USA
Nevada – den søvnløse by Las Vegas.

Rejsefortælling af Kim Greiner.
4 del
Juli 2011

Nevada – staten uden skat.

Efter at have kørt over Coloradofloden kom vi ind i staten Nevada, og vi kom ind i Bulder City, der ligger i nærheden af Hoover Dam. Byen er en uendelighed af moteller, restauranter, tankstationer og reklameskilte, men ind imellem var der nu også casinoer, for vi nærmede os spillebyen Las Vegas. 

Tidligere blev Nevada kaldt ”The Silver State” og var især kendt for minedrift. I dag er staten kendt for en liberal ægteskabslovgivning samt legal hasard og prostitution. Der ligger også flere store amerikanske militærbaser i de øde ørkenområder, og staten har også, i hvert fald tidligere, været brugt til prøvesprængning af atombomber.

Området har været befolket af indianere i omkring 20.000 år, og først langt senere i 1700-tallet kom de første europæere i form af spanske missionærer og senere lykkeriddere på jagt efter sølv og guld. Nevada og andre af de sydlige nu USA stater har tidligere tilhørt Mexico, men siden den mexicansk-amerikanske krig i 1846-48 har Nevada været en del af USA.

I 1870 var der nedgangstider i sølvindustrien, og der blev i stedet satset på kvægdrift, men ingen af disse to erhverv var bæredygtige i længden. Lige så hurtigt som byerne opstod, blev de forladt igen, og der opstod en række spøgelsesbyer med nu kun hensmuldrede rester af fordums storhed.

Hasardspillet i minebyerne var udbredt, men det blev forbudt i 1909. Der havde længe været udbredt korruption blandt de nu ulovlige spillebuler, men det løste politikerne med et trylleslag, for i 1931 blev spillet igen gjort lovligt, men selvfølgelig kun midlertidigt. Det har dog aldrig seriøst været overvejet igen at forbyde hasardspillet, for i mellemtiden er det blevet Nevadas største indtægtskilde.

Foruden tilladelse til hasardspil blev der også givet tilladelse til prostitution, og det blev nemmere at indgå ægteskaber, og på kun 6 uger kunne man blive skilt fra ægtefællen igen. 
Med sådan en lovgivning begyndte andre dele af USA at investere i luksushoteller og casinoer, og det var især i byerne Las Vegas og Reno, at pengene strømmede til. På grund af billig strøm fra Hoover Dam dæmningen kom der stor opblomstring i industrien og dermed også i økonomien, og sammen med spil, piger og giftemål har det ført til, at Nevada er en af de mere velstående stater i USA.

I Nevadas mineindustri er guld det vigtigste mineral, der udvindes, derefter kommer sølv og kobber, men omkostningerne i Nevada er høje og er derfor sårbare over for verdensmarkedsprisen. Hver indbygger har en indkomst på i gennemsnit 31.910 US dollars, med Danmark til sammenligning 37.264 US dollars, og så er der bare lige det, at Nevada ikke har indkomstskat eller virksomhedsskat, og momsen er på sølle 6,5 %. 

Nevada råder over 286.351 km2 og har en befolkning på 2,5 million indbyggere, hvilket giver 9 indbyggere pr. km2, til sammenligning har Danmark 125 indbyggere pr. km2, så det er ikke albuerum, de mangler.

Nevada er dog ikke guld og bestemt ikke grønne skove, for 90 % af staten er ørken, og den ligger og putter sig øst for bjergkæden Sierra Nevada, som staten har fået navn efter. Flere store floder har udspring i Sierra Nevada og løber fra øst mod vest, og derfor kan der trods alt opretholdes et stort kvægbrug på skønnet 500.000 stykker kvæg og 60.000 får. 

Den sydlige del af staten ligger i Mojave-ørkenen incl. Las Vegas, hvor der er hede sommerdage og koldere vinternætter. Las Vegasområdet har i en årrække været USA’s hurtigst voksende by med sølle 48.000 indbyggere i 1958. I 1979 boede der 273.000 indbyggere, i 1990 770.000, og nu bor der 1,8 millioner mennesker, og det er jo så 3/4 af hele staten Nevadas befolkning.

Syndens by – Las Vegas.

Las Vegas blev grundlagt af mormonerne i 1855, hvor de forsøgte at opdyrke jorden, men efter nogle år gav de op, og senere blev området til en kvægfarm og en mineby. Da jernbanen kom forbi i 1905, kom der for alvor gang i foretagendet, og man begyndte at udstykke jorden til en rigtig by – Las Vegas.

