Jorden rundt med tog.



Australien rundt med tog.



28. del. Alice Springs og Ayes Rock. 

Rejsefortælling af Kim Greiner



Eventyrlige, legendariske The Ghan.                                                     Onsdag 26-11-14

Togturen med The Ghan er nok den mest berømte af Australiens eventyrlige togrejser, og før i tiden var det også den mest berygtede. Indtil 1929 gik jernbanen kun fra Adelaide til Oodnadatta, og så fortsatte den sidste tredjedel af turen med kamel eller retteligt dromedar. De var indført i 1800-tallet og var det vigtigste transportmiddel i ødemarken. Dromedardriverne var fra Pakistan og Afghanistan og blev kaldt "afghana", og deraf er tognavnet afledt.

Det var trods alt mere bekvemt at tage toget frem for at ride på kamel, selv om toget sjældent kom over 30 km i timen og ofte strandede på grund af brud på skinnerne. Da banen blev anlagt i sin tid, lagde man af nemhedsgrunde togskinnerne i bunden af de udtørrede floder, for hvem havde set regn på de kanter? Da regnen endelig kom, skyllede den skinnerne væk, og toget kunne nu kun komme halvvejs. Det var ikke ualmindeligt, at man med faldskærm måtte smide forsyninger ned til de strandede togpassagerer. Rekorden var 5 uger, inden toget kom videre. Nogle kvinde beretter, men det er nok lidt overdrevet: "Jeg var ikke gravid, da togturen startede, men var højgravid, da vi endelig kom frem".

Først i 1980-erne blev problemet løst, idet den nye oversvømmelsessikre jernbane blev lagt længere mod vest og langt væk fra flodlejerne. Den oprindelige bane fra Adelaide til Alice Springs blev i 2004 yderligere forlænget med 1.420 km til Darwin. Dermed blev et århundredgammelt løfte og en vigtig økonomisk og turistmæssig forbindelse skabt til det nordlige Australien.

Selv i dag er The Ghan stadig ikke nogen hurtigløber og holder kun en fart af 85 km i timen. Kun ned ad bakke og i medvind kan det komme op på 110 km i timen.

The Ghan har 20 "platin beds", og hvordan deres kupeer er indrettet, ved jeg ikke, men de er sikkert enormt dyre. Guld service har 192 senge, og så er der 50-100 Red Service Seats til dem, der måske ikke skal så langt, og som kan sidde op og sove. Hele togstammen vejer 1.400 tons, og hvis man kører hele strækningen fra Darwin til Adelaide er turen på 2.979 km, og den tager to nætter og tre dage eller 54 timer.

The Ghan kører to gange om ugen hver vej, og derfor kan det godt være lidt svært at få passet sin videre rejseplan til. I vores tilfælde skulle vi på en tredages tur til Uluru fra Alice Springs, og så ville toget være kørt, når vi kom tilbage, og vi skulle så vente 3-4 dag i Alice Springs. Derfra valgte vi at flyve fra Alice Springs til Adelaide for at komme videre til vores næste togforbindelse.

Den rene luksus i The Ghan.

Morgenmad på sengekanten og nedpakning af håndbagagen, for kufferterne bliver tjekket ind på toget som rejsegods. Det er fine forhold, så en The Ghan-bus hentede os på hotellet, og vi blev tjekket af på listen af The Ghan personalet. Kufferter blev afleveret og blev påført et GOLD skilt og fik mærkesedler med Alice Springs, hvor vi skulle af. 

Der var 20 minutters kørsel til toget, og medens de læssede kufferterne på, gik vi hen til de to lokomotiver for at beundre uhyrerne. De skal i fællesskab trække 30 vogne, og det giver en togstammen på 774 meter. Som en service kører bussen ned langs togstammen på perronen og stopper undervejs, for at passagererne ikke skal gå så langt. Vi skulle af ved vogn M, der er en Gold car. Der går en snoet gang igennem toget, og på hver side ligger der 2- eller 1-mands kupeer. Vi havde en luksuskupe med eget badeværelse og vægge, der lignede mahogni, men det var vel nok plastik. Der er noget "Orient Ekspressen" over toget med masser af messing m.m. Der var to køjer i kupeen, hvor den ene fungerer som sofa om dagen, og den øverste bliver slået ned til natten – af personalet selvfølgelig, for noget så simpelt skal gold-toggæsterne ikke besvære sig med. Som velkomst står der et par flasker vand og nogle cookies på bordet, foruden en velkomstmappe med praktiske oplysninger.

Toget begyndte at køre ud af Darwin, og så er det bare at læne sig tilbage og begynde at nyde tilværelsen, medens det fascinerende landskab passerer forbi. Til hver to vogne med kupeer er der en Outback Explorer Lounge med små borde og dybe sofaer, og der kan man gå hen og få sig en drink og kikke ud ad de store ruder.
Der aftales med personalet, hvornår man vil spise, og til første måltid havde vi lunchtid kl. 11. Inden da går man hen og slænger sig i sofaerne i loungen, og når tiden nærmer sig, bliver man "seated". Jeg må nok hellere lige indskyde, at alt er incl. på The Ghan med hensyn til mad og drikke.

Spisevognen er opdelt med fire mands borde, og man bliver parret, så man ikke skal sidde og kede sig. Man skal være lidt social, og vi startede med to damer fra Adelaide som borddamer. Lunchen startede med et lille brød, og så kunne der ellers vælges mellem 4 hovedretter, 3 desserter og kaffe eller te. Der forefindes også et fyldigt vinkort, men vi tog en cola til at starte med, og til hovedretten kom vi til at pege på champagne. Det er så første gang, vi har drukket champagne til frokost, men en gang skal jo være den første. Der er afsat en time til spisningen, så begynder tjenerne at blive endnu mere effektive, og lige så stille rydder de bordet og gør klar til det næste hold. Så rokkede vi videre gennem ødemarken med udsigt til krat og spredte træer.

Katherine Gorge og busfulde af lystne kvinder.

Syd for Kakadue Nationalpark er der et område, der er berømt for sine røde klipper, men det indeholder også områdets ældste kvægbrug. Hovedbyen Katherine er den vigtigste by efter Darwin her i Northern Territory. Siden kolonitiden var her en vigtig telegrafstation, men nu er byen centrum for områdets kvægavl, og det er her, kvæget drives sammen til den videre transport til middagsbordene. 

Under 2. verdenskrig faldt der 85 bomber i byen med 1 dræbt og 2 sårede. Der ses stadig enkelte bombekratere som minde.

Guldminen, der startede aktiviteterne her engang for længe siden, lukkede i 1920, men den genåbner igen til næste år med nye, mere effektive metoder.

I 1998 var her oversvømmelse og krokodillerne kom ind i forretningerne, måske for at hilse på. 
Byen har omkring 6.000 indbyggere, men i to hektiske dage i august er der hesteshows. Den begivenhed trækker 30.000 mennesker til, og vel også nogle heste, må man formode.

