|
Kazakhstan - Astana.
7. rejse: Moskva - Kazakhstan - Kina - Tibet. Rejsefortælling af Kim Greiner. Delafsnit 50.
Vi skulle på en guidet bytur med Polina kl. 10, så der var tid til hotellets morgenmad. Morgenmadsrestauranten så mere russisk ud end i kommunisttiden i Rusland, så den var så kedelig som noget. Stolene var gemt under nogle hvide lagner, vistnok fordi det skulle se elegant ud. Der var ingen pynt på væggene – ikke så meget som et billede. Maden var bestemt heller ikke overdådig, og kaffen var pulverkaffe, som man selv skulle lave. Juicen, som ikke var juice, var noget lyserød væske, som smagte noget mystisk. Nå, men det var ikke for at få en kulinarisk oplevelse, at vi var taget til Kazahkstan, men for at opleve landet. Inden vi skal på den guidede tur rundt i byen, er nedenstående lidt af landets histore m.m.
Mongolhøvdingen Djengis Khan regnes som den helt store helt i kazakhisk historie. Som mongol levede han et steppeliv, som var næsten identisk med de kazakhiske nomader. Kazakhstan indgik da også i det verdensrige, der til dato ikke er overgået af noget andet. Hans krigere kunne som de eneste skyde med bue og pil på hesteryg og vel at mærke ramme deres mål. I felten var mongolernes hovedernæring hestemælk, der var syrnet og tørret ind til en sej masse med masser af næring.
Djengis Kahn er citeret for at sige: "Mandens største lyst er at besejre sine fjender, røve hans rigdomme og favne hans kvinder". Se, det var en rigtig helt. Nå, men han åbnede også handelsruter i det kæmpemæssige rige, og han indførte religionsfrihed i hele riget. Som alle andre kæmperiger, styrtede dog også mongolriget sammen.
Omtrent hvor grænsen mellem Kazakhstan og Sibirien går i dag, byggede russerne en kæde af forter, der efterhånden blev til byerne Uralsk, Petropavlovsk og Orsk m.m.
Da der var angreb fra centrale kalifater, var det kazakhiske folk efterhånden på randen af udslettelse, så de appellerede om hjælp hos deres nabo Rusland, med hvem de havde en livlig handel. I 1731 blev en traktat skrevet under om Kazakhstans frivillige tilslutning til zarens Rusland. Området blev kaldt for "Steppeterritoriet". Den frivillige traktat er den officielle sovjet version, for i virkeligheden var det adelige ledere, som var i lommen på russerne, der indgik aftalerne, område for område. I 1850-60’erne erobrede russerne resten af Kazakhstan og oprettede en række forter bl.a. Alma-ata og Almaty.
Russernes kolonisering afstedkom, at der kom skoler både religiøse og muslimskoler. Lidt mærkeligt fremmede Zarens regering den muslimske mission for at berolige de vilde nomader. Det skønnedes, at den ortodokse kristendom ikke havde mange chancer i dette vilde steppeland.
Russerne havde brug for nogle uddannede kosakker til de underordnede poster, så et lille antal blev uddannet.
Endelig i december 1991 indtraf selvstændigheden efter mere end 70 år med at være en del af Sovjetunionen. Nu var det slut med at være "homo sovjeticus". Kazakhiske traditioner og skikke skulle genindføres, og historien skulle omskrives. Zaren og sovjetfjendtlige personer gik fra terrorister til status af nationale helte og frihedskæmpere. Kazakhisk blev genindført som statssprog, medens russisk fik status som midlertidigt kommunikationssprog. Kazakhisk kultur skulle ikke længere have lillebrorstatus, og en kazakher var ikke længere "en slags russer".
På et tidspunkt spurgte jeg Polina, hvad hun syntes om præsidenten, men det kunne eller ville hun ikke udtale sig om. Jeg fornemmede, at det ikke var lutter lagkage.
