| Vanløsehistorier. Rinso. En historie af Kim Greiner. Jeg aner faktisk ikke, om vaskepulvermærket Rinso eksisterer endnu, men i efterkrigsårene var det et af de store mærker, der garanteret vaskede meget hvidere end alle de andre mærker tilsammen. Da jeg var 7-8 år, kom jeg engang ind til min mor og sagde: - Mor, Rinso er ude på græsplænen. - Nå, tror du, der er nogen, der har tabt den? - Nej, jeg tror altså ikke ligefrem, der er nogen, der har tabt den. - Jamen står den bare der, der må vel være nogen, der ejer den. Hvorfor tog du den ikke med ind? - Måtte jeg godt bare sådan tage den med ind? - Ja, for så kunne vi jo spørge, om der var nogen i opgangen, der ejede den. - Nej, jeg er altså helt sikker på, at der ikke er nogen i vores opgang, der ejer den. - Er det en af de store grønne, hvor der står Rinso med store bogstaver? - Nej, det er en af de små, og den er ikke grøn, og der står i hvert fald heller ikke Rinso. - Det forstår jeg ikke, hvad farve har den så? - Den er sådan nærmest lysebrun. - Lysebrun - det plejer Rinso da ikke at være. Den plejer da at være grøn og firkantet". - Nej Mor, den er altså ikke firkantet. Den er da nærmest lidt aflang. Min mor lignede et spørgsmålstegn og gik hen til køkkenvinduet og kikkede ud: - Jeg kan altså ikke se noget ude på græsplænen. - Så er den nok gået. - Gået, hvordan skulle den dog kunne være gået?" - Ja, den har da fire ben. - Nej, nu må du have tak. Jeg har da aldrig set en pakke vaskepulver med fire ben. - Vaskepulver, jeg snakker ikke om vaskepulver, men om en lille hund, der hedder Rinso. Rinso dukkede bare op af ingenting, og vi fandt aldrig ud af, hvem der ejede den. Den kom bare en gang imellem og legede med og var en del af børneflokken på Vanløse Alle. Andre gange lå den bare og kikkede og småblundede, medens vi legede med biler i sandkassen. Hvorfra navnet Rinso stammer, fandt jeg heller aldrig ud af, men den kom, når man kaldte Rinso. En dag kom Rinso ikke mere. Dens mennesker var måske flyttet, den kunne være blevet kørt over, eller den var blevet syg eller død af alderdom - men vi savnede den et stykke tid og spurgte hinanden, om nogen havde set Rinso. Næ. Selv i vore dage, når jeg ser en hundetype af Rinsos slags, sådan nærmest lidt gadekrydsagtig, siger jeg altid: "Nå, der kommer sørme en ægte Rinso hund". |