Der findes også store mangoplantager i området, og ellers er det mest turister, byen lever af. Der ligger en lille aboriginal landsby i området, men ved indgangen står et stort skilt med "Keep Out". Det kunne godt tyde på, at de ikke er voldsomt venligtsindede og i hvert fald ikke vil have snushaner som mig til at rende rundt. Byen har et program, der arbejder på at få aboriginalbørn i skole og fastholde dem i skolen, så de får en eksamen.
Før i tiden var der mangel på kvinder i Katherine. Derfor blev ugifte kvinder af byens ungkarle inviteret på gratis ferie. Det var en stor succes, og der kom adskillige busfulde lystige/lystne kvinder. Det syntes byens gifte kvinder var en rigtig dårlig ide, så det blev stoppet igen.

The Ghan stopper i Katherine, og for at fornøje og adsprede de togrejsende var der arrangeret udflugter, og der var to ting at vælge imellem. Vi valgte "Nitmiluk Gorge Cruise" på Katherine River. En turistbus hentede dem, der ville med på denne tur, og som det er helt almindeligt i Australien, så er chaufføren samtidig guide. I dette tilfælde var det en dame, og munden stod ikke stille på hende et øjeblik, medens hun kørte os rundt i byen. Vi endte nede ved floden, hvor der lå nogle turbåde, og på græsset ved siden af hoppede adskillige wallabies rundt. De var meget tillidsfulde, og nogle af turgæsterne var helt henne ved dem, men ikke jeg, for jeg skulle stå pænt i kø ved båden. Inden vi gik om bord, var der kolde sodavand og frugtbokse til fri afbenyttelse.

Floden løber i en kløft, og en lang række sandstensklipper rejser sig 100 meter over floden. Der er 13 hovedkløfter, der kan udforskes af vandrere, og der kan lejes mindre både, så man kan komme rundt i området. Man kan roligt tage en svømmetur i floden, for ferskvandskrokodillerne er kun et par meter lange, og de er meget fredelige og angriber ikke mennesker. Det hævder de i hvert fald i de lokale turistbrochurer. Vandstanden i floden svinger 7-8 meter, da den årlige nedbør her i området er på 1 meter, og det meste kommer i november-april, og så bliver alt grønt igen.

Guidebøgerne beskriver denne bådtur som noget helt fantastisk. Jeg må erkende, at den for mig og kun mig var verdens mest kedelige bådtur igennem en klippeslugt. Båden sejlede så langsomt, at man kunne hoppe baglæns hurtigere. En guide fortalte om alle de spændende dyr, der levede her, lige fra krokodiller, fugle og fisk. Jeg så et glimt af en enkelt lille fugl, og ellers var der ikke noget levende. 

Målet for turen var nogle aboriginalmalerier. Da vi endelig var fremme, skulle vi vente på en anden båd, der først skulle af sted, og det tog 20 minutter, før de fik rokket sig ned i deres båd. Endelig kom vi på land, og en guide forklarede om maleriet, der bestod af en mand, en kvinde og to hænder. Maleriet var sådan ca. 500 gange mindre end de malerier, vi havde set ved Ubirr i Kakadue Nationalpark. Det tog kun 5 minutter at se dem her og så tilbage i båden.

Hjemturen tog heldigvis kun 10 minutter. Den største attraktion på denne tur var for mig skipperen, der var en ægte australier a la guldgravertype med et stort, busket skæg.

Heldigvis var wallabierne der også stadig, så jeg sneg mig hen og fik et nærbillede af dyrene. På tilbageturen talte chaufføren/guiden meget højt i 30 minutter uden at trække vejret, så hvert et grynt gik tydeligt igennem. 
Der var lidt for meget "oldekolle/plejehjem på udflugt" eller "Spies, Spies denne vej" over denne tur. Vi skulle nok hellere have taget den anden tur "Nitmiluk First Gorge Rock Art Cruise", hvad det så var for noget. Jeg ved godt, at beskrivelsen af denne bådtur lyder lidt blasert, måske fordi vi rundt om i verden har set så meget, så der skal snart noget til, før den store begejstring indtræffer. Nå, men The Ghan var jeg stadig begejstret for.

The Ghan fortsætter ud over stepperne.

Tilbage til toget efter en varm eftermiddag, og vi havde dinnertid kl. 18.30, hvor vi blev seated med et par fra New Zealand. Han var farmer, og hun var jordemoder. Middagen bliver serveret i den fine og smukt dekorerede "Queen Adelaide Restaurant Car". Forretten blev serveret på en stor lækker svamp, og af de fem hovedretter der kunne vælges imellem, valgte jeg kængurubøf med kartoffelmos og derefter dessert og kaffe. Af de australier vi talte med på vores Australienstur, var det de færreste, der havde besøgt Europa, og faktisk var der mange, der aldrig havde været uden for Australien, så det var for dem hele deres verden. I The Ghan og senere på den lange togrute Indian-Pacific var det ældre velbjærgede pensionister, der var ude på deres livs rejse. Nå, det er vi jo forresten også selv, men personligt føler jeg mig ikke nær så gammel som mine jævnaldrende.

Efter maden havde vi lidt hyggesnak med Paula og Tim, som vi havde rejst med i Kakadue Nationalpark. De skulle også af i Alice Springs og selv køre hele vejen ud til Ayers Rock.

Medens vi spiste, var der blevet redt op i vores kupe – gad vide, om de også kommer og putter os. Efter middagens vin var vi søvnige, så efter lidt godnatlæsning blev vi vugget i søvn, medens toget kørte videre gennem ødemarken. 

Morgenmaden kunne indtages mellem kl. 6.30 og kl. 9.00 efter eget ønske. Også her bliver man seated, og vi fik Ruth Nielsen og hendes mand Pete til bords. Hendes bedstefar kom såmænd fra Danmark, men hun havde aldrig selv været der. Nu boede de kun 300 km fra Sydney, så det var jo lige i omegnen, syntes de.

Vi prøver altid at være gode repræsentanter for Danmark og fortæller gerne om det lille kongerige højt mod nord, hvis nogen er interesseret. At Mary kommer fra Tasmanien og nu er kronprinsesse, ved alle, for halvdelen af ugebladene har hende på forsiden. Ifølge bladene er dronning Margrethe ved at abdicere, men det vidste vi ikke noget om og heller ikke, at kongehuset ryster i bukserne over en film, der skal laves om Frederiks ungdom.

Ankommet til Alice Springs.                                              Torsdag   7 -11-14

Vi stod op kl. 6 og tog et togbrusebad. Hele badeværelset med toilet og håndvask er ikke på mere end 1 m2, men det fungerer. Selvfølgelig er der håndklæder, og på toilethylden står der et udvalg af de små flasker, som altid står på hotelværelser rundt omkring, og som man sjældent bruger. 

