| Tilbage til forsiden
Egypten Cairo, Sinaiørkenen og Det røde Hav. En rejsefortælling af Kim Greiner. 3. del. Januar 2004 Cairo er verdens moder. Hold pilen på billederne og teksten kommer frem.  Regnvejr var ikke helt det vejr, vi havde forbundet med Cairo, men det regnede, da vi landede efter en kort flyvetur fra Luxor, hvor vi havde tilbragt en uge på et overordentligt vellykket Nilkrydstogt. Foruden regnen stormede det også, og så kunne jeg bedre forstå, at flyet havde slingret noget under flyvningen, hvor min kone Gitte og jeg havde holdt hinanden i hånden, og sendt bønner i forskellige retninger. Officielt har Cairo kun 3 regnvejrsdage og året, men uofficielt har det vist sneget sig op på 14 dage, og det har vist noget at gøre med fordampningen fra Nassersøen. Det er dog ikke de store regnmængder, det drejer sig om, med kun 30 mm om året, men en hel del af dem faldt den formiddag, hvor vi landede i Cairo.
Cairo blev grundlagt af araberne i år 969, og i 1384 blev den af en rejsende beskrevet som ”Universets metropol, verdens have, menneskeartens myretue, kongelighedens trone, en by forskønnet med slotte og paladser, dens horisont er dekoreret af klostre og skoler, og den er oplyst af visdommens måner og stjerner”. Rigdommene stammede fra handel med krydderier og luksusvarer fra de mange besiddelser, og Cairo havde udviklet sig til Jordens mægtigste metropol i befolkning og udstrækning, ihvertfald vest for Kina. Senere i 1500 tallet udtaler en af personerne i 1001 Nats Eventyr:” Den, der ikke har set Cairo, har ikke set verden. Hendes jord er guld, hendes Nil er et underværk, hendes kvinder er som de sortøjede jomfruer i paradis, hendes huse er paladser, hendes luft er mild og velduftende som aloetræ. Og hvordan kan hun være anderledes, når hun er Verdens Moder”.
Cairo lufthavn er ved at blive bygget om, men selvom der var byggerod, kom bagagen hurtigt frem, og der var ingen generende kufferthajer, for bagagen blev læsset på en vogn, og samlet blev den kørt ud til bussen. Allerede få hundrede meter fra lufthavnen, blev vi næsten vædret af en bil fra Air France, der meget frækt skød ind foran bussen, men det er sådan, der køres i Cairo, og bilforsikringer er et fremmedord, som ingen kender, og hvorfor få en bule rettet ud, når der kommer en ny dagen efter.
Vi skulle egentlig op på Citadellet og se udsigten over byen, men på grund af tåge og regn blev det aflyst, så vi kørte direkte hen til Al-Rifai-moskeen. De osmanniske sultaner i Istanbul lod dog stort set stadig mamlukkerne regere Egypten, når blot de inddrevne skatter blev sendt til Tyrkiet. I 1798 trådte Napoleon Bonaparte ind på areanaen, og i Slaget ved Pyramiderne slog han mamlukkerne og marcherede ind i Cairo, og invaderede også resten af Egypten. Napoleon indførte en ny regeringsform, nye afgrøder og nye vægt- og målsystemer, og hans videnskabsmænd begyndte at opmåle og undersøge Egyptens fortidsminder.
Inden vi nåede så langt, skulle vores sko dog afleveres hos skoholderen, og på strømpefødder gik vi indenfor i de hellige haller med slanke søjler og flot dekorerede lofter og vægge i mønstre med sleben sten. Der var noget fodkoldt, selvom der næsten var tæpper overalt, og siddende på et af tæpperne lige under den enorme lysekrone, der er afbildet på de egyptiske 10 pund sedler, fik vi islams historie i Egypten. I et af gravrummene opløftede en af vagterne sin stemme til vores ære, dog ikke for at skælde ud, men for at demonstrere akustikken, og som kræs i øregangen rungede og dirrede stemmen i rummet i flere minutter bagefter. Vores maver havde ellers klaret sig udmærket hele ugen med forebyggende indtagelse af Paragurt til hvert måltid, men i mild grad blev vi nu ramt af Faraos forbandelse også kaldet Cairo quikstep. Vi skulle derfor ikke alt for langt væk fra hotellet på den første lille rekonoseringstur i kvarteret for at finde noget spiseligt. Vi havde på det tidspunkt heller ikke helt tjek på, hvor i Cairo hotellet var beliggende, så vi gik hen ad gaden, og drejede til højre ved hvert gadehjørne, til vi havde indkredset hotellet, og selvom vi var ved at vænne os til det, er det nu alligevel mærkeligt med så mange bevæbnede politivagter på hvert andet gadehjørne.
Senere efter mørkets frembrud vovede vi os ud igen, og gik ned mod Nilen, men vi kunne ikke komme helt derned på grund af nogle hegn, så vi måtte nøjes med at gå på en gade langs med Nilen. En hvid og lyshåret ”kattemor” var igang med at give omkring 20 katte spaghetti med kødsovs, men ellers lå skidtet i bunker imellem spredte forretninger, og som et eksotisk indslag i banken, lå 3 mand på rad og række og bad aftenbønnen. I en McDonald var vi inde for at tage pulsen på det aktuelle Big Mac index, og en menu kunne fås for 12,50 pund + 5 % i drikkepenge, men da vi stadig var lidt ømme i benene efter quikstep, købte vi kun nogle kyllingenuggets, og sammen med kiks og cola fik vi et mavevenligt måltid. Selvom aftenturen var beskidt og støvet af sandstorm, var den ganske dejlig, for tænk engang, vi gik uantastet rundt uden en eneste henvendelse om taxi eller køb af dit eller dat.
