|
Island rundt på 15 dage.
Rejsen til Island og lavastrømmen. Vi var en lille gruppe på to af vores børnebørn Anders på 15 år og Magnus på 11 år samt Farmor Gitte og Farfar Kim. De to drenge var ikke vaccineret, men havde en frisk negativ coronatest, da de mødte op i Kastrup Lufthavn.
Dagen kom, og der var afgang kl. 14.10 fra Kastrup. Flyrejsen med IcelandAir tog godt 3 timer, men der er 2 timers tidsforskel, da vi fløj mod nordvest. Keflavik Lufthavn er stor, da Island bliver brugt som mellemstation, når der skal flyves til USA eller Grønland.
På rejsetidspunktet den 28. juni 2021, ville islændingene ikke uden videre lukke os ind i landet, for der skulle fremvises coronapas med de registrerede vaccinationer. Foran den afgørende skranke kunne jeg ikke finde mit udprintede coronapas, og på min mobiltelefon var den forsvundet. Sveden haglede ned, men skrankemanden var tålmodig og meget venlig. Så dukkede mit coronapas op i Gttes taske. Så var vi sikker på, at den ikke blev væk. Første hurdle var klaret, og så kom den næste, da vi alle skulle testes både i halsen og næsen. Inden resultatet var indløbet som en SMS besked på telefonen, var vi i karantæne på det første hotel. Efter 5 timer kom beskeden, og vi var alle negative. Så var det helt slut med coronapas og mundbind i de næste 2 uger. En kæmpe lettelse. Det var mig, der var udråbt til chauffør, og Gitte passede GPS'en, der var udleveret af Hertz. Det var en genstridig dame med en udpræget amerikansk accent (altså GPS-damen ikke Gitte). Hun ville meget nødig vise vej til noget som helst, så Gitte brugte sin telefon, indtil den løb tør for abonnementets tilladte data. Et godt råd er at tage sin egen GPS med på Island.
Heldigvis havde jeg købt et kort over Island, for eller ville vi da være helt på spanden. Faktisk havde vi også fået udleveret en Tablet af Island Rejser via Hertz. Den var programmeret af Islandrejser og beskrev vores Islandsrejse. Den skulle kunne vise vej til vores overnarningssteder og til seværdighederne undervejs. Vi fik den ikke rigtig i gang, for efter en dag lugtede den brændt og kablet var brændt af. Heldigvis er der udover i Reykjavik og Akureyri meget få biler på vejene. Selv på Hovedvej 1 var der flere minutter mellem hver bil, og hvis der var 3 biler i synsfeltet på en gang, kaldte vi det for trafikkaos.
Over de smalle broer er hastigheden max 50 km, og det samme gælder i byerne. Hvis der køres bare lidt for hurtig, er der lysskilte, der viser en rød sur mand, og under 50 km bliver det til en smilende grøn mand.
Der er stadig sprækker i de islandske landskaber, næsten direkte ned til Jordens indre, og derfor er der masser af vulkaner og andre steder boblende svovlpøle eller kogende vand i jordoverfladen. Det var dette spændende land, som vi skulle i gang med at udforske nærmere. Der var dejlige 19 grader og lidt sol, men der blæste en kold vind. Vi nåede lavaen, der dog havde stoppet sin fremfærd og var størknet. Langs lavakanten var det dog stadig rygende varmt, og det dampede op af sprækkerne. Et godt sted til snobrød, hvis det nu var. På grund af lavastoppet var vi lidt sent på den til vores første hotel, der hed "Frost og Funi Hveragerdi", så vi var først fremme ved 20-tiden. Der var ikke nogen nøjagtig adresse på vores vouchers, og vores GPS ville bestemt ikke kendes ved noget Frost og Funi Hotel. Den var nu lovlig undskyldt denne gang, for hotellet havde skiftet navn til "Reyk" i mellemtiden. Lykken står den kække bi, og i en sky af damp der stod op ad en gammel installation lige foran hotellet, fik vi vished for, at vi var nået til det rigtige hotel.
Nå, men det smagte da ganske udmærket, men vi blev bestemt ikke overmætte. Regningen gled med lidt besvær ned, da den lød på 33.000 kr. Heldigvis var det islandske kroner, men alligevel 1.800 danske kroner for en gang aftensmad til 4 personer. Drengene havde aldrig spist noget, der var så dyrt. Hotellet lå meget idyllisk lige i en krumning af en fossende elv. Vi blev installeret i 2 fine værelser med bad og wc og udsigt til elven. På bordet lå en seddel, der advarede mod "knot" i området. (Knot er nogle små irriterende stikkende fluer). Efter maden var det stadig lyst, og det var det faktisk hele natten. Nogle af os gik en aftentur til nogle boblende vandhuller med kogende mudder i nærheden. Det er jo alligevel ikke hver dag, man ser noget sådant ude i naturen. Og ikke skyggen af nogen knot.
Kristendommen blev indført omkring år 1000, men dermed må man endelig ikke tro, at islændingene levede i fred og fordragelighed, for der kom nærmest borgerkrigslignende tilstande, når stormandsslægterne kæmpede om magten. Fælles interesser mellem nogle af de islandske stormænd og den norske kong Magnus betød, at Island kom ind under den norske krone. Da dronning Margrethe 1. i 1397 samlede Danmark, Sverige og Norge, og dermed også Island i Kalmarunionen, kom Island ind under det danske kongerige sammen med Færøerne og Grønland. At have danskerne som herrefolk på Island var ikke den rene lykke, og da den danske konge i 1550 gennemførte reformationen, blev kirkens store rigdomme konfiskeret, og der blev indført handelsmonopoler. Altinget blev nedlagt år 1799, men blev genåbnet i 1843, og da Island i 1874 fejrede 1.000 året for de første bosættelser, gav den danske kong Christian 9. landet deres egen grundlov. I 1918 blev Island en fri og suveræn stat i en såkaldt personalunion med Danmark, og i 1940 fik Island sit eget flag, men storebror Danmark svævede stadig over lavamarkerne. I 1944 var der folkeafstemning på Island, om de stadigvæk ville være i personalunion med Danmark, men der kom et rungende nej tak, og 17. juni 1944 blev republikken Island udråbt som en selvstændig nation på Tingsletten.