Ruderne er dobbelte for at holde varmen ude af kupeen, og der er en persienne mellem ruderne, som kan drejes op og ned efter behov. Det var stadig ødemark med lav løvskov/krat og en flot rød jord. Det var næsten overskyet. Hurra.

Fantastisk morgenmad, og foruden kaffe, juice, frugt og toast bestilte jeg "full breakfast" med hele pibetøjet i form af løg, bacon, pølse og stegte tomater. Puh ha, så meget kan jeg slet ikke spise, men når det nu engang blev tilbudt. Tjenerne er yderst effektive og meget venlige, så de er ikke lige samlet op bag en togvogn. 


Landskabet er fuldstændig fladt og mange steder bare med tørt, gult græs og spredte buske. Sådan et landskab kan kun føde et stykke kvæg for hver hele km2. Køerne er da også ret små og magre, og ligner ikke meget en fuldfed dansk malkeko.

Klokken er 9 om morgenen, og toget er lidt forsinket, da vi i nat skulle vente på et modkørende tog. Ankomsten i Alice Springs er nu beregnet til kl. 9.45. Så må vi se, hvad det er for en by, som jeg har læst om i den fortræffelige bog "Fem sorte høns" af Nevil Shute. Den findes også som TV-serie og som film, hvor den hedder "A town like Alice". 

Toget rullede ind på stationen, og folk myldrede ud. Nogle som os skulle forlade toget, og andre skulle på udflugt og tilbage til toget igen og fortsætte mod Adelaide. Kufferterne blev læsset af og stod til afhentning på vogne, der meget malerisk var kørt hen under en statue af en kamel og en kameldriver.

Vi fandt ud af, at der kørte shuttle bus til hotellerne, og vi skulle til Hotel Ibis Styles. Der er et nydeligt hotel i 2-etagers bygninger og med et par svømmebassiner. Det bedste var, at vi kunne få værelset allerede, da vi ankom kl. 11 om formiddagen, men vi er også uden for turistsæsonen. Værelset var heller ikke at kimse ad, da det var kæmpestort med både en stor dobbeltseng og en enkeltseng.

Alice Springs – byen der er omgivet af ingenting.

Midt inde i Australien i området det "Røde Center" ligger Alice Springs på en højslette i ødemarken. Sandet og klipperne er røde på grund af den jernoxid, som findes i den lokale sandsten. Der er omkring 1.500 km til Darwin og lidt længere til Adelaide i syd. Her lever der 27.000 mennesker, hvoraf 10 % er aboriginere. Det er den største menneskelige bebyggelse i over 1.000 kilometers afstand. Det er en storby efter Centralaustraliens standarder, hvor 5 huse og en vindmølle betegnes som en by. 

Som var det prærievogne, der beskytter mod fjenden, er byen omgivet af de savtakkede MacDonnell Ranges bjerge. 

I 1871 blev der her bygget en telegrafstation på linjen "Overland Telegraph Line", der gik fra Adelaide til Darwin. Hermed blev Australien koblet til Asien og resten af verden og til hovedkvarteret for kolonierne i London. Telegrafstationen blev bygget ved siden af en kilde ved den ellers udtørrede Todd flod. Todd var navnet på telegrafbestyreren i Adelaide og kilden (spring) blev opkaldt efter hans kone Alice. Byen voksede op syd for telegrafstationen, og i 1930 overtog den navnet Alice Springs, hvor der på det tidspunkt boede 200 mennesker, men der var tre ølbryggerier. 

Der er dog ikke meget tilbage af det gamle Alice Springs, så det er en almindelig moderne by, der er anlagt med parallelle gader og med firkantede huse. Befolkningen lever af turisterne og kvægstationerne i oplandet.

Der findes aboriginale landsbyer i omegnen, men det er svært at komme i kontakt med de mange aboriginere i byen. Det siges endda, at der stadig er apartheidpolitik, og at pubberne er for enten hvide eller for aboriginerne, eller de er inddelt i to afdelinger. Vi har ikke selv set det, for vi går ikke så meget på pub, men tænk engang stadig i vore dage. Hvis de hvide ikke kan lide de indfødte, så rejs da hjem. Det ligner da ikke noget. Der er alkoholmisbrug og benzinsnifning, men de indfødte får da heller ikke en chance. På hele vores tur igennem Australien, så vi ikke en eneste gang en aboriginer arbejde i en forretning eller i en burgerbar eller noget som helst. Nej, for så er de hvide forretningsindehavere bange for, at de hvide med fine fornemmelser bliver skræmt væk. Til gengæld er der mange asiater, der arbejder rundt omkring. 

Hvorfor kommer turisterne så til Alice Springs? Jo, for der er flere interessante seværdigheder, men det helt store trækplaster er, at byen er udgangspunkt for ture til Uluru, "Ayes Rock" og Kata Tjuta. Dem kommer vi til, for vi skal på en tre dages tur derud, og den starter i morgen, men først skal vi se lidt på selve byen Alice Springs.

Rundt i Alice Springs.

Det var overskyet, og temperaturen holdt sig manerligt under 30 grader i skyggen. Vores hotel ligger lige ved siden af hospitalet, og der er en del aboriginals i byen. Nogle går med forbindinger, og andre er pårørende til syge på hospitalet. Medens de venter på besøgstid, sidder de i smågrupper eller ligger på græsplænerne rundt om i byen. Selvom jeg gerne tager billeder af den befolkning, vi møder på vores rejser rundt om i verden, så kunne jeg ikke få mig selv til at spørge aboriginerne. Mange af børnene er kønne på deres måde, men de bliver tilsyneladende ikke kønnere med årene. Jeg har dårlig samvittighed over at skrive dette, og på den hvide races vegne har jeg dårlig samvittighed over, hvordan aboriginerne blev og bliver behandlet i det australske samfund. 

Igennem byen kom vi forbi Todd floden, der er tør som en solbagt sandkage, men ikke desto mindre bliver der hvert år i september afholdt det berømte "Henley-on-Todd Regatta" i floden. Bådene er bundløse, og i hold på op til 8 deltagere bliver der løbet om kap i flodens tørre flodseng. I tilfælde af vand i floden bliver regattaen aflyst.

Vi besøgte museet for "De Flyvende Læger", der kun er et par år gammelt. Selve institutionen "The Royal Flying Doctors" er dog ret så gammel og blev startet i 1928 af pastor John Flynn for, som han sagde, at udspænde et sikkerhedsnet over ødemarken. De første maskiner blev leveret af "Queensland and Northern Territory Aerial Service" til daglig kaldet Qantas, som stadig eksisterer. Doktorerne kommer ud til fjerntliggende småsamfund på konsultationsrunder og selvfølgelig også ved ulykkestilfælde. Portrættet af den gode John Flynn findes i dag på 20 dollarsedlerne.

