Rusland – Sct. Petersborg

Rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 2012.

6. del.

Fra grænsen til Sct. Petersborg.

Efter ni dages rejse med tog og bus og en hel del svinkeærinder undervejs stod vi nu ved hjælp af Irina fra Alt Rejser ved porten til det mægtige Rusland. Vi havde passeret den tallinnske grænse og holdt nu i ingenmandsland og kørte så det sidste stykke ind i Rusland, hvor toget stoppede. Først fik vi besøg af en dame i blå uniform og skråhue, og hun inddrog vores pas. Hun var i følge med nogle kakifarvede soldater, der havde en snusende schæferhund med. Så kom der en flok grønne mænd med mange emblemer på jakkerne om bord, og de spurgte om noget, vi ikke forstod, så vi sagde ”turismo”, og det var åbenbart løsenet. De grønne mænd slog sig roligt ned i togets kaffebar og så venlige ud, medens vi sad der og ventede på, at passene skulle godkendes. Vi så en anden passager, der blev sat af, men vores papirer var heldigvis helt i orden. Endelig fik vi vores pas tilbage, og den russiske kontrol havde i alt taget 1 time og 15 minutter, inden toget forlod grænsestationen.

Vi fortsatte ind i Rusland, der tilsyneladende mest består af birkeskove, sletter med bjørneklo og gederams. Der var ikke mange opdyrkede marker at se, og vi kom igennem enkelte småbyer og noget, der lignede lukkede fabrikker. Det er jo nok ikke ligefrem hovedfærdselsåren mellem Tallinn og Sct. Petersborg, for toget bumlede og rokkede af sted. I virkeligheden er Rusland måske slet ikke så stort, det føles bare sådan med de bulede skinner. Nå, det var kun på denne strækning.

Alt var dog taget i betragtning, og toget rullede ind på Vitebsky Train Station i Sct. Petersborg præcis til tiden kl.15.18, og vi havde igen vundet en time ved at bevæge os østover.

Skt. Petersborg i dag.

Kært barn har mange navne, og Skt. Petersborg har i tidens løb båret navne som Peter den Stores by, Ruslands vindue mod vest, Petrograd, Leningrad, Ruslands kulturhovedstad, Ruslands nordlige hovedstad, Ruslands Venedig eller måske bare ”Piter”. Et er sikkert: alle petersborgerne er umådelig stolte af deres by og med rette, for byen emmer af storhed med paladser, palæer og kirker langs Neva-floden og langs byens kanaler.

Sct. Petersborg er bygget af Peter den Store og grundlagt i 1703 med europæiske storbyer som forbillede. Selv om Moskva er Ruslands absolutte hovedstad og langt den ældste, så er det Sct. Petersborg, der glitrer med sin arkitektur og mange museer. 

Sovjetunionens sammenbrud ramte byen hårdt, da halvdelen af byens industri havde leveret våben til Sovjets forsvar. Derfor gik meget af industrien i stå, og arbejdsløshed og fattigdom eksploderede, og det er nok den periode, som vi danskere og jeg selv med troede, at det fortsat var. Jeg blev meget klogere, for det går stadig fremad med investeringer fra både udlandet og fra Moskva, så mange petersborgere arbejder igen på fabrikker, der nu i stort omfang er ombygget til civile formål. Den private servicesektor vokser også stadig, og ikke mindst de mange turister sætter gang i hjulene.

Sct. Petersborg har været hovedstad i Rusland i tiden 1712 til 1918 og fra 1914 kaldet Petrograd og fra 1924-1991 Leningrad. Byen ledes af en guvernør, og den dækker 606 km2 og har officielt 4,6 millioner indbyggere, men uofficielt omkring 6 millioner incl. ulovlige indvandrere.
Der kæmpes dog stadig med bureaukrati og korruption, og det må guvernøren så se at få gjort noget ved.

Metrostationen og Hotel Nevsky Breeze.

