| Den Transsibiriske- og
Transmongolske Jernbane.
Travel Bureau Sputnik ville have 2.760 kr. pr. person for en dags guidning, en overnatning, en frokost og en tur på 30 km i bil til klosteret Ivolginskij Datsan. Det lød urimeligt i mine ører, så når grådigheden indtræffer, slår jeg hælene i, og så får de ingenting. Og vi kan sagtens klare os i Ulan Ude på egen hånd og også finde klosteret Ivolginskij Datsan.
Vi ville hurtigt ud i byen, men kunne ikke låse døren udefra. Gitte tilbød at kukkelure på værelset, mens jeg gik tur, men det kunne der ikke være tale om – den måtte kunne låses. Efter nogle forsøg fandt jeg en teknik med den slidte lås. Indefra skal palen trykkes ind, så der kun mangler nøjagtig 2 mm. Nøglen stikkes nu ind udefra, og med nøglen fastholdes de 2 mm. Døren trækkes nu forsigtigt til, og palen smækker ind og låser døren. Gitte blev i stedet specialist i elevatorerne, der også krævede specielle fingerfornemmelser.
Klosteret ligger i smukke omgivelser omkring 30 km syd for Ulan Ude, og det består af mange bygninger, der også er bolig for de ca. 50 lamaer, som næsten alle er uddannet i Mongoliet. Ulan Ude har en højtliggende nordlig del og en lavere sydligere del, der er forbundet med Leningaden, hvor den nedre del er en gågade med mange istandsatte, gamle borgerhuse og en markedsarkade fra 1838. I kvarteret findes den smukt istandsatte Odigidrieevsky katedral fra 1741, men der findes også mange gamle træhuse, der trænger til en kærlig hånd.
Godt 6 km nord for byen ligger Det Etnografiske Museum, der som et frilandsmuseum spænder fra burjaternes telte og lamatelte til nybyggernes træhuse og deres kirker.
Det er et typisk eksempel på de usandheder, der var i medierne, og som blev sagt på talerstolen, for faktisk var Sovjetunionen ved at bryde sammen på grund af en udpint økonomi og netop problemer med nationalitetsspørgsmålet.
Homo sovjeticus ville ellers være det perfekte sovjetmenneske, for det havde lagt alle fortidsbindinger bag sig og fremstod som et lysende eksempel, der var moralsk uangribeligt og havde en stærk tro på socialisme. Sovjetstatens historie består af en lang, blodig undertrykkelse af folkeslag fra Stalins tvangsdeporteringer af f.eks. tatarer og tjetjenere til Gorbatjovs angreb med politisoldater på Litauens TV-station i Vilnius.
En overgang så det ud til, at også Rusland ville gå i opløsning, da der også var nationale kræfter blandt tatarer og tjetjenere. Den Russiske Føderation holdt dog sammen og undgik blodsudgydelser undtagen i Tjetjenien, som erklærede sig selvstændigt. Det blev dog ikke anerkendt af verdenssamfundet, og siden har Jeltsin og Putin bombet landet tilbage til stenalderen, og det er blevet et arnested for had til russerne. Tjetjenerne er ikke engle, men de russiske styrkers fremfærd hører ingen steder hjemme. Lad os håbe, at denne russiske republik også kan få fred engang.
Burjatien blev i 1923 indlemmet i Sovjetunionen som Buryat Autonome Socialistiske Sovjetrepublik, men før da var der stærke kræfter for at forene området med Mongoliet. Burjatien blev i 1992 erklæret som en suveræn autonom republik i Rusland, og mig bekendt har der ikke været store protester mod det, måske fordi flertallet i republikken er russere.
Der sad vi under paraplyen og beundrede vandet og musikken, medens børnene legede i det lune vejr. Da de senere spillede Eine Kleine Nachtmusik, var det tid til at vende tilbage til hotellet, hvor solnedgangen kunne nydes fra 11. etage.