Sommeren er bagende varm, og mod nord er vinteren bitterlig kold. Mod syd kan der forekomme vintre uden frost. Den længste grænse er mod Rusland og Sibirien, og den følger stort set grænsen mellem skov og steppe igennem Asien. Præsident Nazarbajev besluttede i begyndelsen af 1990, at Akmola skulle være Kazakhstans nye hovedstad, og fra årsskiftet 1997-98 blev byen omdøbt til Astana, der på kazakhisk betyder hovedstad. Den gamle hovedstad Almaty har dog bevaret sin betydning som det kulturelle, befolkningsmæssige og økonomiske centrum. Sovjetunionen brugte områder i Kazakhstan til over 400 atomprøvesprængninger i perioden 1949-89. Rusland lejer stadig et stykke land i Kazakhstan ved Baikonur, og dette område er stadig centrum for russisk rumfart. Det var herfra den danske astronaut Andreas Mogensen blev sendt op. Området er yderst tyndt befolket og bærer navnet Betpak Dala, der betyder Hunger-sletten.
I det vestlige Kazakhstan ligger Aralsøen, der fødes af floderne Amu-Darja og Syr-Darja, der kommer fra bjergene i Afghanistan. Desværre tappes vandet undervejs i Turkmenistan, Usbekistan og Kirgisistan af en 800 km lang kanal. Befolkningen langs kanalen dyrker bomuld og ris ved kunstvanding, så kun en lille del af flodvandet når frem til søen, der efterhånden næsten er skrumper ind til ingenting.
Kazakhstans valuta er en såkaldt lukket valuta, der ikke kan købes eller sælges uden for landet. Møntfoden hedder Tenge, og 1.000 tenge kostede på rejsetidspunktet ca. 3 euro.
I de første år efter selvstændigheden havde Kazakhstan og Rusland stadig samme valuta – rublen. I sensommeren 1993 satte den russiske regering via Centralbanken gang i en rubelombytning, der betød, at en enorm mængde gamle rubelsedler blev værdiløse. Rublerne kunne dog stadig bruges i rubelzonen uden for Rusland bl.a. i Kazakhstan, der ikke var forberedt på rubelombytningen. I løbet af kort tid strømmede milliarder af rubler til Kazakhstan, hvor de i løbet af kort tid tømte landet for alle slags varer. Kazakherne var rasende og indførte deres egen valuta "tenge", der var en svag valuta med en høj inflationsrate – på et tidspunkt på 3.000% årlig. Den er da siden blevet stabiliseret, så inflationen er nede på omkring 10% årlig. For os med hård valuta på lommen havde Kazakhstan et yderst rimeligt prisniveau.
Første stop var ved den kolossalt store Khazret Sultan Mosque, der er helt nybygget. Den var flot – og indrømmet, vi fik taget en del billeder af den i de næste par dage i forskellige belysninger. Det siges, at 75% af befolkningen i Kazakhstan er muslimer, men det må være på samme bløde måde, som vi er kristne, for vi så næsten ingen kvinder med tørklæde. Independence Square, der ligger i nærheden, er en kæmpestor plads, og den er domineret af "Kazakh Eli Monumentet". Pladsen er omgivet af monumentale regeringsbygninger og Nationalmuseet. Der var ikke et øje på pladsen, undtagen to par øjne ud over vores. Det var en professionel fotograf, der tog nogle billeder af en smuk pige, som skulle stå i positur og ellers snoede sig rundt i nogle lette gevanter. Ganske nydelig, og pladsen var da også ganske nydelig med tendens til det svulstige, men den trak altså ingen turister til, hvis der i det hele taget var turister i byen, men der må vel være nogle til verdensudstillingen.
Der er investeret enorme summer i udbygningen af byen, og den ligner en fremtidsby. Den nye bydel er også kun 3-5 år gammel. De har knoklet på for at gøre den klar til verdensudstillingen EXPO 2017, hvor de forventer flere millioner gæster, bl.a. os i morgen. Polina fortalte, at der på et tidspunkt kunne tælles 1100 byggekraner rundt om i byen, men koncentreret om centrum. Der er mange sportsarenaer til de forskellige sportsgrene, og f.eks. lignede cykelsportshallen en kæmpe cykelhjelm.
