Jorden rundt med tog. 

Across Canada.

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 2015

Halifax og blånæserne.

42. delafsnit af Jorden rundt med tog.

Nova Scotia og Halifax.

Efter at have startet på Vestkysten var vi rejst tværs over Canada og var nu nået til Østkysten, hvor der ligger de 3 delstater Newfoundland, Prince Edward Island og Nova Scotia. 

Da der hverken findes tog i Newfoundland eller på Prince Edward Island, skal vi her koncentrere os mest om delstaten Nova Scotia. 

De første europæere, der betrådte disse områder, var vikingerne, der anført af Leif Erikson i år 1000 bosatte sig i Newfoundland. Selv for vikingerne var det for koldt og barsk, så efter få år returnerede de til det "lune" Grønland. 

Længere tilbage end vikingernes visit levede der på hele den canadiske østkyst den indianske stamme mi´kmaq. Området var opdelt i forskellige territorier som Wamuma´(tåget land), Piwtuk (hvor gasagtige eksplosioner forekommer), Eskikewa´kik (skindskræddernes territorium) og Antigonish (hvor grene knækker) det nuværende Nova Scotia. Mi´kmaq betyder "mine venner", og de levede i storfamilier med 12-15 mennesker i wigwammerne. Storhøvdingen Membertou tog i 1605 venligt imod franskmanden Samuel de Champlain, der grundlagde Québec City. Venskabet blev dog skæbnesvangert for indianerne, for da englænderne overtog magten i området, blev der udlovet dusører på mi´kmaq-hoveder, fordi de var venner med franskmændene, der på det tidspunkt var englændernes fjender.

Da franskmændene koloniserede området, kaldte de det for Acadia, og her havde de deres hjem i mange år, men da briterne overtog området, blev franskmændene set som en trussel. Sidst i 1700-tallet brændte briterne derfor deres landsbyer af og deporterede omkring 14.000 franskmænd. Senere vendte flere af franskmændene tilbage og etablerede nye "acadianske lommer" rundt omkring, og de findes stadig i dag. De fleste indbyggere på Østkysten har dog aner tilbage til de britiske øer, og det kan ses af de mange Mac- og Mc-navne.

Østkysten har haft en økonomisk tilbagegang i de sidste 30 år. For rigdommen fra havet med tidligere så tykke torskestimer, at fiskerne nærmest kunne gå på vandet, er en saga blot, og der er indført fiskeristop for den truede torsk. Især de unge mennesker har svært ved at finde arbejde, så de drager vestpå til delstaterne Ontario og Alberta, hvor der er bedre muligheder for at tjene penge. I det skønne Nova Scotia er torsken så udskiftet med turisterne, og det er dem, der må brødføde befolkningen.

Indbyggerne i Nova Scotia kaldes "Bluenoses" (blånæser). Nogle siger, at navnet stammer fra sømændenes blå handsker, for når de gned deres næser, smittede handskerne af, og næserne blev blå. Andre siger, at næserne er blå på grund af kulde, for den atlantiske provins kan være en barsk omgang om vinteren.
Halifax har en af verdens største naturlige havne, så den er Østkystens hovedby, og på trods af sine kun 360.000 indbyggere har den alligevel 3 universiteter.

Byen har en lang historie med pirater, krigsførende europæere, en berømt skibseksplosion og skibe fulde af immigranter, der tog deres første skridt i den nye verden på Pier 21. 

Titanic, den store eksplosion og frigivne slaver.

Havnepromenaden går ikke overraskende langs vandet, og om sommeren er den fyldt med mennesker, der sidder på bænkene og spiser is og lytter til gademusikanterne. Netop musik og især folkemusik har næsten alle til fælles, og der files på violinerne og stampes i gulvet. De gamle havnehaller og lagre er nu butikker, og der er striber af cafeer, hvor fish´nchips er i højsædet.