Vitebsky Station var en lidt gammeldags station med en masse jernbuer, og efter at vi have fundet metrostationen, der lå i en bygning ved siden af, skulle der købes biletter. Vi kikkede på en billetautomat, men opgav og gik så hen til en luge. Damen i billetlugen forstod ikke, hvad jeg mente, men en ung dame hjalp med købet, og jeg fik en håndfuld byttepenge tilbage, men ingen billet. Det viste sig så, at det ikke bare var byttepenge, men også Metro poletter, der skulle bruges for at slippe ind i metrosystemet. Faktisk et fantastisk system uden zoner og takstgrænser som i København, for der kunne bare køres, hvorhen man ville, og til den meget favorable pris af 27 rubler. En rubel var på rejsetidspunktet det samme som ca. 19 øre, så en billet kostede godt 5 danske kroner. 

Efter poletkøbet gik rulletrapperne ned i dybet, og dernede så vi nok lidt rådvilde ud, men en mand havde spottet mit kamera og havde taget os for turister, og han hjalp med at finde den rette linje, og han gik endda helt hen til toget med os, og først der sagde han farvel.

Efter et par stationer rullede vi op til landjorden igen og stod på Nevski Prospect, der er hovedgaden igennem Sct. Petersborg. 

Det regnede, og vi skulle gå et stykke vej imellem folk med paraplyer og vandpytter. Vi skulle bo lige i nærheden af Vinterpaladset, og faktisk var der en ny metrostation, der var nærmere, men det vidste vi ikke på det tidspunkt, for den var ikke kommet med på kortet i Politikens ”Turen går til Sct. Petersborg.” 

Nede ved Vinterpaladset drejede vi ned ad en sidegade med store lindetræer, og kufferten blev tungere og tungere, idet lindefrøene satte sig fast i hjulene. En ung mand ville sælge nogle billetter til en kanaltur, og vi lignede da også lige nogle turister, der på det tidspunkt brændte efter en kanaltur – trækkende med kufferter, forblæste paraplyer og dyngvåde.

Vi havde faktisk gået en omvej ad gaden med lindetræerne, for vi havde overset, at der i et stort pompøst palæ var en kæmpeport, og at porten mundede ud i en lille gade, hvor hotellet lå. Palæet havde i tsartiden huset højesteret og kirkens øverste ledelse ”Den Hellige Synode”. Hvad palæet lige præcist bliver brugt til i vore dage, fandt vi ikke ud af, men der stod altid mindst to politibetjente og holdt vagt, og nogle gange endda en hel flok betjente, der stod ved en række luksusbiler på fortovet med front mod gaden, så de kunne rykke ud på et sekund.
Inde bag kæmpeporten lå en lille gade, og her lå et lille hotel, og i det lille hotel fik vi et lille værelse, men der var, hvad der skulle være. Hotellet lå kun 500 meter fra Vinterpaladset, der er Sct. Petersborgs største seværdighed, så det kunne ikke være mere centralt. Hotel Nevsky Breeze havde en lille reception i stueetagen, og så tog man elevatoren op, og det virkede som om, at det bare var nogle store lejligheder, der var inddelt i mindre rum. Det var nok mest beliggenheden, man betalte for, da dobbeltværelset for 4 nætter kostede 4.160 danske kr. med morgenmad.

Inden vi skal ud at se på byen er nedenstående lidt baggrundsviden, uden at jeg dog på nogen måde er gået i dybden med Ruslands historie, og så kan der jo henvises til Tolstojs mammutbog Krig og Fred og tonsvis af andre bøger om Rusland. Kejserinde Dagmar alias tsarina Maria Fjodorovna og hendes mand Alexander 3. alias Sasja og den sidste tsar Nikolaj 2. har jeg dog gjort lidt mere ud af.

Ivan den Grusomme og Peter den Store.

Rusland har næsten altid haft tyranniske ledere, og blandt tsarerne træder især Ivan den Grusomme (1530-1584) frem, og han var den første, der tog titlen af tsar. Han var en blændende leder og fik samlet de russiske fyrstedømmer, gennemførte en række reformer og begyndte at kolonisere Sibirien. Efterhånden blev han mere og mere skør og brutal, og han fik oprettet et terrorkorps, de såkaldte ”opritjniki”, som hærgede og myrdede løs, og det gik både ud over adelsmændene og de allerfattigste bønder. Kronen på værket var, da han også slog sin egen søn og tronarving ihjel. 