Las Vegas er noget af det vildeste, menneskeheden har bygget siden Babelstårnet, og omkring 7.000 nye amerikanere strømmer til denne ørkenby hvert år for at slå sig ned et sted, hvor der kun naturmæssigt burde kunne leve nogle få hårdføre krybdyr. Indtil 1980’erne havde Nevada og Atlantic City nærmest monopol på hasardspil, men for at give indianerne noget at leve af i de golde reservater, som de hvide magthavere havde skubbet dem ud i, fik de på et tidspunkt lov til at drive casinoer. Selvom Las Vegas stadig var en spilleby, var den lige så stille begyndt at gå bag af dansen, og man måtte gå nye veje for at fastholde publikum. Forvandlingen begyndte for alvor i 1993 med bygningen af de første fantastiske temahoteller i milliardklassen. Samtidig med gratis underholdning langs ”The Strip”, der er Las Vegas hovedgade, skulle hele ”The all American Family” lokkes til Las Vegas. Forældrene begyndte at forveksle Las Vegas med Disney World, og det var så heller ikke meningen, for det skæpper bedre i kassen, når casinoernes underholdning har seksuelle undertoner. Og dermed er verdens største forlystelsesby tilbage til sine rødder som syndens by.

For at der kan blive plads til al den synd, så er Las Vegas med 135.000 hotelværelser den by i verden, der kan huse flest gæster, og besøgstallet i byen er fordoblet i de sidste 10 år og ligger nu nogenlunde konstant med 35-40 millioner gæster årligt. 

Las Vegas med egne øjne.

Vi nærmede os dette eldorado alias Sodoma og Gomorra, men først på det sidste stykke af vej 95 var der nævneværdig trafik, men så dukkede Las Vegas’ skyline op, og allerede 11 km fra byen kunne vi se den kæmpepyramide, der er en del af Hotel Luxor, hvor vi havde bestilt værelse.

Vi skulle lige over nogle broer og så under nogle broer og rundt, og så ledte GPS’en os frem til Hotel Luxors hovedindgang. Sfinksen lå udenfor, og selvfølgelig var den endnu større end den rigtige ved pyramiderne i Gisa, og bagved lå så selve pyramiden. Ved hovedindgangen var der dog kun valet (betjent) parkering, hvor nogen mod betaling kørte ens bil et sted hen, men det virkede lidt bøvlet, så vi ville prøve at finde en almindelig parkeringsplads. Vi kørte lidt rundt, og bagved pyramiden ligger der faktisk et parkeringshus og endda med en gennemgang ind i pyramiden. Selve pyramiden er hul, men på den måde, at alle fire sider er dækket med hotelværelser op til 30 etager. Faktisk så råder Hotel Luxor over ikke mindre end 4.400 værelser, og så er der endda hoteller i byen, der er større. Bunden af pyramiden er en stor spillehal med i hundredvis af spillemaskiner, og ind imellem kunne man spille kort, roulette og hestevæddeløb m.m. Spillehallerne er afblændede, så man ikke kan se, om det er nat eller dag, og der er heller ikke nogen ure, så der skal bare koncentreres om at putte penge i maskinerne og intet andet. 

Der var kø til receptionsskranken, men der var mange receptionister, så det gik forholdsvis hurtigt med indtjekning, og værelset, der var betalt hjemmefra, kostede 1.300 kr. for to nætter. Vi fik et værelse i Østtårnet, altså ikke i selve pyramiden, så lidt øv, men et stort, dejligt værelse og lækkert badeværelse. Overalt i hotellet er udsmykningen a la Egypten med store statuer af Ramses, vægdekorationer på gangene og værelserne, og selv i elevatorerne var der relieffer med egyptiske motiver, og alt selvfølgelig i den bedste plastik, der kunne opdrives. 
Der er flere små cafeer i pyramiden med kaffe og deslige og selvfølgelig barer med sprut, men vi var til den mere faste føde og fik et bord i en stor restaurant midt i det hele. Det gik nogenlunde hurtigt med serveringen, og priserne var da også rimelige, men alligevel løber det op med tax og tips oveni.

Vi havde jo klædt os pænt på, og jeg havde iført mig lange bukser og en skjorte over T-shirten. Efter middagen gik vi udenfor på en aftentur, men selvom solen var gået ned, så tapløb sveden ned ad ryggen og maven.

Hovedgaden igennem byen hedder Las Vegas Boulevard, men kaldes ”The Strip”, og her var der liv og glade dage. De store temahoteller ligger på stribe, og ind imellem er der restauranter, forlystelsessteder og souvenirbutikker og alt i et lysorgie uden lige. Casinoerne ligger næsten altid i forbindelse med hotellerne, og flere hoteller er forbundet med brede gange, så der kan gås fra det ene casino til det andet. Temahotellerne prøver at overgå hinanden med enorme bygninger, og deres temaer vælter ud i området som med Eiffeltårnet, der dog kun er sølle 140 meter højt, Dogepaladset og romerske statuer m.m. Hele tiden prøver hotellerne at overgå hinanden, og Bellagio havde en tid rekorden med 10 milliarder kr. i anlægsudgifter, men nu er det overgået af Wynn Las Vegas, der kostede 16 milliarder kr. Hotel Luxor ligger i den sydlige del af The Strip som et af de nyeste temahoteller. Næsten hvert år er der åbnet et nyt temahotel, og en ny overdådighed i fest og farver prøver at tage pusten fra gæsterne. Af temahotellerne kan nævnes New York, Rom, Egypten, Monte Carlo, The Wild West, Venedig, Paris m.m.