Det koster 12 dollars at besøge museet, og det viste sig, at billetsælgeren vidste alt om Danmark. Han var også en slags kustode og fortalte, at der i dag er 21 flying doktors-stationer over hele Australien, og at de har omkring 60 specialbyggede fly til rådighed.

Museet viser en rigtig god film om de flyvende læger på et stort lærred. Alle hjem ude i ødemarken har billeder af menneskekroppen, og den er delt ind i firkanter med numre. Ved at oplyse hvilken firkant, det er galt med, kan lægerne hurtigere stille diagnosen.

På en stor skærm kunne vi se stationerne rundt omkring i Australien og hvilke fly, der var i luften lige nu.

Der var kun en besøgende foruden os, og jeg vil tro, de godt kan bruge nogle flere, især da de flyvende læger langt hen ad vejen bygger på donationer. Derfor står der i mange forretninger og cafeer rundt omkring indsamlingsbøsser til støtte for lægerne og deres patienter. Museet havde en meget stor souvenirforretning, og jeg faldt for et flot saltvandskrokodillebælte til den nette sum af 250 dollars. Så fulgte der også en fin lærredspose med i købet, og der blev takket, fordi vi støttede lægerne.

Vi gik videre rundt i Alice Springs og i området Todd Mall er der gågader og masser af forretninger, især med souvenirbutikker, kunsthåndværk og ting til outback-ture.

Vi prøvede at finde "Aboriginal Art and Culture Centre", der går for at være verdens eneste "didgeridoo-universitet". Didgeridooerne er hule træstammer, hvori aboriginerne blæser rungende, brummende lyde. Det er en souvenir, der er lige så populær som boomeranger. Desuden skulle der på centeret være en levende historieudstilling og meget andet godt, hvis man interesser sig for aboriginals.

Centeret var dog ikke nemt at finde, for på kortet i "Turen går til Australien" var der kun en stor tom plads, hvor centeret skulle ligge. Jeg spurgte en aboriginal, og han sagde" straight" og pegede i en retning, hvor der dog kun lå kunstgallerier.

Med noget besvær fandt vi turistinformationen, der heller ikke lå, hvor den var angivet på kortet. I informationen fik vi et nyt og bedre kort, og han slog en ring et godt stykke ude ad en stor vej. Faktisk vældig langt ude, så da vi havde gået et stykke, opgav vi lige pludselig. Det var drønende hedt, og vi havde brugt for meget energi på at lede, så centeret fortabte sig i varmedisen. Efterfølgende har jeg faktisk rettet henvendelse til Politikens guidebøger, da der også senere var unøjagtigheder, der tog tid, og noget var helt forkert. De svarede hurtigt og ville sende besked til deres mand i Australien. De ville takke mig ved at sende mig en bog efter eget ønske.

Vi købte ind til aftensmad i et supermarked og gik ellers tilbage til hotellet for at slappe lidt af og få en svømmetur. Vi skal af sted i morgen kl. 6.10 på en tre dages tur ud i outbacken, og der skulle lige pakkes lidt.
En fugl med et langt spidst næb sidder på rækværket på vores balkon, og den synger så kønt. I skrivende stund sidder jeg i underbukser og krokodilleskindsbælte og nyder sangen.

Aboriginerne før og i dag.

Inden vi begiver os ud i bushen på en tre dages tur til Ayes Rock eller Uluru, som den retteligt hedder på aboriginernes sprog, vil jeg lige ridse lidt op om dette folk.

De første hvide blev mødt med råbet fra aboriginerne: ”Warra, Warra”, der betød rejs bort. Det gjorde de så ikke, og 200 år efter er aboriginerne landets dårligst stillede befolkningsgruppe. Levealderen er 15 år lavere, børnedødeligheden er 3 gange større, arbejdsløsheden er 6 gange større, de har langt flere livstilssygdomme, og de har 16 gange flere fængslede end gennemsnittet.

På trods af den kulturelle nedslidning har de 300.000 aboriginere formået at opretholde en stærk identitetsfølelse, og de er stolte af deres kultur.

Terra Australis var ikke et ubeboet land, som europæerne påstod, for her havde boet mennesker i over 50.000 år, og i fred for den store verdens ondskab. Den ene skibsladning efter den anden af straffefanger og nybyggere jagede systematisk aboriginerne væk fra deres land. Massakre blev almindelige, stammer forsvandt og deres sprog blev kun bevaret i stednavne. Europæiske sygdomme jog igennem bushen, og de oprindelige 300.000 mennesker blev reduceret til kun 60.000. Jovist var der modstandskamp, men bue og pil hjalp ikke meget imod rifler. Hele denne modstandskamp er skrevet ud af den australske historie, som havde den aldrig fundet sted, selvom der i fjerne egne stadig var kampe så sent som i 1920’erne.

Nogle embedsmænd og missionærer prøvede, ofte i den bedste hensigt, at beskytte aboriginerne mod overgreb, idet brutale landmænd og soldater skød dem, som var de skadedyr. Beskyttelsen bestod i, at aboriginerne blev flyttet fra deres land og blev sat sammen med tilfældige andre arboriginere, med hvem de hverken delte sprog eller traditioner. Her blev de iklædt europæisk tøj og døde ellers som fluer. Senere blev der indført strengere "beskyttelsesmetoder", efterhånden som efterspørgslen på landbrugsjord steg, og de indfødte kom i reservater med en lavere juridisk status. I 1901, hvor den australske nation blev født, fik de ingen stemmeret, da de blev betragtet som en døende race.

I 1930’erne blev det klart, at de nok ikke ville uddø alligevel. Der blev så lavet foranstaltninger til, at "halvkaster" kunne blive integreret i de lavere sociale klasser, medens "fuldblodsaboriginerne" stadig blev regnet for en døende race uden nogen fremtid.

Fra 1930 voksede deres politiske engagement, og aktivister kørte rundt i busser igennem Queensland og New South Wales med sloganet "Freedom Rides”. De forlangte, at den diskriminerende lovgivning blev fjernet, og at aboriginerne fik de samme grundlæggende rettigheder som alle andre australiere. Der kom forskellige åbninger, og nogle steder fik de deres traditionelle landområder tilbage. 

Da Australien fejrede 200-års dagen for de hvides bosættelse i Australien, benyttede aktivister sig også af fredelige protestdemonstrationer, for fra aboriginernes synspunkt havde den bosættelse været en total katastrofe. 

