene, og så skulle vi hen til et kontor, hvor vi fik 6-7 stempler her og der. Det tog en times tid for speedbådens ca. 30 passagerer, og så sejlede vi ind i Cambodia.

Et skib med Maersk containere sejlede forbi, og så retter alle danskere ryggen, og vi bliver så glade. Der er ikke så mange huse langs kysten her i Cambodia som i Vietnam, men meget fornuftigt står de fleste på pæle. Der er tilsyneladende meget kvæg ved husene, og der er store majsmarker, men også områder, der ligner urskov. Indimellem ses meget idyllisk et tempel i det fjerne.

Floden er fra en til flere kilometer bred. Nogle gange sejler vi langs den ene bred og nogle gange langs den anden, og det må være for at skære hjørner af.

Vi sejlede forbi en hængebro, som de var i gang med at bygge, og den var mindst i Farøbrostørrelsen. De to pyloner var næsten færdige, dog med en kran på toppen. Brofagene gik ud fra hver side, men de manglede et par hundrede meter til det midterste fag. Det så meget fantastisk ud, og jeg har aldrig før set en hængebro i den halvfærdige tilstand.

Der begyndte at komme en hel del fabrikker langs med floden, så landet er åbenbart ikke gået helt i stå. Ved 13-tiden kunne vi se højhuse i tykningen, for det var begyndt at regne, og det gjorde det også, da vi skulle i land. Vores kufferter blev båret i land, og der stod en ung mand med vores navne på et skilt, og meget betænksomt havde han to store paraplyer med. Vi var ankommet til Cambodias hovedstad Phnom Penh, men om dagene her kan læses i delafsnit 26. Nedenstående er nogle tørre facts om det land, vi for første gang skal besøge. 

Cambodia er klemt til alle sider.

Cambodja er klemt inde mellem Vietnam, Laos og Thailand, men har adgang til havet ved Thailandbugten. Landet har et areal på 181.035 km2, og det er lidt mere end 4 gange Danmarks størrelse. Det meste er fladt sletteland, og her findes Cambodias kornkammer, så her bor hovedparten af befolkningen på omkring 14 millioner mennesker. Hovedstaden Phnom Penh har omkring 1 million indbyggere.

På grund af Pol Pot har Cambodia en meget ung befolkning, idet 40 % er under 15 år. Mange børn dør som små, og den vigtigste årsag er diarré, for kun få familier har adgang til rent drikkevand, toiletter og bademuligheder. Halvdelen af befolkningen har ikke mulighed for at komme til læge, og medicin er for dyr for de fleste. Der er mangel på både læger, medicin og hospitaler. Levealderen er da også kun 60 år for kvinder og 54 år for mænd.

Aids er et stort problem og har ramt omkring 4 % af befolkningen. Sygdommen bliver overført af 50.000 prostituerede og 40.000 ølpiger. Ølpigerne sælger forskellige ølmærker til gæster på barer og restauranter, men mange sælger også sex. 

Sproget er khmer, der tales af 95 % af befolkningen. Desuden tales der lidt fransk og engelsk. Religionen er Theravada buddhisme, der dyrkes af 95 % af befolkningen. Derudover er der hinduister, katolikker og muslimer. Det ene forgyldte tempel efter det andet ligger side om side med forfaldne pælehytter. Templerne bliver betalt af offergaver, for det gælder om at gøre så mange gode gerninger som muligt i sit liv, så man kan springe nogle af genfødslerne over og hurtigt komme frem til paradis – nirvana.

Mekongfloden, der betyder "Vandenes moder", udspringer i Tibets bjerge og ender i deltaet i Vietnam. 486 km af den 4.350 km lange flod deler Cambodia i to dele, og det kræver nogle broer og færger at få delene til at hænge sammen.

Mekongfloden i Cambodia gør noget naturstridigt, idet den kan vende vandet i Tonle Sapfloden og sende det opad. Normalt løber vandet mod syd fra Tonle Sapfloden ud i Mekong. Men i regntiden stiger vandet i Mekong hurtigere end oppe i Tonle Sap søen, og så flyder det baglæns og oversvømmer store områder.
Cambodia har to monsun-sæsoner. I november-februar blæser den tørre, kølige monsunvind, som kun fører lidt regn med sig. Fra maj til oktober blæser den sydvestlige monsun, og den giver 80 % af den årlige nedbør. Det er dog som regel kun et par timer sidst på eftermiddagen. Regnen falder meget ujævnt med 5000 mm i højlandet og 1400 mm i det centrale sletteland. Den varmeste måned er omkring april med 40 grader, og den koldeste måned er januar, hvor der "kun" er 25-30 grader. 