Vi havde købt et bykort til 50 rubler i receptionen, og i morgen skulle vi på en ekspedition til Ivolginskij Datsan, der skulle ligge 38 km syd for byen.
Efter en lille time drejede vi ned ad en sidevej, og der lå templet i det fjerne. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men nok ikke dette. Der holdt i hundredvis af biler på en interimistisk parkeringsplads – det kloster var simpelthen et tilløbsstykke uden lige. Da Ivolginskij Datsan åbnede i 1945, var klosteret det eneste buddhistiske, åndelige centrum i USSR. Klosteret indeholder en skat af buddhistiske skulpturer, rituelle genstande og gamle manuskripter skrevet på tibetansk på naturlig silke.
I 1927 bekendtgjorde den 75-årige Dashi-Dorzho Itigilov, at det var tid til hans død. Han var den 12. Khambo Lama og var lederen af den buddhistiske tro i Rusland. Medens han sad sammen med andre lamaer i dyb meditation, døde han midt i meditationen. Hans lig blev begravet oprejst i en trækasse. Kort efter blev buddhismen udslettet i det kommunistiske Rusland, men hans grav nåede at blive gemt. To gange i sovjettiden blev han hemmeligt tilset af to munke, men i 2002 blev han gravet op og sat i en glaskiste, og han sidder stadig i den samme lotusstilling, som da han døde. Hans øjne og næse er sunket sammen, men kroppen er velbevaret uden tegn på forfald på trods af, at han aldrig er blevet balsameret.
På de kun syv buddhistiske helligdage om året bliver han udstillet og kan tilbedes af pilgrimmene.
En munk gik rundt ved bedemøllerne og samlede gaverne sammen i en skotøjsæske. Ris, slik, snask og mønter, så det krævede nok et større sorteringsarbejde. Vi tog turen rundt engang til, drejede på bedemøllerne og fotograferede løs. Udenfor i madboderne fandt vi et ledigt bord, og vi fik en kæmpe hotdog, der mest bestod af brød, salat og majonæse. Vi sad hyggeligt ved et bord med en mor og tre børn, og den store pige kunne tale lidt engelsk. De syntes, det var vældig morsomt at spise hotdog med nogle udlændinge, og vi fik grinet en del. Sammen med hotdoggen fik vi to bægre med te, og jeg tippede på, at det nok blev 150 rubler. Jeg gav så madmor 150 rubler uden at have fået opgivet prisen, og hun modtog dem, og det var så prisen.
På minibusruten var der ingen faste stoppesteder, og folk, der gerne ville med, stod i vejkanten og rakte armen ud. Hvis der var plads, stoppede bussen, og hvis der ikke var plads, løftede chaufføren armen og markerede, at han havde set dem, men ikke havde plads. Bussen stoppede endelig ved Leninhovedet, og alle steg ud, så det må være hovedstoppestedet.
Vi vil tage en taxa, når vi i morgen tidlig skal til stationen og videre med toget, men vi ville lige prøve at gå derhen for at se på forholdene. Der kom enkelte regndråber, men ikke nok til at tage paraplyen frem. Et stykke forbi stationen går der en gangbro over både en stor vej og over jernbaneterrænet. Der er simpelthen så mange spor, der er fyldt op med godsvogne med kul og alt muligt. Det lignede en modeljernbane set oppe fra gangbroen. Jeg ville fotografere en Mærsk container, men nixen bixen, der kom en mand og sagde, at det var strengt forbudt – det skulle nødig røbes, hvor meget kul de har på lager. Jeg fik lige taget et billede af et fint, gammelt damplokomotiv, der stod på perronen, og det gik jeg ud fra var helt lovligt.