Spørgsmålet om rettighederne til landet står stadig øverst på dagsordenen, for landet er en integreret del af aboriginerne selv, og ansvaret for at beskytte de hellige steder er vigtigt for deres åndsliv. Nogle landområder er dog givet tilbage, og i 1993 blev der etableret et "National Native Title Tribunal", der skulle vurdere aboriginernes krav om landområder. Det er dog ikke let, for i det 19. århundrede flyttede regeringen og missionærerne aboriginerne rundt til fjerne områder, som de ikke havde naturlig tilknytning til. Det er derfor, kun få aboriginere kan bevise deres tilknytning til et bestemt område. Faktisk er dette et af de mest ømtålelige emner i Australien i dag.

Siden 1980 har der dog været forskellige økonomiske tiltag, og der er opstået succesrige aboriginale virksomheder fra indkøbscentre og kvægstationer til kunsthåndværksbutikker. De diskriminerende love er også blevet ophævet, selvom det først var i 1967, at aboriginerne blev betragtet som statsborgere og fik stemmeret.

Det er stadig tvivlsomt, om den australske lovgivning behandler aboriginerne retfærdigt. En langt højere del af aboriginerne ender i fængsel, hvor dødeligheden på grund af selvmord er mange gange større end for de hvide. Arbejdsløsheden er enorm høj, idet mange bor i fjerne landområder, og de har begrænset uddannelse og bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Trods den europæiske kulturs indtrængen opretholder mange aboriginalstammer stadig den traditionelle levevis og holder forbindelse til fortiden. 

Det går langsomt, men mange aboriginere er kommet ind i det australske samfund. Neville Bonner blev senator i parlamentet, præsten Doug Nichols blev udnævnt til guvernør i South Australien, tennisspilleren Evonne Goolagong blev Wimbledon-mester, forfattere som Herb Wharton og Evelyn Crawford er blevet berømte for deres bøger, Cathy Freeman vandt olympisk guld, og der er anerkendte musikere og fotografer. 
Selv om mange aboriginals stadig lever under mange former for diskrimination, så er der grobund for en vis optimisme. Ingenting kan omgøre de historiske overgreb, men forhåbentlig kan der komme forståelse og respekt mellem aboriginerne og ikke- aboriginerne. Det vil gøre Australien til et bedre land at leve i for alle.

Vejen til Ayes Rock.                                                                                              Fredag 28-11-14

Vores hotel er incl. morgenmad, men da det var for tidligt på morgenen, havde de givet os en lille boks med cornflakes og langtidsholdbar mælk samt juice og kiks. Der er en skøn morgentemperatur, men klokken er også kun 6.05. Der var en lille gruppe ukendte mennesker i receptionen, og det viste sig at være danskere, som også skulle med på turen. En sej 4-hjulstrækkerbus ankom, og vores gruppe er på 20 personer af blandet alder og herkomst. Der er tyskere, schweizere, englændere og så danskergruppen, hvor vi var 6 stykker. Hvor vi på The Ghan var nogle af de yngste rejsende, er vi nu de ældste, da de fleste andre er unge mennesker.

Vi kørte ud af byen, og efter en time var der stop ved en kamelstation, dvs. det var dromedarer. De er indført fra Afghanistan og har nemt tilpasset sig livet i Australien. Der er tusindvis af vilde kameler i ørkenområderne, men også kamelfarme, hvor de opdrætter kameler til de meget populære kamelvæddeløb. Især er der eksport til Saudi Arabien, hvor de tørster efter nyt blod, altså kamelblod. Så er der jo også turisterne, der kan få en kortere eller længere tur på ørkenens skib. Den korteste og billigste tur kostede 7 dollars, men det var inde i en indhegning, hvor dromedaren blev ført rundt af en nydelig ung dame. En tur på 2 timer kostede 90 dollars og formodes at gå uden for indhegningen.

På kamelstationen var der en hel væg med præmier, så det var åbenbart prima dyr, de havde her. De havde også et par indhegnede kænguruer, der tørstede efter noget grønt græs.

Der går en god asfalteret vej ud mod Ayes Rock, og det er vildmark det meste af vejen, selvom der godt kan gå nogle magre køer. Vi havde flere stop undervejs ved nogle rustikke udpoststeder, hvor der som regel var en bar med kolde drinks og salg af isterninger i 5 kilo poser. Et af stederne var der også en campingplads på et fuldstændigt øde område uden et eneste græsstrå. Der var endda også henvisning til gratis camping. Det var i en indhegning på 2 x 2 meter, og der var et stort hul i midten.

Vores unge guide/chauffør Stevo satte noget højt rock musik på højtalerne – vi var rigtig kommet med de unge på tur. Så fik han den ide, at vi skulle bytte sæder, så vi lærte nogle andre i gruppen at kende. Jeg fik en schweizisk og senere en tysk dame.

Kommunikationssproget er engelsk, og når jeg taler med nogen, der har engelsk som fremmedsprog, går det meget nemmere, end hvis jeg skal tale med indfødte engelsktalende. På nuværende tidspunkt kan jeg dog overhovedet ikke huske, hvad vi talte om, eller hvad de hed, udover at den schweiziske dame var på bryllupsrejse.

Der er ca. 450 km fra Alice Springs til "Uluru-Kata Tjuta Nationalpark". Nationalparken ejes af det aborinske anangu-folk, der har leaset parken ud til myndighederne. Den drives i samarbejde med 150 aboriginere, der lever i parken. Anangu-folket fik i 1985 ejerskab over landområderne i nationalparken under en historisk tilbageleveringsceremoni. I praksis betyder det, at det er anangufolket, der har indflydelse på parkens ledelse, idet formanden er anangu, og møderne i bestyrelsen er tosprogede på både pitjantjatjara og engelsk. Ifølge aftalen fra 1985 modtager Anangu-folket 2 millioner dollars om året, men så er der også den klausul, at turisterne skal have lov til at kravle rundt på stenen. På det lokale sprog er den lille allestedsnærværende sorte myre "minga" det samme ord som for turist.

Vi var fremme ved vores lejr kl. 12.30. Lejren er med telthytter omkring en bålplads, og ved siden af er der et stort overdækket køkken med borde og bænke. Telthytterne er med rigtige senge, men det er også muligt at sove under åben himmel i en såkaldt "swag", der er en meget kraftig vandtæt sovepose med indbygget underlag. Som der stod i turbeskrivelsen, krævede denne tur lidt spejderånd, og nogle af de unge ville godt prøve kræfter med "swagen". Lidt ærgerligt, her bagefter, for jeg foretrak den bløde seng inde i telthytten, og det kunne da ellers have været sjovt at sove under åben himmel. Toilettet til denne lejr deltes med en større campingplads, der lå nogle hundrede meter fra vores lejr – det kunne godt være lidt upraktisk om natten og krævede en lommelygte. 

Ayes Rock eller retteligt Uluru.