Der bliver stadig udgravet i Memphis, men i et mindre områder er der bygget et museum med den 13 meter høje statue af Ramses 2., der nu ligger ned. Solen faldt perfekt på Ramses ansigt, og jeg fik taget et billede, og så forbarmede jeg mig over to egyptiske vagter, der så gerne ville fotograferes, for lidt bakshish naturligvis. En alabastersfinx på ca. 80 ton, samt nogle andre store statuer står også i området, og en række ”skærsildsboder” var først ved at lukke op, så vi kunne uhindret snige os ud igen, og forbi en bevæbnet vagt, der meget modigt støttede hagen på sin geværpibe.
Frokosten, der bestod af en masse små retter, indgik i Atlantis udflugtspakke og foregik på en rigtig turistrestaurant med slangetæmmermusik ved indgangen. Et wcbesøg til 1 pund var fundet til de penge, for døren blev holdt både ved indgangen og udgangen, og der blev udleveret håndklædepapir. Mystikken omgiver Kheops-pyramiden, og nogen mener, at den stadig indeholder gravkamre, der ikke er fundet endnu, men ellers kan man da forundres over nogle matematiske tal, der siger, at pyramidens sidelængde er en timilliontedel af den halve jordakse, at pyramidens højde ganget med en milliard svarede til Jordens afstand til Solen, og at pyramidens oprindelige vægt ganget med 10 i 15 udgør nøjagtig Jordens vægt.
Tilbage til os i nutiden knejsede Kheops-pyramiden mod himlen, og høj som et 40 etagers hus rejste kæmpebygningen sig op af det gule ørkensand. I vore dage er det forbudt at kravle op af de livsfarlige sider på pyramiden, men det er muligt at komme ind i dens indre. To gange om dagen kl. 8 og kl. 13 får max 150 mennesker pr. gang lov til komme ind i pyramiden, og selvom egypterne for nylig havde sat billetprisen op fra 40 pund til 100 pund, kunne det dog ikke afskrække Gitte og mig for at stille os op i køen. Ifølge det Greinerske gondolkodex, skal man nemlig bare betale og se glad ud, hvis man ikke senere vil ærgre sig over, at man ikke fik alle rejseoplevelserne med. I vores rejsegruppe var der kun 4, der ville med ind, men det var nok ikke så meget på grund af pengene, men noget med klaustrofobi og åndenød m.m.
Vel ude i den friske luft stod ham, der heldigvis viste sig at være vores lokalguide, med mit kamera, og uden at han bad om det, fik han lidt bakshish, men ellers havde vi hver betalt 50 pund til drikkepengepuljen til de lokalguider og chauffører, vi havde forbindelse med på Cairoopholdet. Udenfor tog jeg et billede af Gitte, der klappede pyramiden, men at røre ved den er åbenbart helligbrøde, for vagterne fløjtede og skreg over fotoet, så vi skyndte os ned, og lod som om det ikke var os, de mente. Vi var også henne og snuse til Khefren-pyramiden, hvor toppen stadig er beklædt med det oprindelige lag dæksten. Khefren syner højere end Kheops-pyramiden, fordi den står på et højere grundniveau, men den er nogle få meter lavere. På bagsiden af Khefren-pyramiden var der fred og ingen fare og heller ingen vagter, så Gitte tog et billede hvor jeg klappede en af de store pyramider, og det uden fløjt og anskrig.
Videre gik vi igennem gader og kvarterer, der ikke var beregnet for turister, og vi så ingen europæer i de næste par timer. Der var et mylder af mennesker, og ukristeligt beskidt med affald i bunker eller spredt rundt omkring ( dog ikke så slemt som ved flaskecontainerne på Centerpladsen i Borup). Flere fårefolde var opslået midt på fortovet, og en vandbøffel stod og ventede på slagtning, medens forsultne og ynkelige katte lå rundt omkring. Mange mennesker hilste: ”Welcome to Egypt” og ellers var der ingen, der antastede os eller ville sælge os noget, så vi gik bare og kikkede.
Desværre havde han sat os af på bagsiden af Citadellet, og efter at have ledt efter en indgang, fandt vi da en bagindgang, der dog var lukket, men stratetisk nok holdt der nogle taxier, som vi først nonchalant afviste. Men efter at have stridt os videre langs muren igennem affaldsbunker og murbrokker, gik vi tilbage til taxierne og sagde ok, og det ville da heller ikke koste mere end 4 pund at blive kørt til en indgang, der var åben. Et egyptisk par satte sig også ind i taxaen, og de klemte sig ind på forsædet, og var ellers ved at dreje hovedet af led for at smile og kikke på os. ” Landet er guld, dets folk er får, og det tilhøre den, der er stærk nok til at erobre det”. Sådan blev den arabiske erobring af Egypten retfærdiggjort i år 640 og for at befæste positionen, blev der bygget forter. Til værn mod korsridderne byggede visiren Saladin i 1100 tallet Citadellet, der på den tid var et arkitektonisk mesterstykke. (Læs forresten de 3 meget læseværdige og spændende bøger af Jan Guillou: ”Vejen til Jerusalem”, ”Tempelridderen” og ”Riget ved vejens ende” og få måske revideret din opfattelse på flere punkter, bl.a. Richard Løvehjertes ufine og svigagtige opførsel i Det Hellige Land.) Efter Saladin har nye herskere bygget om og tilføjet nyt, så Citadellet idag står som et monument over århundredes muslimske herskere.
Derefter gik vi ind i Muhammed Alis Moske, der med sine to 84 meter høje slanke minareter er Cairos vartegn. Et ur i tårnet fik Muhammed Ali af Frankrigs Louis-Philippe, som tak for den ene af Luxor-templets obelisker, som stadig pryder Concordepladsen i Paris. Et mere end dårligt bytte, for det siges, at uret aldrig har fungeret.
Inde i moskeen lagde vi os på gulvet, dog ikke med enden i vejret, men på ryggen og kikkede drømmende op i kuplen. Her var der
en enkelt gruppe europæere foruden os, men ellers var det almindeligt
at pilgrimmene og andre grupper lå rundt omkring på gulvtæppet i det kæmpestore rum og småsnakkede. Nær Suez gjorde vi holdt ved en dødsyg turiststation, der uden blusel ville have 20 pund for 3 små pakker kiks, (en normal dagsløn i Egypten er 10 pund), der hos vores lille købmand i Cairo højst ville koste 1 pund stykket. Bare turistbusser ville stoppe andre steder end opstyltede turiststeder. Nå, men i tilgift fik vi en død hund, der lå som et halvt skelet i indkørselen.
