Togrejse Jorden rundt.

Tyskland og Berlin.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 2012

1. del.

Fra tankespind til noget mere konkret.

For nogle år siden begyndte planerne ganske langsomt at tage form i mit hoved, og i al beskedenhed gik de ud på at rejse Jorden rundt med tog, og hvor der ikke er skinner, så i det mindste med offentlige transportmidler. Vores søn Søren gjorde dog tidligt opmærksom på, at den stiplede linje, der på en globus går rundt om Jorden, ikke er en togbane, men ganske simpelt er Ækvator, og der er endnu ikke lagt togskinner over Atlanterhavet. Togturen har derfor visse begrænsninger, og det må ses i øjnene, at der visse steder må indgå noget lufttrafik for at komme hele vejen rundt. Andre, der går eller cykler Jorden rundt, har dog nok samme problemer med at krydse oseanerne. Togturen tages derfor i etaper, og første store etape vil gå fra Borup på Midtsjælland til Moskva i Rusland.

Turen er videre planlagt med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing i Kina. Derefter er den videre fremfærd på nuværende tidspunkt lidt usikker, men der går sikkert en jernbane ned igennem Kina til Vietnam, og jeg ved helt sikkert, at der går en jernbane fra nord til syd i Vietnam, for vi har før kørt lidt af strækningen. Nå, men den tid den glæde, så foreløbig vil 1. hovedforløb være fra Borup til Moskva.

Turen var nøje planlagt hjemmefra og skulle gå via Næstved til Berlin. Efter en overnatning her fortsatte vi til Warszawa i Polen med 2 overnatninger og videre til Vilnius i Litauen. Igen to overnatninger her og vi fortsatte til Riga i Letland, men med offentlig bus, da der ikke er direkte togforbindelse. Efter to overnatninger i Riga fortsatte vi igen med offentlig bus til Tallinn i Estland igen med to overnatninger. Vi skulle derefter forlade Eurolandene, så fra Tallinn fortsatte vi med tog til det lidt mere ukendte Sct. Petersborg i Rusland. Her havde vi 4 overnatninger, da det er første gang vi skulle besøge Rusland, og vi vil gerne have denne by lidt ind under huden. Fra Sct. Petersborg fortsatte vi med nattog til Moskva og igen med 4 overnatninger, inden vi fløj tilbage til København og med tog til Borup. Dette første hovedforløb var planlagt til 2½ uge, og allerede hjemmefra var vi klar over, at det ville blive en strabadserende tur. Det bekymrede os dog ikke, da selve rejsen ville være rejsens mål.

Russiske Irina havde fået alt på plads.

De første spæde forsøg på at få rejsen på plads startede hos DSB, der dog kun kunne finde ud af at sælge en togbillet til Berlin, og så var deres evner udtømte. Derefter henvendte jeg mig hos DJB, det tyske jernbaneselskab, og de ville kunne få os helt til Warszawa, hvorefter den videre fremfærd for dem var ukendt terræn. De kom dog med den fidus at gå lidt længere ned ad Vesterbrogade og rette henvendelse til ALTrejser på adressen Vesterbrogade 6A. ALTrejser er et russisk rejsebureau, og herinde traf jeg Irina og forelagde mine planer. Irina var meget venlig og imødekommende, og hun lyttede og skrev ned og ville gerne gå i gang med opgaven. Irina er selv vokset op i Sct. Petersborg, og hun taler dansk med den sødeste, russiske accent. 

I månederne inden rejsen var jeg i forbindelse med hende mange gange, både med besøg, på mail og på telefon, for det var helt sikkert ikke en helt almindelig pakkerejse, vi var ude efter. I starten var det lidt svært at gøre hende begribeligt, at vi med fuldt overlæg gerne ville have besværet med at køre med tog, når det ville være meget nemmere at tage et fly på nogle af strækningerne. Efterhånden fik hun dog fuld forståelse for vores ønske og begyndte at udarbejde detaljerne med togafgange, pladsbilletter og hotelovernatninger. De to første overnatninger i Berlin og Warszawa fandt jeg dog selv på nettet hos hotel.com, og det kunne da godt være, at jeg også havde kunnet finde de andre overnatninger, men det tog Irina sig så af, da hun trods alt havde et bedre lokalkendskab. ALTrejser sørgede også for at fremskaffe visum til Rusland, og et sådan koster 500 kr.