Ovenfra ligner Uluru en store knold i en meget stor, flad sandkasse. Tættere på bliver klippen furet og er slebet af vind og vejr, så der er talrige huler og grotter. Her har den ligget i 600 millioner år i ensom majestæt på en højslette. Den er 348 meter høj, 3,6 km lang og 9,4 kilometer i omkreds. Det er kun den øverste tredjedel af klippen, der kan ses, og indtil for nylig regnede man den for at være verdens største sten eller monolit, men for nylig fandt man monolitten Mt. Augustus, der er større. Det er dog Uluru, der tiltrækker flere hundredtusinde turister om året på grund af sin særprægede finslebne sider, den smukke røde farve og sin historie.

I juli 1872 besteg den første hvide mand ved navn W.C. Gosse klippen, og han kaldte den Ayes Rock efter Henry Ayes, der var premierminister i South Australia. Gosse fik øje på kæmpeklippen i varmedisen, og han skrev:" Denne klippe virker mere og mere betagende, hver gang jeg ser på den". Det gælder stadig, og den er uden tvivl Australiens største vartegn for ødemarken. De lokale aboriginere har altid kaldt den Uluru, og da de har boet her i over 20.000 år, må de jo vide det bedst. Uluru betyder mødested, og mange aboriginale drømmespor krydser hinanden lige her, og derfor er det et meget helligt sted.

Uluru kan bestiges, men det frarådes, for 35 mennesker har mistet livet under den stejle klatretur. De fleste på grund af hjerteanfald i den stegende hede. De lokale aboriginals ser dog også helst, at man lader være, for det er for dem en stor helligdom, men tilladt under protest er det stadig. (Hvad ville vi sige til, hvis fremmede mennesker kravlede rundt på altrene i vores kirker?) Aboriginerne anbefaler i stedet en tur rundt om klippen langs klippefoden, og da der her er hulemalerier, er det en langt mere varieret tur end at stå på en rund sten. Turen rundt er beregnet til 3½ time og er på ca. 10 km. 

Fluerne her er aggressive og er en plage i dagtimerne. I vintertiden uddør hele den gamle fluegeneration – en glædens stund, men på vores tur i forsommeren var en ny fluegeneration klar til at genere menneskeheden. 
Vi startede ved udsigtspunktet, hvorfra man ser Uluru på afstand. Det er især et yndet sted ved solnedgang, hvor klippen skifter farve til det smukkeste okkerfarvede. Derefter besøgte vi informationscenteret, hvor der var en rigtig god film om aboriginerne, bl.a. et af møderne mellem de hvide og de indfødte. En gl. Ford havde givet op, og den blev trukket af fire kameler, da ekvipagen mødte nogle aboriginere, der var bange for kamelerne, og de havde aldrig set en bil. Den fiffige handelsmand byttede fine kunstværker mod noget billigt dåsemad, som de indfødte aldrig havde set før. 

Der var en afdeling på centeret med aboriginal kunst og souvenir, og vi købte et lille håndvævet pudebetræk for 50 dollars. I en anden bygning var der cafe og mere almindelige souvenir. Her var der nogle T-shirts med et motiv, der var sort foroven og rødt forneden og med en stor gul cirkel i midten. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad motivet var, men det er simpelthen aboriginernes flag. Det sorte felt symboliserer dem selv, det røde felt den røde jord og den gule cirkel solen. Sidenhen så vi dette flag mange steder, også på officielle bygninger sammen med det almindelige australske flag.

Vi kørte en tur rundt om klippen og var inde flere steder for at klappe den og se på hulemalerier. På bagsiden er klippen så hellig, at den ikke må fotograferes og slet ikke udlægges på nettet. Heromme på bagsiden er der naturlige aftegninger i klippen, og den var faktisk her meget smukkere end den helt glatte forside. 

Tilbage til lejren, hvor der i teltene var to senge, og overhovedet ikke andet. Ingen vifte og intet elektrisk lys. Bag ved lejren går der en sti op på en klippeknold, og her var der arrangeret en flot solnedgang ud over landskabet med Kata Tjuta i baggrunden, og som vi skal besøge i morgen. Mennesker fra den store campingplads var også forsamlet til solnedgangsshowet, så det var en meget international forsamling med god repræsentation af kinesere.

Vores guide havde i mellemtiden lavet aftensmad, og så stod der en masse snavsede tallerkener bagefter. Nå, men en skulle jo begynde, så jeg startede på at vaske op, og så i seng bagefter i bulderravende mørke.

Kata Tjuta eller The Olgas.                                                  Lørdag 29-11-14

Det blev en varm nat, så jeg lå i det samme nattøj som Marylyn Monroe dog ikke Chanell no 5, men i Nivea Men 48h Dry Impact plus. Klokken 4.20 blev vi vækket af blid musik, og det var tid til at stå op. Hvor lang tid vi havde til toilet/bad og morgenmad var lidt usikkert. Der var et stykke vej til toilettet, og vi skulle også nå solopgangen. Vi gik igen op på den nærliggende høj og så solen hæve sig over horisonten. Fluerne var allerede stået op og var i fuld aktivitet. Jeg spurgte vores guide Stevo, hvornår der var afgang: As soon as possible". Ja, ja unge ven, men kan man nå både at gå på toilettet og også få et bad. Jeg sagde det på dansk, så det forstod han ikke, så det gjorde jeg. Nå, men vi kørte kl. 6, og det kunne jo bare meldes ud, så kunne man selv tage stilling til, hvad der kunne nås.

Vi skulle ud at vandre, og i Australien er det altid en god ide at starte meget tidligt på grund af varmen. Nogle track bliver simpelthen lukket efter kl. 9. Målet var Kata Tjuta, eller som stedet også hedder "The Olgas", men hvem Olga er, står der ingen steder. Kata Tjuta kan på afstand godt ligne nøgne, solbrune mennesker, der ligger slynget ind imellem hinanden. Det er 36 røde klipper, der rager op, og aboriginerne kalder dem "mange hoveder". Det må så være skaldede, vandskurede hoveder, der har fået for meget sol, for klipperne er helt røde.

Hele Kata Tjuta er 22 km i omkreds, og der er flere vandreture ind mellem klipperne igennem smalle slugter. Uluru og Kata Tjuta ligger i den samme nationalpark på en ørkenagtig højslette 600 meter over havet. Parken er på 126.000 ha, og her lever 22 forskellige arter pattedyr foruden 151 fuglearter og 52 forskellige krybdyrarter. Der falder mellem 200-250 mm regn om året, og regnen samler sig i små vandløb, der så løber ned ad klipperne i mørke aftegninger og samler sig i enkelte småsøer. På en vinternat kan temperaturen meget overraskende komme ned i nærheden af frysepunktet og ikke så overraskende op til plus 47 grader på en sommerdag. Januar er varmest med en gennemsnitstemperatur på mellem 36,6 og 22,2 grader, og juli er koldest med maks. 19,3 gader og min. 4,5 grader.

Det er ikke tilladt af fjerne sten fra nationalparken, men det er der selvfølgelig alligevel nogen, der gør. Et par gange om ugen modtager parkmyndighederne sten som returneres, da stensamlerne har været forfulgt af ulykker siden.