Allerede i oldtiden påbegyndte man en kanal igennem ørkenens sand fra Nilens østlige arm og ud til Rødehavet, men et orakel advarede mod, at det var til barbarernes ( alle ikke egyptere) bedste, og graveriet blev stoppet. Senere, men stadig flere århundrede før Kristus, blev gravningen genoptaget, og kanalen blev gjort færdig, og den var i brug i flere perioder i de næste tusinde år, inden den igen sandede til og blev glemt. Ideen om en kanal blev genoplivet af franskmændene, men denne gang fra Rødehavet til Middelhavet, og efter at have dannet et internationalt konsortium til finianseringen, påbegyndtes gravningen i 1859. Under stor festivitas, med deltagelse af mange kronede hoveder og hele verdens bevågenhed, kunne kanalen åbnes 10 år efter. Kanalen havde kostet 25 millioner pund, og egypterne havde betalt de totrediedele. Hele verdenshandelen blev forandret, for kanalen fik enorm betydning med halvering af sejltiden fra Europa til Indien, og med en trediedel af sejltiden til Fjernøsten. Dårlig økonomi med ublu kreditorer tvang imidlertid Egypten til at sælge sin andel af kanalen til den britiske regering for 4 millioner pund, og som det blev bemærket i et engelsk tidskrift: ”Kanalen blev gravet i kraft at franskmændenes energi og egypternes penge til fordel for briterne”.
Englands indflydelse i Egypten blev mere og mere tydelig, og et egyptisk oprør i 1881 blev bragt til ende af vestlige krigsstyrker, og britiske tropper blev indsat i landet, men kun indtil ro og orden var genoprettet, hvilket åbenbart tog 74 år. Efter 1. verdenskrig blev Egypten simpelhen erklæret som britisk protektorat, for at beskytte briternes egne interesser og først og fremmest Suezkanalen. Der kunne skrives flere bøger om Egyptens historie fra 1882 til vore dage, og mindst en bog om Suezkanalens historie, men fuglene er begyndt at synge, og det er begyndt at blive lyst om aftenen her i begyndelsen af april, hvor jeg skriver dette, så andetsteds må man læse om kong Faruk, Nasser og Sadat. Jeg kan da lige nævne i forbindelse med Suezkanalen, at den blev nationaliseret i 1956, og at den idag er Egyptens 3. største indtægtskilde. Sinai-halvøen er ikke kun kendt for sine vilde bjerge, sine øde ørkener og stenede sletter, for i årtusinder har halvøen haft strategisk betydning for alle de stormagter, der har kæmpet om magten i Nildalen. Ikke mindst har Sinai fungeret som slagmark i de egyptiske-isralske krige, og halvøen har lagt sand til 4 bitre kampvogn-slag, hvor Israel i kortere eller længere perioder derefter har besat halvøen. Først ved Camp David-aftalen i 1979 indledte Israel en gradvis tilbagetrækning, således at Sinai nu igen er egyptisk. (Hvor ville der blive meget fred i verden, hvis Israel også trak sig ud af Gasa-striben og Vestbredden.)
I 1762 ville Danmark gøre sit til at afdække Sinais historie, så Frederik 5. sendte en videnskabelig ekspedition til halvøen med landmåler Carsten Niebuhr og professor F.C.von Haven, for at følge i Moses fodspor, og indsamle oplysninger, der kunne gavne videnskaben. Professoren brugte en stor del af sin tid med at ærgre sig over de primitive rejseforhold, medens Niebuhr målte afstande, og lavede optegnelser over alle de steder, de passerede, samt kopierede indskrifter, der senere fik betydning for tydningen af hieroglyfferne. Hjemme i Danmark igen blev Niebuhr kaldt op til kronprinsen, der især var meget interesseret i veje og deres beskaffenhed. Efter at have fortalt en del om rejsen spurgte kronprinsen derfor: ”Nå, men min gode Niebuhr, hvordan var vejenes beskaffenhed på Deres rejse”? Hvortil Niebuhr svarede: Joh, deres Majestæt mellem Arabien og Roskilde var de nogenlunde, men mellem Roskilde og København var de ganske forskrækkelige”. Det kan jo så godt være, at kronprinsen senere ofrede et par rigsdaler på de plørede hjemlige jordveje.
Der var ikke meget beboelse undervejs, og det er nok heller ikke let at friste skæbnen i det tørre klima med sommertemperaturer på over 50 grader.
Midt på dagen stoppede vi igen ved en turiststation i en mindre by, men vi købte ikke noget, da vi stadig havde kiks tilbage fra det sidste ågerprissted. Jeg kan ikke huske, hvad stedet hed, men i et ellers helt øde landskab var der til lokalbefolkningen placeret en flok nye firkantede boligblokke mellem vejen og stranden. Gitte og jeg gik en tur ned mod stranden, hvor en tankbil var ved at tømme noget flydende stads ud i et hul i sandet, og det lignede bestemt ikke kildevand. Længere nede ved stranden kom vi forbi et ”vandhul”, der var sort som olie, så området er nok ikke ligefrem økologisk eller tiltænkt som ferieparadis for turisterne. På vejen sydpå var vi ellers kommet forbi enkelte lave hotelkomplekser, der var under opførelse i det sandede øde landskab langs kysten, og de må være tiltænkt meget solhungrende mennesker med meget tykke bøger til at fordrive tiden med, eller måske unge mennesker på bryllupsrejse.