Khan Shatyr eller The Mall er et 150 m højt tranparent telt, der huser 140.000 m2 butikker, så selvom det næsten ligner et kæmpetelt, er det et stormagasin i 5 etager. Der var masser af forretninger med de kendte varemærker – også Ecco og Pandora. Og så sandelig også en LEGO-forretning. På 3. etage var der hele raden rundt en stribe fastfoodrestauranter. Meget eksotisk tog vi en mellempizza, hvor der var nok til 2 personer. Sammen med 2 colaer blev det 2800 t, og da 1000 t er lig med 3 euro, kostede måltidet under 65 kr. På øverste etage er der et tivoli med forskellige forlystelser, mest for mindre børn.
Sejlturen gik forbi business centers, administrative bygninger, skyskrabere, shopping center og forbi præsidentens palads "Alatau Grand". Båden sejlede den ene vej, og så vendte den og sejlede den anden vej. Faktisk fik jeg ikke set ret meget, for den tætte kontakt til de andre passagerer var for mig mere interessant end flotte bygninger.
Vi gik fra The Mall til "Livets træ" og gaden, eller det er nærmest en park, var udsmykket med blomsterbede, kunstværker af forskellig slags og boder med souvenirs, is og drikkevarer. Det var helt overdådigt og højst sandsynligt på grund af verdensudstillingen. Et sted var der malede figurer fra alle de lande, der er med på Expo verdensudstillingen. Selv små stater er med, og sågar også Nordkorea. Danmark syntes dog ikke, at det var ulejligheden værd at vise flaget blandt verdens andre nationer. Temaet for udstillingen var ellers Future Energy, og lige på det felt er Danmark førende i verden, men vi gad ikke være med. Ja, jeg begriber det ikke.
Vejret var om formiddagen diset og skyet med enkelte smådryp. Senere blev det skyfrit og bagende varmt. Det er med at suge solstrålerne til sig, for de har 6 måneder vinter med ned til minus 40 grader.
Vi var nogle af de første ved udstillingsområdet, og adskillige unge medarbejdere tog imod og guidede os igennem sluserne. Vi havde billet hjemmefra, så det gik nemt. Inde på området var der ret tomt endnu, men et sted stod en række mennesker i nationaldragter fra Malaysia. Vi blev indbudt til at være med kl. 10, hvor der ville være optræden. Her var vi også nogle af de første, men efterhånden blev pladserne fyldt op, og vi fik udleveret malaysiske flag. Det var nemlig malaysiadag i dag. Foreløbig viste de nogle turistfilm, og der blev spillet en rigtig dejlig sang. 3. gang begyndte vi at kende den. En ung mand spillede og sang live med nogle rigtig gode rytmer og et ukendt strengeinstrument. Som repræsentanter for Danmark – måske de eneste – tog vi et Dannebrogsflag i knaphullet, og straks blev det malaysiske TV stillet ind på os, og der var nok 5 kameraer.
Vi sad i et stort åbent telt, da et kraftigt regnvejr passerede forbi, og vi sad faktisk og småfrøs. Nå, men senere, vil vi nok ønske os tilbage til denne kølighed. Endelig startede forestillingen, først med Kazakhstans viceminister og derefter en minister fra Malaysia. Så spillede de nationalsangen, og vi rejste os med hånden på hjertet som de andre. Den lød noget bombastisk for Malaysia. Nå, det viste sig også, at det var den for Kazakhstan. Derefter kom den malaysiske, og den passede meget bedre til landet. Derefter var der dans og sang og optræden.
Bagefter ville en smuk malaysisk dame have mit navn ind på computeren og spugte, hvad jeg syntes om forestillingen. Jeg fortalte, at vi havde været i Malaysia sidste år, men at showet havde inspireret os til at komme igen. Så spurgte hun selvfølgelig, hvor vi kom fra, og spurgte ind til vores små dannebrogsflag i knaphullet.
Vi spiste i Kina, et fint sted, hvor der var skruet helt op for airconditionen, så medens vi spiste, glædede vi os til at komme ud i varmen igen. Spisekortet var med billeder, og vi valgte to lækre rettet og fik noget andet. Nå, det smagte også godt, Maden plus to Sprite blev 7.300 t. Der var også masser af fastfoodrestauranter rundt om på området, og hvor man kunne spise for under 1000 t.
