|
Cuba - Trinidad og Cienfuegos. Rejsefortælling af Kim Greiner Januar 2018 Cuba 6. del
Vi gik en aftentur i byen, hen ad vores meget stille sidegade og hen til den bilfri hovedgade, der var meget forskellig fra hovedgaden i de fleste andre cubanske byer, vi havde besøgt. Forskellen var de mange turister, der skulle malkes for penge i souvenirbutikker og cafeer rundt omkring i byen, hvor der også er omkring 400 Casas Particulares. Jeg kan godt forstå, at byen tiltrækker turister, for der er mange fornemme kolonitidsbygninger med røde tegltage og smukke hyggelige gårdpartier. Et plus er jo også, at der er bomme ind til centrum, så der er næsten ingen trafik.
Trinidad blev efterhånden en søvnig afkrog af det spanske kongedømme, hvor nogle få europæiske bosættere og taino-indianerne holdt sig i live med landbrug og tømmerhugst. Fjernt fra Havanas kontrol kom der god gang i smugleri og handel med slaver fra det nærliggende Jamaica. Senere i 1762 kom briterne forbi og krævede frihandel, hvilket satte gang i Trinidads økonomi, sammen med franskmænd, der var flygtet fra slaveoprøret på Haiti.
Efter sukkereventyret kan man godt få den tanke, at tiden i Trinidad har stået stille i en årrække, men nu er livet op på grund af turisterne. Det ses tydeligt på den brede trappe ved siden af kirken på Casa de la Trova, hvor der er levende musik hver aften. Her sidder turisterne om aftenen og kikker på solnedgangen og nyder mad og drikke fra de små cafeer langs trappen.
Der var et par andre turistfamilier indlogeret i vores hus. Første aften var med "dinner" serveret i den hyggelige gårdhave på husets regning. Middagen bestod af suppe, kyllingesteg, ris og salat, og vi spiste sammen med et hyggeligt par fra Scotland.
Vi skal på en guidet tur kl. 9 og ud over, at det er en heldagstur, aner vi ikke på nuværende tidspunkt, hvad der skal ske. Vores guide Mario kom til tiden, og det gør guiderne faktisk altid på Cuba. Han var måske omkring 50 år, og han havde været gift 5 gange, fortalte han, men nu var han i gang med det sidste ægteskab, havde han lovet sig selv højt og helligt. Han havde en datter på 1 år med sin nuværende, sidste kone. Han er universitetsuddannet, men har aldrig været uden for Cuba. Det viser, at Cuba nærmest er en fangeø, for besværlighederne tårner sig op, hvis en cubaner vil udenlands. Mario taler et tydeligt engelsk, hvor jeg forstod det meste, men ikke alt. Første del af turen var med en taxa, og vi kørte ad nogle snoede småveje op i bjergene. Vi stoppede ved et udsigtstårn med udsigt til havet. Her var blomstrende agaver, og vi så en kolibri – men kun en eneste. De er næsten umulige at fotografere, for de vimser rundt, så øjet næsten ikke kan følge dem. I bjergene er der 16-20 grader året rundt, og der var da også en herlig, kølig og klar luft. Højere oppe var der et informationscenter med forskellige guidede vandreture igennem de 3 naturparker i området. Det er militæret, der står for centeret, og pengene går lige ned i deres dybe lommer. Heroppe ligger også et stort kurhotel, men det er kun de cubanske officerer, der må benytte det. Vi er jo i et kommunistisk land, hvor alle er lige, men der er nogen, der er mere lige end andre.
Hans søn er også kørt i stilling, men han er en højtstående militærmand, hvilket ikke tyder på noget godt – så ingen på Cuba ved, hvad fremtiden vil bringe. Der er stadig embargo fra USA, så Cuba handler med Rusland og Kina i stedet for med USA, der ellers ligger lige i nærheden. Trump har sat alt i stå, efter at Obama var ved at åbne op. Amerikanere må godt besøge Cuba, men det kræver udførlige ansøgnings-skemaer, så her er næsten ingen.