Vores hotel Sharm Holiday lå i udkanten af byen kun 5 minutters gang fra stranden, men der var da mange taxaer, der ikke kunne forstå, at vi ville gå så langt. Ellers var det et stort lavt turistklasse hotel med masser af værelser i lave blokke omkring store svimmingpools og med flere restauranter, og som et oplivende moment var det et hotel, hvor også egyptiske familier holdt deres ferie. Rødehavet er kendt for sine koralrev, der ligger helt tæt kysten, og vi var da ude med en båd med glasbund og fik set koraller og farvestrålende fisk. Badevandet var klart og lunt, og på et tidspunkt, hvor jeg stod og soppede, kom der en fiskestime på titusinde 10 cm fisk forbi, og de stod som en sky omkring mine hvide ben. Fiskene vidste nøjagtig, hvor stor sikkerhedsafstanden var, for selvom jeg gik frem og tilbage i stimen, gik jeg rundt i et hul med 1 meter ud til fiskene. Senere soppede jeg i en mindre stime på 10-12 fisk, men de var omkring 50 cm store. Jeg havde da overvejet at investere i snorkeludstyr, men svømmebriller og nærsynethed er en dårlig kombination, men for andre, der skal tilbringe en uge ved Rødehavet, er snorkling en oplagt ferieadspredelse.
Vi havde faktisk taget vandrestøvlerne med og havde sat næsen op efter en tur til Mosesbjerget top Gebel Musa på 2.285 meter, og som indgår i Atlantis Rejsers udflugtspakke, men desværre var turen for tiden aflyst på grund af for meget sne på toppen. Så vi meldte os i stedet til en heldagstur til Sinais største turistattraktion Skt. Katarina-klosteret. Klosteret siges at være verdens ældste og stammer fra 537 e. Kr., hvor den romerske kejser Justinian, gav ordre til at opføre et klosterfort. Kirken, som blev bygget i fortet, blev oprindelig viet til Kristi Forklarelse på Bjerget, (hvad det så er), men den blev senere viet til Skt. Katharina, der var en ung kvinde, der led martyrdøden i Alexandria. I 1300 tallet levede der 400 munke indenfor de høje mure, men i vore dage er der kun en halv snes tilbage, og da klosteret tilhøre den græsk-ortodokse kirke, er det overvejende græske munke. Dele af klosteret har åben for publikum mellem klokken 9-12, og selvom det ligger et gudsforladt sted, nå nej, det kan man vel ikke sige her, var der mange turister, der i gåsegang trippede rundt mellem murene. Strømmen af turister blev ledt ind igennem kirken, hvor kirkesølvet hang ned fra loftet, og en munk med et stort sort skæg tyssede på folk, og han blev meget vred, da der var en der tog et billed.
Udenfor klosteret gik en lille dreng og prøvede at sælge mig et slebet stenæg for 10 pund. Nu har vi i forvejen 2 stenæg derhjemme, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til, så jeg gjorde mig døv og blind. Så sagde drengen et par sande ord: ” It is not musch money for you” Og det var jo sandt nok, og vi kunne jo nok have levet med 3 stenæg derhjemme. Det fik jeg dog først tænkt nærmere over senere, og de 10 pund ville måske have været til stor betydning for ham, men betød intet for mig. Så jeg skammer mig over, at jeg ikke på dette hellige sted gav lidt til de fattige, hvis du besøger Sct. Katarina-klosteret, og der kommer en lille dreng og vil sælge et stenæg, så køb blot et til mig, så skal jeg nok betale.
Hjemturen igennem ørkenen var lige så smuk som udturen, og vi gjorde eftermiddagsstop ved den lille kystby Dahab med en stenet strand, og selvom den var lidt mere primitiv end Sharm el-Sheik var det også det rene turisteri. Der var dog en mærkelig souvenirbutik, for den havde faste priser, men da ejeren var lyshåret, var det måske europæiske skikke, der var ved at blive indført.
Flyet var forsinket adskillige timer, og det var ikke egypternes skyld, men skyldtes strejker i Kastrup Lufthavn. Vi havde dog fået besked, så vi kunne sidde ved hotellets swimmingpool og suge på de sidste solstråler, inden bussen kom og kørte os til lufthavnen med en lidt overfrisk ung guide, der fik tidlige tiders Spiesrejser til at dukke frem i erindringen.
Egypten er et dejligt rejseland med oplevelser og nye indtryk på stribe, og hvis det ikke var fordi der ligger en hel, eller ihvertfald en halv verden, som vi endnu ikke har oplevet, kunne vi meget godt tænke os at komme tilbage. I det herlige egyptiske vinterklima, ville en hel uge i Luxor, Aswan eller Cairo være meget tiltrækkende for at udforske det, vi ikke fik set. Men krydstogtet på Nilen ligger dog vores hjerter nærmest, for en tidlig morgenstund på Nilen, hvor solen står op bag bjergene, medens skibet langsomt glider igennem landskabet, er en oplevelse for guder, og kan anbefales til alle dødelige. |
Der er jo nok sket et og andet siden, og Mor Cairo er blevet lidt anløben i løbet af årene, men vokseværk det har hun stadig med en befolkning i 1920 på 1 million mennesker, i 1960 på 4 millioner og i vore dage næsten 20 millioner. Hvad det så har afstedkommet af trafikkaos, overbefolkning og forurening er ikke småting, men vi var ihvertfald med et åbent sind og en positiv indstilling på vej ud af flyet for at se på sagerne.
For at vende lidt tilbage til den egyptiske historie, så blev det Byzantinske Rige i 640 invaderet af en arabisk og islamisk hær fra Syrien. Overgangen var dog forholdsvis fredelig, for koranen påbyder tolerance overfor beslægtede religioner, og de, der ville, kunne forblive kristne, men mange konverterede dog, for der blev pålagt en speciel skat på kristne. Først blev Egypten styret af magtfulde kaliffer fra Medina, derefter Damaskus og siden Baghdad, inden landet igen blev uafhængigt under Tulunide-dynastiet og senere af Fatimiderne, hvor Cairo blev grundlagt. Efter en storhedstid gjorde de vesteuropæiske korsriddere sig gældende, og i 1176 angreb de Cairo og brændte dele af byen af, men i 1187 blev korsridderne selv drevet rundt og tabte Jerusalem til kurderen Saladin, der havde de berygtede mamlukker med som lejesoldater. Senere overtog mamlukkerne magten i Egypten, og næsten 50 mamluk sultaner fulgte, inden Egypten blev erobret af tyrkerne i 1517.