Halifax har oplevet katastrofen med Titanic på nært hold, og det fortælles der levende om på "Maritime Museum of the Atlantic". Da det ellers synkefri Titanic ved uheldige omstændigheder og elendigt sømandsskab fik flænset siden op af et isbjerg den 14. april 1912, var Halifax den by, der var tættest på ulykkesstedet. Der blev sendt 3 skibe af sted, hvis besætning fik til opgave at finde de omkomne i vandet og fragte dem til Canada. Der var bedemænd og balsameringsvæsker ombord, men skibene fandt så mange lig, at balsameringsvæsken slap op. Lovene i Canada foreskrev, at kun balsamerede lig måtte bringes i land, så kun 150 lig blev balsameret og begravet i Halifax, mens resten blev begraves til søs.

En anden katastrofe kendt som "The Halifax Explosion" indtraf i 1917, da det franske krigsskib "Mont Blanc" fyldt med våben og brændstof stødte ind i et andet skib i Halifax’ havn. Der skete en gigantisk eksplosion, og store dele af byen blev jævnet med jorden, og 1.900 mennesker omkom.

Museet på Pier 21 fortæller om de immigranter, der fra nær og fjern mødte Canada for første gang, og det skete netop her på Pier 21. I perioden 1928 til 1971 kom der over 1 million immigranter hertil, og alle søgte de væk fra fattigdom og uretfærdigheder rundt om i verden, og det var endda længe før Islamisk Stats modbydelige hærgen i Mellemøsten.

Citadellet ligger på en bakketop midt i Halifax. Fortet blev påbegyndt i 1749 for at beskytte "Det Britiske Imperiums" vigtigste flådestation. Citadellet er efterhånden den 4. fæstning på stedet, og den sidste blev færdiggjort i 1856 for at værne byen mod angreb fra USA. Fæstningen er nu en af Canadas mest besøgte nationalhistoriske seværdigheder, og hver dag ved middagstid bliver der affyret et skud fra en kanon på toppen af fæstningen. Om det er for at tiltrække turister eller skræmme eventuelle fjender væk, vides ikke.

Halifax Public Gardens er en udsøgt have med grønne plæner og et af de fineste eksempler på en victoriansk bypark i Nordamerika.

Kirken "The Grand Parade" er den ældste anglikanske kirke i Canada. Den blev bygget samtidig med, at Halifax blev grundlagt i 1749, og den er opført som en hvid trækirke med et meget stort tårn.

Lidt sydvest for byen ligger "Peggy’s Cove" med et lille hvidt og rødt fyrtårn, og det er efter sigende verdens mest fotograferede fyrtårn og Canadas mest besøgte fiskerleje. Den romantiske stemning fortsætter med fyrtårne og maleriske fiskerlejer ad Highway 3, der simpelthen er blevet døbt Lighthouse Route. Den går langs kystruten ned til den smukke kolonitidsby Lunenburg.

Der har også været et sort islæt i Nova Scotia, idet 2.500 frigivne slaver i slutningen af 1700-tallet fik lov til at bosætte sig i området. Slaverne havde tjent på den britiske side under den amerikanske frihedskamp. Det var et barsk sted at oprette et samfund, så efter 9 strenge vintre i træk besluttede 1.200 af dem at tage tilbage til Afrika under mere milde vinde. Året var 1792, og de satte kursen mod Sierra Leone i det vestlige Afrika, hvor de grundlagde byen Freetown. Senere, efter krigen mellem Amerika og Storbritannien i 1812, ankom der yderligere 2.000 nye, frigivne slaver fra USA til området. Endnu senere kom der flere sorte mennesker fra Caribien for at arbejde i Nova Scotias kulminer, og sammen med de øvrige lagde de grunden til den afrikanske befolkning i Nova Scotia.