Vi fik afhentet et væld af billetter hos ALTrejser, der alle var på russisk, men Irena havde skrevet små gule sedler på dansk på hver billet, så vi kunne se, hvad der var hvad. Alligevel så det ret uoverskueligt ud, og Gitte udbrød: ”Tror du vi nogensinde kommer hjem igen?” Det var jeg dog overbevist om, og i det følgende kan læses om turen.

Fra Borup til Berlin. 

Det eneste tog, Irina ikke kunne garantere rettidig afgang til, var fra Borup til Næstved og da jeg selv kender DSB, tog vi for en sikkerheds skyld med et tog en time før nødvendig. Toget gik dog til tiden og ærgerligt nok blev billetterne ikke kontrolleret, for jeg ville gerne have set, hvad togpersonalet havde sagt til en russisk billet. Der var derfor en ekstra times ventetid på Næstved station, inden Berlinerekspressen rullede ind til perronen kl. 8.33 præcis til tiden. Der afgår kun et dagligt tog fra København til Berlin, men det kører så også direkte uden skift. 

På pladsbilletten stod der Mitte, og det undrede mig lidt, for var der sæder midt i toget ligesom på et fly. Nej, det var fordi der ud for vores sæder var en væg, og der var ikke for 5 øre udsigt. Det var faktisk de eneste sæder i hele toget, hvor der ikke var udsigt – godt det ikke var Den Transsibiriske Jernbane, vi var i gang med.

Eksprestog var måske så meget sagt, for det tog en fuld time at tilbagelægge strækningen fra Næstved til Rødby. Toget kørte med over på færgen, og vognen skulle forlades under overfarten. 45 minutters sejllads og vi tog hul på Tyskland stadigvæk kun med udsigt til sædet foran os. Hamborg Hovedbanegård blev nået 12.30, og der var stor udskiftning af de rejsende, men vi var stadig togets faste passagerer. Kufferterne dyngede sig op i en bunke med vores nederst, så det er godt, at vi har faste kufferter.

Efter Hamborg Hovedbanegård bakkede toget ud, dvs. det fortsatte rejsen med en anden kørselsretning – det gjorde dog ikke noget for os, for vi sad stadig i vores mørke krog uden vinduer. Jeg fik repeteret guidebogen om Warszawa, og Gitte fik løst nogle krydsord, så tiden blev udnyttet.

Berlinerekspressen kørte ind på Berlin Spandau Station, og her skulle skiftes tog til den videre fremfærd. Der var 10 minutters ventetid på den samme perron, inden vi kom ind i et overfyldt tog, men dog kun i få minutter, inden vi stod af på Zoologischer Garten Station, der er ret stor. Det er ikke alle steder, der er rulletrapper på stationerne, så Gitte hankede op i sin kuffert, og straks var der en ung dame, der tilbød at tage kufferten. Men nej, så svagelig er hun bestemt heller ikke og vi er trods alt på vej Jorden rundt. Men mange tak til den hjælpsomme unge dame. En togmand hjalp med U bane billetter, og endelig kl. 15 trådte vi ud i Berlin midt i en tordenbyge. Dagen før var der i Berlin faldet en måneds regn på et døgn, så det måtte gerne snart regne af.

Fra U banen gik vi i den forkerte retning, og ingenting passede derfor med kortet, og det skulle ellers være så let med Best Western lige ved siden af Kurfürstendamm, der er centrum i det gamle Vestberlin. Vi fandt dog hotellet, som jeg havde booket igennem ”Hotel.com” og til den formidabelt rimelige sum af 470 kr. for et dobbeltværelse med morgenmad og midt i Berlin. Efter en hurtig kakaopause og en lettere tørring gik vi ud for at se lidt på byen, men først lidt historie.

Verdens mest kendte mur er en saga blot.

I 1945 kørte den britiske general Arthur Tedder igennem Berlins rygende ruiner og erklærede bagefter, at byen aldrig kunne genopbygges, og at den burde henligge urørt som et mindesmærke over preussisk militarisme og naziregimet. Mange andre var enige i hans opfattelse, men alligevel er byen bygget op igen, selvom den undervejs skulle gå så grueligt meget igennem. Først en to måneders plyndring af de russiske tropper over hele byen, inden de vestallierede kom på plads i deres besættelseszoner og heller ikke helt kunne stå for fristelsen til at flytte et og andet med hjem til England og Frankrig. 