Briterne ville dog ikke tolerere franskmændene i Egypten, så Lord Nelson sænkede den franske flåde, og sendte en hær på 15.000 tyrkiske soldater til Egypten for at jage franskmændene ud, men de tabte dog slaget, og først i 1801 vendte briterne tilbage med osmanniske tropper, og nu måtte franskmændene kapitulere. Efter at franskmændene havde forladt landet, blev den tidligere løjtnant i den osmanniske hær Muhammed Ali indsat som vicekonge i Egypten, men der var lovløse tilstande, for mamluk-beyerne kæmpede indbyrdes. Muhammed Ali var en handlingens mand, og i 1811 indkaldte han 470 ledende mameluk-beyer til fest på Citadellet i Cairo og dræbte hver og en, og efter denne begivenhed var der ingen opposition tilbage, så i de næste 37 år regerede han enevældigt over Egypten, og han tilskrives æren for at have grundlagt det moderne Egypten.
Tilbage til nutiden blev vi i regnvejr sat af ved den enorm store Al-Rifai-moske, der blev bygget i årene 1869 til 1912. Moskeen skaber arkitektonisk balance til sin nabo, den lige så store og prægtige Sultan Hassan-moske, der blev bygget allerede i 1300 tallet. Al-Rifai blev opført efter ordre af prinsesse Khushyar som gravmoske for hende selv og den efterfølgende kongeslægt, og vi kunne bl.a. dvæle ved kong Faruks sarkofag og den sidste shah af Persien der døde i Cairo i 1980.
Regnen var heldigvis holdt op, og solen begyndte at titte lidt frem, indtil en tæt tåge i form af flyvende sand lagde sig over byen. Midt i det islamiske Cairo ligger Khan el Khalili-basaren i snævre gader og gyder, og at have en guide med rødt hår er en kæmpefordel, for i løbet af et øjeblik kunne tråden tabes, og man ville fare vild. I basaren var der mange souvenirbutikker, men også mange med varer til den egyptiske husholdning, og mærkværdigvis var sælgerne ikke voldsomt aggresive. Vi var inde i en klædebutik, der vistnok skulle kaldes et stormagasin, og her kunne købes stoffer i de gyseligste lyserøde prinsessefarver, og senere var vi inde i en læderbutik, hvor det store trækplaster var et toilet. I en meget berømt cafe, der dog ikke var mere berømt end at jeg aldrig havde hørt om den, fik vi the og tyrkisk kaffe til 3 pund pro. persona, medens vi kunne spejle os i cafeens berømte spejle. 
Ved 15 tiden blev vi indlogeret på hotel President, der ligger på Gezira-øen midt i Nilen i et stille ambassade-kvarter.Ambassadebygningerne er smukke velholdte tidligere rigmandsvillaer med lidt haveanlæg omkring, dog er Danmark ikke repræsenteret her, for vi har kun en etage i et højhus et eller andet sted. Et ambassadekvarter er dog ikke ensbetydende med rene gader eller fortove, og især nedfaldne grene fra gadebeplantningen gav slalomgang på fortovet, og så var det faktisk nemmere at gå på gaden. Hotel President er et turistklassehotel, og selvom det ikke lignede deres folder ret meget, var det dog udmærket, og det tog da kun ½ time for en blikkenslager at ordne vores toilet. Værelset var stort og havde en lille balkon med udsigt over byen og Nilen, vistnok, for der var stadig sandstorm, og det hele så lidt tåget ud. 
Hos en købmand købte vi 1½ liter vand, 2 dåsecola, en pakke kiks og noget andet kiksslik, og da der ikke var priser på varerne, måtte vi bare stole på købmanden, men da det ialt kun blev 8 pund (8 kr.) følte vi os bestemt ikke snydt.
Dagen var oprundet, hvor vi skulle se, og gerne klappe, det eneste tilbageværende af verdens 7 vidundere fra oldtiden, selveste Giza pyramiderne vest for Cairo, men det var først om eftermiddagen, så inden da skulle vi se andre ting og sager. Da det var fredag og dermed hviledag, var gaderne klokken 7 om morgenen ligefrem fremkommelige, og bussen bevægede sig nemt igennem Cairo, medens vi fik udpeget bygninger og steder, for Kirsten Guide har en enorm viden om alt i Egypten. 
Vi var kommet forbi kong Djosers trinpyramide fra det 27. århundrede f. Kr., der er den tidligste af alle egyptiske pyramider, og den er det første store monument, der er opført i udhuggede stenblokke. I Sakkara, der var gravområde for den gamle hovedstad Memphis, kikkede vi nærmere på Tis Grav. Ti var embedsmand ved hoffet og havde flere fine titler, såsom kongelig rådgiver og kongelig barber, og selvom han ikke fik det halve kongerige, da han giftede sig med en prinsesse, fik han en pæn grav. En snæver gang i groft tilhuggede sten førte ned til selve graven, men det var i det inderste kammer i et lille tempel, at der var seværdige relieffer. Som i en tegneserie blev egypternes liv vist i daglige gøremål, konerne var igang med bagningen, der blev bygget både, og der blev pløjet, en ko fødte, og en mand bar en kalv m.m. Koen blev vist med tårer i øjnene, fordi kalven blev taget fra den. Alt var vist i mindste detalje, og selvom reliefferne var små, kunne vi på menneskene tydelig se mundenes, ørenes og selv øjenbrynenes udformning. Det er helt utroligt, at reliefferne er 4.500 år gamle, for de er så velbevarede, at man nærmest skulle tro, at de var lavet i går
Efter Tis Grav fortsatte vi til Memphis, der som Egyptens hovedstad i det Gamle Rige, havde været stor og magtfuld med paladser, smukke haver og templer. Selv efter at Theben var blevet hovedstad, blev Memphis beskrevet som en rig kosmopolitisk by, men i den arabiske æra blev byen forladt. Resterne af de fordums pragtfulde bygninger blev brugt til byggematerialer til offentlige bygninger og private huse, og resten blev oversvømmet af Nilens mudder og slam, så Memphis efterhånden helt forsvandt. 