Ankommet til Halifax.                                                                                                           20-7-15 

Efter at have rejst 6.427 km tværs over Canada var vi ankommet til Halifax, der er endestationen for de canadiske jernbaner. Turen havde taget 3 uger, men med stop i de store byer og ved de største seværdigheder som Rocky Mountains og Niagara Falls. Selve togturen havde været behagelig nok med fine og nogle gange nærmest luksuøse tog, dog nogle gange til den kølige side. Togenes kørsel på skinnerne var dog med ret så mange forsinkelser, så alt i alt, løb forsinkelserne nok op i mindst et helt døgn på de 6.427 km. Grunden til forsinkelserne var nedbrudt materiel, forkørselsret for godstrafikken og en træt lokomotivfører, så der midt på skinnerne skulle skaffes en ny. Nå, men om alt det, kan der læses om i de foregående 5 delafsnit om Canada. 
Nu var vi ankommet til Halifax Station midt på aftenen, og så skulle vi finde Hotel Cambridge Suites Halifax, der lå ca. 1 km fra stationen. De få taxaer, der holdt, da vi ankom, var hurtigt smuttet væk, og da vi ikke ville stå der og blomstre, trak jeg kufferterne op til hotellet. Der er netop brugt ordet ”op”, for det meste af Halifax ligger på en bakkeskråning med Citadellet øverst oppe og vores hotel næsten helt oppe. 

Vejret var faktisk klaret op, og menneskene i byen gik rundt i korte bukser og T-shirt. Hurra. Bakken op gjorde dog, at jeg ankom til hotellet drivende af sved.

På vores voucher for overnatningen stod der godt nok en "studio suite", men det havde vi ikke hæftet os nærmere ved. Vi vidste heller ikke, hvad en sådan suite var, men på værelset var der kun en Queen seng (1½ mands) og så noget på en sofa, hvis man ikke ville have en arm eller et ben i hovedet i løbet af natten. På vores rejser jorden rundt har vi sovet i værelser, der var betydeligt mindre attraktive, men vi var blevet lidt kræsne, så da vi havde set værelset, tog vi elevatoren ned til receptionen. De var meget, meget høflige, og de kunne straks tilbyde et værelse med to kingsize senge til kun 30 dollars plus tax pr. nat. Det sagde vi ja tak til, og nu havde vi to store senge at boltre os i, foruden at der også var en dagligstue og et køkken med i købet. 
Vi fik lige gået en tur ned til havnen, der var meget hyggelig, og vi kunne hurtigt konstatere, at Halifax ikke er så turistet som Québec City. Selv om vi også er turister, så er der nogle steder lidt for mange af os.

På jagt efter hvaler.                                                                                                                21-7-15

Vejret var skyet med meget lave skyer, men det var stille vejr. Så godt nok med stille vejr til Whale Watching, men det var lidt ærgerligt, at det var skyet. Dejlig overraskelse da morgenmaden var inkluderet i overnatningen, dog kun continental breakfast, men hvem kan spise al det æg, pølse og bacon på den tid af dagen.

Vi gik ned ad bakken til havnen og fandt Cable Wharf, hvorfra "Wildlife Sightseeing and Whale Watching Excursion" skulle løbe af stablen kl. 10.30. Det var godt, at vi kom lidt tidligt, for skibet sejlede kl. 10.00. Det var et forholdsvis lille skib, og der var vel 20-25 hvalhungrende turister med om bord. Kaptajnen sad lunt og godt i sit styrehus, og den unge kvindelige guide Alana fortalte på livet løs, medens vi sejlede ud gennem havneudløbet. Længere ude gyngede båden, og der begyndte at blive lidt småkoldt på dækket, men vi spejdede og spejdede, og vi fik da på lang afstand øje på 4 sæler og en havmåge. Lige pludselig krusede havoverfladen og så – så så vi ikke noget andet end havet, for det var bare en bølge.

Vi kom lidt tæt på nogle småøer, men der var ikke noget spændende at se. Ærgerligt nok, for der havde faktisk været to hvaler helt inde i havnen for bare et par uger siden. Under dæk var der gratis varm cacao, og jeg fik lov til at holde et levende søpindsvin. På tilbageturen ind gennem havnen fodrede vi måger, ligesom i de gode, gamle dage på Storebæltsfærgerne, hvor mågerne greb brødstumperne i luften. Efter 2½ time var vi inde i havnen igen uden at have set så meget som skyggen af en hval, og vi var efterhånden kolde som søpindsvin en decemberdag.

Maritime Museum of the Atlantic.