Geologisk set er området med store sprækker i landskabet, som er opstået, når de tektoniske plader mellem Nordamerika og Europa fjerner sig fra hinanden. Nogle steder er sprækkerne fyldt med vand som ved "Drekkingarhylur" eller "Druknehullet". Her blev der i sin tid foretaget "hekseprøven", hvor kvinder, der var mistænkt for at være hekse, blev bastet og bundet og kastet i hullet. Hvis hun kom op, havde hun dermed bevist, at hun havde overnaturlige kræfter og kunne senere brændes på bålet. Hvis hun ikke kom op, var hun uskyldig, men var så desværre druknet. Et skilt fortalte, at 19 navngivne kvinder fra Pórdis Halldórsdóttir i 1618 til Gudridur Vigfusdóttir i 1749 havde mistet livet i dette uhyggelige vandhul. Stakkels kvinder. Vores GPS med den arrogante amerikanske dame, var ikke meget for at vise vej, men vores kort havde afstukket retningen. Allerede på en kilometers afstand så vi en dampende vandsøjle stige op, og så vidste vi, at vi var på rette vej. Her er der selvfølgelig også anlagt et stort turistcenter med P-pladser og flere restauranter lige ved siden af området, hvor det sydede og boblede med kogende vand. For ikke at komme for tæt på det kogende vand var der forståeligt nok afmærkede stier, og også omkring Strokkur der fredeligt lå og boblede. Så pludseligt uden varsel skyder der en kogende vandsøjle op i 20-30 meters højde. Selvom jeg lurede på den og holdt kameraet klar, blev jeg hver gang overrasket og fik et mindre chok, så mine billeder er ikke noget at råbe hurra for. Gitte fik nogle gode billeder, og Anders fik taget en fantastisk film på sin mobiltelefon.
Vi fik sagt farvel til Strokkur og den slumrende Geyser og satte kursen mod næste topseværdighed, der var det berømte Gullfoss Vandfald. Vandet kommer fra elven Hvita, der igen stammer fra Langjøkull, der er en af Islands mange gletchere. Vi var ude på de små veje inde i højlandet, men der var stadig asfalterede veje. I et øde landskab var der en parkeringsplads og en toiletbygning, men ikke nogen cafe eller noget. En afmærket sti gik omkring en kilometer igennem lavablokkene, og forude stod vandskyer op, efter at vandet var faldet først 32 meter for tilsidst at forsvinde 70 m ned i en dyb kløft. Vandmængden afhænger lidt efter årstiden, men der tales om over 100 m3 vand i sekundet. Alt det vand måtte kunne udnyttes til et vandkraftværk, men at det ikke blev til noget, kan vi takke Sigridur Tomasdottir for. Hendes far, der ejede vandfaldet, var ved at sælge det til en forretningsmand, der ville opføre et kraftværk. Den standhaftige Sigridur kæmpede for bevarelsen af vandfaldet, så hun vandrede i protest hundrede kilometer til Reykjavik på bare fødder og truede ellers med at kaste sig i vandmasserne. Så opgav faderen salget, og i 1979 købte den islandske regering vandfaldet til senere generationers glæde.
Gamla Laguna er blevet til "Secret Lagoon", og den meget gamle omklædnings-bygning stod der stadigvæk, men i mellemtiden var der bygget en helt moderne omklædningsbygning med aflåste skabe. Det kostede 3.000 islandske kroner for voksne at komme indenfor, men Magnus på 12 år var gratis. Et stort uregelmæssigt formet bassin med dejlige 38 grader varmt vand var saliggørende efter en travl dag. Både drengene og de voksne syntes, det var herligt, og det blev bestemt ikke sidste gang, vi fandt varme bassiner. Efterhånden kom der en del mennesker, så ret "secret" var den nu heller ikke. Der gik en mur og et hegn i den ene del, for i en lille geyser piblede det kogende vand direkte op fra jorden, og det ville være for meget af det gode. Der havde været solskin det meste af dagen, men senere blev det støvregn. Som de siger på Island, hvis du ikke kan lide vejret, så vent 10 minutter, så skifter det.
Jeg tror, den unge dame på tanken var på galt spor, for de 5 1.000 lapper gled ubemærket ind i handelen fremover.
Hestene var godt opdraget, og det mindste træk i tømmen reagerede de på. Næsten, for på et tidspunkt kom vi tæt på en eng, og min hest slog hestebremsen i og nægtede at gå videre. Vi var kommet ind i et område med aktiske terner kaldet kria, og de forsvarede deres territorium med moskitolignende angreb mod vores ridehjelme. Min hest var ikke interesseret i at blive prikket af spidse næb, så den stod først og gloede. Da de andre heste havde passeret yngleområdet besluttede den sig til at følge trop, efter at jeg dog havde sagt hyp hyp en del gange. Vi kom senere over et vandløb, og heldigvis var det kun hestene, der fik våde fødder. Ved et lille vandfald var der holdt, men jeg blev på hesten, da jeg ikke havde fået min skammel med.
Vatnajøkul blev dannet for 2.500 år siden, men i Landnamstiden i det 9. århundrede var den betydeligt mindre end i dag. I det 13. århundrede begyndte den såkaldte "Lille istid", der fik den til at vokse betydeligt. I de senere år er den dog i lighed med andre gletsjere skrumpet.