Ved 17-tiden fandt vi et kaffe- og kagested, og det sidste, vi ville, var at se Korea, så vi stillede os op i en kø, og der står vi lige nu. Det har ikke været brølende varmt i dag, fordi der var så mange skyer, så ganske behageligt.
Der kom en SMS fra Irina fra Alt Rejser, med instruktion om, hvad vi skal gøre, når vi er kommet til Kina. Hun havde været noget nervøs, om det hele nu flaskede sig, og om vi fik tilladelse til at besøge Tibet.
Til sidst besøgte vi Israel og Schweiz. Den sidste var lidt mærkelig, for inde i en stor firkant dansede en ung kvinde rundt i en halv gennemsigtig hvid natkjole. Det var vist også noget med grøn energi, men det lagde jeg ikke rigtig mærke til. Så orkede vi ikke mere og klokken var også blevet 19. Der holdt nogle enkelte taxaer udenfor, men vi ville godt gå lidt, og så kunne vi altid tage en taxa undervejs. Der var bare ikke nogen, så det blev en lang tur til hotellet. Vi tog en overfyldt bus 2 stoppesteder uden billet, for vi anede ikke, hvordan billetsystemet virkede. Så fik Gitte dårlig samvittighed og ville af, og så gik vi videre og var først ved hotellet kl. 21.30 fuldstændig brugte og helt flade. Det havde været en meget spændende dag, hvor vi kom rundt i alverdens lande.
Vejret var let skyet og lunt som sædvanlig. Vi blev hentet som aftalt, og da vi var i god tid, tog Polina os med på en ekstratur til en stor glaspyramide med temaet "Fred og Eftertanke". Pyramiden er fra 2005 og var resultatet af en arkitektkonkurrence. Der er en stor mødesal og i underetagen en koncerthal lidt i stil med Operahuset. Vi blev modtaget af en ekstraguide, der lignede Barbie af skikkelse, men var gudesmuk. Elevatoren går op til 8. etage, og den går skråt. De sidste etager tages af brede trapper til toppen, undtagen hvis man er præsident, for han må godt tage elevatoren en ekstra etage op. Heroppe var smukke billeder af fugle på glasvæggene og en smuk udsigt ud over byen. Der blev udpeget forskellige bygninger, for Barbie talte et perfekt engelsk.
Under hele forevisningen havde vi en ekstraguide, og hun oversatte, hvad den, der lavede maden, og fløjtemageren fortalte. Vi fik også forevist en model af en ger, der er en slagt flytbart telt. En ger i naturlig størrelse kan stilles op på 1½ time af to mænd, og så kan boligen flyttes til bedre græsgange. Vi var omgivet af meget flinke mennesker med en herlig humor. Det hele tog vel et par timer, og så fik de postkort af de kongelige, og dem var de godt nok meget interesseret i. Vi skrev en hilsen på et af kortene, men så blev chefen også tilkaldt, så vi kunne hilse på hende.
Først var der kø til billetter, og billetkontoret havde pause mellem kl. 13.00 og 13.30. En billet kostede 700 t pr. person. Derefter var der en endnu længere kø for dem, der havde købt billetter. Det gik meget, meget langsomt, men det var et godt sted at komme i snak med folk, og mange talte lidt engelsk. Jeg fik talt med Madiyar, Aldivar og Bahtivar. Der blev spurgt, hvor vi kom fra, og så uddelte jeg lidt Dannebrogsflag og fik taget nogle billeder. Alle er sorthårede, og kvinderne gør meget ud af sig selv vedrørende øjenbryn, øjenvipper og mange med røde læber. Aldivar, der var en dreng på 10-12 år, kunne lidt engelsk, og vi blev rigtig gode venner, og han fik mit kort, og jeg opfordrede ham til at skrive. En af de ældre kvinder havde guld i mund som dem i Usbekistan. En ung kvinde med en computer kom og stillede spørgsmål om vores ophold. Om vi var kommet på grund af EXPO. Hvor mange penge vi brugte om dagen m.m. Vi nænnede ikke at sige, at vi havde planlagt turen, før vi anede noget om EXPO. Så vi sagde, at det var udstillingen, der havde trukket os til Astana.