Det er bestemt ikke nogen handikapvenlig by, idet der næsten alle steder er gangbroer over vejene, så det tager sin tid at komme frem, for der skal jo også kikkes undervejs, foruden at man skal mase sig igennem menneskemylderet. Egentlig så gik vi efter et sørøverslag og et vulkanudbrud, men da det udspandt sig i den anden ende af The Strip, kunne vi godt se, at det var for langt her ud på aftenen. Pigerne ville godt tilbage og slappe lidt af på værelset, så de gik tilbage, medens jeg fortsatte med at gå på opdagelse på ”Strippen.”

Så vidt jeg kunne observere, var der ikke noget, der var særlig vovet, i hvert fald ikke på gadeplan. Hvad der foregik inde til de store shows, fik vi ikke opklaret, for selv til et stærkt opreklameret sørøvershow var der kun adgang for voksne over 21 år. Det samme gælder i casinoerne, hvor der heller ikke er adgang for unge under 21 år, dvs. de må godt lige gå igennem, men de må ikke kikke eller standse op. Så alt i alt er Las Vegas faktisk ikke noget for børn, og hvis det skal sammenlignes med noget, må det være et Disneyland for voksne.

På gadeplan var der heller ikke noget at se til prostitutionen, som Las Vegas ellers skulle være så berømt for, men de havde et andet smart system, som jeg stiftede bekendtskab med, da jeg gik alene igennem byen. Rundt omkring står der personer i alle aldre fra store drenge til gamle koner, og de deler kort ud. Når de ser en mandsperson, kører de kortene mod hinanden i høje raspelyde, og så bliver der lige stukket en tre-fire kort ud. I løbet af ½ time var jeg i besiddelse af 30-40 kort, og så sagde jeg siden hen nej tak. Kortene viste smukke, unge, afklædte piger, men nu er vi jo i et pænt land, og derfor var ”the nippels” og andre stratetiske steder dækket med en lille stjerne. På kortet var der et telefonnummer, og der var angivet priser fra 35 og op til 150 dollars. Der var også tilbud på to piger for kun 99 dollars, og der kunne skam både betales med Visa og Masterkort. Pigerne kunne være på ens eget hotelværelse på under 20 minutter, stod der. Nu var det ikke nærmere beskrevet, hvilke ydelser pigerne ville udføre, men jeg regner med, at det var en slags rumservice, og de til 35 dollars ville nok kun støvsuge og måske rydde lidt op, og de til 150 dollars ville vel gå i gang med en større hovedrengøring. Tror jeg nok.

Det tog længere tid at komme tilbage til Luxor, end jeg havde regnet med, for det tog tid at komme op og ned ad alle de gangbroer, og mange gange skulle man meget snedigt ind igennem hotellerne med casinoerne for at komme ud på gaden igen. Endelig fremme ved hotellet kunne jeg ikke finde værelset, for der var et utal af vinkelrette knæk i de lange gange, og faktisk havde jeg også glemt værelsesnummeret. Gitte havde været noget nervøs, og som ved et mirakel var hun gået ud af værelset for at se efter mig, og så stødte vi tilfældigvis ind i hinanden og blev lykkeligt genforenet.

Det var mit livs største forskel på en morgentur og en aftentur. Morgenturen langs kanten på Grand Canyons helt stille kant og med flot natur til alle sider og så Las Vegas med ”The Strip” med lys, larm, farver og menneskemylder. 

Las Vegas by day og lidt by night.

Jeg gik morgentur alene, men bare det at finde ud af hotel Luxors Østre tårn var en opgave, og da jeg endelig fandt ud, kunne jeg hverken se pyramiden eller sfinksen, hvilket bare viser, at det er et stort hotel. Jeg fandt dog hovedindgangen og fik taget nogle billeder, men Las Vegas er noget mindre prangende i dagslys end i nattens neonlys.

Det var skyfrit og allerede hedt, så jeg gik ind igen for at snuse i de dunkle spillehaller. Herinde er der kun elektrisk lys, så ingen aner, om det er nat eller dag. Hvis man bliver sulten og ikke vil gå fra sin maskine, kan der tilkaldes letpåklædte damer, der sørger for lidt vådt og tørt.
Der findes faktisk en metode, der altid giver gevinst i Las Vegas, og det er meget simpelt – lad være at spille. Jeg gik derfor rundt og snusede, men fandt ikke engang ud af, om maskinerne skal have mønter eller kort, men jeg tror faktisk, at man får sat penge ind på et kort, som så stoppes i maskinen. Tilsyneladende var der ikke nogen, der vandt, for ellers ville der vel have lydt nogle jubelskrig ind imellem.

Efter morgenmaden på en af pyramidens cafeer var vi klar til at vove os ud i byen igen. Der går en slags monorail med udgang fra Hotel Luxor, men den kører kun et par hoteller hen, og så er den ikke længere. De græsgrønne plæner, der ligger rundt omkring i byen, viser sig ved nærmere bekendtskab at være plastikgræs, og det er dejligt grønt i ørkensolen og sikkert også meget nemmere at holde.