I den grønne udkant af Cairo er der mange kanaler, men der bliver ikke gjort så meget ud af miljøet, for det ser nærmest ud til, at kanalerne halvt bliver brugt som losseplads. Vi havde et stop ved en tæppeskole, hvor børn for at lære et håndværk knytter tæpper i vistnok kun 3 til 5 timer om dagen, forhåbentlig, og de går forhåbentlig også i rigtig skole. Børnene var i omkring 10 års alderen og var meget rappe på fingrene, og de sendte os lange blikke for at lokke os hen og fotografere, og når det lykkedes, så var hånden fremme. Til tæppeskolen var der selvfølgelig også knyttet en tæppehandel, men vi lod os personlig ikke friste, selvom andre spenderede 8.000 –9.000 pund på nogle store flotte silketæpper. En egyptisk tæppehandel tager sin tid, så jeg gik udenfor bygningen i solen og snakkede med et par børn, og efter det sædvanlige ”fotopund”, fik de travlt med at komme hen i den nærmeste lille butik og købe slik. 
Tre store pyramider, Kheops, Khefren og Mykerinos samt et antal dronningepyramider og andre grave ligger i ørkenen udenfor Cairo i pyramideområdet. Her vil jeg kun koncentrere mig om Kheops, der i tørre tal er bygget for næsten 4.500 år siden, har et grundfladeareal på over 53.000 m2 og en oprindelig højde på 146 meter. Den er bygget af ca. 2.300.000 stenblokke, der i gennemsnit hver vejer 2,5 tons. Kheoppyramidens kalkstensbeklædning er i årenes løb blevet fjernet og anvendt til bygninger i middelalderens Cairo, og derfor er den nuværende højde ”kun” 137 meter. I modsætning til hvad mange tror, er Kheops pyramiden dog ikke verdens største pyramide, for det er Quetzalcoatl-pyramiden, der befinder sig syd for Mexico City.
Allerede i oldtiden havde gravrøvere fundet vej ind i pyramidens indre, så da kaliffen Mamun i 800 tallet huggede en gang ind i siden på pyramiden, (og som benyttes idag) blev han slemt skuffet, for gravkammeret var tomt. 
Et stykke oppe af pyramidesiden kravlede vi ind af Mamuns groft udhuggede hul, og her var vagterne meget påpasselige med, at der ikke kom kameraer med ind i pyramiden, og man blev nærmest kropsvisiteret. Jeg havde faktisk mit med, for jeg havde jo håbet på bare et lillebitte billede, men for ikke at blive kastet i det sorte hul, overlod jeg ved indgangen mit Nikonkamera til vores lokalguide, men var det nu egentlig ham, for manden så glad ud og sagde, at det var hans lykkedag.
Fra et udsigtspunkt er der et fint udsyn til de 3 pyramider med Cairo i baggrunden, og på egen hånd fik vi derefter god tid til den videre udforskning af området. Et ikke særligt smukt bådmuseum er bygget for foden af Kheops-pyramiden, men museet indeholder en 43 lang cedertræsbåd, der i 1954 blev fundet netop på dette sted i 650 dele. En anden guidebog siger, at den blev fundet i 1224 dele, men måske har arkæologerne trampet rundt, så der er blevet flere stumper. Der er dog enighed om, at det tog 25 år at samle båden igen, så den nu fremstår hel og fin.
Den Store Sfinx ligger og vogter pyramiderne med sin løvekrop og menneskehoved. Hele sfinxens krop er 73 meter lang og ca. 20 meter høj, og de fleste arkæologer mener, den er hugget ud af sandstensklippen for omkring 4.500 år siden, men der er også nogen, der gisner om 12.000 år. Figuren er stærkt eroderet og nogen steder stærkt restaureret, men næsen mangler stadigvæk, og der er uenighed, om næsen blev ødelagt af araberne i middelalderen, eller det var Napoleons soldater, der skød til måls efter den. Sfinxen er hegnet ind, så det var ikke muligt at klappe, så hoben af os turister måtte stå på afstand og beundre kunstværket. Mange egyptiske familier med børn var ude på fredagsudflugt, og de var også henne og kikke på og lade sig fotografere med Sfinxen som baggrund. 
Klokken 9 åbner Det Egyptiske Museum, og af strategiske hensyn stod vi klar som de første i køen. Inden da havde vi været igennem to gange sikkerhedskontrol, men de havde da ikke opdaget, at jeg havde en lommekniv i tasken, og det var vist ellers ikke helt lovligt. Da dørene blev slået op, stilede vi som de første op på øverste etage, til skatkammeret med Tutankhamons berømte guldmaske samt den inderste guldkiste på ikke mindre end 110 kg massivt guld. Det var egentlig underligt at stå lige foran et af verdens største oldtidsfund og kikke lige ind i
Tutankhamons øjne, og aldrig har jeg set så meget fint forarbejdet guld og ædelstene som i det skatkammer.
Tutankhamons gravgods fylder adskillige museumssale, og det var bare helt overdådigt med alle de ting og sager, den unge og ret ubetydelige farao havde med sig i graven. 
Det Egyptiske Museum er stort og gammeldags, og rummer verdens største samling af egyptiske kulturgenstande, og vi blev virkelig imponeret, medens vi vandrede fra sal til sal. Statuer af kætterkongen Akhenatons lidt besynderlige legemsudformning kunne vi genkende, og vi kunne huske ham fra bogen ”Sinuhe- egypteren”. Akhenaton afskaffede alle de gamle guder, og indførte en menneskekærlig gud Aton. Desuden indførte han i den grad ligestilling mellem mennesker, så ingen gad arbejde, fjenderne rykkede frem, og Egypten sank ned i armod. Akhenaton tålte ikke blodsudgydelser, og da soldaterne på et tidspunkt var nødt til at sætte sig i respekt overfor en plyndrende befolkning, tog de strengene af flitsbuerne og kvalte folk, men kunne melde tilbage: ”Ingen blodsudgydelser”.