Ved 7-tiden begyndte vi at gå. Det var mellemskyet, og der var en behagelig temperatur. Der går en 1,6 km lang sti op ad klipperne, og her delte stien sig, og der var opstillet drikkevandsbeholdere. Det er ikke tilladt at bestige Kata Tjuta, men det vidste kænguruerne ikke. At tænke sig, der findes en kænguruart, der hedder klippekænguruer. Hist og her var der små huler på klippesiderne, og her bygger kænguruerne reder og ligger på æg. Nå, den var vist lidt for tyk, men der lever virkelig klippekænguruer, der hopper rundt på ret så stejle steder, og vi så dem selv.

På stien kom der et stejlt stykke, og så kom den heldigvis ind i en del skygge og gik ellers op og ned. Det var fantastisk med de røde klippesider og den nu blå himmel. Efter et par km var der et udsigtspunkt, hvor solen var lige på. De seje gik videre rundt, og det ville forlænge turen med 2 km. Vi er ikke så seje mere – vi var helt flade, og den der med: "We are slow walkers, but vi never go back" gælder ikke rigtig mere. Ikke her i Australien i den hede, og vi ville heller ikke gå og sinke de unge mennesker i gruppen. Halvdelen af gruppen tog den korte tur. Solen stod lige på og bagte, da vi udasede gik tilbage. 

Der var nu mange turister på sporet den modsatte vej. Hvis temperaturen er over 36 grader, bliver sporet simpelthen lukket og den var lige tæt på. Et par steder var der soldrevne nødtelefoner, og anstrengelser i dette klima er heller ikke til at spøge med. 

Nu sidder vi i bussen med airconditionen tændt og venter på de sidste og længes ellers efter noget iskoldt at drikke. To tyske damer var gået vild på vej tilbage, så de kom først ½ time senere mere døde end levende.

Dingoen og babyen og videre mod Kings Canyon.

Vi kørte hen til nationalparkens village, hvor vi spiste lunch under et halvtag og i behagelig nærhed af en swimmingpool. Medens vi badede, skar gruppens unge piger grønsager og rettede an, og efter maden vaskede vi op, og så var pligterne lidt fordelt. En dingo luskede rundt kun 30-40 meter fra os. Der var skilte, der på det strengeste forbød at fodre dem.

Der er faktisk en uhyggelig historie om en dingo og baby: Den australske familie Chamberlain var i 1980 på telttur ved Uluru. Medens forældrene var på toilettet, lå den få måneder gamle pige og sov i teltet. Hun var forsvundet, da forældrene kort efter kom tilbage. Det var startskuddet på Australiens længste og mest omdiskuterede retssag. Linda Chamberlaine hævdede, at hun havde set en dingo løbe væk med babyen i munden, men hun blev ikke troet, så hun blev sigtet for mord på datteren. Hun blev dømt, men senere frikendt, og hele Australien diskuterede hendes skyld eller uskyld. Det blev aldrig endelig klarlagt. Der er fra tidernes morgen en aura af mystik omkring Uluru, og dette er også en af grundene. At dingoer er farlige, er der ingen tvivl om, for på Fraser Island angreb to dingoer i 2001 en 9-årig dreng og dræbte ham. 

Vi fortsatte ad vej 4, der går direkte mod Alice Springs via hovedvejen Stuart Hwy, der går hele vejen fra Darwin til Adelaide. Lidt ude ad vej 4 ved Angas Downs drejede vi op ad en mindre vej mod George Gille Range, hvor vi i morgen skal besøge Kings Canyon.

Undervejs stoppede vi ved en saltsø, der lå bag en kæmpe sandklit med en masse brændvarmt sand, der næsten brændte igennem sandalernes såler. Fire farvestrålende piger/kvinder kom kravlende op ad klitten. Farvestrålende, fordi deres tøj var helt anderledes festligt end vores kedelige. Nu skal man jo ikke i vore dage undre sig over at møde kinesere selv ude i den australske ødemark. Jeg spurgte, hvor de kom fra, og de var såmænd fra Beijing. Så måtte jeg jo fortælle, at der havde jeg været for kun 5 måneder siden. Hvad synes jeg om byen? Og så måtte jeg selvfølgelig rose den, som sandt var. Jeg fik vist også lige sagt, at byen har sådan nogle kønne piger. Bagefter spurgte en fra vores gruppe om, hvor de kom fra og hvilket sprog, vi talte sammen. Det var selvfølgelig engelsk, men med kraftig kinesisk og dansk accent.

Senere, på den meget øde vej stoppede vi og fik besked på at samle brænde i underskoven, for det skulle bruges til aftensmaden.

Ved en Outbackcafe gik en grussidevej, og vi kom forbi en landingsbane for de flyvende læger. Så en grussidevej til grusvejen, og der lå campen. Nu kunne vi nok heller ikke komme ret meget længere ud i ødemarken. Her var der også telthytter, og det var noget helt nyt, for før blev der kun benyttet de tykke "swag" soveposer i denne camp. Teltene lå i en rydning, hvor der også var en stor telthytte med køkken og borde og bænke. 

100 meter inde mellem buskene var der en badekabine, der var slået sammen af nogle blikplader, og der kom endda vand ud af brusehovedet. Til gengæld var der ikke nogen dør. Det var til at leve med, men værre var det med toilettet. Det var et rigtig WC med træk og slip, hvordan de så havde båret sig ad med at lave det. Her var der heller ikke nogen dør, så vi måtte alliere os med en toiletmakker, der kunne stå lidt derfra og holde vagt, så vi ikke blev taget med bukserne nede. Der var en vandslange, så man kunne vaske hænder, og måske får de råd til en dør eller et stykke sækkelærred næste år.

Aftensmaden blev tilberedt over åben ild, der samtidig lyste pladsen op, og der sad vi på træstammer og nød maden og stjernehimmelen, inden vi kravlede i seng.

Vandretur i Kings Canyon.                                                                           Søndag 30-11-14

I buldermørke og klar stjernehimmel kaldte jeg på min toiletmakker, og vi skiftedes til at stå og vifte med lygten udenfor. Tilbage i teltet, og vi fik lige lagt os igen, da der 5 minutter efter lød blid musik, for klokken var 4.30, og det var tid at stå op. Et hurtigt bad og morgenmad, så inden kl. 6 var lejren ryddet op, og vi kørte.
320 km sydvest for Alice Springs ligger Kings Canyon, der er en af de største og længste kløfter i Australien. For over 350 millioner år siden er de stejle klippesider som skåret ud ad klippen med en kæmpebrødkniv, og helt inde i bunden er der et permanent vandhul med grønne træer, som kaldes "Edens Have".