Angkorriget, og franskmændene tropper op.

Det område som Cambodia dækker i dag har været befolket i årtusinder, men uden at man kender ret meget til disse kulturer. Sidenhen, omkring begyndelsen af vor tidsregning, opstod "Khmerriget Funan", der var stærkt påvirket af indisk religion, politik og kultur. Riget var styret af fyrstefamilier, men indre stridigheder medførte, at det brød sammen i begyndelsen af 700-tallet.

I 800-tallet opstod Angkorriget, og det blev khmerernes højkultur med forsvar, politi, retsvæsen og avancerede kunstvandingssystemer. Angkorrigets storhedstid var i 1100-tallet, hvor templet Angkor Vat blev bygget, og der opstod samtidig et statsligt velfærdsystem. Riget omfattede foruden Cambodia også dele af Vietnam og Laos, foruden dele af Malaccahalvøen.

I slutningen af 1200-tallet begyndte riget at forfalde, og i 1400-tallet plyndrede thailandske erobrere det meste af landet. Frem til slutningen af 1800-tallet måtte Cambodia i stigende grad underlægge sig naboerne Thailand og Vietnam.

I 1863 fik Cambodia en aftale om fransk beskyttelse, men til gengæld blev landet en hårdt beskattet, risproducerende, fransk koloni.

Japanerne besatte landet under 2. verdenskrig, men da de tabte krigen, udråbte Cambodia sig til en selvstændig nation. Det varede dog kun en kort tid, for så kom franskmændene tilbage og brugte Cambodia som base mod dem, som de kaldte oprørerne i Vietnam. (Læs om dette i afsnittet om Vietnam.) Da franskmændene tabte krigen i Vietnam, fik Cambodia sin selvstændighed d. 9. november 1953 som et kongerige. Kong Sihanouk grundlagde massebevægelsen "Det Folkelige Socialistiske Samfund", og det dominerede landet fuldstændigt frem til 1970. Undervejs havde han givet befolkningen visse grundlæggende rettigheder, men det var en balancegang mellem forskellige politiske yderligheder, samtidig med at han værnede om monarkiet.

Der var flere venstreorienterede politikere med i regeringen, bl.a. de senere Røde Khmerledere. Der blev ført en politik, der skulle beskytte landet mod amerikansk indflydelse, og der blev givet tilladelse til, at Nordvietnam oprettede baser i landet. Det medførte, at USA i 1969 begyndte at bombe Cambodia for at eliminere kommunisterne. Modstanden voksede mod kong Sihanouk, der havde kommunistiske tendenser, så han blev væltet, og landet blev i stedet for en republik med støtte fra USA, hvilket medførte, at der udbrød borgerkrig. Sihanouk fik støtte fra Nordvietnam, og han allierede sig med den kommunistiske oprørsgruppe "De Røde Khmerer", der var dannet i Paris i slutningen af 1950’erne af en gruppe studenter, bl.a. Pol Pot.
Da USA sluttede fred med Nordvietnam, indledte de i stedet en række bombardementer af "De Røde Khmerer". Bombningen gik dog mest ud over civilbefolkningen, så vreden vendte mod USA, og sympatien gik til ”De Røde Khmerer". Kampene i 1970-1975 krævede mellem ½ og 1 million dødsofre. Trods de amerikanske bombardementer marcherede "De Røde Khmerer" i april 1975 ind i Phnom Penh, hvor indbyggerne betragtede dem som befriere, men befrielsen blev hurtigt til et brutalt folkemord.

Kindkys af Pol Pot.

Landet blev omdøbt til "Demokratisk Kampuchea", og så gik bonderevolutionen i gang. Som noget af det første evakuerede Pol Pot og hans kumpaner alle byboerne, for nu skulle de ud på landet og arbejde, så de kunne blive sunde på krop og sjæl. Akademikere, politifolk, militærfolk og lærere blev arresteret, og mange blev henrettet. Denne sadistiske behandling kaldtes meget ironisk "Kindkys af Pol Pot". 

Af de forbrydelser, der var dødsstraf for, kan nævnes dovne på arbejdet, at klage, at hamstre mad, at sørge over en afdød slægtning eller at have en religion. At kunne læse og skrive, have briller eller kunne et håndværk blev også betragtet som landsforræderi. Samtidig blev penge afskaffet, skoler lukket og industrien fik lov til at forfalde. De store planer om dæmninger og vandingssystemer løb ud i sandet, for da man havde henrettet de fleste ingeniører, kollapsede bygningsværkerne på stribe. Det skønnes, at 1,7 millioner mennesker blev myrdet eller døde af sult eller udmattelse under Pol Pot.

