En Vanløsehistorie

                     Vanløses guillotine.

En historie af Kim Greiner.

I 1950'erne blev vores boligblokke på Vanløse Allé varmet op med et kulfyr, der stod i kælderen til naboens boligblok. I gården ved siden af varmekælderen lå der 3 store jernplader, vel omkring 1½ x1½ meter og næsten en centimeter tykke. Når lastbilen kom med ny kulforsyning, blev jernpladerne trukket til side, og så tippede lastvognen kullene af, og det meste faldt ned i hullet til kulkælderen. Det kul, der så ikke af sig selv faldt ned, kunne nemt skovles hen til åbningen, hvorefter jernpladerne blev lagt på plads igen.

Jeg var vel 8-9 år gammel, da jeg en dag efter skoletid havde aftalt med Lillefinn, at vi skulle mødes i "De sorte brødres" klublokale, og jeg skråede over gården med jernpladerne. Normalt lå pladerne fast, og de var så tykke og kraftige, at en bil kunne køre hen over dem uden problemer. Uden betænkning trådte jeg derfor ud på en af jernpladerne, men i næste sekund vippede den, og jeg svævede igennem luften og landede i en jernskraldespand, der stod i kulkælderen. Skraldespanden var halvt fuld af endnu varme slagger, og der sad jeg med hovedet og benene ud over kanten. Slaggerne begyndte at varme, og mine elskede tyrolerbukser lugtede brændt, men den virkelige fare var jernpladen, der vippede frem og tilbage lige ovenover. Pladen hvilede kun i to af åbningens hjørner og standsede i en dødbringende lodret position, som var det en kæmpe guillotine, der kun ventede på at skille mit hoved fra kroppen. Med øjnene stift rettet på jernpladen masede jeg med at komme op af skraldespanden, og jeg kravlede skyndsomt væk, hvis jernpladen skulle falde ned. 

Jeg følte det, som var jeg faldet ned i helvedet, for der var stegende hedt, og ganske svagt kunne jeg se det store fyr med en rød lysende kant omkring fyråbningen. Jeg havde aldrig været i fyrkælderen før, og det virkede bælgmørkt, for mine øjne havde endnu ikke vænnet sig til mørket. Jeg famlede mig frem langs et jernrækværk, der gik langs en stålplatform, men kun et øjeblik, for der manglede et stykke rækværk. I næste øjeblik styrtede jeg ned i en stor bunke kul. der lå nedenunder i nærheden af fyret. Kul er ikke ligefrem det blødeste, der findes, og med besvær kæmpede jeg mig op på benene, medens jeg skred rundt i kullene.

Selvom det føltes som evigheder, var jeg sikkert kun nede i kælderen i nogle få minutter, inden jeg fandt en stor ståldør, der heldigvis uden besvær kunne åbnes indefra. Tårerne var så småt begyndt at pible, da jeg gik op ad kældertrappen og mødte Lillefinn i trappeopgangen. Han stirrede forundret på mig:

"Hvordan er det du ser ud, hvor har du været henne?" 
Heltemodigt fik jeg stoppet tårerne uden, at han så dem:
"Jeg har været nede i fyrkælderen."
"Fyrkælderen, er du rigtig klog mand, der må vi da ikke lege. Gårdmanden bliver da splittertosset." 
"Jeg har heller ikke leget, jeg faldt sgu ned fra lemmen oppe i gården," og jeg forklarede om den vippende jernplade og faldet ned i skraldespanden. Hvortil Lillefinn tørt bemærkede:
"Det er da også altid dig, der oplever alt det spændende."

Sammen gik vi over Dybendalsvej og ringede på i nr. 21, hvor vi boede, og min mor lukkede op. Lillefinn eller ej, tårerne fik nu frit løb, og jeg forklarede hikkende min mor, hvad der var sket. Hun slog hånden for munden og så rædselslagen ud, men senere kikkede hun på mit nussede udseende og kom med en såkaldt trøstende bemærkning:
"Nå, nu kan jeg bedre forstå, hvorfor I kalder jer "De sorte brødre." 

Jeg fik mine brændemærkede bukser af og gik i bad, og imens gik min mor over til nabogården, hvor jernpladen stadig stod på højkant over det kulsorte hul. Hun kikkede på pladen og ville prøve at lægge den på plads, men den var alt for tung, så i stedet fik den et eneste vel afrettet spark. Med et brag faldt den ned i kulkælderen og lavede dybe mærker i skraldespanden, inden den lå stille. Rystende gik hun tilbage og ringede til gårdmanden og bad ham omgående få slæbt sin jernplade op af kælderen, og få lagt den ordentlig på plads.
Kort tid efter blev der svejset låseanordninger på pladerne, så en gentagelse ikke var mulig.

Og jeg, jeg er faktisk ret glad for, at jeg i det hele taget kan skrive denne historie, og selvom jeg var tæt på helvedet, kan jeg kun takke de højere magter for, at jeg undslap Vanløses guillotine.

Tilbage til forsiden