April 2009

Som togpendler mellem Borup og København kan man komme ud for lidt af hvert, og 2-3 perronskift i sidste øjeblik på Hovedbanegården, uden at det siges i højtaleren, er småting, og forsinkelser på grund af signalproblemer, nedbrudt maskinel, manglende personale eller fordi vores mindre vigtige tog skal give plads for et vigtigt langdistancetog er noget, man så sandelig må lære at leve med. 

Forleden havde de dog en ny variant, idet det blev meddelt i højtaleren, at regionaltoget var 18 minutter forsinket fra Borup station. Et halvtomt tog fra Århus eller Ålborg buldrede et øjeblik efter forbi, men det var jo et af de vigtige tog, så det standsede selvfølgelig ikke for sådan nogle simple togpendlere til et regionaltog. Et øjeblik efter blev det meddelt i højtaleren, at toget mod København i dag kørte fra perron 2, så vi myldrede alle sammen derover. Så snart alle var kommet på plads, blev det meddelt, at toget alligevel kørte fra perron 1, og faktisk så er det yderst betænksomt af DSB at sørge for, at passagererne udnytter ventetiden til noget så fornuftigt som motion. 

Så vil jeg forresten også lige komme med et pip om gangtunnelen på Borup Station, der er så fuldstændig overmalet med graffiti, at den ellers pæne station ligner noget fra New Yorks slumkvarterer. Ærlig talt så skammer jeg mig over den, og skal man bare lukke øjnene og lade stå til, for der kommer jo nok noget graffiti igen. Ja tak, men vi støvsuger jo også derhjemme en gang imellem, selvom vi ved, at der kommer støv igen. 

Og når jeg alligevel er i brokkehjørnet, så drop det forældede system med herskab og tjenestefolk i regionaltogene med opdeling i 1. og 2. klasses passagerer. Prøv at se ind i 1. klasses kupeerne – der sidder ikke andet end nogle få stykker, så det er os 2. klasses mennesker, der skal betale for at trække rundt med de halvtomme vogne. 

Rigtig dejligt er det, at rygerkupeerne er sløjfet, så nu mangler vi kun, at rygning også bliver forbudt på perronerne på Hovedbanegården, så er man da fri for at skulle gå slalom ned blandt dampende folk, der også har den uhyrlige skik at smide deres cigaretskod på perronerne. 

Dagens togrejse, som jeg vil beskrive, var dog alligevel lidt ud over det sædvanlige. Toget kom til tiden, og småsovende gik det bare i rask fart mod hovedstaden, indtil vi standsede med et ryk lidt uden for Glostrup station. Informationen lød kort tid efter, at der var kø ved Valby station, men det forventedes, at vi ville fortsætte om et øjeblik. Øjeblikket trak dog ud, og nu forlød det, at der var sporskifteproblemer i nærheden af Glostrup Station, men der arbejdedes på sagen, og det kunne forventes, at der ville gå et kvarter. Næste information lød på klarmelding fra sporskiftefolkene, og at toget ville køre om få minutter. Det gjorde det da også, men det kørte baglæns og kom ind på Glostrup station. Efter at have holdt der et stykke tid, gik informationen på, at sporskiftet alligevel ikke var i orden, så de ville åbne dørene, så man kunne tage S-toget, hvis man ville det. Den videre fremfærd med regionaltoget var noget usikker, så de fleste passagerer syntes, at det nok var på tide at skifte til et tog med lidt mere fremdrift. Så snart alle var kommet godt over på S-togsperronen, var sporskiftet kommet i orden, og regionaltoget kørte. 

Efter nogle minutter kom S-toget, og folk myldrede ind, men selvom vi prøvede, kunne der ikke mases flere ind, og da lokoføreren stak hovedet ud og råbte, at der kom et andet tog om et øjeblik, opgav jeg maseriet og besluttede at tage det næste S-tog. Så snart toget havde forladt perronen lød det i højtaleren, at næste S-tog mod København desværre var aflyst på grund af signalproblemer på vistnok Hvidovre station. Om kun 15 minutter ville det næste tog til Valby dog ankomme. 15 minutter på en iskold blæsende station er meget længere end almindelige minutter, og informationsdamen blev ved med at gentage, ja nærmest borede i, at toget var aflyst, og at vi bare skulle tage det næste tog. Efter omkring ½ time var de 15 minutter endelig gået, og S-toget rullede ind på stationen. Det var dog også stopfuldt, og der var stadig en klat mennesker deriblandt mig, der tilsyneladende ikke var plads til. Min tålmodighed med DSB var efterhånden nede på et nulpunkt, så jeg ville altså med det tog, og måske burde man gøre som i Tokyo, hvor der ansættes mænd, der skubber passagererne ind i togene, så de sidste kan komme med. 

Ved at kikke ind i kupeen kunne jeg se, at godt nok stod folk op i gangen, men der var masser af plads, så jeg bankede på ruden og pegede for at gøre dem begribeligt, at de godt måtte rykke lidt mere sammen. Det lykkedes, og nu kom jeg helt op på trinbrættet, men døren kunne ikke lukkes på grund af min udragende bagdel. Folk stod virkelig tæt, men jeg gav mig ikke, og med en bedende, eller var det en skærende appel til mine medpassagerer kom jeg som ved et mirakel helt ind, og ikke nok med det, jeg kom en hel meter ind.

Jeg kunne ikke dreje mig og se, hvad jeg var klinet op ad bag ved mig, men det var noget meget blødt og varmt, der dog senere viste sig at være en stor, tyk mand. Præcis foran mig stod med ryggen til en ung, rødhåret kvinde, og selvom jeg havde min overfrakke på, kunne jeg fornemme, at hun havde baller af stål. Da jeg ikke kunne flytte fødderne, begyndte jeg at få krampe i det ene ben, og det begyndte at sitre, så det var lige før, jeg som gentleman var nødt til at forlove mig med pigen. Ved de første stationer ind mod Valby var der ingen, der skulle af, og det ville også have været komplet umuligt, men efter et par stationer var der nogle, der masede sig ud, og endelig begyndte det at linde så meget, at jeg fik plads til at flytte fødderne, og krampen kom under kontrol.

Endelig fremme ved Valby station kørte bussen for næsen af mig, for nogle chauffører kan ikke regne ud, at mennesker, der småløber hen mod bussen, faktisk også håber på at kunne komme med ind i bussen. 

Næste morgen på Borup station støvregnede det, og toget var 10 minutter forsinket. Senere på ugen var de fleste morgentog aflyst på grund af sporskiftefejl på Hovedbanegården. Man kunne jo også tage bilen, men jeg gider heller ikke sidde i kø på motorvejen, og faktisk så findes der sikkert mange mennesker ude i verden, der har det meget værre end togpendlerne fra Borup. Som en trøst har DSB store annoncer i aviserne, for nu bliver det meget bedre og mere behageligt at køre med tog – på kystbanen!

Tilbage til forsiden