Vi gik ned mod floden, men var nødt til at gå en ret kedelig vej, dog var der nogle steder rækker af de gamle træhuse. Næsten nede ved kysten var der et tøjmarked. Der så lidt nusset ud, og der sad et par tiggere. Langs kysten gik en promenade langs floden. Det var dog et ret kedeligt sted, og der var da heller ikke ret mange mennesker ud over nogle store drenge, der lavede bål i vandkanten. Det blæste også ret kraftigt, og regnjakken kom af og på. Vi fandt Odigitria katedralen, der er bygget i 1741 af købmandspenge som en af de første stenbygninger i Ulan Ude. Klokkerne blev fjernet i 1930, og kirken lå brak i kommunisttiden, men nu er den pudset op igen og så helt ny ud. Vi gik indenfor og fik en del af messen med. En præst messede, og ind imellem lød meget smukke kvindestemmer. Kirkegængere kom og gik, og andre stod i den halve time, vi var der, med bøjet hoved og gjorde korsets tegn.
Spisning igen på Golden Bird, hvor vi fik durumruller, løgringe og to cola til i alt 430 rubler. Næsten alle de andre gæster var unge og af mongolsk afstamning, og vi tyggede lidt langsomt for at studere folkemængden.
Det var blæsende som en dansk sommeraften, da vi satte os til rette ved springvandet. Musikken spillede, men springvandet var blevet slapt i koderne og sprøjtede kun lidt hist og pist, så det var ikke samme oplevelse som aftenen før, hvor der var fuldt drøn på strålerne.
Vi skulle med tog 362, vogn 9, sæde 3 og 4, men skiltet på perronen viste ikke noget. Men da der kom et tog præcis på det tidspunkt, vi skulle med, så måtte det jo være vores tog. Vi ledte lidt efter vogn 9, for de var ikke i nummerrækkefølge, så vi skulle lige spørge lidt.
Det var en kinesisk vogn med skrifttegn her og der, og den var lidt anderledes, idet der ikke var rullemadras, men ryglænet kunne klappes ned, og så var der en blød madras på bagsiden. Forsiden var såmænd i blåt plys. En mand og kvinde sov i kupéen, så vi listede lidt stille rundt.
Landskabet har store smukke sletter, og mod horisonten anes Kharnardaban-bjergene, og ellers er her kun stridt græs og små buskagtige træer, for det er et nedbørsfattigt område. Småbyerne er lutter små træhuse. Uden at vi har lagt mærke til det, er det meste af den oprindelige togstamme blevet koblet fra, og vi er nu sidste vogn på den ensporede jernbane.
Videre igennem småbyer med træhuse, og flere af gårdene har staldbygninger gravet halvt ned i jorden for at holde på varmen. Passene var blevet inddraget af togdamen og kontrolleret, men vi har fået dem igen og er spændte på den mongolske grænse.
Der er ingen spisevogn i toget, så hos togdamen, der er sød og endda kan tale engelsk, køber vi to tørrede nudelsupper og et krus med kartoffelmos. Så skal det bare tilsættes kogende vand, og så er der et billigt måltid til kun 154 rubler for to personer. Det er dog noget mærkeligt noget at sidde og stikke i, men formålet var dog løst, idet vi blev mætte.
Efter et stykke tid kom der et lokomotiv med vores vogn og satte den af på et andet spor som den forreste af en ny togstamme. Så kørte lokomotivet igen, og vores vogn blev igen ladt alene tilbage, men så kom vores rigtige lokomotiv med mongolske vildheste malet på siden. Igen var vi eneste vogn, så det kunne tyde på, at Den Transmongolske Jernbane ikke er så overrendt.
Så forlod de togvognen, og togdamen sagde, at vi godt måtte forlade vognen, for i den næste time skete der ikke noget. Vi gik en lille tur i en slags park med nogle delvist ødelagte cementstatuer foruden en boldplads fuld af glasskår. Det var det mest spændende i den by. Klokken 19.00 kom vi af sted igen efter at have fået passene retur. Toldvæsenet havde også været på besøg og havde kikket under sæderne og var kravlet op i overkøjen med en lommelygte.