Selve havnen er meget hyggelig og turistet med cafeer, souvenirforretninger, statuer, både, der skvulpede langs kajen, gademusikanter, et museumsskib og skibet Theodore Too, der har et ansigt på den store skorsten. Ideen stammer fra en børnebog om Theodore Too, der meget ligner slæbebåden "Lille Gut" fra en tidlig Walt Disney tegneserie.

Vi gik ind på en cafe og fik en sandwich, og en medium hot chocolate. Vi ville egentlig have en stor chokolade, men de vidste ikke, hvad "big" betød, så vi måtte nøjes med en medium.
På havnekajen ligger "Maritime Museum of the Atlantic", og det er værd at besøge og koster kun 9 dollars. Halifax er den første by, man kommer til, når man ankommer fra Europa. Det er derfor et udsat sted for Atlanterhavets rasen, og på et skilt havde der allerede været 3 orkaner på spil i år i Nova Scotia.

I stuen på museet er der alt fra birkebarkskanoer til modeller af atlanterhavsdampere, foruden at der er en hel afdeling med Titanic. På et knirkende gulv længere oppe i bygningen var der gamle sejlskibe og deres galionsfigurer. Omkring Nova Scotia findes nogle af verdens mest farefulde kyster, og skibsvragene ligger tykt overalt. Umiddelbart kunne vi ikke finde noget om Halifax eksplosionen, så jeg spurgte en ung, venlig kustode, der viste vej. Hun pegede og sagde så "Enjoy". Måske et lidt pudsigt udtryk, da udstillingen viste billeder af en fuldstændigt raseret by, hvor store metalstykker var slynget 5 km væk.

Souvenirbutikkerne i Halifax har lavet en kovending, for nu er emnet noget med fisk, sømænd og skibe. Alt om indianerne er nu glemt.

Det var overskyet hele dagen, og ikke særlig sommervarmt, selvom nogle turister stadig klamrede sig til sommeren og gik rundt i korte bukser og T-shirt. To unge hjemløse piger sad samme sted som i går. Foran dem stod et skilt: ”We are hungry". De sad dog og gumlede på noget mad, som de havde fået af en ven, sagde de. Hvis de sidder der igen i morgen, vil jeg gerne snakke lidt med dem og få deres historie.

I nærheden af hotellet ligger Public Garden, hvor vi gik en aftentur. Det var en meget smuk have med fine bede med roser, stauder og et smukt tehus. Det var simpelthen ikke til at finde det mindste ukrudt. Der er mange fine detaljer i haven, men så begyndte det at regne. Halifaxvejr er noget klamt noget, og herude ved Atlanterhavets kyst lever indbyggernes kælenavn "bluenose" op til sit navn, og så er det endda højsommer. 
Henne på turistkontoret har vi til i morgen bestilt en tur til Peggy’s Cove. Det er først her til aften, at vi ser i brochuren, at det er i en åben firehjulstrækkende jeep. Og hvis det så regner – hyggeligt!

Titanic kirkegården og Peggy’s Cove.                                            22-7-15

Det småregnede – så måske er det ikke det bedste vejr til en tur langs kysten i åben jeep. Aftalen med turistkontoret var, at vi ville blive hentet kl. 9 ved hotellet, og en tur til Peggy’s Cove ville koste 50 dollars pr. person. Troede jeg.

Heldigvis var der kaleche på jeepen, og det var ikke en ung fløs, der skulle vise, hvor hurtigt han kunne køre. I stedet var det en moden mand med et pragtfuldt overskæg, der ville have gjort kejser Wilhelm misundelig. Chaufføren/guiden hed Karl, og han kom fra Portugal, og hurra, så kunne jeg forstå, hvad han sagde, fordi hans engelsk var et fremmedsprog. Han ville gerne fortælle, og med stop, lige hvor vi ønskede det. 
Første stop var kirkegården, hvor nogle af de overlevende fra forliset med Titanic var begravet. Gravstenene stod som en skibssætning, som vi kender fra bronzealderen. Ved to børns gravsten lå der stadig legetøj. Meget rørende. Alle gravstenene havde fået et nummer og senere et navn, hvis de døde var identificeret, men alle havde den samme dødsdato.