Forskellen i de tre vestlige, allierede sektorer og den sovjetiske sektor blev i 1948 efterhånden så stor, at sovjet blokerede alle forbindelsesveje til Vestberlin, og efter nogen tøven besluttede den amerikanske regering at iværksætte en luftbro, der i næsten et år fløj alle fornødenheder ind til Vestberlins 2 millioner indbyggere. 

Senere i 1949 blev de to tyske stater formelt delt, og selv om Østberlins indbyggere efter Stalins død i 1953 forsøgte en opstand, blev denne " fascistiske sammensværgelse" slået ned, og kommunismens lyksaligheder lagde sig over byen. Ikke alle brød sig om denne form for lyksalighed, så da millioner af østtyskere var flygtet over grænsen, og strømmen efterhånden svulmede op til en rivende flod, rullede kommunisterne pigtråden ud, sænkede jerntæppet, og i Berlin blev Muren opført.

Her lå den så i 28 år, dette mærkværdige, groteske bygningsværk, indtil der i efteråret 1989 gik hul i den ungarske del af jerntæppet. Efter vedvarende demonstrationer på Alexanderplatz i Østberlin, hvor politiet traditionen tro uddelte knippelsuppe, blev overgangene til Vestberlin åbnet den 9. november 89. Man bliver jo efterhånden træt i armene, når menneskemængder i størrelsesordenen mellem en halv og en hel million demonstrerer.". 

Selvom ”murspætterne” havde tyvstartet, begyndte man først i juni 1990 officielt nedrivningen af Muren, og i oktober 1990 blev de to tysklande så genforenet, dvs. det var nu nok DDR, der blev optaget i Forbundsrepublikken og derfor pænt måtte bøje sig for storebror. De mange års adskillelse, med 2 helt forskellige politiske systemer, sætter sine spor både i byen og i befolkningen, men tiden læger alle sår, og sådan går det nok også i Berlin.

Pragtboulevarden Unter den Linden.

Det tidligere Østberlins mest berømte pragtboulevard er Unter den Linden, hvor nazisterne afholdt deres store militærparader. Da de endelig var færdige med at marchere i 1945, var glansen gået af Sct. Gertrud, og DDR havde et møjsommeligt arbejde med at genskabe fordums pragtbygninger af de rygende ruinbunker. Boulevarden kom dog igen til ære og værdighed og kunne nu atter danne ramme om parader, men nu 1. maj parader, festligholdelse af Stalins fødselsdag og sidst DDR’s 40-årsdag d. 7. oktober 1989, inden systemet igen kollapsede. 

For enden af Unter den Linden ligger Brandenburger Tor, den eneste tilbageblevne af Berlins 18 byporte og nu som før er et af de mest kendte bygningsværker i Berlin. På toppen af porten findes en stor bronzestatue forestillende en fredsgudinde med vogn og firspand, dvs. på et tidspunkt blev fredsgudinden omdøbt til sejrsgudinden, og hele statuen har også været en tur i Paris, da Napoleon hjembragte den som krigsbytte i 1807.

Før Murens fald lå Brandenburger Tor næsten i skillelinjen mellem øst og vest, med Muren i en bue vest for porten, og på østsiden gik maskinpistolbevæbnede grænsesoldater rundt og skræmte alle væk i flere hundrede meters afstand. I vore dage er alle spor af Muren væk, og fodgængere og bilister passerer livligt igennem porten, og det eneste spor af de svundne tider er souvenirsælgere, der går rundt og falbyder militæremblemer, militærkasketter og lignende fra det svundne DDR. Man kan også blive fotograferet med blonde piger med fletninger og unge mænd i naziuniformer.

Kun navnet Checkpoint Charlie er tilbage.

I Niederkirchnerstrasse står nogle få hundrede meter af Muren, og disse sidste betonplader er nu erklæret for bevaringsværdige. Murstykket er dog hullet af "murspætter" og er graffitimalet og er vel nærmest nu et mindesmærke om Murens fald og ikke om den kolde krig, hvor Muren stod hel og hvid, i hvert fald på den østlige side. Allerede nu er det svært at se, hvor Muren tidligere har gået gennem byen, og der har været røster fremme om at markere forløbet gennem byen enten ved bemaling eller 2 rækker sten i vejbanen, men det er svært at blive enige, og det bliver næppe gennemført.