Peter den Store 1672-1725 var også en brutal leder, men var også en stor reformator, måske den største i Ruslands historie. Han grundlagde Sct. Petersborg som en port til Vesten og moderniserede landet efter vesteuropæisk tankegang og endda med tvungen skolegang for de bedrestilledes børn. Han oprettede den russiske flåde efter hollandsk model, og efter at have slået svenskerne i slaget ved Poltava fik han kontrol over en stor del af Østersøen. Peter bekrigede også Osmannerriget og befæstede Ruslands adgang til Sortehavet. Magten var centraliseret hos ham selv, og han slog hårdt ned på enhver modstander. Sin søster og sin første kone fik han tvunget i kloster på grund af opsætsighed, og hans egen søn blev tortureret til døde, da han formastede sig til at kritisere sin far.

Efterfølgende tsarer regerede også med grusomhed, men de var dygtige til at udvide imperiet med Kaukasus, Finland, Sibirien, Centralasien, Polen og Alaska. Det var kendetegnende for tsaren, at magten var centraliseret hos ham selv og blev udøvet med brutalitet uden hensyntagen til menneskeliv. 

Katarina den Store afblæste krigen mod Danmark.

Katarina 2. af Rusland, kendt som Katarina den Store, regerede Rusland fra 28.juni 1762 til sin død i 1796. Hun blev som kun 16-årig gift med den senere tsar Peter 3. af Rusland, men det viste sig hurtigt, at Katarina var ham langt overlegen i både evner og dannelse. Der opstod hurtigt en afstand mellem ægtefællerne, og hun tog sig flere elskere som Sergej Saltykov og Grigorij Orlov, der senere fik stor indflydelse på landets ledelse, men lad nu Katarinas elskere ligge under privatlivets fred. 

Hoffet var præget af magtkampe, og da Peter 3. i 1761 blev udråbt til kejser, skjulte han ikke sit ønske om at skaffe hende af vejen. Hun var dog hurtigere, så i 1762 sendte hun Peter på tvungen pension og overtog selv magten. Dette var af yderste vigtighed for Danmark, for tsar Peter havde ellers store planer om at lægge sin klamme hånd på Slesvig-Holsten. De danske tropper var mobiliseret, og 30.000 danske soldater rykkede i dagene 9. og 12. juli frem mod de russiske tropper. Danskernes hær var kun det halve af, hvad man mente, at den russiske tsar havde til rådighed, så udfaldet var givet på forhånd. De danske spejdere havde allerede kontakt med de fremrykkende russere, da de pludselig den 17. juli iagttog, at russerne trak sig tilbage. Kort efter kom meddelelsen om, at tsar Peter 3. var afsat og fængslet, og Katarina havde som Katarina 2. gjort sig til herskerinde over alle russere. Det bedste af det hele var, at Katarina ikke ønskede krig med Danmark, så angrebet var afblæst.

Katarina regerede klogt og handlekraftigt, og hun indførte reformer inden for statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet, og hun grundlagde universiteter og biblioteker. Hun fik også lige nationaliseret kirkegodset, og udenrigspolitisk høstede hun store triumfer og fik lige udvidet det russiske imperium med Ukraine og Krim. Selvom det har været tæt på nogle gange, så har Rusland og Danmark aldrig været i krig, så Rusland er den eneste nabo, som vi aldrig har været oppe at toppes med. 

Prinsesse Dagmar af Danmark bliver til Maria Feodorovna af Rusland.