I nærheden af Det egyptiske Museum ligger Nile Hilton, der er et af Cairos luksushoteller, og vi gik ind for at snuse lidt rundt. Ikke at vi har planer om at bo på sådan et hotel, ”for ved jorden at blive det tjener os bedst”, men vi ledte efter en bestemt egyptisk ABC i deres boghandel, som de dog alligevel ikke havde. Hos Hiltons bager, købte vi til ublu opskruede turistpriser, men dog ikke for mere end 10 pund, brød og kager til vores frokost, som blev nydt på en bænk ved Nilen i det dejligste solskin.
I en gade holdt mekanikerne til, og reparationerne foregik midt på fortovet med bildele og fed olie i ”vandpytter”. På det tidspunkt måtte vi erkende, at vi ikke helt vidste, hvor vi var, og ihvertfald vidste vi ikke, hvor Citadellet var, for der var en jernbane på tværs, og det var ikke helt efter vores beregninger. Så vi gik et stykke tilbage og fik hyret en taxi, men chaufføren talte kun egyptisk, og selvom Citadellet er en af Cairos store turistattraktioner, kendte han ikke navnet. Det hjalp heller ikke, at vi viste chaufføren navnet i vores guidebog, så først da chaufføren havde fået hjælp hos en ældre mand, kom vi ud i den rigtige retning og blev sat af ved murene til Citadellet. Vi havde ikke aftalt prisen inden, men jeg gav ham 10 pund, og han så glad ud.
Citadellet ligger på et plateau, og fra murene er der en flot udsigt over byen, og i det fjerne kunne vi se pyramiderne i udkanten af ørkenen. Citadelområdet bliver ikke kun besøgt af udenlandske turister, for faktisk var vi i langt mindretal, og på Politimuseet var vi de eneste europæere, og spørg blot nogen, der har været i Cairo, om de har været på Politimuseet, og de vil garanteret sige nej. Ikke at der overhovedet er noget at se, udover portrætter af nogle mænd, der måske havde været politimestre i Cairo, nogle fotos, 2 pistoler og ellers revnede vægge. En lille pige på 6-7 år spurgte om vores navn, og jeg spurgte om hendes navn, og roste derefter det smukke navn. Der var ikke noget med tiggeri, kun en kontakt til en udlænding, og hendes nydelige, stolte far stod lidt derfra og smilede, og takkede venligt.
Medens vi senere sad i solen og nød udsigten over byen og lod indtrykkene bundfælde sig, henvendte 3 egyptiske piger sig nysgerrigt, og lidt generte ville de også lige lufte deres engelsk. Selvom der også er en del europæiske turister på Citadellet, er det alligevel et andet og mere lokalt klientel end ved de store seværdigheder fra oldtiden, og det er interessant at blande sig lidt med befolkningen, og i det hele taget er Citadellet absolut et besøg værd. 
Fra Cairo til Suez er der omkring 130 kilometer af en god bred 2 sporet vej, hvor der næsten ikke var noget trafik. Hvor Cairo slutter, begynder ørkenen, og på de første 30-40 kilometer bliver ørkenen brugt til aflæsning af jordbunker, grusbunker og byggeaffald garneret med fritflyvende plastikposer i forskellige spændende udformninger. I nærheden af Cairo er nogle enkelte satelitbyer skudt op i ørkenen, samt en stor dødeby og nogle militære anlæg, men længere væk var der en ganske pæn flad sandørken med spredte lave buske, der prøvede at overleve i det tørre klima.
En tunnel fører under Suezkanalen over til Sinaihalvøen, og lidt nede af vejen sydpå drejede vi ind for at besigtige kanalen, hvor et par skibe netop var ved at krydse igennem ørkenens sand. Kanalstriben bliver regnet som militært område, og selvfølgelig var der vagtposter, men mere ærgerligt var, at al fotografering var strengt forbudt. 
Dagens endemål var Sharm el-Sheikh på sydspidsen af Sinai-halvøen, der ligger mellem Suez bugten og Akaba bugten og dækker et areal på ca. 60.000 km2 ifølge Lademanns leksikon. Det tror jeg mere på end Politikens rejsebøger, der siger 25.000 km2, for halvøen er ca. 390 km. lang og 230 km bred. Der er lufthavn i Sharm el-Sheikh, men heldigvis skulle vi ikke flyve derned, for det er da noget mere spændende at køre igennem Sinai og opleve landet, så vi glædede os til turen.
Ifølge Det Gamle Testamente var det også på Sinai-halvøen, at Moses førte Israels børn igennem ørkenen på rejsen til Kanaan, og det var her han modtog De Ti Bud, og hvor han så den brændende tornebusk. Over hele halvøen findes der da også kapeller og huler, hvor religiøse eremitter har boet, og der er ruiner efter kirker, klostre og beboelser, og arkæologerne er kun lige begyndt at snuse til alle de antikke og middelalderlige levn, så der kan nok graves meget spændende historie op.
Vejen ned langs Suez-bugten er ihvertfald udmærket med en 2-sporet asfaltvej, hvor der næsten ikke var noget trafik, men til gengæld med 8-10 militære kontrolstop undervejs, som vi dog passerede uhindret. I starten var landskabet nær bugten fladt, og i det fjerne kunne vi se store skibe, der var på vej op til kanalen. Senere snoede vejen sig igennem lave lagdelte bjerge, der var farvet sorte, gule, okker og lyserøde på grund af de mange forskellige mineraler.