Heroppe i bjerglandet var der en kaffetrail med alle mulige sorter kaffebuske, og vi endte i et kaffemuseum med redskaber til at gøre de rå bønner til kaffebønner. Vi fik da også lige en kop kaffe som smagsprøve.
Vi var også inde på et galleri, hvor kunstneren Lazaro Niebla havde specialiseret sig i at skære portrætter i træ efter et fotografi. Træet var gamle træskodder. Portrætterne var fantastiske, og hver en rynke var med.
Kirken Iglesia de la Santísima Trinidad er bygget i perioden 1817-92, efter at forgængeren blæste omkuld i en orkan. Indenfor kysses der på mandeben især til påske, hvor byens kvinder står i kø for at kysse Jesus på knæene. Han er byens skytsengel og blev i 1731 afskibet fra Barcelona til Mexico. Tre storme bragte ham hver gang tilbage til Cuba, før det gik op for folk, at det var Guds vilje, at Trinidad skulle være hans hjem.
I morgen har vi Trinidad på egen hånd, og vi vil bare dappe rundt og måske tage til stranden. Klokken er blevet 17, og jeg sidder på tagterrassen og skriver, men det er næsten for varmt. Nå, så kom der en sky, og så blev der næsten for koldt.
Nå, de der Cubra Libra var bestemt ikke sunde, for vi fik begge to maveproblemer i løbet af natten. Dagens program var ud i det blå. Oppe fra tagterrassen kunne jeg se noget vand, så vi tog bestik af solen, og den skulle bare holde sig lidt til højre, så måtte der være en strand. Vi gik først igennem byen, og så standsede der en lokalbus. Lokalbusser i Cuba er lastbiler med presenning og sæder på ladet. De fleste passagerer steg af, men vi steg på. Ingen krævede betaling, så vi satte os bare. Der var en række sæder i hver side og to jernbænke i midten på langs. Der var kun os og et par unge mænd tilbage, og de undrede sig nok. Bussen kørte i den rigtige retning, men desværre ikke så længe, for så holdt den ind på en holdeplads og slukkede motoren. Det var så det, men så fik vi da prøvet en rigtig lokalbus.
Så gik det derudad i en times tid og for mig at se, kørte han en stor omvej. Vi kom ikke ned til det nærmeste vand, men kørte ud på en stor landtange med en kæmpe lagune og med Trinidad liggende i bunden af bugten. Hvis hesten sløvede lidt på tempoet, raslede kusken lidt med pisken i holderen. Den blev ikke taget op af holderen, men bare raslen gjorde, at hesten satte tempoet op. Vi kom efterhånden ud til havet, men fortsatte med at køre langs stranden til et stort hotel. Her var en rigtig skøn strand med svajende palmer. Det blev virkelig kun 10 CUC, men så fik hesten også 5 CUC for godt arbejde, og det var den meget tilfreds med.
Der var en taxaholdeplads, og en tur til Trinidad kostede 8 CUC. Der holdt også nogle amerikanerbiler, hvor turen kostede 10 CUC. Det blev selvfølgelig en amerikanerbil fra 1957. Et gammelt lig, men den kunne da køre. Det var først nu, vi opdagede, at vi var langt ude på en landtange. Hvis vi havde gået til havnen, havde vi set noget vand og ikke set og prøvet stranden. Der var 12 km fra byen ud til stranden. Folk sagde ellers, at der var koldt ved stranden, men overhovedet ikke, for der var fralandsvind, og vandet var nok 25 grader.
Vi gik på jagt efter nogle souvenirs og fik mest købt nogle figurer. Det var svært at finde gaver, for det er nok ikke alle, der ønsker sig høje, fyldige trædamer bemalet med kraftige farver.