Da "De Røde Khmerer" også begyndte at angribe landsbyer inde i Vietnam, invaderede vietnameserne i 1978 Cambodia og fordrev Pol Pot. Derefter blev landet i januar 1979 udråbt til "Folkerepublikken Kampuchea" efter vietnamesisk, socialistisk model. Mærkværdigvis anerkendte FN stadig på det tidspunkt De Røde Khmerer som Cambodias lovlige regering.

I Cambodia begyndte en genopbygning af industri, infrastruktur og skolevæsen, men det gik langsomt, da den vestlige verden indførte handelsembargo efter pres fra USA. Der var mangel på kvalificeret arbejdskraft, så mange vietnamesere indvandrede, foruden at der var 100.000-200.000 vietnamesiske soldater stationeret i Cambodia.

Efter tøbruddet mellem øst og vest i slutningen af 1980’erne trak de vietnamesiske styrker sig ud af landet, og Cambodia fik en forfatning, der ikke nævnte noget om socialisme. En fredsaftale blev underskrevet i 1991, og en række markedsøkonomiske reformer blev gennemført. 

I 1993 arrangerede FN et valg til parlamentet, Cambodias isolation blev brudt, og 350.000 flygtninge vendte hjem fra lejre i Thailand. Valget i 1993 stod især mellem det royalistiske FUNCINPEC, der blev ledet af Sihanouks søn prins Norodom og Det Cambodjanske Folkeparti, der var et vietnamesisk støttet kommunistparti. FUNCINPEC vandt valget, og der blev dannet en koalitionsregering med en ny forfatning, og Sihanouk blev genindsat som konge. 

De Røde Khmerer spøgte stadig i grænseegnene til Thailand, og de truede sig lokalt til magt. For at få dem ud af busken, blev der givet amnesti til afhoppede guerillasoldater, og det medførte, at mange krigsforbrydere slap for retsforfølgelse.

Senere i 1997 var der decideret krigshandlinger mellem FUNCINPEC og CCP, så bistand og investeringer fra udlandet blev indstillet. Landets forvaltning gik helt i stå, da den mere og mere kom til at ligne en mafiaorganisation.

I 1998 gød en japansk fredsplan olie på vandene, og de to partier indgik våbenhvile, og der blev igen afholdt valg, hvor partierne indgik et regeringssamarbejde.

Pol Pot døde af et hjertetilfælde i 1998, men han ristes over en sagte ild i al evighed i helvede. Kort efter djævelens håndlangers død kapitulerede de sidste 1700 guerillasoldater og blev integreret i den cambodianske hær. Der opstod dog både hjemligt og internationalt krav om, at de tidligere guerillaledere skulle retsforfølges, og i 2004 blev der oprettet et tribunal, der skulle prøve at rydde op i krigsforbrydelserne.

Ingen dans på roser.

Cambodia er et af verdens fattigste lande, da en tredjedel af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse. Der er store økonomiske kløfter i befolkningen og også store forskelle fra land til by, hvor 3 ud af 4 cambodianere bor på landet.

Den økonomiske vækst er først og fremmest tilvejebragt med udenlandsk kapital, hvor Verdensbanken og USA er blandt de største bidragydere med donationer, der i 2008 svarede til 740 US dollars pr. indbygger.
Der er mangel på uddannet arbejdskraft, og den offentlige forvaltning er ineffektiv og korrupt, og bankvæsenet fungerer dårligt. Efter at en del af udlandsgælden blev afskrevet i 2005, begyndte det dog at gå rigtig godt, men så kom finanskrisen i 2009 og eksportindtægterne gik kraftigt tilbage.

Landbruget stagnerer på grund af manglende investering i kunstvanding. Skovene er Cambodjas vigtigste naturressource, men mange fældninger sker ulovligt, og der plantes ikke nyt, så skovarealet er faldet drastisk fra 75 % skov til nu kun omkring 35 %. Det er ofte store udenlandske firmaer, der bestikker sig til tømmerkontrakter og totalt rydder store områder. Så skyller den gode, næringsrige jord væk og havner i søer og floder.

Den vigtigste energikilde er brænde, og 90 % af husholdningerne bruger brænde til madlavning, mens al anden energi må importeres. Det store flertal af befolkningen har ikke adgang til elektricitet, og det er kun små private elværker, der drives ved hjælp af diesel, som må importeres. 