Med gletsjerholdet kørte vi ad en grusvej ind mod en af gletsjerarmene. Derefter var der vandring i en ½ time og efter en hængebro, tårnede isen sig op, og det var tid til at tage pigskoene på. Vi fik besked på at gå som vrede trolde, så piggene kunne bore sig ind i isen. Kort efter var der et unikt område med små runde mospuder, der levede direkte på isen. Hver lille mospude var op til 80 år gamle, så de var fredet. I gåsegang gik det opad forbi vandstrømme i isen, og det blev demonstreret, hvordan man med sin isøkse på tværs af et vandløb kunne lægge sig ned og drikke af det klare vand. Anders og Magnus beviste, at det kunne sagtens lade sig gøre. Der var dybe furer i isen, så troldene trampede afsted, indtil vi kom til et stykke smuk blåis. Så var det tid til at vende om, og vi gik samme vej tilbage, som vi var kommet ad. Den bidende kulde der var skrevet om, var et blålys, og aldrig har jeg svedt så meget. Da vi kom tilbage til bilen, pakkede vi noget proviant ud, og jeg sad i solen i underbukser, medens alt mit tøj lå til tørre på stenene. 10 km fremme ad Ringvejen, var der en stor hængebro over en rivende foss, og her lå "Jökulsárlón Gletsjerlagune", der er den største og måske mest berømte gjetsjersø på Island. Søen opstod i 1934 og er vokset til mindst 18 km2 i dag, i forbindelse med afsmeltningen fra Breiclamerkurjökul. I denne lagune er der fri adgang til havet, og isbjergene, både hvide og sorte, driver mod havet i den rivende strøm. Dybden på søen er sine steder flere hundrede meter, og der er kun en smal landtange mellem søen og havet. Den skal meget nødigt gennembrydes, for så er Ringvejen gennembrudt. Vi gik langs fossen til havet, hvor stranden bestod af sort lavasand og isklosser var drevet op på stranden.
I Djúpivogur stoppede vi først ved et mærkeligt, men meget malerisk hus med hvalskeletter og alt muligt andet i haven. Et skilt fortalte, at der var lukket, og det var nok coronaens skyld, for der var langt imellem turisterne her i juli 2021. Som vores rejsebureau Island Rejser havde sagt: "I får nok Island for jer selv". Byen er i vore dage kendt for sine granitæg, der ligger i en lang række langs havnemolen. De er forskellige og viser æggene fra de 34 fuglearter, der yngler i området. Æggene er dog ikke i naturlig størrelse, for nogle af dem er meterstore.
Vi skulle finde vores guesthouse Egilstadir eller lidt syd for, som der stod i rejsepapirerne. Lidt syd for hvilken vej? Vi kørte rundt i byen med en dårlig GPS, og så stod der pludselig 24 km til destinationen. Jeg ringede til Island Rejser og spurgte, om GPS’en havde fundet det rigtige sted, da der ikke var nogen nøjagtig adresse. Og om lidt syd for Egilstadir var 24 km? Ja ja lidt syd for, kunne sagtens være 24 km på Island. Så kørte vi den forkerte vej rundt om søen, og efter kun 56 km fandt vi Grái Hundurinn Guesthouse, der viste sig at være et hotel.
Vi drejede ned ad vejen til Dettifoss, der er Europas vandrigeste vandfald. Ved P-pladsen gik en stenet sti igennem et øde landskab, og efter 1 km tordnede vandet ud over kanten. Vandfaldet er ca. 100 meter bredt og falder 44 m ned, og på denne solrige dag opstod den smukkeste regnbue.
Da vi havde sejlet en time uden at se skyggen af noget levende uden havfugle, sagde jeg til drengene, at hvis vi så en hval, måtte de kalde mig Karl Børge resten af dagen. Det hjalp, og lidt efter så vi den første hval, og drengene elskede at kalde mig Karl Børge. Så kom der flere hvaler og et par flokke delfiner. Da vi var allertættest på en hval, løb mit batteri tør for strøm, og jeg måtte skifte batteri. Anders fik et rigtig godt billede af en hvalfinne, da hvalen dykkede. Vi var ikke alene på båden, og især 4 store mænd i meget store beskyttelsesdragter og med 4 meget store kameraer fyldte godt op. Når der blev sagt kl. 12, rettede hvalbåden stævnen ind, og de 4 meget store mænd dækkede for udsigten. Så det var mest de 4 store mænd, jeg fik billeder af. Jeg var dog glad for, at drengene havde fået oplevet hvaler på den efterhånden lidt kølige tur.
I den sydlige del af Mývatn ligger der ved Skútustadir en samling pseudokratere. På afstand ligner de falske kratere kæmpehøje, men ved nærmere øjesyn ligner de små vulkankratere. De er dog ingen af delene, men er opstået ved, at den varme lava er løbet hen over et vådområde, så vandlommer er blevet indespærret under lavaen. Så er vandet eksploderet og har sendt sten, slagger og aske til vejrs, så det ligner små vulkaner.
Ved Godafoss var der et nærmest øde turistcenter, og her fik de to drenge hver deres pizza, men de kunne ikke spise op. 3 portioner morgenmad på luksushotellet havde åbenbart lagt en gedigen bund. Den gamle talemåde, at der også er bund i fattigfolk kunne omskrives til: "Der er også bund i drenge i voksealderen".
Næste morgen var det overskyet, men stille vejr, og der var spejlblankt vand i havnen. Da vi kørte op i højlandet, blev det tåget med kun 20 meters sigtbarhed. Undervejs fandt vi et svømmebassin i Hofsos med hot top. Vi drejede ind ad vej 767, der er en lillebitte sidevej til Hólar, hvor der ligger en domkirke fra baroktiden. Ingen by, men en domkirke ude i ødemarken. Det var barokkens bygmester Laurids Thurah, der leverede tegningerne i 1757, men han kom aldrig selv på Island. Det er faktisk den samme arkitekt, som har bygget Vor Frelsers Kirke på Christianshavn.