Der var et smukt landskab på vej ned langs kysten, og vi stoppede forskellige steder der lignede postkort fra Canada. Peggy’s Cove er især kendt for det berømte fyrtårn, der siges at være verdens mest fotograferede. Det ligger da også særdeles smukt på et klippeskær. Efter sigende er Peggys historie den, at hun som lille pige blev reddet i land fra et synkende skib. Beboerne tog sig godt af den lille pige, så hun blev boende her resten af sit liv. Der lå nogle spredte huse på klipperne, og selvfølgelig var der en stor souvenirforretning og en restaurant. Selvom vi blev spurgt, ville vi dog ikke spise på turen, så vi begyndte at køre tilbage dog med svinkeærinder bl.a. ud i de riges kvarterer i Halifax. 

Det var en excellent tur med en virkelig god driver og guide. Efter 3½ time var turen færdig og regnskabets time var kommet. Jeg troede jo, det ville koste 2 x 50 dollars plus rigeligt med tips, men det blev 235 dollars udregnet efter tariffen, der var baseret på timebasis. Så kunne jeg bedre forstå, at han gerne ville stoppe overalt og lave svinkeærinder. Turen havde dog været pengene værd, og jeg tager jo også nogle gange 2.000 kr. for en guidet rundvisning på kun 2 timer, og endda uden jeep. Men selvfølgelig, vi skulle jo nok lige have forhørt os om prisen før turens start, og ikke bare have troet på, hvad turistkontoret sagde. 

Vi ville ud at spise hummer, for det er Halifax kendt for, og så skulle det selvfølgelig være på "Bluenose Restaurant". Vi havde faktisk ikke prøvet hummer før, og så sprang vi alligevel i målet, for til hummermenuen hørte også muslinger, og dem er jeg ikke så god til. I stedet tog vi en hummersalat, så smagte det da lidt af fisk. Og som tjeneren sagde, så havde kokken gjort det hårde arbejde. Store portioner med kartoffelsalat, coleslaw salat og almindelig salat. Vi fik faktisk spist det meste, og blev rost af tjeneren: "Oh, you have make a good job". Incl. noget at drikke blev det 60 dollars plus tips. 

Vi gik tur langs havnefronten, hvor der er statuer, mindesmærker, blomsterkummer og også legepladser til børnene. Vi gik forbi det nye marked på vej til immigrantmuseet, hvor det kostede 8,35 dollars for pensionister at komme indenfor. Museet ligger i den originale immigrationsbygning på Pier 21. Museet er meget moderne, først med en afdeling om indvandring generelt i Canada og så en anden med indvandring i Nova Scotia/Halifax. Der var også en filmsal, der viste mennesker, der var kommet fra hele verden og havde fundet et hjem her. I museets souvenirforretning var der den finesse, at der kunne købes souvenir fra de fleste af de lande, indvandrerne var kommet fra.

Det var klaret op med lidt sol, men nogle skyer lurede i baggrunden. Vi kom forbi en romkagefabrik, så aftensmaden stod på romkager plus en iskaffe.

Citadellet – fuldt bemandet og med kanonskud.                                       23-7-15 

Det var hjemrejsedag, men først kl. 22 i aften. Vejret var dejligt lunt og kun let skyet, så endelig ville Halifax vise, hvad den duede til vejmæssigt. Når solen skinner her, er der faktisk bagende varmt.

Citadellet lå næsten ved siden af vores hotel, så vi gik op ad bakken, og her ligger det med udsigt ud over havnen. Entréen kostede 8,50 dollars for pensionister. Ved indgangen stod en soldat i fuld skotteuniform. Vi kom lige til vagtskiftet kl. 10, og meget pudsigt var det en lys kvindestemme, der kommanderede. (Da jeg var soldat sidst i 1960’erne, var der ikke skyggen af nogen kvinder nogen steder i forsvaret).