Det skal også bemærkes, at mange af de mennesker, der går på gaden, er iført redningsbælter, og det er jo lidt mærkeligt midt i en ørkenby. Nå, ved nærmere studeren var det så nok slet ikke redningsbælter, men tykke pølser af fedt omkring livet.

Rundt omkring er folk udklædt som f.eks. Superman, Batman eller en tegneseriefigur, men der var også et par flotte, slanke showpiger i næsten ingenting ud over fjerprydelser. Dem kunne jeg ikke stå for og fik taget et par billeder og selvfølgelig for tips – de stod der jo ikke for deres fornøjelses skyld. En af nattens dronninger gik og lagde reklamekort ud for sig selv, for der havde åbenbart ikke været gang nok i natrengøringen på værelserne.

Las Vegas har også efterhånden udviklet sig til en shoppingby, og alle hotellerne har luksuriøse butikscentre som trækplastre. Et sted var der en kæmpestor regnskovscafe med souvenir, og selvfølgelig gik personalet i regnskovsoutfit. Ind imellem trak der et tordenvejr op inde i cafeen med bulder og lyn og en let støvregn. Vi var også inde i en mindre butik og ville bare snuse lidt rundt. Ekspedienten fik lige lært os lidt høflighed, idet han sagde, at det da var tilladt at hilse, når man kommer ind. Jo, hej undskyld.

Vi ville hen at finde det sted, hvor vi om aftenen skulle se sørøverslaget og vulkanudbruddet, og derude i Treasure Island fik vi lidt at spise. Medens vi spiste, kom der et kraftigt tordenskyl og vejene og fortovene drev af vand, men lige så pludseligt som uvejret startede, holdt det op igen, og solen skinnede.

Vi var efterhånden blevet lidt trætte, og da der kører rigtig mange taxaer rundt, snuppede vi en i farten. I guiderne står der, at taxaer er hundedyre, men 9 dollars fra den ene ende af The Strip til den anden og aflevering på hotellets trappe er vel ikke dyrt. Startgebyret er 3,3 dollars, og så skal der selvfølgelig tillægges lidt tips.

Hotel Luxor har også et stort poolområde, så det benyttede vi i noget af middagsheden. Selvom der kun var 3½ fod på det dybeste sted, var der alligevel flere livreddere. Poolbaren havde store piña colada til 18 dollars stykket, og godt nok var de store, men alligevel noget af en overpris. 
Tidligt på aftenen gik vi mod sørøverslaget, og selvom det kilometermæssigt ikke er så langt, så tager det tid, og vi var lige ved at komme for sent til første forestilling. Andre havde også fået den ide at ville se showet, så der var et menneskemylder uden lige. 

På hotellet Treasure Island er det store trækplaster så sørøverslaget, og vi overværede, at et stort sørøverskib var indtaget af en flok letpåklædte sirener, der dansede, vrikkede og sang. Så kom der et andet sørøverskib sejlende, og mandskabet blev helt bimse af alle de dejlige damer, men inden da var der lige en ildkamp med eksplosioner, og masten knækkede, og skibet med de bimse gik ned. De reddede sig dog op på sirenernes skib, hvor de legede katten efter musen, men det endte i fryd og gammen. Efter showet rejste den knækkede mast sig igen, og sørøverskibet kom op af bølgerne og rullede tilbage klar til næste show, og det er hver aften kl. 19.00, 20.30, 22.00 og 23.30. Selvom det ikke var den store skuespilkunst, var det flot lavet, og det var nogle nydelige sirener, der dog var ret fattige, for de havde ikke ret meget tøj at tage på.
Hele showet er reklame for Hotel Treasure Island og nok med den skjulte bagtanke, at når man nu alligevel er der, kan man vel gå indenfor og spendere nogle dollars i spillemaskinerne. 

Det var tid til aftensmad, og vi troede, vi gik ind på en restaurant, hvor der var god udsigt til næste show, men vi gik forkert og endte i en Wild West bar kaldet Gilleys, og det var ægte cowgirls i let antræk, der serverede. Ud over cowgirlerne i bikini, lidt skind og cowboystøvler var der en rodeotyr til fri afbenyttelse og ellers en fin stemning. Maden var store portioner ribs (ribben), majskolber og salat, og med drikkevarer blev det for hele herligheden 70 dollars. 
På vej tilbage så vi lige sørøverslaget en gang til, men nu i mørke, og det blev det endnu flottere af. Så var vi også lige vidne til det daglige vulkanudbrud på hotel Mirage (hver time fra kl.20.00 til 24.00), hvor det rumlede og buldrede, men jeg har en mistanke om, at lavaen, der sprøjtede op af vulkanen, var det rene vand tilført gyldne lysstråler. 

På vejen hjem kom vi igennem Caesars Palace, der er verdensberømt for, at der her med jævne mellemrum er verdensmesterskab i boksning, og det foregår i Colosseum med plads til 4.000 tilskuere. Og 200 dage om året står superstjernen Celine Dion på scenen med showet ”A new day”. Stakkels hende.