På hjørnet ved den berømte trappe og med katedralen på den anden side ligger en cafe med balkon. Det ser så idyllisk ud, og alle skal fotografere hjørnet. Vi var ikke rigtig sultne, men lidt skulle vi vel have. På cafeen blev der spurgt, om vi skulle spise. Si, og så fik vi lov at sidde på 1. salen og skue ud over herlighederne. På menukortet var der en lille ret til 4½ CUC, men det havde de ikke alligevel, og vi havde ikke lyst til et større måltid til 14-15 CUC. Så tog vi en is med tropiske frugter til 2½ CUC og dertil 2 limonade. Alt i alt blev det 9,90 CUC med drikkepenge. Tjeneren var lidt studs, men der var ikke andre gæster, og så er lidt vel bedre end ingenting. Solen var ved at gå ned, og der sad masser af mennesker på trappen og nød aftenstemningen. Jeg håber ikke, at der er alt for mange, der skal købe Cuba Libra i baren til venstre. Meget hyggeligt var hundene gået i seng rundt omkring på pladsen, da vi listede hjem.
Det var sørme vores gamle ven Mario fra i forgårs, der skulle være vores guide i dag, og han kørte med i taxaen. Han fortalte, at de havde haft guidemøde i går, og han kunne vælge imellem 6 amerikanere eller 2 danskere, og han snuppede danskerne. Han havde så sandelig været flittig og havde læst i guidebogen fra København. Der var nogle bygninger, som lignede dem, vi ville få et se i Cienfuegos, bl.a. Domhuset med søjlerne og det indiske palads i Tivoli. Han var meget interesseret i Danmark og spurgte bl.a., om staten ejede alle hotellerne. No, staten ejer ikke et eneste hotel i hele kongeriget.
Taxaen kørte langs kysten og igennem bjergene. Der var ikke megen trafik på den udmærkede 2-sporede vej, men chaufføren kørte lidt rigeligt hurtigt efter min mening.
Ellers har Cienfuegos udviklet sig takket være skibsfarten, sukkerrør, tobak og kaffe samt åbning af en jernbane i 1850. Med både cementfabrik, olieraffinaderi, gødningsfabrik, skibsværft og mange sukkermøller er Cienfuegos et vigtigt cubansk industricentrum. Desuden forarbejdes der store mængder af rejer og hummere til eksport.
Turisterne kommer dog ikke for at beundre industrien, men for at beundre de nyklassiske palæer og menneskepakkede gågader med isbarer og restauranter i byens centrum.
I teatercafeen var der flere smukke, unge, lysebrune kvinder, der holdt gamle hvide mænd i hånden. Jamen, det er da utroligt, så meget der skal holdes i hånd rundt om på Cuba, men faktisk så vi ingen gamle kvinder holde unge mænd i hånden. Bortset fra det så skulle Cienfuegos være en mest rene by i Cuba, og det vil vi da godt tro på. Frokost et fint sted, hvor de diskede op med 3 retter mad. Meget hyggeligt spiste Mario og chaufføren med ved samme bord – alle er jo kammerater her. Der var en udsøgt venlig betjening. Frokosten var inkluderet i rejsens pris, så det var jo os, der hjemmefra var de glade givere. Vi blev sat af på busstationen, hvor Mario byttede vores voucher til busbilletter, og vi fik endnu engang sagt farvel til Mario, og det var jo nok endeligt denne gang.
Vi sidder nu i en varm ventesal, og sveden driver. Vores kufferter er tjekket ind, og hvis alt går vel, er der afgang med bussen kl. 16.45. Bussen kørte ad mange små veje, og passagerer stod af og på på udvalgte steder. Et sted ved en cafe var der pause på et kvarter, og det var i mellemtiden blevet mørkt. Efter 6 timer nåede vi Havanna, hvor der stod en dame med et Greiner skilt. Sammen med chaufføren havde hun stået og ventet i 2 timer.