Næsten fremme gik køen helt i stå, og vi stod nok ½ time uden, at der skete noget. En åbenbart vigtig herre kom ned fra tårnet og skrev noget i en protokol, og så skete der endelig noget. Først var der sikkerhedskontrol, meget grundigt, og selv min notesbog og en kuglepen blev fundet og skulle fremlægges og så OK.
Under jorden er der 2 elevatorer med plads til ca. 10 personer. Elevatoren ender i kuplen, der faktisk er 22 meter i diameter. Der er masser af plads med lænestole, planter og udsigt. Også en lille bar. Der gik en trappe opad, og der skulle alle op og også vi. Kø igen, og alle skulle røre ved en globus, men det vigtigste var at lægge sin hånd i en klump metal, der lignede en guldklump, og hvor der var et aftryk af præsidentens hånd. På skift kom vi frem, og så skulle der fotograferes. Det var næsten som at være i Mekka. En gammel krigshelt var lige foran os, og han havde en halv snes medaljer på brystet og også nogle med hammer og segl. Fin, fin oplevelse at besøge "Livets træ", selvom det havde taget et par timer i køen.
Vi rejser videre med tog i morgen, og vi har lige fået en SMS fra Irina om, at vi har fået tilladelse til at besøge Tibet. Hurra. Vi ville få tilladelsen på et rigtigt stykke papir med stempler og det hele af vores guide i Lanzhou dybt inde i Kina. Vores guide Polina her i Astana var excellent, og hun var meget omhyggelig med praktiske informationer. Hun havde været meget bekymret for os i går aftes, fordi vi var kommet så sent hjem til hotellet. Hun ville gerne give os en besked med hensyn til i morgen, men vi var ikke på værelset, og var der sket noget? Sødt af hende, men vi har rejst rundt i hele verden, og vi har aldrig haft så meget livline som på denne tur.
I morgen er der tjek ud kl. 12, og vi bliver hentet kl. 17 og bliver transporteret til toget, og ellers er dagen til fri disposition. 4-5 officials fra Silkevejsløbet var i restauranten i korte bukser og røde trøjer. Det var store modne mænd, og de så allerede trætte ud, men de var åbenbart nået hertil. Jeg vekslede et par ord med den ene, og han fortalte, at de var på vej til Xian, men ellers var han ret fåmælt.
Efter at vi havde tjekket ud og fået stillet vores kufferter i depot, gik vi mod den store moske. Et tordenvejr drev forbi, men hos os dryppede det kun lidt.
Vi var nede forbi Independence Square, hvor der ikke var et øje eller en bod eller noget som helst. Foran en stor blå bygning med hvide tremmer blev vi fløjtet væk, så vi gik bagom til Nationalmuseet. Her var en meget grundig sikkerhedskontrol. Alt blev fundet og skulle lægges frem, selv en kuglepen. Den billigste indgangsbillet kostede 700 t, men den giver ikke adgang til ret meget. Så flere sale blev vi nægtet adgang til. Nå, vi havde heller ikke tænkt os at se det hele. Guldafdelingen hørte så sandelig ikke til de billige billetter. Museet var på 7 etager og var kæmpestort. Udenfor ved et stort gadekryds var der soldater posteret, og de havde faktisk stået der de sidste par timer. Så blev vejen lukket, og der kom en politibil og bagefter 3 sorte biler og et salatfad. Højst sandsynlig var det præsidenten, der var ude at køre sig en tur.
Der var både varmt og koldt drikkevand på toget, og vi kunne selv regulere temperaturen og musikken i vores kupe. Hele indmaden i toget er dog af plastik. Spisevognen var halvt fyldt og var et ganske nydeligt sted med et stort spisekort. Vi bestilte en sæsonsalat med kylling og brød samt et par Sprite og alt i alt blev det 4600 t.