Prinsesse Marie Sophie Frederikke Dagmar blev født i Det Gule Palæ i Amaliegade tæt på Amalienborg slot. Dagmar var den anden datter og fjerde barn af den senere Christian 9. og dronning Louise. I Dagmars barndomshjem var der ikke ligefrem fyrstelig velstand, så pigerne skulle tidligt selv sy deres kjoler, og om sommeren var det fast tradition, at desserten i hjemmet altid var rabarbergrød. Børnene fik simpelthen en solid borgerlig opdragelse i et lykkeligt miljø med familien som centrum. Så skete der noget, for familiens anseelse steg betydeligt, da Christian blev udvalgt til tronarving, og Dagmars søster Alexandra blev gift med Edvard 7. konge af Storbritannien.

Anseelsen steg endnu mere, da prinsesse Dagmar giftede sig med tronarvingen til hele Rusland. Det var egentlig storfyrst Nicolai, som Dagmar skulle giftes med, og de to unge var blevet forlovet i 1864, hvor Dagmar havde fået et pragtfuldt diamantsmykke i forlovelsesgave. Desværre havde Nicolai tuberkulose, og et fald fra en hest beseglede hans skæbne, så han døde, inden de to blev gift. Heldigvis kunne det russiske hof præsenterer endnu en søn, den bomstærke og kæmpestore Alexander. Dagmar sørgede over Nicolai, men til sidst sagde hun ja til Alexander, og 22. september 1866 drog hun til Rusland, hvor hun fik en varm modtagelse af hele den russiske familie. De blev gift i Vinterpaladset 9. november 1866, men desværre var den danske konge og dronning ikke med til brylluppet – for selv om de havde spist rabarbergrød hele sommeren, havde de ikke råd til rejsen.

Det unge par flyttede ind på Peterhof, der var en af kejserfamiliens pragtfulde boliger. Ved indgåelse af ægteskabet tildeltes Dagmar navnet Maria Feodorovna, og hun var allerede for længe siden begyndt sin undervisning i russisk og forberedte sin overgang til den russisk-ortodokse kirke. 

Som kronprinsesse blev Dagmar hurtigt et populært medlem af kejserfamilien. Hun var en køn og intelligent kvinde, der sjældent blandede sig i politik, lige undtagen hendes krigeriske indstilling over for Tyskland, der i 1864 havde erobret Hertugdømmerne fra Danmark. Ellers var hendes interesse russisk Røde Kors og uddannelsesinstitutioner, og så blev hun også lige mor til seks børn, deriblandt kejser Alexander 3. af Rusland, der senere blev myrdet af bolsjevikkerne.

Det unge par flyttede ind i tronfølgerens sædvanlige residens Anitjkovpaladset midt i Sct. Petersborg, men de rejste ofte rundt i det enorme imperium. Årets lyspunkt var altid sommerferien på Fredensborg hjemme i Danmark, hvor Alexander bøjede de store sølvfade med hænderne for at vise, hvor stærk han var. 

Tsar Alexander 2. myrdes, og Ruslands skæbne besegles.

Det var ikke lige en dans på roser at være tsar i de tider, for uroen ulmede, og svigerfar tsar Alexander 2. blev dræbt ved et attentat i 1881 i Sct. Petersborg. Skæbnen spillede Rusland et pus, for samme morgen havde Alexander 2. underskrevet et manifest, hvor kejseren skænkede Rusland en rådgivende forsamling, som var det første skridt imod et folkevalgt styre. Manifestet var underskrevet og låst ned i en skuffe, og dagen efter skulle det offentliggøres. Tænk, hvis det var blevet offentliggjort, og udviklingen i Rusland skridt for skridt havde fulgt udviklingen i Vesteuropa, så havde 50 års terrorregime med kommunisterne måske været undgået. 

Manifestet blev aldrig kendt, for to bomber ventede på broen over Katarinakanalen. Den første bombe ramte vejen bag kejserens vogn, der standsede. Nogle kosakker i kortegen lå blodige i sneen, men kejseren selv var uskadt og steg ud for at bese skaderne. Han blev opfordret til hurtigst muligt at fortsætte til paladset, men han bøjede sig ned over en såret kosak, og så kom bombe nr. to, der var langt kraftigere end den første. Faldende glas klirrede fra alle husene, og på jorden lå kejser Alexander som en rød klump uden ben og tilsyneladende uden ansigt. Kort efter udåndede han i Vinterpaladset.