Næste stop var ved Tørvegården Glaumbær, der ligger på vej 75 tæt på Hovedvej 1. Med udgangspunkt i vikingetidens langhuse skabte islændingene en tradition med tørvehuse, der internt var forbundne med hinanden. I dette huskompleks med en længde på 20 meter var der 11 forskellige rum med hvert deres funktion. Her i husets store centrale rum er der sikkert fortalt mange gode historier igennem årene, medens stormene har tudet udenfor. På denne gård, der nu er museum, har der boet folk indtil 1947. I et gult hus var det tid til kaffe og varm chokolade og lagkage. Serveringen foregik i en hyggelig "bedstemorstue" og med fint porcelæn.
Der var opstået et problem med bilen. Det var at en rød lampe, der lyste, og displayet fortalte, at der manglede motorolie. Faktisk var målepinden helt tør, så der måtte gøres noget. Vi fik set museet, der dog ikke var noget at skrive hjem om, og mine tanker kredsede om oliemangelen. Vi fandt en lille tankstation, og de havde totaktsolie og hydraulikolie, men ikke motorolie. Tankdamen gik ud i baglokalet og rodede og kom tilbage med 2 liter motorolie, som vi købte og fyldte på maskineriet. Så kom olien da op på midten af oliepinden. Benzintanken var under halv fuld, og vi skulle køre mindst 200 km, så det var også nødvendigt at få fyldt bensin på bilen. Islandske tankanlæg er noget af en prøvelse. Der bruges altid kreditkort, men hver gang stod der, at vi ikke var godkendt til at fylde tanken. Så fandt vi på den fidus, at forudbetale og så kun fylde for 5.000 islandsk kr. på, og så lykkedes det.
Vi fandt heksemuseet i Hólmavik og fik udleveret en vejledning. Der var vejledning på næsten alle sprog, selv kinesisk, men ikke på dansk. Jamen sagde heksemutter: "Der kommer aldrig danskere herop." Museet var lidt uhyggeligt, og der var heller ikke så meget at se, hvis man ikke er til det okkulte. Kirken i byen lå på en bakketop, og alle trappetrinene til toppen var malet i regnbuefarver. vi fik spist vores medbragte frokost, men fandt en lille kaffestue og fik varme vafler. Medens vi nød kaffen gjorde "kaffemor" os opmærksom på, at hvis vi kikkede ud over fjorden, så var der en flok hvaler, der blæste og slog med halefinnerne. Kilometermæssigt blev det med over 400 km, en lang køretur denne dag. På kortet var det ikke så langt, men ud og ind ad fjordene giver mange kilometer.
Ved siden af lå museet i et gammelt pakhus, og det var utroligt, hvad der er plads til på de 3 etager. Der blev vist film fra de gode gamle dage, hvor fisken væltede op af havet. Tørrede klipfisk var det rene guld, og byens damer knoklede med at vende og stable fisk i store bunker. Meget fascinerende. Drengene var endda gratis på museet.
Sidenhen er der sket det at, Island vil forbyde
hvalfangst fra 2023. Så mangler vi Norge og Japan og mon ikke Færøerne
godt kan overleve uden at drive grindehvaler på grund og udøve
massemord.
I de næste timer kom vi ind på klistrede grusveje, og vores bil satte ny rekord i beskidthed, da nummerpladen var blevet ulæselig. Heldigvis er der ved næsten alle tankstationer vandslanger med børster, så det værste kunne fjernes. Vi var kommet op i skyerne ved Breidavik og kørte efter Guesthouse Breidavik. I vores rejsebeskrivelse fra "Island Rejser” stod der, at det var en god ide at medbringe proviant, da det ikke var muligt at købe mad i området. Guesthouse Breidavik var nærmest et vandrehjem, og det var kun det ene af vores to værelser, der havde eget WC og bad. Til gengæld var der da en restaurant, hvor de havde masser af mad. Efter indlogering kørte vi de 17 km i tæt tåge mod Latrabjarg, der er det største fuglefjeld i Europa. Og det var rigtigt nok, at ude på fjeldet var der ikke noget sted at købe mad, men det ville da godt nok også have undret mig, hvis man kunne. Fuglefjeldet strækker sig 12 km langs kysten og rejser sig 450 meter over havet. Der er et lille fyrtårn, og vi gik ved siden af en udspændt snor langs kanten. Søpapegøjerne sad helt tæt på og kikkede upåvirkede på os, der tog billeder. Længere fremme kom vi til "Skrigefjeldet" (et hjemmelavet navn) med stejle klipper med massevis af reder. Fugleungerne larmede og skreg efter mad, og de stakkels forældre fløj rundt og afleverede føde til skrighalsene. Der var tæt tåge på fuglefjeldet, så det var mere en lyd-oplevelse end en kikke-oplevelse.
Inden sejlturen over fjorden fandt vi en lille geotermisk pool, der bare var udhugget i klippen, og omklædningen var en lav mur i det fri. Efter badet var det bare at vente på færgen Baldur, der bruger 2½ time til at komme over på Snæfellsnes, der er det store næs, der ligger nord for Reykavik.
Vi rundede næsset igennem de øde lavamarker og fulgte kystvejen rundt om næsset. Nogle motorcykler ville gerne overhale, så jeg kørte ind til siden, så vi kunne strække benene. Det var lige ved et yngleområde for aktiske terner, men de var bestemt ikke indstillet på besøg, så de angreb. Heldigvis var der et skilt, som vi søgte dækning under, og så sprang vi ind i bilen. Hatten af for disse fugle, der yngler rundt om Arktis på Island og Grønland, inden de vinterovernatter på Antarktis. Da de flyver langs kysterne, bliver det en tur på over 70.000 km. Da de bliver ret gamle, siges det, at de tilbagelægger en strækning, der svarer til at flyve fra Jorden til Månen og retur 3 gange. Reykjavik tager sig af 217.000 af Islands 355.000 indbyggere. Byen har stadig det lille bycentrum, der fortæller om forholdet til Danmark, men samtidig skyder højhuse op i de store forstæder. Hovedgaden viser islændingenes åbne sindelag, da hele hovedgaden er malet regnbuefarvet. Med de to unge drenge Anders og Magnus i oplevelsesalderen gik vi efter den nye seværdighed "Flyv over Island". Forestillingen er delt op i flere særskildte rum, og først fortæller julemanden (dog i civil) iført stort skæg og med sneen fygende ind under døren, noget om Island. I næste rum får man Islands tilblivelse op til vore dage. I det sidste, store rum skal man spændes fast med sikkerhedsseler, rækværket forsvinder, og man flyver hen over Islands bjerge, gletsjere og vandfald m.m. Det er avanceret teknologi, og det er som at være der selv foran en 20 meter sfærisk skærm. Uvægerligt løfter man benene for ikke ar ramme bjergtoppene. Det er bare super godt lavet, og kun med lettere kvalme vaklede jeg ud.