Vi kom igennem den mørke by til vores gamle Hemingway hotel Ambos Mundos. Vi var hundesultne, for vi havde ikke fået noget at spise siden kl. 13. Hverken kiks eller noget, og hotellets restaurant var lukket. Vi boede denne gang på en etage under Hemingways værelse, så der var mere ro. Sulten gnavede. så vi gik ud på de mørke gader og fandt en pizzabod, hvor der stod en pæn kø. Vi fik købet en enkelt pizza til deling. 1 eneste CUC og vi blev alligevel rigelig mætte. Vi havde fået udleveret et skema fra "Latin America Travel", hvor vi skulle evaluere hele turen i Cuba. Hvordan havde det været med hensyn til overnatning på de forskellige hoteller og de forskellige Casa Particulares, hvordan var det med busser, guider, taxachauffører m.m. Vi kunne kun skrive excellent med højeste karakterer hele vejen igennem. Det kunne ikke gøres bedre, og alt havde klappet (undtagen et aflyst fly, men det kunne Latin America Travel jo ikke gøre for). Det kunne så undre, at alt kunne gøres så perfekt i et af verdens mest kommunistiske lande. Her havde de simpelthen sat alt ind på, at hele rejsen skulle gå efter planen.
Nede ved havnen holdt en hel stribe amerikanerbiler, der ville køre os, hvorhen vi ville. Nå, men vi ville hellere gå, så vi gik ud til fortet "Castillo de San Salvador de la Punte", der blev bygget i 1590 for at beskytte byen mod pirater. I krigstid var fortets svaghed, at det lå lavt i terrænet, så det skulle have hjælp af den højtliggende "El-Morro-fæstning" på den anden side af strædet. Forsvarsduoen kunne dog ikke holde englænderne fra at indtage Havanna i 1762. I kolonitiden blev havnen hver aften lukket med en 250 m lang kæde der var spændt ud mellem forterne. Vi nød de kæmpestore bølgeskvulp, der plaskede op på molerne ved fortet. Fra fortet gik en fin boulevard "Paseo de Marti" ind mod byen. Det var nærmest en stor, aflang plads med mange bænke og statuer, og børn der spillede bold. Gitte var lidt bekymret for min stedsans, men jeg kikkede på solen, og vi ramte vores gade i den øverste del, og så var det bare at følge den igennem mylderet af turister.
Vi gik en lille tur ud i turistmylderet. På gågaden er der så mange mennesker, at vi kunne gå i fred. Lidt væk fra gågaden er der ustandselig Hola taxa, Hola Taxa. Lidt anstrengende faktisk – vi skal nok sige til, hvis vi skal bruge en taxa. Nede ved krydstogtskibet måtte man ikke sidde på balustraden og kikke. Det var nogle betjente, der havde fået den fikse ide, eller de havde fået ordre højere oppefra – at det ikke ser pænt ud at have mennesker siddende der.
Senioritas gik rundt i lokale festdragter og lod sig fotografere mod pesetos selvfølgelig. De sidste moneter skal presses ud af turisterne. Nu skete der en dårlig ting og en god ting. Bilen kan jo ikke holde ved hotellet, for det er en gågade. Vi trak af sted med kufferterne, chaufføren og jeg. Gitte gik forbi en mand i en rullestol, der sad og tiggede. Da hun ikke gav noget, fik hun et dask på armen. Jeg så det ikke, men da jeg gik forbi, fik jeg også et dask på armen. Så blev jeg vred: "Du skal ikke slå, er det forstået". Meget højt og på dansk. Tænk, han forstod det: "Sorry, sorry". Sådan en idiot. Pengene har siddet meget løst hos os på denne tur: Køb af babymælk til hungrende babyer, gamle damer har fået donationer, foruden elevatormænd, tissedamer, taxachauffører, værtinder, guider, tjenere m.m. Men helt sikkert, hvis nogen er aggressive, så får de ikke noget som helst.