Nu var det mongolernes tur, og vognen blev invaderet af flere hold uniformerede betjente. De indsamlede indrejseblanketter og bortførte vores pas efter først nøje at have kikket os i øjnene og rettet hovedet til, så det passede med passet. Derefter kom en kvinde i kampuniform, og vi skulle forlade kupeen, medens den blev gennemsøgt med lommelygte også oppe i ventilationsristene. Lokomotivet var væk igen, og da jeg kikkede ud ad døren og spurgte togdamen, hvor det var blevet af, fik jeg besked på at sætte mig ned igen. En mand kom rundt i toget, og vi kunne veksle penge til mongolske tugrik (MNT), der er en lukket valuta. Vi havde 5.500 russiske rubler tilbage, og de blev vekslet til 220.000 tugrik. Så som en tommelfingerregel er vekselkursen 40 kr. for 10.000. Helt nøjagtig 35,75 dkr. for 10.000 tugrik. Så holdt vores vogn igen helt alene på sporet, men nu i Mongoliet. Der kom et lokomotiv og skubbede os den ene vej og så den anden vej, og så endelig blev vi koblet på et andet togsæt efter, at vognen var rangeret frem og tilbage i en rum tid, og vupti efter kun 8 timer og 15 minutter havde vi passeret grænsen og bumlede ind i Mongoliet. Man skulle næsten tro, at vi i en tidslomme var kommet tilbage til kommunisttiden, og at toget skulle fra øst til vest. Faktisk var der endnu mere kontrol i kommunisttiden, for der var et dobbelt grænsehegn, der dannede en portal hen over sporet. Heroppe gik i 1989 en soldat, og en gitterlåge lukkede hen over sporet. Efter gitterlågen stod en soldat nede i en grav og kikkede op under toget ved forbikørsel.
C.F. Tietgen og ”Store Nordiske Telegrafselskab” havde koncession på telegraflinjen i Sibirien og gennem Mongoliet til Kina. I 1902 blev der oprettet en telegrafstation i Kjakhta, og fem danskere blev sendt til byen for at betjene telegrafstationen. Nogle blev gift lokalt, og en åbnede en biograf, men danskerne forlod byen i 1920’erne, hvor revolutionen og borgerkrigen gjorde livet surt. Efter at Den Transsibiriske Jernbane blev oprettet, foregik transporterne med skib til Vladivostok og så videre med tog, så Kjakhta sygnede hen.
Det var halvmørkt, da vi endelig fik de mongolske skinner under hjulene, så der var ikke så meget andet at gøre end at krybe til køjs. |
Bumletog til Kina.
Hotel Buryatia ligger centralt midt i byen, og udefra ser det rigtig fint ud. Indenfor var der en skranke, og vi viste vores voucher for hotelovernatningen. Manden bag skranken sagde ikke noget, men drejede et nummer og stak Gitte telefonen. Gitte vidste ikke, hvem hun skulle tale med, men det var receptionen, der lå på 5. sal. Deroppe fik de vores pas, og vi fik et værelse på 11. sal med en fin udsigt over Revolutionspladsen og Lenins kæmpehoved – og hvem har ikke altid ønsket sig, at bo med udsigt til Lenis hoved. Hotellet er ret nedslidt og sikkert opført engang i kommunisttiden og ikke rørt så meget siden. Gulvtæpperne krøllede, og malingen i vindueskarmen hang i laser m.m. 
I Ulan Ude kan man stifte bekendtskab med lamaismen, der i 1700-tallet vandt frem blandt burjaterne. Der blev bygget i hundredvis af templer og klostre, der dog blev lukket og ødelagt igen af den ugudelige Stalin den Sataniske. Som en særlig gestus af Stalin blev der i 1946 givet tilladelse til at bygge et nyt kloster kaldet ”Ivolginskij Datsan”, og det var, fordi burjaterne kæmpede så bravt mod nazisterne under 2. verdenskrig. Klosteret var det eneste lamaistiske kloster i den russiske føderation indtil Sovjetunionens fald.