Igen skulle bukkene skilles fra fårene, eller de lidt modne fra vårharerne. Jeg erkendte, at jeg hørte til fårene og de lidt modne, så det blev til den korte 5 km lange tur. Den lange tur omkring hele canyonen er på 7 km, og den skal påbegyndes inden kl. 9, ellers er den lukket på grund af varmen.

Vores lette tur startede op ad en mængde trappetrin i natursten, der kaldes "Hjerteanfaldsbakken". Undervejs var der flotte udsigter og flotte stenformationer. Vi holdt en del hvil undervejs og nød bare turen, og selv flueplagen var moderat. Til sidst var der et udsigtspunkt ud over canyonen, og lidt længere fremme smalnede den ind og var pludselig kun 1 meter bred. Her var der en lille bro med en låge og forbud mod at gå længere. Vi vendte om, som vi skulle, og temperaturen var efterhånden også oppe på 38 grader, så selvom det gik mest ned, blev det en varm nedtur. 

Ved indgangen til nationalparken var der en vandhane, og det var vidunderligt at stikke hovedet ind i den kølige stråle. Videre til nationalparkcenteret med wc, halvtag over et køkken og bedst af alt en swimmingpool lige i nærheden. Her var der lunch med pølser og bøffer, og i nærheden lå en benzintank, hvor vi fik købt 0,6 liter iskaffe. Australien har mange forskellige slags iskaffer, der købes i supermarkederne, og kold kaffe med godt med sukker smager bare så godt.

Brombee heste og McDonnel Nationalpark.

Vi var klar til at køre kl. 12 og fortsatte ud ad grusvejen. Landskabet skiftede, og der var områder, hvor græsset blev grønt, og træer og buske havde nyudsprungne blade. Så blev det tørt igen, og bjerge dukkede op i baggrunden.

Vi så flere flokke af vilde æsler og heste. De vilde heste kaldes "Brombee horses", og historien er den, at en mand, der hed Brombee, engang havde glemt at lukke leddet, og hans heste slap ud. Når folk så vilde heste sidenhen, så var det nok nogle af Brombee’s heste. Ind imellem bliver nogle af de vilde heste indfanget, men det siges, at hvis der fanges 50 heste, så er det kun de 10, der kan tæmmes. Det siges, at aboriginals er fantastiske ryttere.

Selvom Australien er velsignet med offentlige toiletter overalt (modsat Danmark), var der dog ikke toiletter på dette afsides sted, så det blev "bushtoilettet", der måtte lægge jord til.

Vi var kommet ind i McDonnels’ Nationalpark med bløde runde bakker og bjerge i baggrunden. På et udsigtspunkt kunne der skues ud over herligheden, og en let brise og kun 28 grader gjorde livet værd at leve. Senere holdt vi ind ved "Helen Glenn Resort", hvor der var en lille sø ved en klippeskrænt. Her skulle et par i gruppen sættes af, og vores guide Stevo skulle være guide for en anden gruppe. Vi fik sagt farvel med store klapsalver til vores chauffør, kok og guide, og han havde klaret det til UG med kryds og slange.

En ny chauffør skulle køre os det sidste stykke til Alice Springs. Vi var gået en lille tur ned til søen, og de fleste var kommet tilbage, inden det begyndte at tordne og styrtregne. Ikke bare tøseregn, for det bare væltede ned, og de to, der ikke var kommet i tørvejr, kunne vrides. Regnen holdt op lige så pludseligt, men hele landskabet sejlede.

Den nye chauffør, der var en ung kvinde, kørte som død og djævel, uvist af hvilken grund, men vi nåede Alice Springs i god behold, og inden det blev mørkt. Hurtigt indtjek på Hotel Ibis igen, og uden så mange falbelader tog vi kun en müslibar til aftensmad.

Vi var overraskede over så meget ødemark, der er i Australiens indre. Kun vildmark af lave buske. Ingen store træer. Ikke et hus eller anden beboelse i tusindvis af kilometer. Det havde været en spændende tur til Uluru, men nu var vi tilbage i civilisationen.

Fly til Adelaide.                                                                                  Mandag 1. december 2014

Julemåned, og der var da også plastikjuletræer og nogle "granguirlander" i morgenmadsrestauranten. Selvom der i vore papirer stod, at morgenmad ikke var incl., var det alligevel, men som "continental breakfast". En full breakfast kostede 11 dollars mere, og efter strabadserne i ødemarken syntes jeg, at jeg fortjente en full breakfast. Jeg spiser dog kun bacon til full breakfast, så 2 dollars for hvert stykke bacon, var måske lige i overkanten, men vi var jo på ferie. 

Det var rejsedag, og vi skulle videre til Adelaide med fly. Vejrudsigten siger 10 grader mindre i Adelaide, og det gør bestemt ikke noget. Der går shuttle bus fra hotellet til lufthavnen, men modsat det vi havde fået at vide dagen i forvejen, så kommer den ikke til hotellet på faste tider. Den skal bestilles, og det gjorde receptionisten, og kl. 10.25 kom bussen. Det kostede 16 dollars pr. person og tog 20 minutter.

Det er en fin, lille indenrigslufthavn, hvor der er 2-3 afgange i timen. Også ud til Uluru, hvis man ikke vil eller har tid til oplevelsen i bil gennem ødemarken. Ekstra sikkerhedskontrol af mig, også under de bare fodsåler. Desværre havde jeg fået toilettasken med i håndbagagen, så der røg min neglesaks.

Selv i den lille lufthavn var der en stor souvenirforretning, og jeg købte en "brummer" til 18 dollars. Vi havde også brummere i den danske stenalder. Den, jeg har, er meget mindre, men den virker fint, medens det kniber lidt med den australske. I australske souvenirforretninger er der kun aboriginale ting og intet som helst fra den britiske højkultur, men det kan også sagtens undværes.

Stewardessen på flyet sagde Velkommen mr. Greiner, og det har jeg dog aldrig oplevet før. Afgangen blev lidt forsinket, da de lige skulle finde et andet fly frem end det først tiltænkte. På vej ud på startbanen kom vi forbi området for Flying Doktors, for selvom museet er et andet sted, så bruger de Alice Springs’ flyveplads.

Flyet arbejdede sig sydpå over mange hundrede kilometer ubeboet okkerfarvet ørken. Tilsyneladende ikke engang et træ eller busk. Vi kom forbi de store saltsøer, og så kom der endelig menneskelig aktivitet i form af en vej og lidt senere noget blåt vand og nogle huse langs vejen. Så pludselig var der firkantede marker, og efter 2 timers flyvning dukkede Adelaide op. Først var der spredte huse og så lave huse på rad og række plus et lille centrum med højhuse. Så der lå den, Adelaide, som vi skulle udforske i de næste dage.

Klik her og fortsæt til Jorden rundt med tog 29 afsnit: Adelaide og Kangoro Island.

Tilbage til forsiden.