Udenrigslufthavnen i Havana er lysår fra indenrigslufthavnen. Her var cafeer og souvenirboder og endda til yderst rimelige priser. Masser af fly videre ud i verden til Amsterdam, Madrid, Mexico, Miami, Lima, Panama m.m. Der kunne også veksles tilbage af overskydende CUC uden problemer. Husk at gemme indrejsevisum, for det skal vises og afleveres ved udrejse. Rejsen var købt igennem Marco Polo, og for to personer og 17 dage kostede rejsen 49.800 kr. I virkeligheden var det "Latin America Travel", der var den tekniske arrangør. Det havde de gjort med stort bravur med pil opad. Alt klappede perfekt, selvom vi rejste rundt i et kommunistisk land. Prisen dækkede fly fra København til Havana og retur. Alle overnatninger fra yderst gode og fine hoteller til privat indkvartering, der også alle var charmerende og gode. Morgenmad hele vejen rundt, 4 x frokost og 3 x aftensmad. Alle transporter både offentlige transporter, transfers og indenrigsfly. Sightseeing og entreer og lokale engelsktalende guider. Rigtig meget for pengene.
Cuba var anderledes, end jeg havde forestillet mig hjemmefra og til den bedre side, helt bestemt. Turisttrykket i Havana og i Trinidad var lidt for meget af det gode, men vi må jo indrømme, at vi også fyldte lidt op. Cuba har jeg som billedforedrag under titlen: Cuba - livsglæde og amerikanerbiler. Se under foredrag. |
Casa Maydi så bestemt ikke ud af meget udvendigt, men indenfor var der en dagligstue, et stort køkken og en fin gård med store planter og jernmøbler. For enden af gården lå vores værelse med en dobbelt himmelseng og en enkeltseng. Eget badeværelse, og alt var nydeligt og fint. Øverst oppe på taget var der en dejlig terrasse med stole og borde og en fin udsigt ud over byen og helt ud til havet. Damen, der modtog os, boede i huset ved siden af, så vi boede faktisk i hendes forældres hus. Bedstefaderen sad ved indgangen, og han gyste, da jeg fortalte, at vi i Danmark for tiden havde 5 minusgrader. 
Det er de velholdte huse fra 17- og 1800-tallet, der har bragt Trinidad på UNESCO’s liste over særligt bevaringsværdige byer. Her er søjlebårne korridorer, romantiske træbalkoner og dekorative smedejernsgitre.
I midten af 1700-tallet boomede sukkerindustrien, og i 100 år frem byggede plantageejerne prægtige palæer, medens de lod slaverne arbejde sig til døde på plantagerne.
Morgenmaden var med frugt, et stort glas friskpresset juice, kaffe, brød, smør, ost m.m. Der var to andre par, der begge kom fra Storbritannien, og vi fik en hyggelig snak.
Der skal være præsidentvalg på Cuba, men resultatet er givet på forhånd, for Miguel Diaz-Canel er vicepræsident nu. Han har allerede lovet at hæge om "freden, friheden, uafhængigheden, og at folkets suverænitet vil vare ved". Cuba har en meget speciel valgproces, idet der er en kandidat i hver valgkreds, der på forhånd er godkendt af regeringen. Der er opstillet 605 kandidater, hvor af 322 er kvinder. Til det endelige præsidentvalg er der højst sandsynligt kun 1 kandidat, som forventes at få 90 % af stemmerne. Og det har de allerede regnet ud bliver Miguel Diaz-Canel. 
Fidel Castro holdt alenlange taler i op til 8 timer om, at han bestemt ikke havde stukket noget til side i egen lomme. Om det er rigtigt, vides ikke, men den nuværende præsident, broderen Gaul Castro, har dog bygget et afsides palads, så Fidelklanen kan leve i sikkerhed, også når de mister præsidentmagten. 
Bagefter besøgte vi en barbersalon, hvor den samme barberstol havde været i brug i 3 generationer. Her var også en maleriudstilling med skønne, cubanske motiver a la stjerner og amerikanerbiler. Jeg købte et for 25 euro, men desværre blev det pillet ud af blændrammen og rullet sammen. Nå, det var nok også lige stort nok at have med videre.