Så ville vi faktisk gerne have en taxa hjem, men det var der også mange andre, der ville, så vi stillede os i kø ved et hotel, men taxaerne måtte først køre frem, når en meget vigtig mand havde fået folk ind i vognene og fløjtet den næste taxa frem. Meget langsommeligt, så vi rundede lige Cæsar Palace og Trevifontænen, og ved det næste hotel var taxakøen meget kortere, så mæt af indtryk kørte vi mod Hotel Luxor. Ord kan ikke beskrive denne by, som nok ikke finder sin lige i hele verden. 

Spøgelsesbyen Rhyolite.

Det havde da været noget af en oplevelse at besøge Las Vegas, men to overnatninger var også rigeligt, så vi fortsatte nordpå ad vej 95. Vi var igen på jagt efter benzin og kom langt ud af byen og måtte forlade hovedvejen, før vi fandt en tankstation. Der var bjerge i baggrunden, og ellers kom vi igen igennem ørkenlignende landskaber. Hvor landskabet var fladt, var vejen som trukket efter en lineal under devisen, at en ret linje mellem to punkter trods alt er den korteste. Vi kom forbi en fangelejr med flere rækker pigtrådshegn rundt om hele herligheden, og det var sikkert et hyggeligt sted at tilbringe nogle år. 

Ud ad en lille grusvej fandt vi spøgelsesbyen Rhyolite, og det var svært at forestille sig det leben, der havde været her i nogle få år i begyndelsen af 1900-tallet.

Den 9. august 1904 fandt de to guldgravere Kors og Harris guld i Bullfrog Mountain. De indrettede sig i en to mands lejr i 1905, men så løb rygterne, og 2 uger efter havde guldfeberen sammenstimlet 1.200 guldgravere og diverse spekulanter. I 1906 købte industrimanden Charles Schwab Shoshone-minen, og han gik i gang med en massiv infrastruktur, således at byen i 1907 havde vand, el, jernbane, telefon, hospital, foruden lige 50 salooner, 35 spillebuler, 19 logihuse, 10 barberer, badeanstalt, en ugentlig avis, Rhyolite Herald, plus en daglig avis, 3 banker, 2 kirker og en skole med 8 klasseværelser.

Befolkningen skønnedes i 1907-09 at være på 5.000 indbyggere. I sine første år producerede minen for 1 million dollars guldbarrer svarende til 24 millioner dollars i 2009 priser. Efter at den vigtigste malm var udgravet, faldt produktionen, og der var ikke flere nye guldfund i området. Aktierne faldt fra 23 dollars pr. aktie til 75 cent, og allerede i 1910 blev minen drevet med tab. Den lukkede i 1911, og befolkningen faldt hurtigt til 1.000 indbyggere, og i 1920 var den faldet til en eneste person – en 92 år gammel mand, der døde i 1924. I hele minens levetid blev der brudt 2.800.000 tons malm og udvundet 20.000 kg guld svarende til omkring 200 millioner dollars i 1998 priser.

Efter 1920 blev byen en turistattraktion, og den er flere gange blevet brugt som kulisse til forskellige film. Efterhånden blev spøgelsesbyen også brugt som leverandør af byggemateriale til andre byer som til den nærliggende by Beatty, og efterhånden var det kun de ringeste træhuse, der stod tilbage. 

I vore dage er jernbanebygningen næsten intakt, og Tom T. Kelly’s Bottle House, som han byggede i februar 1906 af 50.000 øl- og spiritusflasker, er bevaret og endda restaureret. Den tidligere store Cook Bank Building er der kun et hjørne tilbage af og det samme af den tidligere skole med 8 klasseværelser. Derudover var der nogle få træbygninger, nogle bilvrag, rustne konservesdåser og rustne sengebunde.

Der var også et lille museum, der dog var lukket, og så stod der et landskabeligt kunstværk i form af en række spøgelser og endda et spøgelse, der skulle ud at køre på cykel.

Et stykke fra ”byen” besøgte vi kirkegården, der lå for sig selv ude i ødemarken, og den lignede grangiveligt en kirkegård fra en westernfilm, og jeg kunne næsten høre temaet fra ”The good, the bad and the ugly”.

I byen Beatty spiste vi på en cafe, der hed ”Outpost”, hvor vi fik nogle kedelige sandwich. Det havde åbenbart regnet, og ved et stort vandhul på vejen stod et skilt med ”Car Wash”, så humoren var der ikke noget i vejen med. Ved siden af var der en stor plads, hvor der kunne købes gammelt militærmateriel, mest i form af blikboxe til ammunition, men det er faktisk svært i det daglige at finde anvendelse for ammunitionsboxe, og der var da heller ikke nogen kunder.
Vi fortsatte lidt nordpå ad vej 267, og samtidig med, at vi passerede grænsen til Californien, løb der en prærieulv hen over vejen. Selvom hovedparten af Death Valley National Park ligger i Californien, tager jeg den alligevel med her under Nevada.

