Brasilien.
Brasilien på kryds og tværs 4. del. December 2019
Brasilia tiltrækker arkitektstuderende fra hele verden, og alle kender arkitekt Oscar Niemeyers navn. Hans organiske, stilrene byggestil har dannet skole fra Japan til USA. Niemeyer bruger beton, og som udgangspunkt i croquistegninger af kvindekroppe formede han pompøse, men elegante bygninger med feminine buer, bølger og hvælvinger.
Det var præsident Juscelino Kubitschek, der i 1956 lovede "50 års udvikling på 5 år". Så blev der indkaldt 30.000 "candengos", der var mænd og kvinder fra det fattige Nordøstbrasilien, og 41 måneder senere kunne byen indvies i april 1960. Godt gået, for i begyndelsen blev byggematerialerne fløjet ind, da der endnu ikke var nogen veje. Det er arkitekt Oscar Neimeyer, der i beton har skabt mange af bygningerne med feminine buer, bølger og hvælvinger. Byens grundplan er som et fly, og den skæres igennem af hovedfærdelsåren "Monumentalaksen", der 14 km lang deler byen. I vingerne er byen opdelt i hotelsektoren, indkøbssektoren, boligsektoren, banksektoren og butiksektoren. Brasilia er bygget til 600.000 indbyggere og resten de 3 millioner bor i satellitbyer rundt om. Chaufføren var selv guide og ville meget gerne næste dag vise os byen på en 3 timers tur. Men med lidt dårlig samvittighed sagde vi nej tak, da vi trængte til en dag for os selv. Hotel Winsor Palace, der kunne bryste sig af 5 nypudsede stjerner, lå lige ved TV tårnet midt i det hele. Vi fik et stort værelse på 11. etage med balkon. WCet var lidt "funny", for det var som en gejser, der hvivlede det hele rundt helt op til kanten, inden det forsvandt. For det meste. Aftensmad i et nærliggende indkøbscenter, hvor det hele stort set var lukket ned. Nå det var også søndag, og de holder åbenbart helligdagen i hu her i Brasilia.
Nede omkring TV tårnet skulle der ske noget, for der var sat en scene op samt en hel række boder. De håbede på masser af mennesker, for der var også en hel række af toiletvogne. Det småregnede dog stadig, så det var lidt synd for dem. Kl. 20 startede showet med skønsang af en operastjerne, og bagefter var der wienermusik til kl. 21, hvor fyrværkeri med laserstråler buldrede løs fra tårnet. Vi kunne se og især høre det hele fra vores balkon. Kl. 23 var der stadig gang i den nu med rockmusik, men iført ørepropper faldt jeg da i søvn. Det var 25 grader, og det var blevet skyfrit, så perfekt vejr til en byrundtur. Vi gik ned ad den brede monumentalakse og konstaterede hurtigt, at byen ikke var beregnet til fodgængere. Oskar Nimeyer var ellers ærke kommunist, og havde han mon regnet med, at byens indbyggere skulle køre rundt i trabanter eller hvad? Eller måske busser. Der var nu heller ikke ret mange biler i byen, og kun ved busterminalen var der mennesker. Ellers var centrum næsten tomt for liv. Ikke en cafe eller så meget som en bænk. Jo vi fandt en gammel træbænk under et træ og delte den med nogle taxachauffører. Nationalmuseet, der var i en kæmpe hvid kuppel, var lukket om mandagen. Nå øv men vi fik da hilst på nogle malere, der var igang med at male kublen. En kæmpe vinge på bygningen trodser tyngdeloven og gik i en smuk bue lige ud i luften. Lidt derfra ligger Oskar Nimeyers katedral, der består af 16 boomeranformede betonbjælker, der bliver samlet i toppen og minder om Jesus tornekrone. Hele det store runde rum er beklædt med blå glassten, der forandrer farve efter sol og skyer. Utroligt smukt. Og det stod smukt til de hvide plastikhavestole, som nok er lidt usædvanligt i en katedral. Niemeyers mesterværk er Nationalkongressen med to femine halvkugler, der rummer senatet og kongressen og to rektangulære skyskrabere, der skal sympolisere de maskuline former. Desværre måtte vi ikke komme indenfor, da jeg var iført korte bukser og sandaler, og det er ret upassende sådan et sted. Pladsen hedder de 3 Magtens Plads, for foruden Nationalkongressen lå her også Justitspaladset og Præsidentens kontor. Det var på denne plads, vi troede, at der ville være masser af mennesker, boder og cafeer. Men udover os, var der kun en mand, der solgte vand, og ellers var pladsen helt øde. Jo der var en kæmpeflagstang med et 286 m2 stort flag, og der var en øde turistinformation. Da han hørte, vi kom fra Danmark, hentede han en turistfolder om byen. Ellers spejdede han efter turister, men der var ikke nogen udover os. På pladsen lå også Palacio da Planalto, der huser præsidentens kontor i en stor flot bygning. Der var afspærret, men vi kunne se et par soldater i nærmest renæssance dragter, der holdt vagt. Når vi snakkede med nogen rundt om i Brasilien og spurgte til deres præsident, blev de mærkelige i ansigtet og sagde, at han var af typen Trump. Stakkels dem. Tilbage gik vi af den anden side af Monumentalaksen, og her lå den ene regeringsbygning efter den anden som store firkantede klodser. Og hvad fandt vi så ved Ministeriet for luftvåbnet? "Den lille havfrue" i en nøjagtig kopi af vores, bare i blankpudset messing. Og hvorfor luftvåbenet? Jeg kunne bedre forstå flåden. Vi kom igen forbi busterminalen, og her var der masser af mennesker, cafeer, butikker og selvfølgelig også nogle busser. Revolutionsburgere. Næsten henne ved hotellet spiste vi på toppen af et stormagasin med juletræer og en rigtig levende julemand. Skægget så rigtig ud, men han var lidt tynd i det. Deroppe på toppen var der masser af fast føde i form af "fast food" i alverdens burgerkæder. På en Burger King fik vi en "Revolutionsburger", hvor det hele kom fra planteriget, selv bøffen. Den ungdom, som der manglede ude i bybilledet, sad simpelthen heroppe og smæskede sig i fast food. Om eftermiddagen fandt vi Oskar Niemeyers anden store kirke "Nossa Senhora da Fátima". Den var firkantet og fantastisk smuk, for alle væggene var af forskellige nuancer af blå glasruder. Måske skulle vi have taget den guide alligevel, for vi kunne ikke rigtig vride mere ud af Brasilia på egen hånd og slet ikke om mandagen, hvor museerne er lukket. Da vi stadig var stopmætte af "revolutionsburgeren", spiste vi på hotellets bar. Spiste og spiste for Gitte fik en "irish coffee" serveret i en almindelig kaffekop, og jeg fik drinken "Sex on the Beach" men uden kirsebær og paraply. Selv om hotellet havde 5 stjerner, manglede bartenderen tydeligt lidt erfaring.
Om aftenen var der igen 2 timers wienermusik fra TV tårnet og så godnat. Vi var da glade for at have set og oplevet Brasilia. Hvis man ikke elsker beton, er det dog ikke en turistby. Men pigerne og kvinderne var kønnere og slankere, for her var det den ægte brasilianske vare uden turister. Klik her og fortsæt til Brasilien del 5.
Manaus og Amazonjunglen
|