Der er stadig smukt, men det myldrer med turister, især canadier og englændere er de dominerende, fik vi at vide. Til sidst så vi deres frihedsmuseum med mange billeder af Fidel og Che m.m., men nu kunne vi simpelthen ikke rumme flere informationer. Mario vidste utroligt meget, men 7 timer guidet tur er et par timer for meget. Han er en rigtig charmerende mand (tænk på de 5 ægteskaber), og han er en meget vidende mand. Vi fik sagt farvel, og han fik en guidebog om København og 20 euro, og så fik vi ekstra kram og faste håndtryk. Da vi gik rundt i byen med Mario, blev vi altid præsenteret, og der skulle gives hånd.
Hvis det var muligt, så ville jeg lade mig genføde, men det er vist kun hos buddhisterne, at det kan lade sig gøre. Så ville jeg danse salsa her. Gitte var for genert til dans til offentligt skue, så vi sad bare og kikkede.
Det var skyfrit om morgenen, undtagen lidt småskyer. Yayi, der var en lillebitte dame, stod for morgenmaden. Hun havde et barn på 3 år, så hun fik en pose LEGO klodser som en hilsen fra Danmark. Morgenmaden spiste vi sammen med parret fra Glasgow. Hyggeligt, og de var lette at forstå.
Vi gik et par kilometer ud ad en lige vej, der gik i den rigtige retning. Vi var efterhånden kommet ud på landet. Nogle fyldte hestevogne med mennesker kørte i den rigtige retning. Vi stod og kikkede lidt misundeligt, og en mand kom hen og spurgte om noget. Med lidt besvær forstod vi, at han havde en hestevogn. Hesten skulle dog først fanges ind og vognen køres frem, og det hele skulle først monteres. En ung mand ville tage turen, og jeg havde lidt ondt af hesten, for den var lige kommet hjem. Turen til stranden ville koste 10 CUC, og jeg sikrede mig, at det var 10 CUC i det hele for os begge to, og det var for hele turen. Ja, 10 CUC for det hele. (Vi var jo før blevet snydt, så vandet drev).
Tilfældigvis var vi landet ved et stort all-inclusive hotel med den dejligste strand og klareste, lune vand. Herligt med et par svømmeture, hvor vandet var så salt, at det bar kroppen oppe. Badenymfer vimsede rundt sammen med matroner og strandløver. Tænk, at være her i en hel uge – det må være dødkedeligt. Vi var der en time, og så fik vi noget at spise på en strandcafe. Banket svinekød, ris og lidt grønt plus et par dåser sodavand i alt 15 CUC. 
Vejret var fra morgenstunden let skyet og lidt blæsende, så lettere køligt i skyggen. Vi skulle af sted fra Trinidad kl. 10, hvor vi ville blive hentet. Vores to damer, der er tilknyttet Casa Maydi, kræsede med morgenmaden, og så var det tid til at sige farvel. De fik begge 10 CUC i drikkepenge, og vi fik en krammer og et smækkys på kinden. Om det var på grund af vores donation eller vores charmerende væsen, skal være usagt. Der var lige tid til en time på tagterrassen, inden vores taxa kom på slaget. 
Det smukke er dog begrænset til nogle små områder omkring Parque José Marti og El Prado-boulevarden, medens udkanten skæmmes af slumagtig bebyggelse og en rygende cementfabrik. På den modsatte side af bugten ligger det aldrig færdigbyggede atomkraftværk, hvor byggeriet brat stoppede, da et atomkraftværk af samme type sprang i luften ved Tjernobyl. Det var nok en klog beslutning. Energi får de overvejende fra olie, som de får billigt fra Venezuela, så længe det varer, da Venezuela nærmest er ved at kollapse.
Vi kom videre ind i byen med hyggelige gågader til den store plads "Parque José Marti" med de sædvanlige statuer af heltene. Her var det landsfaderen José Marti omgivet af høje palmer. Alle bygningerne omkring pladsen er med på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Vi var inde at se teatret fra 1889, som blev bygget af en lokal sukkerbaron og slavehandler. Hele interiøret fra billetlugen til den guldindrammede scene og salens 950 smedejernsklapstole med mahogniarmlæn er originale. Loftet er dækket af halvnøgne nymfer, men modellerne havde været mænd, så de var noget muskuløse. På dette teater har alle datidens kendte kunstnere fra hele verden sunget.