Death Valley en simrende gryde på komfuret.

Stednavnene i Dødens Dal både tiltrækker og afskrækker turisterne som en bjergtinde med navnet ”Ligkisten” og ”Begravelse”, og så kan der køres videre til ”Djævelens Golfbane”, Sultekløften, ”Dårligt Vand Søen” og ”Helvedes Port”.

En hårdfør indianerstamme, Timbisha, havde ellers i hen ved 1.000 år beboet dalen, og de kaldte den Tümpisa, der betyder ”stenmaling”, da der kan fremstilles en rød okkermaling af en lerart i dalen.

Det var først meget senere, at dalen blev kendt, da nogle guldgravere i 1849 forsøgte at krydse den i det berømte ”California Gold Rush”. Det skulle de så ikke have gjort, for de fleste døde undervejs, så navnet ”Dødens dal” er ikke helt hen i vejret. Nogle af guldgraverne vendte dog tilbage, og de fandt både guld og sølv, og der blev også udvundet borax, der på hestevogne blev trukket til mere beboelige egne af 20 spand muldyr. Enkelte familier lever stadig i dalen i nærheden af Furnace Creek, og i alt bor der 200 hårdføre sjæle i Dødens Dal.

Dalen er 225 km lang, og det højeste punkt i nationalparken er Telescope Peak på 3.368 meter, og det laveste punkt ligger 86 meter under havets overflade, og hele herligheden er det, geologerne kalder en gravsænkning. Omgivet af bjergene bliver en stor del af solens varme absorberet af jord og sten. Den varme luft bevæger sig op og ned ad bjergsiderne som en naturlig konvektionsovn, og den varme luft får jordtemperaturen til at stige endnu mere, og der dannes varme luftstrømme, der forbliver i dalen. Det var her i Dødens dal, at der den 10. juli 1913 blev målt 56,6 grader C, og det skulle være den højeste temperatur, der er målt uden for Afrika. I sommermånederne er der i gennemsnit 192 dage, hvor der er over 32 grader C, og det er ikke ualmindeligt, at der i længere tid er 47 grader varmt. 

Der falder skam regn, men det er ikke mere end 60 mm om året og som regel om vinteren, og det afstedkommer så, at ørkenplanterne blomstrer i februar/april, og efter sigende skulle det også være den bedste tid at besøge stedet.

Den smule regn giver liv til 900 forskellige arter hårdføre planter, og de 21 vokser kun her i dalen. Nogle af planterne sætter deres rødder ned i 10 meters dybde for at finde noget væde at leve af.

Vi listede forsigtig ind i dalen, og vi havde lovet vores børn derhjemme, at vi ville have masser af vand med, og de åndede lettet op, da vi efter et par dage kunne melde, at vi havde overlevet. Så slemt var det nu heller ikke, da det er en tør varme.

Vi kom ind i nationalparken fra den nordlige side, og ok, vi kørte nok 100 km, før vi så en anden bil på vejen, men det havde nu en særlig grund, men først skulle vi besøge Scotty’s Castle. 

Scotty’s Castle der ikke er et slot.

Scotty’s Castle tilhørte ikke Scotty, og det er heller ikke et slot. Det rigtige navn er Death Valley Ranch, og det blev bygget og ejet af Albert Johnson, der var en rigmand i 1920’ernes USA. Hvordan kommer Scotty så ind i billedet? 

Hans borgerlige navn var Walter Scott, og han gik under øgenavnet ”Death Valley Scotty”, og han var en rigtig gavtyv og en farverig fidusmager. Scotty havde i sin tid rejst med ”Buffalo Bill Wild West Show”, men så fik han den ide og udbredte det rygte, at han havde en guldmine i Grapevine Canyon i den nordlige del af Death Valley. Forskellige investorer var interesserede, men det var især forretningsmanden og millionæren Albert Johnson, der bed på krogen og blev overtalt til at investere i Scotty’s guldmine. Albert Johnson og hans kone Bessie tog flere ture til regionen for at se på sagerne, men Scotty gav dem en sludder for en sladder, og de fik aldrig set hans guldmine i virkeligheden. Johnson, der havde et skrøbeligt helbred, opdagede, at han fik det meget bedre i det tørre, varme klima. De oprindelige, positive meldinger om guld i området var kun varm luft, men fru Johnson fik den ide at bygge et hus i det behagelige klima.

Byggeriet startede i 1922, men da aktiemarkedet krakkede i 1929, blev det vanskeligt at afslutte byggeriet, og kaklerne til swimmingpoolen ligger stadig opmagasineret i kælderen. I byggeperioden arbejdede 2.000 håndværkere på slottet, og omkring 1931 var komplekset stort set færdigt. Det havde kostet omkring 2 millioner dollars, og det var bare rigtig mange penge dengang. Slottet, der måske slet ikke var et slot, havde et betragteligt stort hovedhus i spansk/mexicansk stil. Der var også både et tårn og en smuk riddersal, og det hele var indrettet, så enhver europæisk adelsmand kunne blive misundelig. Foruden hovedhuset er der stor garage, bunkhouse, guesthouse, stable, cookhouse og powerhouse. Der er en naturlig kilde 91 meter højere end villaen, og den giver vand nok til at drive en generator, foruden at den giver vand nok til husholdningen. 