Der findes ikke ret mange mineraler i landet, kun enkelte forekomster af sølv og guld og små lagre af kul og lidt jern. Der findes store uudnyttede vandkraftressourcer, men det kræver store investeringer, og store dæmninger forhindrer også fiskenes vandring. Så indtil videre har naturen og fiskeriet vundet over floderne Mekong og Tonle Sap. Fiskeriet er også meget vigtigt for Cambodja, og fra oktober til maj kan man næsten skovle fisk op af floderne og Tonle Sapsøen. På hver kvadratkilometer af søen, kan der hentes 10 gange så mange fisk op som på de bedste fiskepladser i Nordsøen.

Der er ofte oversvømmelser, så mange landsbyer er bygget på pæle, og mange bor i husbåde, som følger fiskene rundt i søer og floder. Selv skoler, butikker og benzinstationer følger flydende med rundt efter fisk.
En lækkerbisken hedder "trey riel", pengefisk, og det er en lille, sølvskinnende fisk. Den bruges til at lave flydende "prahok" – en gæret fiskesuppe-ekstrakt, og den spises næsten dagligt af de fleste cambodianere. 

Ferskvandsdelfiner, miner og turister.

Udover mere end 200 forskellige fiskearter er der flere sjældne og truede dyrearter i Cambodia, og det både elefanter, bjørne, næsehorn og tigre. I floderne op mod Laos lever der også de meget sjældne ferskvandsdelfiner, og så er der et utal af fugle.

Omkring 70 % af befolkningen arbejder indenfor landbrug, men dette erhvervs andel af BNP er faldet til næsten det halve i de sidste 20 år. Der dyrkes ris, naturgummi, sukker, kartofler, bønner, tobak, bomuld og bananer. Det meste af den dyrkede jord findes omkring søen Tonle Sap og langs floderne. Lovgivningen på området er mangelfuld, og store arealer bliver opkøbt eller direkte stjålet af personer med gode kontakter til magthaverne. Der er også det problem, at store arealer af den frodige jord ikke kan bruges på grund af udetonerede landminer.

Tekstilindustrien er vokset eksplosivt, så denne eksport udgør næsten halvdelen af landets samlede eksport.
Arbejdsløshed er et voksende problem, for der er kommet store ungdomsårgange ud på arbejdsmarkedet. Mange har derfor kun uformelt arbejde som gadesalg og sort arbejde. De, der er heldige at have rigtigt arbejde, kan glæde sig over en lang arbejdstid, hvor lønnen ofte udebliver, og det er ualmindeligt, at arbejderne er organiserede.

På trods af at levestandarden er hævet i de seneste år, mangler der rindende vand i 6 ud af 10 husstande. Og hvert 3. barn under 5 år er underernæret.

Mange cambodianere lider af post-traumatisk stress efter de mange år med krig og terror. Og landet har en af verdens største andele af handikappede pga. mineskader. Der ligger stadig millioner af miner gemt i jorden, og derfor er det farligt at gå udenfor veje og stier. 40.000 mennesker mangler en arm eller et ben, og hver uge kommer der 50 nye ofre til. Minerydning er farlig og meget dyr. Heldigvis er der mange lande, der støtter minerydningen i Cambodia.

Cambodias infrastruktur er i dårlig stand efter De Røde Khmerers ødelæggelser i 1970’erne. Størstedelen af trafikken i landet går derfor ad Mekongfloden og floden Tonle Sap. Der er dog internationale lufthavne ved Phnom Penh og nær Angkor Vat.

Turismen er stærkt stigende. I slutningen af 1980’erne kunne turisterne tælles i hundreder, men i 2008 var der 2,1 millioner udenlandske turister, især fra andre asiatiske lande som Sydkorea, Kina, Japan og Vietman, men også fra USA, og i 2014 kan meldes om et par stykker fra Danmark.

Ovenstående er tørre facts hentet fra Udenrigsministeriets miniguide om Cambodia. Der findes for tiden ikke andre danske turistguider om landet. Vi havde aldrig før besøgt det, så vi glæder os til selv at opleve Cambodia.

Billederne af børnene i dette delafsnit er fra postkort. Undtagen er den lille dreng der kikker op. Ham havde jeg den store ære og fornøjelse af, at spille fodbold med i en gade i Phnom Penh.

Klik her og fortsæt til 26. delafsnit: Phnom Penh.

Tilbage til forsiden.