Vi sad nærmest og døsede i ventesalen, men så blev der råbt Viacul (navnet på busselskabet) Havanna, og alle for ud, og vi kom af sted med kun 5 minutters forsinkelse. Turen gik godt i en times tid, men så begyndte det at lugte skrækkeligt af dieselolie. Efter ½ time standsede bussen på en øde landevej. Kakerlakkerne i bussen kunne heller ikke lidt lugten, så de pilede forvirrede langs med panelerne. Chaufføren og busmesteren gik ud og kikkede på motoren. Chaufføren tog sin fine uniform af og tog en kedeldragt på og åbnede til motoren. Føderøret til motoren var utæt, og det dryppede med dieselolie. Der var ingen mobildækning, og hvad gør de egentlig, hvis det ikke kan laves på stående fod? Det kunne de, og de havde det med, der skulle bruges, og efter 1 time kunne motoren startes uden lugt af dieselolie. Chaufføren var blevet sort op og ned ad armene, så han fik et bad i dieselolie. At reparere en motor ude på en landevej havde en dansk buschauffør nok ikke kunnet klare. 
På vores ganske nydelige hotel Ambos Mundos var der et lille morgenproblem. Der var ikke noget vand i vandhanerne eller i bruseren. Vi trængte i den grad til et bad, så jeg gik ned i receptionen med morgenhår. Nå, det var hele hotellet, der var vandløst. Det kom nok igen om en halv eller en hel time. Vi lagde os i venteposition, men fik så børstet tænder og duppet øjnene i flaskevand, og så kunne vi jo godt spise morgenmad, medens vi ventede på vand og så bade senere. Efter morgenmaden på den dejlige tagterrasse var der vand i hanerne igen.
Vi skulle først af sted om eftermiddagen, så vi gik en tur ned til vandet. Egentlig ville jeg gerne besøge Jesus på den anden side af strædet, men det var lidt kompliceret, og der var heller ikke så megen tid, da vi skulle checke ud kl. 12.
Vi tjekkede ud og fik kufferterne i depot og gik så op på tagterrassen og spiste frokost. Vi bestilte to cola, men de var løbet tør for cola. Alt, hvad der løbes tør for, giver regeringen USA skylden for. Vi fik i stedet vores yndlingsdrink lemonade og en ægte Hemingway Mohito – det bliver nu aldrig min yndlingsdrink.
Vi ville blive hentet på hotellet kl. 16.30 og blive kørt til lufthavnen. I hotellets lobbye sad en klaverbokser og tæskede løs på klaveret. Skal han da ikke snart have pause? Vi sad nu i Ernst Hemingways sofa, og bagved på væggen var der masser af billeder af ham. Turistgrupper kom i stimevis og skulle fotografere lige præcis den væg med mig i sofaen. Til sidst var jeg nødt til at flytte mig, for ikke at ødelægge deres billeder. Vi var gået helt ned i et hjørne og sad stille og roligt, da der kom en ung mand hen og sagde Greiner. Det var chaufføren til lufthavnen, der var kommet en time før aftalt tid. 
Så kommer det gode. Vores taxa var en amerikanerbil fra halvtredserne. Rat af ægte træ, blanke pedaler, ratgear og et speedometer, der ikke duede. Det blev en standsmæssig tur ud af Havanna. Et sted var der sket et trafikuheld, og en kranbil spærrede hele vejen. I Danmark ville bilerne blive på vejen og bande, men selvfølgelig blive på vejen. Her på Cuba kørte bilerne op på fortovet, hen over en græsplæne og ud på vejen igen. Sådan. Ved lufthavnen fik taxachaufføren en voucher, hvor der stod 35 CUC, og så fik han lige 5 oveni. Hans telefon ringede, det var til Gitte. Vi skulle aflevere vores evaluering til chaufføren. Det gjorde vi med glæde, for det var topkarakterer over hele linjen.