Niederkirchnerstrasse hed tidligere Prinz Albrechtstrasse, og parallelt med Muren ligger et andet mindesmærke fra Berlins dystre fortid, idet et kældermurstykke fra SS og Gestapos hovedkvarter er blevet frilagt, og her kan man gå og gyse over menneskers grusomheder. 

Lige i nærheden ligger eller lå Checkpoint Charlie, der var det berømte overgangssted mellem den russiske og amerikanske sektor, og hvor parterne viste tænder i oktober 1961 ved at køre kampvogne frem og pege på hinanden i et døgns tid, inden de besindede sig og trak sig tilbage, og hele verden kunne ånde lettet op. Nu er kun navnet Checkpoint Charlie tilbage, idet der på stedet er bygget et stort kontorkompleks, men lige i nærheden ligger Haus am Checkpoint Charlie, der indeholder et museum om bygningen af Muren og de mange flugtforsøg. Med hjemmelavede fly, undervandsbåde, luftballoner, hemmelige rum i biler, gravning af tunneler og ruller på højspændingsledninger har opfindsomme mennesker sat livet på spil for at komme ud i friheden.

Sejrsgudinden bryster sig over sejren over Danmark.

Lige vest for Brandenburger Tor i det gamle Vestberlin ligger den 240 ha store Tiergarten park. Træer og buske blev i efterkrigsårene fældet til sidste pind for at skaffe brændsel til frysende berlinere, men nu er træerne vokset op igen, og berlinerne er så glade for deres park, at der let opstår problemer med miljøaktivister, når der i plejeøjemed tyndes ud i træbestanden.

Næsten midt i parken står den 67 m høje sejrssøjle fra 1873, der bl.a. er rejst til minde om Preussens sejr over lille Danmark i 1864. 285 trin fører op til toppen af kransekagen med en over 8 meter høj forgyldt sejrsgudinde, hvorfra der er en god udsigt til både Øst- og Vestberlin. Kort efter krigen krævede franskmændene sejrsmonumentet sprængt i luften, men selvom datoen for bortsprængningen var fastsat, forbarmede amerikanerne sig og hindrede sprængningen. Så her står den stadig og minder om svundne kriges sejre, men også om den sidste tabte krig, da utallige skudhuller fra 2. verdenskrig ses i granitten.

Det sønderskudte kirketårn.

Kurfürstendamm er det tidligere Vestberlins hovedgade og med Breitscheidplatz som byens midtpunkt. Efter langvarige diskussioner efter krigen blev det besluttet at bevare det sønderskudte tårn fra den gamle Gedächtniskirche, der nu står som en kæmpemæssig ruin, omgivet af den nye kirke med sit sekskantede kirketårn og ottekantede kirkeskib. Det nye tårn og skib kaldes i daglig tale Læbestiften og Pudderdåsen og er opført af glassten i forskellige blå nuancer, og det må siges, at byggeriet vinder ved nærmere bekendtskab, idet lyseffekten igennem stenene faktisk er ret fantastisk. 

På Kurfürstendamm og de omliggende gader er der masser at se på med et mylder af forretninger, restauranter og markedsboder, og i Europa Centret står et flere etager højt, imponerende vandur, der med et utal af gennemsigtige rør og kupler tæller tiden. Hele området myldrede af mennesker, der sad på fortovscafeer og lod sig beskue eller drev rundt som os og kikkede og nød storbyatmosfæren og den stadig lune sommeraften. 

Alexanderplatz er også værd at besøge. 

Berlins østlige del med Alexanderplatz og verdensuret er også værd at besøge. Her er også grønne områder, og fjernsynstårnet tårner sig op, og i 207 meters højde kan man spise middag i en roterende kugle. Det lyder vildt, men det går umærkeligt med kun en omgang i timen.

Fra pladsen udgår den tidligere Stalin Allé, der senere blev omdøbt til det noget mere spiselige navn Karl-Marx Allé, og den skulle efter sigende være et østtysk forsøg på at lave en pragtboulevard. Hele kvarteret var så ødelagt efter krigen, at det meste blev revet ned, og i halvtredserne og tresserne blev der så langs boulevarden opført firkantede beboelsesblokke som prestigebyggeri i beton beklædt med fliser og keramik. Kort efter genforeningen blev nogle af bygningerne fredet, fordi de repræsenterer den socialistiske ånd i genopbygningen af Berlin, hvorimod en 19 meter høj statue af Lenin i rød granit var for meget, så han blev fjernet. 