Nyeste seværdighed er "Perlen", der er bygget sammen med 6 store vandtanke og har fået sit navn på grund af den skinnende glaskuppel. Perlen rummer planetarium med film om nordlys og ellers udstillinger om fugle, geologi, vulkaner og gletsjere. De havde også bygget et område, som om man vandrede igennem en gletsjer med frost og snedækkede vægge. Det er også en fin top seværdighed.
Inden vi fik afleveret bilen i Keflavik lufthavn, gik turen til "Den Blå Lagune", hvor man i bader i 35-40 grader lysende turkisblåt og svovlduftende dampende vand. Det er stedet, som alle besøgende på Island skal besøge. "Island rundt på 15 dage" udarbejder jeg til et billedforedrag, og om det kan der læses om på min hjemmeside www.rejsefortaelling.dk
Hele ruten rundt i mageligt tempo og med stop ved
alle seværdighederne. |
Rejsen var arrangeret af Island Rejser, der havde bestilt flybilletter, hoteller eller guesthouse hele vejen rundt i 2 uger, samt lejet en bil til os med fri kilometer. Overnatningerne på Island havde jeg bestilt som en blanding mellem 3 dage på luksushoteller, 3 dage på guesthouse og resten af hotellerne var i standard klassen. En god skik på Island er, at morgenmaden altid er indkluderet i overnatningen. Desuden havde vi undervejs bestilt hvalsafari, gletchervandring og ridning på islandske heste.
Den lejede bil, en Skoda Octavia Wagon 4 WD skulle afhentes i lufthavnen hos Hertz, og jeg lod mig besnakke til et par ekstra forsikringer. CDW (Collision Damage Walver) var med i prisen, men så kunne der tegnes en SCDW, der ville nedsætte selvrisikoen, og det samme med en forrude/forlygte forsikring. Det blev så lige et par tusinde danske kroner oveni. Jeg satte dog hælene i sandet, vedrørende en "sand og askeforsikring", der ville sænke selvrisikoen ved en eventuel sand- eller askestorm. Vi var godt nok på Island, hvor alt kunne ske, men her tog vi chancen.
Vejene på Island er i vore dage næsten alle asfalterede. Næsten og næsten for en af dagene kørte vi på leragtige grusveje, der klæbede sig til bilen, så nummerpladen forsvandt i mudder. Mange steder er broerne så smalle over smeltevandsfosserne, at kun en bil kan passere ad gangen. Det gjaldt også Hovedvej 1, der går hele vejen rundt om Island. Der er en del uoverskuelige bakketoppe mærket med skiltet "blindhæt", og det betyder, at det er en rigtig god ide at holde sig på højre side af vejen på bakketoppen, for de modkørende kan kun ses i sidste sekund. 
Af tørre tal kan nævnes, at Island har et areal på 103.100 km2, sådan ca. 2½ gange Danmarks areal, men på hele Island bor der kun 355.600 indbyggere, hvoraf de 217.000 bor i hovedstaden Reykjavik. Det giver kun 3 indbyggere pr. km2 på Island, mod 132 indbyggere pr. km2 i Danmark.
I et stykke tid i foråret 2021 havde vulkanen i Fagradalsfjall været i udbrud, og lavaen havde flydt ned af krateret. Det ville vi gerne opleve, så i nærheden af Grindavik havde vi turens første stop på turen Island rundt. Den ide var der andre, der havde fået, så parkeringspladsen var fyldt godt op, men ellers var der stier i terrænet, der kunne følges til lavaen.
Den lille by Hveragerdi er et af de få steder i verden, der er placeret direkte på toppen af et geotermisk område, så det damper og ryger op alle vegne. Køkkenet var lukket, men receptionisten ville forhøre hos kokken, om vi kunne få noget aftensmad. Hun remsede en forret, en hovedret og en dessert op, og vi sagde bare ja tak. Som på de fine steder, og det var det bestemt her, fortalte tjeneren om hver ret, og så snart hun var færdig, var det glemt igen.
Island var det sidste europæiske land, som blev bosat af mennesker, og det skete omkring år 900, da nordmanden Ingolfur Arnarson ankom til øen og opførte sin gård ved det nuværende Reykjavik. Andre storbønder, der var utilfredse med forholdene i Norge, hvor kongemagten fik mere og mere indflydelse, udvandrede med frænder, trælle og husdyr. Allerede i år 930 var der således 23.000 indbyggere på Island. Efterhånden som Island blev fyldt op, var der brug for fælles spilleregler, og tvistigheder blev afgjort af folkevalgte dommere på Altinget på sletten ved Tingvallavatn. 
Stadigvæk forsamles islændingene på Tingsletten, når der sker vigtige begivenheder, eller der skal markeres begivenheder som kristendommens indførelse m.m. Tingsletten er landets symbolske hjerte, og området er nu med på UNESCOS verdensarvsliste.