Indenfor i den store gård var der eksercits, og soldaterne var rigtig gode til det. Her må jeg hellere indskyde, at det ikke er rigtige soldater, men det er unge mennesker fra 16 år og opefter, der agerer soldater. Alle er iført uniformer, som var det i victoriatiden, og alt skulle ligne victoriatiden. Meget malerisk stod de gamle kanoner hele vejen rundt langs bastionen, og hver dag kl. 12 bliver der affyret et kanonskud fra bastionen. Inden kanonen skal affyres, bliver det nøje øvet med den rette kanonladningseksercits med stive afmålte bevægelser. Så bliver der linet op til sækkepibemusik, og 3 sækkepiber, en stortromme og mindre trommer gjalder i borggården, så der er hele tiden noget at kikke på.

Belægningsstuerne stod også med nyredte senge og udrustningen lå parat.

Øverste etage i hovedbygningen var indrettet som museum, og her kunne ses alle de våben og uniformer, som briterne havde brugt siden boerkrigen og andre steder, hvor de havde massakreret diverse befolkninger. Ok, de havde også slået nazisterne under 2. verdenskrig, og det skal de da have stor ros for.

Så blev kanonen affyret nøjagtigt kl. 12, og braget rungede ud over Halifax. Vores Canadatur var startet med kanonskud på nationaldagen i Vancouver, og turen sluttede her med et kanonskud på det gamle Citadel. 
Det var sidste udkald for Halifax, og vi fik spist ved en lille, hyggelig cafe i et perfekt vejr, og nu sidder vi i en lille park med en statue af Churchill, som en masse duer har skidt på. Ja ja, sådan går det for selv de største statsmænd. 

Rejsen hjem med forsinkelser.

Dagen før havde vi bestilt en shuttle bus, og den ville køre os til lufthavnen for 22 dollars pr. person. Det var i god tid, men vi havde set det, vi ville se i Halifax, og vi kunne ligeså godt vente ude i lufthavnen. Der er 40 km derud, og det tager ca. 45 min. i bil. Først kørte vi over den store bro, så igennem en masse lav bebyggelse og så ud på et stykke motorvej. 

Halifax har en stor, fin lufthavn, hvor det kunne ses, at de fleste fly var indenrigsfly med Air Canada. Der er kun enkelte andre luftfartsselskaber, der opererer herfra, og vi skulle selv med Icelandair. Lufthavnen har en stor hal med borde og bænke foruden souvenirbutikker og med fastfood på stribe som The Chickenburger, Burger King, Tim Hortons, Subway m.m. Så ingen behøvede at flyve på tom mave.

Lang ventetid, og vi kunne ikke forstå, at vores fly med afgang kl. 22.00 ikke kom op på afgangsskærmen. Så kom det endelig, men var så lige 2 timer 15 min forsinket. Nu er vi efterhånden lidt trætte af forsinkelser, især da vi havde meget kort tid til flyskiftet på Island. 

Inden sikkerhedskontrollen havde jeg fået fjernet min nye, lille lommekniv fra håndbagagen og lagt den ned i kufferten, men vi havde glemt 3 flasker ahornsirup. De blev så snuppet i sikkerhedskontrollen, da de gik over den fastsatte væskegrænse. De skulle bare have været i kufferten, så havde det været OK. Lige efter kontrollen købte vi så 3 nye flasker, der lignede ahornblade, og de måtte godt komme med.

Flyet var nu 3 timer forsinket, og vi kom først af sted kl. 01 om natten. Flyvetiden var kun på 4 timer 15 min., og det blev hurtigt lyst, da vi skulle stille urene 3 timer frem. Vores næste fly skulle afgå fra Reykjavik på præcis samme tidspunkt, som vores forsinkede fly skulle ankomme.

I Reykjavik lufthavn var der en meget grundig sikkerhedskontrol, og de tre nye flasker ahornsirup skulle igen op og undersøges, men de holdt sig under væskegrænsen. For første gang i vores liv blev vi kaldt over højtaleren i en lufthavn. Vi skulle "immediately" gå til gate 4, for flyet til København ventede kun på os. Jo, men så kunne I jo sørge for, at flyet fra Halifax kom af sted til tiden. Og da vi var inde i sikkerhedszonen med et flyskift i trantit, behøvede man måske ikke at undersøge tre flasker ahorn sirup så grundigt. Nå, men vi nåede flyet, og så var der kun tre timers flyvning fra Island til København. Kufferterne var selvfølgelig ikke kommet med, men det mærkelige var, at de stadig stod i Halifax lufthavn og ikke engang var kommet med det første fly. De blev så heldigvis leveret til Borup et par dage senere, og stor var gensynsglæden.