I den øvre del af Ulan Udes centrum ligger Sovjetpladsen, hvor der er genopført en triumfbue, der oprindelig blev opført, da prins Nikolaj besøgte byen i 1891. Til venstre ligger det imponerende opera- og balletteater, der blev bygget i 1946-48 af japanske krigsfanger. Ellers er pladsen domineret af sovjettidens administrationsbygninger, og midt på pladsen troner hovedet af Lenin under devisen stort er godt. Skulpturen er med sine 42 tons verdens største af sin art og er rejst i 1971 på 100-års dagen for tyranens fødsel. 
Bresjnev sagde ved partikongressen i 1977, og Gorbatjov gentog noget lignende i 1986: ”En gang for alle blev den nationale undertrykkelse og alle former for ulighed tilintetgjort”. Det var på et tidspunkt, hvor der var store indre modsætninger mellem folkeslagene og de herskende russere.
I 1988 dannedes der folkefronter i De Baltiske Lande, Ukraine, Georgien, Moldova og Hviderusland. De var antikommunistiske, og de kæmpede for selvstændighed. Gorbatjov forstod ikke, hvad der foregik, og han prøvede desperat at appellere til socialistisk fællesskab mellem folkeslagene med Homo sovjeticus. Forskellige ugerninger udført af sovjetiske specialstyrker gav bagslag og gav selvstændighedsbevægelserne ekstra vind i sejlene, så på 2 år rev 15 sovjetiske republikker sig løs og blev til 15 mere eller mindre demokratiske lande.
Tilbage over Revolutionspladsen med et stort springvand, og nu var der musik til de forskellige stråler, der nærmest dansede i takt til tonerne. Først hørte vi Tjajkovskij, og så kom der et nummer af Lumbye. At tænke sig, et nummer af gode, gamle Lumbye over 5.000 km inde i Rusland på Revolutionspladsen og så med et springvand, der danser til hans toner.
Umiddelbart ville det være det nemmeste at tage en taxa ud til klosteret, men der var ingen på pladsen udenfor, så vi spurgte de søde receptionsdamer, om de ville ringe efter en taxa. Det ville koste 550 rubler, dvs. kun 100 kr. ud til klosteret, og det kunne ikke afskrække os.
Det store Khambin tempel indeholder liget af den 12. Khambo Lama, der for nylig er gravet op.
Det var bestemt en malerisk oplevelse at gå rundt mellem pilgrimmene, templerne og munkene i deres gule dragter og med den højlydte bøn over hele området. Det var tydeligt, at de fleste af pilgrimmene var af mongolsk udseende.
Klokken var 12, og vi ville prøve at finde tilbage til byen. Der holdt en taxa, men han vinkede os væk. Vi gik hen, hvor der holdt nogle minibusser, og hvor folk tilsyneladende bare satte sig ind. Der stod nr.130 på bussen, og gad vide om den ikke kørte til Ulan Ude? Det kostede 55 rubler at køre med, og princippet er det, at bussen kørte, når den var fuld. Jeg satte mig ind på forsædet med god plads, men en kraftig, mongolsk dame trængte sig på og maste mig mod chaufføren. Senere forlod damen bussen, og jeg fik en gammel morlil som sidemand. Gitte sad bagved, hvor de også var mast godt sammen. Inden vi kom af sted, gik en stor procession af mennesker forbi, de forreste med gaver, og ellers var der musik og sang. Nu var jeg næsten sikker på, at vi lige havde ramt en af de 7 buddhistiske helligdage, hvor den 12. Khambo Lama bliver vist frem. Det er svært at forestille sig så mange mennesker hver dag.