Vi kom igennem et fladt landskab og forbi små byer og ellers bare græs og græs. Der var store dyreflokke hist og her. Det var steppelandet, vi kom igennem. Solen gik sin gang, og så begyndte den at gå ned. Vi fik fat i Rose, og med et snuptag fik hun fremtryllet er par brede senge, der endda var redt på forhånd. Det var mærkeligt. Vi havde læst, at Almaty var omgivet af bjerge, men et kvarter før ankomst var der ikke skyggen af bjerge. Vi kikkede på billetten. Var det først i morgen, vi skulle ankomme til Almaty, eller var der en tidsforskel, vi ikke havde indregnet eller hvad?
Små landhuse med det "lille hus" ved siden af dukkede op. Toget må være forsinket, for nu var der mange småhuse, og så pludselig var der så sandelig bjerge og endda med sne på toppen. Der kom flere og flere små huse, og så pludselig lignede det en rigtig by, og vi var kommet Almaty – Kazakstans gamle hovedstad. |
En personvogn med chauffør holdt klar, og vi kørte til Hotel Tengri. Hotellet lå ved et kæmpeområde med nedlagte garager, der trængte til at blive jævnet med jorden, så der ville være plads til at få bygget noget nyt. Samtidig lå hotellet også inden for gåafstand til Astanas centrum. Hotellet havde os på computeren, så vi fik hurtigt et værelse på 9. etage. Der var en fin udsigt ud over byen, og der kunne ses helt ind til centrum. Der var en dobbeltseng, men kun en dyne på værelset – der bliver kamp i nat. Et bad var mere end tiltrængt efter 3 døgn i toget uden mulighed for vand på kroppen. 
Nomaderne lever af deres dyr, og menneskenes velbefindende er helt afhængigt af dyrene. Mellem vinter og sommergræsningen var der for nogle kun 20 km og for andre måske 1000 km. Folkekarakteren i Kazakhstan er stadig præget af nomadernes karakter: De er exceptionelt høflige og stolte af deres gæstfrihed. Dyrene og naturen betyder meget for kazakherne, og den største kompliment til en kvinde er: "Du er smuk som en ung kamel".
Kazakhstan opstår i midten af det 16. århundrede, hvor nationen udskilte sig fra de usbekiske stammer og blev en selvstændig nation. Det var de ældre, der bestemte i stammen, og samtidig nød de stor respekt.
De kazakhiske nomader blev derfor fortrængt, og frem til 1. verdenskrig kom der næsten 3 millioner europæere, mest bønder og soldater fra Rusland, Ukraine, Hviderusland og Polen til stepperne. Kazakherne prøvede at gøre modstand ved at overfalde bostederne, men de blev slået ned med hård hånd af kosaksoldaterne, der havde langt bedre og overlegne våben. (USA’s historie om igen).
Februarrevolutionen i 1917 vækkede først glæde i Kazakhstan, og bolsjevikkerne med Lenin i spidsen fik magten mange steder i landet. Der opstod dog en udpræget varemangel, og i 1921 indførtes en ny økonomisk politik, der tillod en vis form for kapitalisme på landet. Dyreholdet i 1921 var efterhånden også nede på 30 % af, hvad det var i 1916. Der måtte gøres noget, men det var nok ikke lige det, det der skulle gøres.
Da Sovjet brød sammen, forblev han på posten og havde i starten en mere beskeden ledelsesstil, men som sine centralasiatiske kolleger blev han også ramt af diktatorsygen. Derfor har han været præsident i et stræk siden sovjetfaldet. Oppositionskandidater er blevet udmanøvreret, og i 2007 fritog parlamentet Nasarbajev for reglen om, at landets præsident kun kan sidde i to perioder, så han kan i praksis sidde som præsident resten af livet. Det er også strafbart af fornærme præsidenten eller ødelægge billeder af ham, og han har også livstidsimmunitet mod strafforfølgelse. Efter valgresultaterne er han dog stadig uhyre populær, og i 2011 blev han valgt med over 95% af stemmerne.
Størstedelen af landet er stepper, der glider over i ørken. På stepperne vokser der spredt græs, der er tilpasset den saltholdige jord. Dyreholdet er særligt hårdført som fedthalefåret, kamelen og hesten.
Vejene udbygges mere og mere, men der er stadig steder, hvor kun terrængående biler kan komme frem.