Canada med tog.

Det var så 5. del af vores projekt "Jorden rundt med tog". I det rigtig lange stræk, hvor vi startede i Borup og rejste igennem Tyskland, Polen, Litauen, Letland, Estland, Rusland, Sibirien, Mongoliet, Kina, Hong Kong, Vietnam og Cambodia havde vi tilbagelagt 17.765 km hen over landjorden. I 4. del på kryds og tværs over Australien havde vi tilbagelagt 8.475 km, og med de sidste 6.427 km over Canada har vi tilbagelagt i alt 32.667 km. Der er dog ikke medregnet diverse afstikkere fra hovedruten til forskellige udflugter med tog og bil, og det kan da godt løbe op i et par tusinde km. Vi mangler et mindre stykke i Cambodia igennem Thailand og Malaysia til Singapore, og så er rejsen tilendebragt. Derefter kan vi kalde os, "de første i verden der har rejst Jorden rundt med tog". Enkelte steder, hvor der ikke har gået tog, har vi dog måtte benytte os af offentlige transportmidler som busser eller langbåd som i Cambodia.

Marco Polo havde arrangeret hele Canada rejsen efter mine anvisninger, og alt klappede perfekt med en ganske lille misser i Quebec City til Baie St-Paul. At oplysningerne til denne udflugt var lidt mangelfulde, var ikke Marco Polos skyld. Heller ikke at nogle af togstrækningerne blev kørt med store forsinkelser på grund af, at godstogene har 1. prioritet på det canadiske jernbanenet.

Marco Polos faktura lød på 86.315 kr. for to personer i 25 dage. Prisen var incl. fly frem og tilbage, alle togstrækninger, hvoraf mange var luksustog med fuld eksklusiv forplejning, alle turens rigtig gode hoteller og de fleste udflugter til vands og til lands, samt flere guidede byrundture. Dertil brugte vi ca. 13.000 kr. til måltider, souvenirs, entreer, drikkepenge m.m.

Prisniveauet i Canada er i nærheden af Danmarks, men togene og især togstrækninger som Rocky Mountaineer er sindssygt dyre, men alligevel er turen pengene værd, med udsøgt luksus igennem de smukke bjerge.

Canadas egen befolkning kan ikke drømme om at tage turen tværs over kontinentet med tog, for fly er meget billigere, men hvis man virkelig skal se landet, nytter det ikke noget, at flyve hen over de smukke landskaber eller spændende byer. Med vores mange stop og udforskningen af byer og steder havde vi oplevet og set utroligt meget af Canada, og meget mere end de fleste canadier får set i hele deres liv. Vi havde mødt mange venlige mennesker undervejs igennem Canada, der er et af verdens mest multikulturelle samfund.

De fleste indbyggere kendte Danmark som et velfungerende og venligt land, så vi blev som danskere mødt med interesse og stor imødekommenhed. Rejsen blev dog foretaget, lige før "Støjbergkvindemennesket" førte sig frem her og der, og om det har forandret canadiernes goodwill for os danskere, ved jeg ikke. 

Canadierne kunne dog ikke helt forstå, at landets største parti, der endda gik frem, mistede regeringsmagten efter valget, og at det parti, der fik det dårligste valg, dannede regering. 

Den fantastiske tur igennem Canada fra dejlige Vancouver, Rocky Mountains smukke bjerge, præriens perle Winnipeg, Toronto med Niagara Falls, de franske byer Montréal og Quebec City og ramsaltede Halifax er selvfølgelig også udarbejdet til billedforedraget: "Canada på tværs". Se under billedforedrag på denne hjemmeside.

Tilbage til forsiden