Der var problemer med mit nye kamera, idet det åd hukommelseskort i raskt tempo, og jeg så i ånden, at jeg ikke havde nok hukommelse til Mongoliet og Kina. Jeg fandt mit gode, gamle reservekamera frem, og der var plads til over 2.000 billeder på kortet. Senere fandt jeg ud af, at mit nye kamera var slået over på RAW, uden at jeg havde bemærket det. Bare et billede i RAW fylder en bondegård, men så er billedet også så skarpt, at man på 100 meters afstand kan se, om en flue er af hun- eller hankøn.
Vi fik en kop kaffe og et stykke chokolade på den gammeldags jernbanecafé. Der var ikke noget menukort at se, men folk vidste åbenbart, at der kunne bestilles mad, og de fik dynget nogle store portioner op.
Vi gik op ad Leningaden, og ved en stor plads med en søjle med hammer/segl og stjerner var der ponyridning. Desuden var der 25-30 små elbiler til børn, og de futtede lystigt rundt på pladsen. Gågaden er kun nogle få hundrede meter lang, men den er hyggelig med mange blomsterbede.
Vi fandt vores stambord i jernbanecaféen og bestilte morgenmad på ”blind card”, hvor vi bare pegede på noget på kortet, som vi ikke forstod. Det er så første gang, vi har fået Bøf Stroganoff med bævrende fedt til morgenmad. Vi fik også lige købt 1 ltr. vand og en plade chokolade til dårlige tider, og det hele blev kun 220 rubler. På en stor fjernsynsskærm var der skjult kamera, hvor en meget barmfager politibetjent stak hele hovedet og brysterne ind til de mandlige bilister.
Vores medpassagerer vågnede, og det var såmænd Rasmus og Emilie, der studerede på Københavns universitet. De var på vej fra Moskva til Beijing og havde taget det lange stræk på 3. klasse, hvor man ligger i køjer på en lang gang. Der havde været ulideligt varmt, men det var billigt. Vores nuværende vogn på 2 klasse syntes de var ren luksus. Flinke mennesker, som vi fik snakket en del med.
Der passeres et par småbyer, og ved Sagustaj 5.770 udvider dalen sig, og banen slår nogle skarpe sving for at vinde højde, inden der køres godt 25 km langs den smukke Gusinoje-sø. Toget tuder jævnligt, sikkert for at advare modkørende, hvis der er nogen modkørende, der ikke har tjek på køreplanen. Fugtige enge breder sig ved søens sydende, og ved stationen Gusinoje Osero 5.799 km er der en køn, lille, blåmalet stationsbygning af træ.
Så kørte lokomotivet og kom lidt efter tilbage med to vogne mere. På stationen var der ikke nogen kiosk, men til gengæld var der et lille apotek. Vi sad på en bænk på stationen i solen og forstod ingenting, især ikke da de koblede vores vogn fra, og den blev efterladt helt alene på sporet, medens resten af toget kørte. Derefter kom der et lokomotiv og koblede sig til vores togvogn og kørte med al vores bagage, og der sad vi mutters alene uden så meget som en tandbørste på grænsen mellem Rusland og Mongoliet.
Klokken 17 kom der 2 uniformerede øvrighedspersoner for at kikke på pas, men det var kun forposten, for lidt efter kom overkommandoen iført stor kasket samt underkommandoen med skråhue. Hver havde dog en taskebærer med til at bære de indsamlede pas. 
Efter kun 5 timer og 15 minutter på russisk side kørte vi 10 km igennem ingenmandsland, hvor vi skulle udfylde to indrejsesedler. 
Jeg ved ikke, om det er lige så besværligt for landevejstrafikken, men grænsen ligger 40 km mod øst i byen Kjakhta, der i sin tid var en blomstrende handelsby på te-ruten mellem Østen og Europa. Op til 5.000 kasser te passerede dagligt grænsen med heste- og kamelkaravaner i midten af 1800-tallet.