Scotty var en larmende mystiker, cowboy og entertainer, men han blev også ven med Johnson, der til gengæld var en respekteret og religiøs mand. Scotty blev en slags bestyrer for slottet, og når Johnson boede der i nogle af vintermånderene, underholdt han Johnsons gæster med sine mange fantastiske historier. I de perioder, hvor han boede der alene, kom der også gæster, og Scotty fortalte overbevisende, at han ejede det hele og havde bygget det for penge fra sin hemmelige guldmine. Da Johnson efterhånden havde købt 1.500 acres i området, bralrede Scotty op: ”There´s 1.500 acres around this castle and I own it all.”

Der skulle dog penge i kassen, og da Scotty levede et udsvævende liv, udlejede han værelser til gæsterne og fik derved en betydelig indtjening, og på et tidspunkt mente Johnson, at han burde have del i pengene, så sagen kom for retten for at udrede tvisten. Dommeren var dog yderst forstående, og han gav det omhandlede beløb i skattelettelse til Johnson, og det var han tilfreds med og især også Scotty. Efter retssagen gav de to mænd hinanden hånden, og så var den sag ordnet til begges tilfredshed. Johnson døde i 1948 uden arvinger og skænkede slottet til en religiøs organisation, men på en eller anden måde var det indføjet i testamentet, at Scotty måtte bo der, så længe han ønskede. Det ønskede han til sine dages ende i 1954, og han er begravet ved en høj ved slottet. Ejendommen blev i 1970 solgt til nationalparken for 850.000 dollars.

Besøg på Scotty’s Castle.

Vi kørte ind på gårdspladsen, hvor der kun holdt en anden bil, så det var åbenbart lidt uden for sæsonen. To gamle benzinstandere vidnede om, at der engang kunne købes benzin på stedet, men det er slut for mange år siden. På trods af de manglende turister er der desuagtet alligevel flere daglige, guidede rundvisninger. Vi betalte 28 dollars for indgang og guidning og skulle så vente en halv time, inden vi gik i gang. Der var dog et fint stort visitorcenter med gode oplysninger og bøger om stedet. Rangeren fortalte, at vejen videre ind i Death Valley var lukket på grund af et kraftigt regnskyl, der havde skyllet sten og grus ud på vejen, så den var faktisk lukket, men de arbejdede på sagen. Ved en lukning ville det kræve, at vi skulle køre et langt stykke tilbage ad samme vej, så vi krydsede fingre for en rydning.

Vi startede på rundturen, og i begyndelsen var der kun os, men lidt senere stødte der yderligere et par familier til. Guiden var en forholdsvis ung mand, og han havde endda danske aner. Hele byggerier er i to etager i mexicansk stil, og hovedhuset indeholder 25 værelser, der alle var meget smukt indrettet med europæiske møbler og kunstgenstande. Riddersalen, der er i to etager, var værd at skrive hjem om med store lysekroner, lædermøbler, klinkegulve og rå træbjælker. Johnson og frue holdt meget af musik, og de havde fået installeret et ”Welte Mignon Teaterorgel” med ikke mindre end 1.121 piber. Det var et mekanisk orgel, og vi fik et par numre, så det sang i ørene.

Vi fik forevist et keramikfad, hvor den ene side var krøllet noget op, og Scotty yndede at fortælle, at han engang havde stillet fadet ud i solen, og varmen havde været så skrap, at keramikken var krøllet sammen. Turen tager en lille time, og så var det tid til at køre videre, hvis det ellers var muligt.

Rangeren fortalte glædestrålende, at de nu havde fået ryddet vejen, så vi kunne godt fortsætte ind i Death Valley mod Furnace Creek Ranch. Sorte skyer tårnede sig dog ellers op, og vi var noget urolige over vejforholdene.

Ved indgangen til nationalparken er der en ubemandet rangerstation, men der står en enlig billetmaskine, og det kostede kun 20 dollars at få adgang til helvede i 7 dage. I begyndelsen kørte vi ad snoede bjergveje, og der var ikke noget med ræs, da der er 25 km grænse. Efter at have kørt i en time mødte vi den første bil, men senere mødte vi hele tre biler på kun ½ time, og det var så myldretiden i Death Valley. Der var ikke meget at se til stenskredet ud over en gravemaskine og lidt grus på vejen, der ellers var i fin stand.

Furnace Creek Ranch.

Vi havde bestilt overnatning på Furnace Creek Ranch hjemmefra, for ud over det nærliggende Stovepipe Wells Village er der ikke mange overnatningsmuligheder i Death Valley. Før i tiden lukkede overnatningsstederne ned i sommertiden, fordi det mentes, at ingen med forstanden i orden ville tage et hotelophold i den hede, men turisterne kom til stadighed, og nu er der åbent hele året.