Vi drog videre til geyserområdet, der er en af Islands største seværdigheder. Gamle Geyser, der dog har givet navn til alle verdens geysere, har tabt pusten og er bare et boblende kogende vandhul. En overgang kunne den blive bragt til live med en spand sæbevand, men det er ikke nødvendigt, for geysiren Strokkur har overtaget værdigheden og springer fornøjet med med få minutters mellemrum.
Det var svært at få drengene væk fra området, men vi skulle jo have noget frokost. Jeg måtte love, at vi gik tilbage efter frokosten, der bestod af en slags burger med kulsort brød. 700 gram mel bliver tilsat 5 skefulde aktivt kul, og så opnår brødet den ejendommelige sorte farve. 
Brølet fra vandfaldet kom nærmere, og det er muligt at følge en sti på kanten af vandmasserne. Da det var solskin, svævede den nydeligste regnbue hen over det imponerende syn. Hvis man følger stien helt hen til et udsigtspunkt, så kan man lige så godt med det samme tage regntøj på, for det er en våd affære.
Ad små veje ziksakkede vi videre og fandt vores næste overnatningssted "Stracta Hotel Hella", der lå ved hovedvej 1. Det var et stort hotel, der nok blev brugt af busturisterne. Vi fik et par ret små værelser, og i receptionen spurgte de, om vi ville spise aftensmad hos dem? Det lød så sødt, men nej tak ikke i aften, for jeg havde spottet en tankstation lidt derfra, hvor der var skilte med burgere. På tankstationen var der lidt mere ydmyge priser end sidste aftensmåltid, idet det blev 7.200 islandske kroner for bespisning af 4 mennesker. Til gengæld blev jeg nærmest beskyldt for falskmøntneri, idet en af mine 1.000 kr sedler manglede et blankt sikkerhedsmærke. Mine tanker gik straks til USA, hvor George Floyd måtte bøde med livet for en falsk 20 dollar. Jeg var helt sikker på, at jeg var uskyldig, men lidt forvirret betalte jeg med mit kreditkort. På hotellet fandt jeg yderligere 5 "falske" 1.000 kr sedler, og jeg kunne se, at det var gamle sedler, og at de nye havde et sikkerhedsmærke. 
Vi havde en aftale med 4 islandske heste kl. 11, og vi ankom i god tid. Gitte havde fundet ud af, at det var synd for hendes hest, at den skulle ud og blive våd, så hun sprang rideturen over. Vi andre mødte op og blev iført ridehjelm, og så var det bare med at svinge sig op. Ingen af os havde dog prøvet at ride før, men jeg havde forestillet mig noget i stil med Hoppalong Cassidy (en coyboyhelt fra min barndom), som svang sig op på hesten og galoperede ud over prærien. Jeg havde fået en hest, der var farfar, så vi passede fint sammen. Det blev dog et ynkeligt syn at få mig op i sadlen. Islandske heste er ikke ret store, men dog store nok. Jeg satte foden rask i stigbøjlen, og lå så på maven hen over hesten og kunne ikke komme videre. Bare man dog var 70 år igen. Vores rideinstruktør rystede på hovedet og hentede en skammel, og så kom jeg op. De to drenge var kommet op i et snuptag, og så fik vi en prøvetur i ridehuset. Det fungerede fint, og vi bevægede os ud i terrænet med vores rideinstruktør forrest.
Islandske heste nedstammer fra de heste, som vikingerne medbragte, da de kom til Island for 1.100 år siden. Det er derfor ægte fuldblods, da import af andre heste er strengt forbudt. De islandske heste er hårdføre i uvejsomt terræn, foruden at de er modige og selvstændige, men frem for alt, så har de et godt sind. Andre heste har 3 gangarter, skridt, trav og galop. Det har de islandske også, med de har to ekstra gangarter tölt og pasgang. Ved tölt har hesten altid 2 ben i jorden, uden noget svæv, og derfor er det en meget jævn gangart. Det siges, at man kan drikke kaffe uden at spilde. Pasgang er en totakts gangart med for og bagben i samme side fremad samtidig. Jeg ved ikke, hvilken gangart vores heste gik, men da det gik i adstadigt tempo, var det nok bare skridtgang. Med skam at melde, måtte jeg også have fat i skamlen for at komme anstændigt ned af hesten, men det havde været en fin oplevelse. 
Helskindet kom vi dog ud på Ringvejen igen og kom igennem et kæmpe lavområde, der var beklædt med tykke grå mospuder. Vi stoppede i Vig og købte ind, for næste overnatning var Hunkubakkar Guesthouse, og vi vidste ikke, om vi kunne købe aftensmad. Vi fandt gæstehuset med Gittes mobil, for den sure amerikanske GPS dame havde aldrig hørt om noget guesthouse af det navn. Gæstehusene lå nede af nogle små veje, og de var nærmest nogle store campinghytter med 2 værelser i hver hytte og fælles bad og wc mellem værelserne. Det er en dansk dame, der har slået sig ned herude, og vi kunne sagtens spise aftensmad hos hende. 2 fik hjemmeopdrættede økologisk lam med bagt kartoffel og salat, og 2 fik suppe og dertil 4 gange juice. 12.680 islandske kr. for maden og bemærk, at på islandske spisesteder bliver der altid stillet koldt vand på bordet. Det bedste ved stedet var, at det var klaret op, og jeg kunne sidde udenfor i solen og nyde landskabet.
Vatnajökul er Islands største gletsjer, og med sine 7.900 km2 er den nærmest på størrelse med Sjælland. Nogle steder er iskappen 1.000 m tyk, men i gennemsnit 400m. Under iskappen ligger nogle af Islands mest aktive vulkaner, og et udbrud i 1996 tog noget af Hovedvej 1 og en bro med sig.