Midt på eftermiddagen var vi fremme ved vores ”ferieparadis” Sharm el-Sheikh på Sinai- halvøens sydspids. Sharm el-Sheikh og Naama Bay er egentlig 2 separate byer med omkring 7 kms afstand, men begge steder bliver ofte kaldt Sharm el-Sheikh under et. Mange af de turister, der lander i lufthavnen, der ligger nær Naama Bay, får aldrig set Sharm el-Sheikh, selvom de tror, de har boet der. Sharm el-Sheikh er den ældste del, og den er ikke så turistpræget, for der er også forretninger til de lokale, og den har derfor bibeholdt noget af den orientalske stemning. Byen ved Naama Bay er fra grunden opbygget til turisterne omkring en lille bugt med sandstrand, hvor solbænkene og parasollerne står myretæt, og duften af sololie er gennemtrængende. Heldigvis er det fra starten besluttet, at hotellerne skal bygges lavt, og der er masser af grønne arealer med palmer og blomster samt et væld af souvenirbutikker og restauranter i en nærmest Disneylandagtig stil. Og ligesom i Disneyland er der pinlig rent overalt. En promenade går parallelt med stranden og snor sig mellem restauranter og hoteller, og egentlig er det hele meget hyggeligt, men hvis man kun har været i Naama Bay, kan man dog ikke komme hjem og sige, at man har været i Egypten. 
Den følgende dag i ferieparadiset vil jeg gå let hen over, for vi dappede bare rundt og gik ud ad promenaden, der endte i nogle klipper ved et hotel, hvor vi ikke måtte gå længere, så vi satte os på klipperne og nød udsigten over hele herligheden. En lidt mere øde strand for foden af klipperne var fristende at benytte, men da det var hotellets private strand, jagede en vagt uvedkommende væk, og sådan er det langs hele bugten, så man skal stort set holde sig til sit eget hotels strand, hvor der så til gengæld er gratis badehåndklæder.
Meget tidligt om morgenen, og inden morgenmadsrestauranten åbnede, gik vi med morgenmaden i en pose ud til bussen, der derefter krydsede igennem de paladsagtige hotelområder for at samle gæster op. Fra Naama Bay snor vejen sig ind i landet imellem de okkerfarvede bjerge, hvor der ind imellem klipperne ligger lyse sandbjerge, så landskabet er overordentligt smukt. Enkelte små beduinsamfund har slået sig ned rundt omkring, og ved et særligt smukt udsigtspunkt stoppede bussen, og næsten helt tilfældig, stod der en lille flok beduinbørn, der meget gerne ville have, hvad der var tilbage af morgenmaden. Samtidig havde et par souvenirsælgere bredt deres varelager ud på autoværnet, men som sædvanlig var der ingen priser på, så handelen, hvis der overhovedet var nogen, gik noget trægt.
En efterkommer af den ”brændende tornebusk”, i hvis skikkelse Gud ifølge bibelen havde åbenbaret sig, voksede på klosteret, og det var fristende at tage en enkel stikling, men for det første var der mange mennesker, og for det andet siges det, at forsøg på at dyrke skud andre steder end i klosteret er mislykkedes. Det var især den første grund, der afholdt mig fra at tage en stikling, men den næsten originale tornebusk ville jo nok også hurtigt forsvinde i historien, hvis gæsterne tog stiklinger.
Sidste dag i Egypten ville vi ikke bare ligge ved stranden, især ikke når vi havde vore ubrugte vandrestøvler med i bagagen, så vi gik mod Sharm el-Sheikh, der ligger omkring 7 km fra Naama Bay. Der er ikke meget bebyggelse mellem de to byer, men alligevel er der næsten fortov hele vejen samt en beplantet midterrabat, og man får den ide, at pengene måske kunne være brugt til noget mere fornuftigt. Vi kom forbi et fint internationalt hospital og nogle planteskoler, inden bebyggelsen startede igen med noget hotelbyggeri, men da vi var gået ned langs stranden, kom vi faktisk forbi byen uden rigtig at opdage det. I den næste bugt gik vi op på et højdedrag for at spejde efter byen og vi blev enige om, at vi nok var gået for langt, men til gengæld var der en fin udsigt til et moleanlæg, hvor der var opmarcheret en større modtagelseskomite i fint tøj, nationaldragter og ”kjoledansere”,og de ventede på katamaranen. Der er kun ca. 50 km over vandet til Saudi Arabien, så vi forestillede os, at egypterne ville prøve at gøre indtryk på en rig arabisk prins. Solen skinnede behageligt, og da vi ikke havde andet at lave, var vi bare med på en kikker, da katamaranen ankom og nød festlighederne medens vi gisnede om de forskellige personeres betydning. 
Nogle kilometer tilbage fandt vi så Sharm el-Sheik, der ligger lidt tilbagetrukket fra stranden, og da byen ikke er så turistet som Naama Bay, kunne vi gå næsten uantastet rundt blandt de handlende, og det er noget man hurtigt lærer at sætte pris på i Egypten. Løsslupne ænder, der prøvede at stikke af fra deres skæbne, for forvildet rundt på hovedgaden, og bagere stod næsten på fortovet og bagte, og med de spraglede butikker var byen noget mere levende og spændende end Naama Disneyland Bay. Der er da restauranter i Sharm el-Sheik, men vi gik ind hos en købmand og købte pandekager, et glas syltetøj, en pakke kiks og drikkevarer for ialt under en 10 er, og da vi kun havde en 20 pund seddel, fik vi endelig det, vi havde sukket efter på hele Egyptensturen, småpenge. Dog stadig ikke mønter, men et bundt 50 og 25 piastres sedler, der fyldte godt op i pungen, da de ikke er mere end 50 og 25 øre værd. 
Sharm el-Sheik lufthavn er en international moderne lufthavn, sådan nogenlunde da, for bordingskærnen blinkede bording i en halv time, selvom der ikke var bording, men det skulle man ikke tage sig af, for man skulle blot sidde roligt og vente, indtil der kom en mand og råbte, at der var bording. Vi ventede sammen med et hollands selskab, der skulle til Amsterdam, og bordingmanden kom og råbte, at hollænderne skulle stille sig op og gøre sig klar til at gå ombord. Der stod de så i en halv time, inden bordingmanden kom og råbte, at det var de rejsende til København istedet for, og medens hollænderne skulede, gik vi ud til flyet, og inden vi så os om, var vi tilbage i en helt anden verden.