Vesterbrohistorie 

Den lette garde og alfonserne.

Af Kim Greiner

De gode gamle dage i slutningen af 1800-tallet var måske slet ikke var så gode endda, for ved lov af 10. april 1874 var det bestemt, at alle såkaldte letlevende damer skulle indfanges og sættes i statskontrollerede bordeller. Pigerne fik så betegnelsen ”offentlige fruentimmere” og var underlagt alverdens bestemmelser, men inden de nåede så langt, prøvede pigerne selvfølgelig at sno sig uden om politiets lange arm. 

Det krævede langvarige observationer, når politiet havde fået mistanke om, at en kvinde drev erhvervsmæssig utugt. Når en formodet kunde forlod kvinden, blev kunden udspurgt, om han havde betalt for besøget, og som regel afgav han alle oplysninger, blot han blev garanteret, at der ikke ville komme noget frem om besøget.

Pigerne kendte til gengæld også betjentene i sædelighedspolitiet, og hvis der skulle foretages diskrete observationer, brugte man ofte en politimand, der for nylig var overflyttet til sædelighedspolitiet. En politiassistent var engang ude på sin første observation af en yderst forsigtig kvinde, og han observerede, at hun gik hjem med en herre, og det lykkedes også at konstatere, ad hvilken gadedør hun gik ind. Så gjaldt det for betjenten om at finde ud af, på hvilken etage hun boede, og han tog opstilling på fortovet overfor. Kvinden åbnede trappevinduet til gaden for at kontrollere, at der var fred og ingen fare, og for at betjenten ikke skulle virke mistænkelig, lod han som om han var fuld og klamrede sig til en postkasse. Nogle unge fyre kom forbi og råbte til hinanden: ”Se, hvor skidefuld den nye sædelighed er i aften”.
Som regel arbejdede sædelighedsbetjentene to og to sammen, så pigen ikke bagefter skulle sige, at betjenten havde gjort tilnærmelser. Der skulle også helst to til en anholdelse, for ofte gav pigebarnet sig til at skrige op, og så samledes der hurtigt et opløb, der var uvenligt stemt, og ofte med ridderlige forsøg på at befri damen. Tredje gang en pige havde trådt ved siden af dydens smalle sti, og det vel at mærke var blevet opdaget af det opsnusende sædelighedspoliti, var det slut med det frie liv på gaderne, og hun kom ind under lovens strenge bestemmelser.

I de statskontrollerede bordeller var det værtinden, kaldet bordelmutter, der havde hals- og håndsret over pigerne. Hun sad ofte i modtagelsessalonen i stueetagen sammen med sine piger, og når der kom besøg, beordrede hun en af dem op på værelset, hvis gæsten ikke selv havde specielle ønsker. Gæsten betalte værtinden, som så senere afregnede med pigen, og hvis hun var flink og villig, fik hun ofte penge til at gå ud og danse, da det ofte hændte, at hun fik en besøgende med hjem.

Betalingen for et samleje var stærkt svingende – fra 50 øre til 20 kr., selvfølgelig afhængig af kvindens alder, udseende og specielle ydelser. På et tidspunkt var prisen nogenlunde fast på 2 kroner (en daler) for en standardydelse, og pigerne brugte udtrykket ”en dalertyr” om kunderne. Daglønnen – eller natlønnen – var selvfølgelig stærkt afhængig af, hvor mange kunder kvinden kunne betjene, men det var ikke ualmindeligt med 16 kunder på et døgn.

Der berettes dog om et tilfælde, hvor Anna Nifinger havde haft besøg af 96 svenskere på Maria Bebudelsesdag – det var deres måde at fejre den svenske helligdag på. En kollega, der maksimalt kunne betjene 42 kunder daglig, karakteriserede da også denne adfærd som sjusket og degraderende for faget.

De lidt pænere piger, der havde tilladelse til at udøve erhvervet fra private adresser, havde i de allerfleste tilfælde en alfons, som de tilbad og beundrede, og som hver dag indkasserede dagens og nattens udbytte, så han kunne klæde sig pænt og spendere penge på værtshuset. Og de løsagtige blev rasende jaloux, hvis andre kvinder vovede at kaste deres øjne på deres alfons. Selvom mange piger var prostituerede af nød eller afsky for underbetalt arbejde, var det helt sikkert, at alfonsen afskyede regelmæssigt arbejde. Det var derfor en katastrofe for alfonsen, hvis pigen af en eller anden grund blev fængslet eller kom på hospitalet for en kønssygdom. På de dage, hvor pigerne skulle til undersøgelse på hospitalet, kunne man se deres alfonser sværme nervøse omkring hospitalet for at afvente resultatet. Ja, de stakkels alfonser, i deres menneskekærlighed var de altid så bekymrede over, at deres piger havde et sundt helbred.

På grund af moral og dobbeltmoral blev bordellerne forbudt i 1901, og i 1906 blev loven om den reglementerede prostitution i København ophævet. Selvom bordellerne var lukkede, forsvandt prostitutionen jo ikke bare lige med et snuptag, bare fordi pigernes erhverv var blevet gjort ulovligt. Nu foregik det bare lidt mere skjult i de små sidegader på Vesterbro, hvor det især gik ud over Knudsgade, der lå lige ved ”Det Kgl. Kjøbenhavnske Skydeselskab”. Nu tror jeg ikke, det havde noget at gøre med skydebrødrenes trang til at fyre bøssen af, men efterhånden blev gaden så berygtet, at pæne mennesker ikke kunne sige, at de boede i Knudsgade. De gik derfor i samlet trop til Rådhuset og klagede deres nød, så pigerne blev drevet ud af gaden, og den blev omdøbt til Eskildsgade.

De stakkels alfonser var i 1911 ude for en slem katastrofe, for der kom en lov, der fastsatte straf for den, der ernærede sig af en kvinde, der drev utugt. Alfonserne prøvede at danne en fagforening, der søgte optagelse i havnearbejderforeningen, dog ikke for at gå havnearbejderne i bedene, men for at have et medlemskort som dokumentation for, at de havde lovligt arbejde. Formanden for havnearbejderne frabad sig dog samarbejde i den retning, men så kom den såkaldte Nyhavnslov af 1929. Den gav mulighed for, at alfonserne i hvert fald kunne få et formelt erhverv, nemlig som markedsrejsende på et markedspas. På den måde kunne de rejse Danmark rundt, endda ledsaget af deres piger, og gøre store forretninger. 

Lige meget hvilken lovgivning, der har været og hvilken, der kommer i fremtiden, må vi nok se i øjnene, at det er et erhverv, der er kommet for at blive. Og i vore dage foregår der stadig et og andet i de små sidegader på Vesterbro, men det bliver en anden historie.

Vesterbro foredrag og rundvisning: Se på denne hjemmesides forside.

Tilbage til forsiden