Furnace Creek Ranch har en 18 hullers golfbane, og det menes, at det er verdens lavest beliggende. Den nærliggende ”Devil’s Golf Course” bliver der ikke spillet mange bolde på, for det er en ødemark af grove saltkrystaller, der ser ud som fra en anden planet. Her blev før i tiden udvundet borax, der er en hvid, krystallinsk substans, der kan bruges som rensemiddel og antiseptisk middel, og fra 1873 var det Death Valleys vigtigste produkt. Boraxen blev transporteret 265 km igennem Mojave ørkenen, hvor hver vogn var forspændt 20 muldyr, der så kunne glæde sig til hvilesteder med vandtanke og foder for hver 26 km. Transporten var en dyr fornøjelse, og da prisen på borax blev tvunget ned af konkurrerende producenter i Italien, stoppede produktionen i Death Valley fuldstændigt.

Lige uden for Furnace Creek Ranch er der en tankstation med rigtig benzin, og så er det bare med at få fyldt op. Ranchen er nærmest et stort wild west område med restaurant, cafe, stor General Store med souvenir og mad. Der var også et udendørs museum med gamle mineredskaber, vogne og hele lokomotiver og heldigvis også en swimmingpool med 29 grader varmt vand, der stammede fra en varm kilde. Værelserne er i to-etages huse spredt ud over terrænet. Værelset kostede 188 dollars plus tax 32,64 dollars og indeholdt to queen beds, eget badeværelse og gud ske lov aircondition, og som ekstra luksus så var der varmt vand i begge haner. Ved indtjekningen ville de også have bilnummeret. Temperaturen var ved aftenstid 115 grader F, hvilket skulle være 46 grader C.

Aftenspisning i den hyggelige restaurant, og det blev nok et af vores dyreste måltider i USA, men så kunne jeg jo bare have ladet være med at tage en stor cowboy steak og pigerne vild Alaska laks. Så incl. en øl og to Sprite og alt det isvand, vi kunne bælle, blev det 120 dollars. På cafeen kunne vi nok have spist for omkring 10 dollars pr. person, men det skulle jo fejres, at vi foreløbig havde overlevet en hel dag i Death Valley.

Badwater, men alligevel kan der leve en fisk.

Airconditionen havde kørt på fuldt drøn hele natten, og morgenen var skyfri, og der var helt stille. Vi fik morgenmad i en lille cafe til ørkenpriser 49 dollars, så vi kunne nok have fundet noget billigere at spise i General Store. Vi ville ud til Badwater, og selvom der ikke er mange veje at vælge imellem, lykkedes det alligevel at komme ud ad den forkerte vej mod Death Valley Junction, så efter 20 km vendte vi om. Herude ad den forkerte vej fandt vi til gengæld det smukke udsigtspunkt Zabriskie Point, og så kunne man gå op og kikke på de sære klipper, der spillede i okkergule farver. Skiltningen er måske heller ikke så god, men lige syd for Furnace Creek skal man til højre ad vej 178, hvis man skal til Badwater. Her var der op til flere biler, og lige ved vejen ligger så den store saltsø Badwater, der dog er mere salt end sø. 

Faktisk var der kun ganske få småsøer på en kæmpe slette med hvidt salt. Badwater er et af de lavest beliggende områder i verden, idet den ligger 86 meter under havets overflade. Der er kun et sted i Argentina, hvor de kan prale af et endnu lavere beliggende område. Her ved Badwater var der for nylig lavet en fin parkeringsplads og endda et toilet, men dog kun med spand, og hvor skulle det også rende hen. Det sparsomme regnvand kan heller ikke komme væk fra denne lave dal, og det vand, der samles her, fordamper, og saltene, der er udskyllet fra bjergene, bliver liggende.

Det siges, at der er en flod igennem Death Valley kaldet Amargosa River, men den løber ud i sandet og forsvinder. Ikke desto mindre er der steder, hvor der er små vandhuller, og her lever en ørkenfisk. Den kaldes Death Valley Pupfish eller Salt Creek Pupfish, og det er et lille, blåligt væsen, der kan leve i det varme, salte vand. Den kan klare tre gange mere salt end almindeligt havvand, og den har det som en fisk i vandet med vandtemperaturer på 112 grader F, hvor et boblebad, som vi mennesker forsigtigt nedsænker os i, er max har 104 grader. 

Der var trådt et bredt spor ud igennem saltsøen, og på begge sider af sporet har saltet krystalliseret sig i sære formationer. Vi gik en halv time ud på saltsletten, og da der ikke var andet at se end salt og salt, gik vi tilbage og havde så fået den oplevelse med. Ærgerligt at vi ikke havde æg med.

Der går flere mindre sideveje væk fra hovedvejen igennem Death Valley, men skilte forbyder nærmest at benytte dem, for ved motorstop er man så godt som prisgivet, og ingen kan finde en, før det er for sent. Heldigvis kom vi levende ud af Dødens dal og fik landkending til vej 127, og senere fandt vi motorvej 15 mod Los Angeles.

Fortsættes i USA 5. del Californien.

Tilbage til forsiden