Videre ad Ringvejen og ved en lille grusvej kørte vi ind ved "Fjallsarlon Gletsjerlagune". Her lå en P-plads og en cafe, og efter en lille gåtur åbenbarede der sig et fantastisk syn. I lagunen, der her nærmest var en sø, svømmede de hvideste isbjerge rundt i det klare vand. Isen brækkede af gletsjerens isrand og svømmede rundt i det iskolde vand. Jeg prøvede at dyppe tæerne, men efter et par sekunder gjorde det ondt. Magnus fiskede små isblokke op på land, der så lå og glimtede i solen. Her kunne man faktisk få en tur i gummibåde imellem isbjergene, men det havde jeg overset i planlægningen. 
Som et kuriosum kan nævnes, at James Bond filmen "Die Another Day fra 2002 blev optaget her. Skurkene holdt til i et stort isslot i lagunen.
Vi satte først kursen mod Djúpivogur, der er en af østlandets handelsstationer, der stammer fra torskekrigen, og hvor danskerne forsøgte at fastholde handelen med de islandske fiskere. Der var rige fiskerbestande i farvandet, og købmænd fra Hamborg trængte sig på, så danskerne indførte monopol på handelen, der varede til 1787. 
Bagefter lavede vi en afstikker til den lille by Stödvarfjoördur, hvor vi besøgte Petras Stensamling. Petra Sveinsdöttir begyndte i 1940 at samle på sjældne bjergarter og mineraler. Huset og haven blev fyldt op med tusindvis af forskellige sten og garneret med hvalknogler, træfigurer og blomster. Det koster lidt at komme ind for at se herlighederne, men det er en fin hyggelig seværdighed. I en lille stærkt dekoreret udestue fik vi kaffe i fine porcelænskopper, og så var det afsted mod Egilstadir. Og så kom problemerne.
Området var usædvanligt, for det var skovbevokset med kæmpetræer på op til 15 meters højde. Især voksede der popler, der jo gror hurtigt, men der var også nåletræer. Gæstehuset var faktisk lukket ned, så vi blev opgraderet til et hotelværelse. Der var en restaurant tilhørende hotellet, men der var ingen plads før kl 21, blev der sagt. Det var lige lidt sent for 2 sultne drenge, så på en lillebitte tankstation nede ved vejen omkring søen købte vi 4 maskin-sandwich og 4 is. Mærkeligt hotel. Kl. 20 var restauranten næsten tom, og der var ingen plads, og jeg havde endda mine nye bukser på. 
Efter Dettifoss kørte vi mod Húsavik og spiste på et sted, der hed "Lemon", hvor der var sprøde sandwich og smouthies endda til en rimelig pris af 7.300 islandske kr. lig 365 dkr.. Vi havde god tid i Húsavik, og derfor fandt vi deres nye badested "Sjøbad" med
herlige 38 grader varmt vand. Bassinet ligger med udsigt ud over havet, og når man ligger i det varme vand, ser det ud som om, at bassin og hav går ud i et. Neden for bassinet er der en kyststrækning med de ejendommelige basaltklipper, der ser ud som sten, der er hugget ud i sekskanter og stablet ovenpå hinanden, men det er den rene natur.
Så gik det mod Mývatn på jagt efter Mývatn Fosshotel, Grimsstadir, Iceland. Det var adressen, og det reagerede vores GPS ikke rigtigt på. Der var to steder i nærheden af Mývatn, der hed Grimsstadir, og da vi kom ad den nye gode vej 87 og nåede Hovedvej 1, kørte vi til højre, fordi der lå nogle huse, der på kortet hed Grimsstadir. Ned ad en lille grusvej der endte ved nogle huse. Nå det var ikke der, der lå et nyt stort luksushotel. Så måtte vi ringe til hotellet, og receptionisten anede ikke, hvor Grimsstadir lå. Nå men vi fik da lusket ud af ham, at vi skulle køre til venstre, og der lå hotellet med et kæmpe skilt ude ved vejen. Vi var først fremme kl. 21.30, men vi havde været så fremsynede, at vi også havde spist aftensmad hos "Lemon", så vi ikke skulle sulte i ødemarken. Det var vores hidtil største hotel med masser af mennesker og masser af knotter.
Rundt om Mývatn går en vej, og vi drejede ind ved Dimmuborgir - De Sorte Slotte. Her filmede man indspildninger til den verdensberømte serie "Game of Thrones". Det er lavaen fra vulkanen Lúdent, der er størknet i de særeste formationer, der godt kan ligne sorte slotte. Seværdighederne på Island har før været stærkt overrendt, og derfor er der asfalterede stier, hvor man må gå. Vi følte os dog som de første turister, for i det store område var der næsten kun os.
Godafoss betyder "gudernes vandfald", og navnet stammer fra omkring år 1000 e. Kr. I Norge, som Island tilhørte på det tidspunkt, var man gået over til kristendommen, men islændingene holdt stadig på Thor og Odin. Den nye trosretning blev diskuteret i parlamentet, og Lovmanden Porgeir Ljósvetningagodi tog den endelige beslutning, og han valgte kristendommen. Som afsked med den nordiske mytologi kastede han sine statuer og ikoner i vandfaldet, der så fik navnet Gudernes Vandfald.
Så gik det stik nord mod Siglufjördur, hvor vi skulle overnatte. Undervejs var der grønne marker, men også 4-5 lange tunneler, hvor den ene var 1-sporet dog med vigepladser. I Sigluffjördur fandt vi Siglo Hotel, der lå smukt ved havnen, og så var det et rent luksushotel med udsøgte smukke værelser. Jeg skævede til deres menukort, og en 3 retters meny kostede 14.900 islandske kr. lig med 745 dkr pr. person. Nej, mange tak, det er jo ikke rockefellerfamilien, der er på rundtur, så vi fandt et hyggeligt pizzaria i en gammel havnebygning. Pizzaen med rukola kan dog ikke anbefales. Vi var tæt på polarcirklen, så da jeg vågnede af et mareridt kl. 01.30, var det stadig lyst. Mareridtet gik ud på, at vi havde bestilt 4 x meny.