Der er mange museer og seværdigheder i Berlin, som vi ikke fik set, og heldigvis fik den britiske general Arthur Tedder uret, da han påstod, at byen ikke kunne genopbygges. 

Aften og morgen i Berlin.

Vores hotel Best Western lå kun 10 minutters gang fra Kurfürstendamm og den gamle sønderskudte Gedächtniskirche, som er indpakket på grund af en større restaurering. Vi var inde i Pudderdåsekirken med de flotte blå glassten, og der hang Jesus stille og roligt, som han hør og bør. Uden for kirkerne var der liv og glade dage med levende musik og markedsboder, og så var der tilsyneladende et lirekassetræf i fuld gang med adskillige lirekassemænd og damer.

Et stykke nede ad Kurfürstendamm lå den gamle, fornemme berlinerrestaurant Reinhard’s im Kempinski. Under et halvtag var der udeservering, og der satte vi os, selvom det stadig plaskede ned. Der var milde 25 grader, så det var bare hyggeligt at kikke på den forbipasserende menneskemængde med opslåede paraplyer.

Vi havde lovet os selv inden rejsen, at vi så vidt muligt ville spise de lokale retter, så valget faldt selvfølgelig på wienersnitzel. De var kæmpestore som brædder og blev serveret helt bare på en tallerken, men så medfulgte der en dejlig kartoffel-agurk-radisesalat, og den har vi aldrig smagt før. Serveret med to store berlinerpilsnere blev det tilsammen 54 EURO, så det var jo ikke afskrækkende sådan et fint sted. I mellemtiden var det klaret op, og det blev ligefrem solrigt og varmt vejr.

En flok unge piger omringede mig, måske var det en polterabend, og de fik narret to EURO fra mig i bytte for et par pakker små kiks, men så ville jeg også have et billede af deres glade ansigter. Ellers satte vi os bare på en bassinkant og lyttede til den levende musik og kikkede på mennesker.

Videre med tog ud af Berlin.

Det var jo ikke nogen daseferie vi var på, så vi forlod hotellet lidt over 6 om morgenen, og det var desværre så tidligt, at hotellets morgenmadsbuffet ikke var tilgængelig, men så blev vi reddet af de to kiksepakker, som jeg havde købt dagen før. 

Det var helt skyfrit og dejlig lunt, da vi rullede vores kufferter igennem gaderne mod ZOO Bahnhof. Det var søndag morgen, og der var kun enkelte andre mennesker på gaden. Der lå noget skrald og et par knuste flasker og flød, men fejeholdet var allerede i gang med oprydningen. ZOO Bahnhof er stor, og vi gik noget forvirrede rundt, indtil vi fandt ud af, at toget til hovedbanegården ikke var med U banen, men med S banen. Der var kun tre stationer, og så stod vi på Berlins Hovedbanegård og endda en hel time før, vi skulle med toget til Warszawa, så der var tid til en kop kaffe og en croissant. 

Toget skulle afgå fra perron 11 kl. 8.09, så vi fandt en bænk i solen med udsigt til fjernsynstårnet. Roen faldt på os, og alt var i skønneste orden, lige indtil vi opdagede, at det næste tog fra perron 11 skulle afgå 8.11 og til en for os ukendt destination. Panik, for der var kun 10 minutter til vores togafgang, og fra hvilken perron afgik det forbaskede tog så fra? Ned ad rulletrapperne med hele bagagen, og så fandt vi ud af, at de bare havde skifter til perron 12, og her stod der smukt 8.09 til Warszawa. Pyha.

Toget kom, og der var mange andre der skulle med i den retning. Det var et tog med små seksmandskupeer, og denne gang lød vores pladsbillet på vinduespladser, så stor ros til Irina. En flok unge kvinder kom ind i vores kupe og kikkede på sædenumrene og gik igen. Øv. Så kom to tykke svedende mænd ind, men det var heldigvis forkert. Ikke øv. Vi havde så for os selv en hel seksmandskupe med bløde sæder og masser af plads, og vi kunne smække fødderne op på genbosædet og gøre os det behageligt. Langsomt rullede vi ud af Berlins Hovedbanegård, og første delstrækning var klaret uden det store besvær.

Fortsættes i 2. del.

Klik videre til Polen og Warszawa.

Tilbage til forsiden.