Byen ligger ved floden Ishym, og den var vigtig, da vandvejen forbinder Almaty med Astana og desuden giver vand til byen. Astana er den hovedstad i verden, der har den største temperaturforskel mellem vinter og sommer. Om vinteren kan der blive helt ned til minus 40 grader og om sommeren op til 40 grader. Vi var heldige, for vi havde hyggelige 25-30 grader, mens vi opholdt os i byen.
Astana er ikke vokset frem organisk som Moskva eller London, der er slebet til og vokset frem gennem århundreder. I 1994 blev det vedtaget af præsident Nasarbajev, at hovedsteden skulle flyttes fra millionbyen Almaty til den lille, ubetydelige provinsby Akmola i Nordkasakhstan, 970 kilometer derfra. Byen fik skiftet navn til Astana, der betyder hovedstad. Den er omgivet af ødemark, så der er masser af plads til udvidelse. Astana er klodens næst koldeste hovedstad kun overgået af Ulan Bator i Mongoliet. 
I den guidede tur indgik også en sejltur på floden. Det var en hel folkeforlystelse, men især for børnefamilier. Jeg kom hurtigt i kontakt med nogle af børnene, nogle af mødrene og en gammel bedstemor med guldtænder. Jeg fotograferede, og så skulle jeg fotograferes sammen med dem, og så var der uddeling af små Dannebrogsflag. Mange af børnene er utroligt kønne – forresten også mødrene. Vi var kommet nærmere Asien, så der var kommet nogle skæve øjne ind i billedet og andre tydelige asiatiske træk. De fleste mennesker i Astana går i almindeligt europæisk tøj, og kun nogle af de ældre går i farverige dragter som i Usbekistan. Alle børnene, selv de ret små har mobiltelefoner, og de tager billeder af hinanden og af mig. En dreng ville gerne fotograferes med mig, og han spurgte, om vi skulle tage en selfie. Selvfølgelig. I det hele taget er de meget mere åbne og venlige end russerne, og de er også en hel del bedre til engelsk. 
I en bod købte vi 2 iste, 1 sandwich og en færdig indpakket hotdog til aftensmaden. Det hele blev 800 t ca. 2½ euro. Maden var dog noget klamt noget. I hot dogen lå en bleg pølse indsmurt i mayonnaise. Sandwichen var ikke meget bedre, så efter et par bidder røg begge dele i affaldsspanden.
Vi var nået hen til "Livets træ", der er byens vartegn, og det står lige midt i hele herligheden. Vi ville se nærmere på træet om et par dage. På hjemvejen gik vi af Charles de Gaulle Street, og der stod da også en statue af ham foruden et Eiffeltårn. Bygningerne langs gaden var helt nybyggede, og langs den ene side var det typiske pariserhuse, med skorstene, løvefødder og gesvejsninger.
Vores chauffør var der til tiden kl. 9.00. Han var ikke engelsktalende, men han havde en lang besked fra Polina på sin mobiltelefon. Han skulle køre os derud, men vi skulle selv finde tilbage til hotellet. Desuden havde hun opgivet et nødtelefonnummer.
At der var verdensudstilling i Kazakhstan havde danske medier gået stille med dørene med og faktisk ingen, jeg efterfølgende har nævnt det for i Danmark, har anet noget om en verdensudstilling. Nå, Danmark er jo heller ikke med, selvom temaet er fremtidens energi. 
Omkring Globen lå udstillingsbygningerne, så ved denne verdensudstilling var det ikke nødvendig selv at bygge, men kun at fylde de tildelte lokaler op. Vi stillede os op til den koreanske, men der var 60 minutters ventetid. Vi gik videre, og alle mulige småstater viste, hvad de duede til på den grønne energis område. Men som sagt ikke Danmark, og jeg gik faktisk og skammede mig lidt. Småstater som Monaco, Luxemburg, Letland og Holland var med, foruden selvfølgelig de store lande som Frankrig, Storbritannien og USA. USA’s udstilling må være lavet før Trump blev præsident, for kulminer blev slet ikke nævnt, så der var kun fokuseret på al deres grønne energi. Der var en film med al det grønne samtidig med, at der var levende dansere. Folk klappede begejstret bagefter. Det gjorde vi faktisk også.