Kirkerummet er 20 x 9 meter, og overskridelserne af budgettet var astronomiske, så tårnet blev da også først opført i 1950. Kirken er et af de eneste gamle stenhuse på Island, for islændingene sværgede til tørvegårde, og det var først ved betonens gennembrud i begyndelsen af 1900-tallet, at de bevægede sig ud af tørvegårdene. 
Næste overnatningssted var i nærheden af Hvammstangi på Hotel Laugarbakki. Vi var vant til at have Hovedvej 1 næsten for os selv, men nu var der en del trafik. Vi har foreløbig ikke set eller hørt en eneste dansk turist. Hotellet ligger ved en foss, men er ellers omgivet af græsmarker. Hotellet lå ret så øde, så vi spiste aftensmad i restauranten. Dog kun hovedretten der var ½ kylling med bagt kartoffel og salat. 17.350 islandske kr. lig 867 dkr for traktementet.
Vi skulle op nordpå ad vej 68 og ud og ind af fjordene, og det er sjældent, at danskerne forlader Hovedvej 1 og kører op nordpå. Der er snoede veje og op og ned og med store ubeboede områder, og mange af vejene er skiftevis asfalt og grusveje. Vejret var heller ikke noget at råbe hurra for, da det var overskyet og kun 11 grader. 
I Sudureyri fandt vi Hotel Fisherman, hvor vi skulle bo to nætter, så kunne vi tage den med ro næste dag. Fisherman var et budget hotel, og værelserne lå på den anden side af gaden, men var da ellers udmærkede, uden at være det vilde luksus. Der var ikke så meget at vælge imellem med hensyn til aftensmad, for restauranten lå i hotellets reception og var nok det eneste spisested i byen. Deres fish and chips var da også ganske udmærkede og til en rimelig pris. Det er en rigtig fiskerby, og en kutter var kommet ind, og fyldte fiskekasser tårnede sig op på havnekajen. 
Vi fortsatte til Isafjördur, der i de sidste århundreder har været områdets hovedby. Jeg havde læst om et specielt spisested, der skulle ligge et sted på havnen. Det var et træhus, der var tjæret sort, men jeg kunne ikke huske navnet Tjöruhúsid, da det indeholdt flere islandske bogstaver, jeg ikke kunne udtale. Vi spurgte i byen efter et sort hus, hvor man spiste fisk. Jo folk kendte det godt og pegede, så det blev fundet. I byen er der er bevaret flere gamle pakhuse fra 1700-tallet, og det lå nærmest i et hyggeligt museumsområde, hvor det flød med hvalskeletter, harpuner og ting og sager. Selve spisestedet er i den rå stil med plankeborde og plankebænke og ret så meget gemytlighed. Menuen var en stor fiskebuffet med salat og en delikat hummersuppe. Drengene var til ½ pris, og først for sent opdagede personalet, hvor meget drenge i voksealderen kan sætte til livs. Incl cola og kaffe kostede måltidet 13.400 islandske kr, ca. 713 danske kroner. Det var nok det bedste og hyggeligste måltid på Island. Så stedet kan varmt anbefales. 
På vej tilbage til bilen gik vi langs et havneområde, hvor vi fik et chock. 4 hvalfangerskibe lå på rad og række, og mænd gik og arbejdede, som om de skulle til at stikke til søs. Ærlig talt Island, det havde jeg ikke troet om jer. Det er også en torn i øjet på turistbranchen, for hvalturisme bidrager betydeligt mere til Islands økonomi, end hvad hvalfangst nogensinde kommer til. Den største del af islands befolkning er da også imod hvalfangst, men der er nogle "hvalkonger", der bestemmer for meget. Det meste hvalkød, der fanges på Island, eksporteres til Japan, hvor det bruges til luksus-snacks til hunde. Der tabte Island virkelig nogle point i min opfattelse, og jeg skumlede hele aftenen og hvem ved, måske sender jeg et klagebrev til præsidenten.
Vi fortsatte til Dynjandi Vandfaldet, der ikke er beskrevet i Politikens "Turen går til Island", for normalt kommer der ikke danskere på disse kanter. Det er synd for vandfaldet består faktisk af 7 vandfald, der som i et drømmesyn flyder smukt sammen ned ad klipperne.
På vores guesthouse fik vi "vulkanburgere", der var bagt af brød, der var kulsort på grund af aktivt kul i melet. Brødet var fyldt med "pulled pork", og rødbedestrimler illuderede lavaen, der løb ned ad vulkanen. De var gode og både en smags- og synsoplevelse.
Snæfellnes er opkaldt efter Snæfellsjøkull, der igen er opkaldt efter den 1.446 m høje sneklædte vulkan Snæfellsjøkul. Jeg havde læst, at man godt kunne køre næsten derop i en almindelig personbil, men der ville være skrappe stigninger og sving. Vi startede turen op, men der var nerver på, så godt oppe af bjerget kørte jeg ind til siden og parkerede. Vejen videre frem var gravet igennem store snefelter. Vi gik i en timestid, og drengene morede sig i sneen. Så kom der en 4 hjulstrækker, der holdt ind til siden, og jeg spurgte hvor langt der var til gletcheren. Han mente en halv times tid, men ikke i sådan en personbil, sagde han og pegede på vores bil. Nå OK, det kunne så ikke nytte noget, så vi satte os ind i bilen for at køre ned. Så kom der ud af ingenting en turistbus kørende på vej op. Hvis den kan, så kunne vi også, men beslutningen var ude af mine hænder, så vi fortsatte nedad. 
Sidste stop på vores Islandstur var i i Reykjavik, hvor vi boede på "Centerhotel Arnarhvoll", der ligger lige ved siden af den gamle by og lige overfor deres flotte kulturhus Harpa. 
Det var tid at vende snuden hjemad, og vi fik lige besøgt den kæmpestore Hallgrimskirke, der er et nationalromantisk klenodie. Kirken blev indviet i 1986 efter 40 års byggeri.