Selv små pavilloner lukkede kun gæsterne ind i små hold, selvom der var god plads indenfor. Det var lidt irriterende med al den spildtid. Det var lidt som i Disney World, hvor den længste kø viser, at der er den bedste oplevelse indenfor.
Så endelig lukkede Korea dørene op, og det stod faktisk ingen steder, om det var Nord eller Sydkorea. Jeg gætter dog på Sydkorea, for ellers havde de vel vist strækmarch, missiler og atombomber. Først var der smukke tegninger fra Korea, og så kom vi ind i et større rum med en computerfilm på storskærm. Den handlede om en ung mand i en flyvemaskine, der styrtede ned. Han manglede dieselolie for at komme videre, og der var noget med en dunk, men en ung kvinde fjernede den. Ind imellem var der to skuespillere, der sprang ud af filmen, og det endte med, at dieselolien blev dømt ude, og i stedet skulle der bruges grøn energi. Det var en meget fin forestilling for alle aldre, så Korea var helt sikkert på 2. pladsen efter Kazakhstans flotte Globe. 
Morgenmadspigen, der krydser de få gæster af, er blottet for smil og ser ud til at kede sig gudsjammerligt. Det med afkrydsningen må da være helt unødvendigt, da ingen ville snige sig herind for af få gratis morgenmad.
I underetagen var der en kunstudstilling mest med heste i alle udformninger, lige fra gyngeheste til Noas Ark.
Lige nu står vi i kø til byens vartegn "Bayterek Tårnet", der er Astanas vartegn. Tårnet illustrerer historien om en gammel kazakhstansk myte, der fortæller om fuglen Samruk, der lægger et gyldent æg på nogle tynde grene på livets træ. Præsidenten skitserede historien på bagsiden af en serviet, og så var det op til andre at få det til at fremstå som et værdigt vartegn for byen. Det lykkedes til fulde, og vartegnet fremtræder som en gylden kæmpekugle, der hviler i et kæmpetræ.
Efterhånden var køen oppe imellem et gitter på hver side. En tyk dame pressede rumpen ind i køen for at gøre plads til en rullestol. Så stod vi tæt, kropsnært og heldigvis for mig, så stod der en smuk kvinde foran, og bagfra stod en ligeså smuk, yngre kvinde. De pressede næsten livet ud af kroppen på mig. Det ville dog ikke være den værste måde at dø på.
Vejret har hele dagen været lettere køligt ca. 20 grader, og det har været skyet hele dagen.
Vi har pakket og ligger og slanger os med vinduet åbent og den dæmpede lyd af bilerne 100 meter væk. Vi gik hen til Astana Mall, der kun ligger et par hundrede meter fra hotellet. Det er et indkøbscenter med enormt store forretninger. De mangler tilsyneladende intet som helst her i Astana. I en legetøjsforretning havde de næsten mere LEGO end LEGO-butikken på Strøget i København. Der er noget anderledes i denne steppelandshovedstad, end jeg havde forestillet mig hjemmefra.
Der var en stor tavle, der viste togafgangene, og 45 minutter før var der bording på perron 6 til vores tog. Det var et splinternyt tog, og vi havde egen kupe og eget badeværelse. Der var himmelvid forskel på det russiske tog, vi var komme med, og dette luksustog. Sæderne i vores kupe var dybe lænestole, og de kan laves om til senge – håber vi. En yndig, ung kvinde, hvis havn var forvansket til Rose bød os velkommen og fortalte, at når vi ville i seng, så ville hun komme og slå sengene ned og putte os. Nå, det sidste var jeg ikke helt sikker på. Vi forlod Astana i fin stil og glædede os til turen. Rose sagde, at hun ikke talte engelsk så godt, men hun forstod det hele. Vi var nok på samme niveau, og jeg forstod alt, hvad hun sagde.
Det blev ikke til meget søvn. Muligvis havde det noget at gøre med den halve liter Sprite til det sene aftensmåltid. Nå, men vi må sove, når vi bliver gamle. Stepperne fortsatte med adskillige fåreflokke, der bed i det afsvedne græs, og flokken blev bevogtet af en ægte cowboy til hest.