Den søndag formiddag stod kejserdømmet i fare for at styrte i grus. Uden for paladset stod en tredobbelt række af soldater med bajonetter, og folkemængdens jammerhyl over tabet af tsaren genlød i gaderne, men kort efter blev jammeren forvandlet til jubel og råb som: ”Vor lille, hvide fader Alexander III”. 

Storfyrst Alexander havde på mindre end 5 minutter samlet sig og taget ansvar og ønskede omgående statsministeren og alle sine ministre samlet i Anitchkoff-paladset. Alle i Vinterpaladset tilsværgede nu Alexander III troskabseden, og præster skred med højt løftede krucifikser langs raden af soldater og befalede dem at blotte hovedet og sværge eden til den nye, unge kejser. 

Hvordan så med manifestet som ville række russerne det første skridt mod et folkevalg styre? Nøglen var fundet og skrivebodsskuffen åbnet. Til stede var Kejser Alexander III og hans brødre Vladimir og Alexei samt en ukendt, men betroet medarbejder. Manifestet, der var underskrevet af den tidligere kejser, blev langsomt læst op af Alexander, og dets indhold var allerede gået i trykken. En hånd kom til syne, og det var den ukendte mand. Han greb manifestet, rev det i stykker og holdt stumperne ind i vokslyset. ”Deres Majestæt”, sagde den ukendte medarbejder, ”Nu kan De lade mig straffe, men i det mindste vil det ikke kunne siges, at De besteg Ruslands trone med bundne hænder”. Klokken tolv om natten blev lederen af det kejserlige trykkeri banket op, for trykningen skulle standses, og alle eksemplarer skulle tilintetgøres.

Kejserinde af Rusland og enkekejserinde. 

Det nye kejserpar måtte forlade Anichkov Paladset i Sct. Petersborg og flyttede i stedet ud af byen på Gatchina Paladset, hvor der kunne ydes større beskyttelse, men Dagmar tog alligevel ofte til Sct. Petersborg for at afholde eller deltage i baller, og sommerferierne tilbragte de stadig i Danmark.

Den store, russiske bjørn Alexander begyndte at skrante, og efter længere tids sygdom døde han 2. november 1894 på Krim, kun 48 år gammel.

Dagmar blev derfor i en forholdsvis ung alder enkekejserinde og brugte nu sin tid på sine børn og sine sociale gøremål. Hendes søn Nikolai 2. var nu kejser over Rusland, og hans gemalinde Alexandra blev kejserinde. Efter russisk skik var enkekejserinden stadig landets førstedame, og det var en position, der skabte problemer mellem de to kvinder, for Dagmar var mere populær end svigerdatteren. 

Dagmar prøvede at overtale Nikolaj til at overdrage noget af den politiske magt til en regering, men Nikolaj 2. fastholdt sin enevældige magt.

Den russiske revolution startede under 1. verdenskrig, og meget klogeligt abdicerede Nikolaj, men for sent, for både han og hele hans familie blev myrdet på Lenins ordre. Dagmar var på det tidspunkt på Krim, og hun troede ikke på budsskabet om myrderiet.

Der var fare for, at Dagmar sammen med de andre slægtninge, der havde fundet vej til Krim, også skulle myrdes, men hun var ikke til sinds at forlade sit elskede Rusland. Først da George 5. af Storbritannien i 1919 sendte krigsskibet HMS Marlborough for at hente hende, forlod hun landet, og efter et kort ophold i London valgte hun sit tidligere feriested Hvidøre ved Klampenborg som sin bolig. Hun tillod aldrig, at der skulle afholdes en mindehøjtidelighed for massakren på sin søn, svigerdatter og børnebørn. Indtil sin død i 1928 blev hun kærligt bevogtet af trofaste kosakker. 

Dagmars begravelse og genbegravelse.

Efter Dagmars død blev der afholdt en mindehøjtidelighed i København i den russisk-ortodokse Alexander Nevsky Kirke, hvis opførelse hun selv havde tilskyndet. Til højre for kirken er en stor smedejernslåge, der ofte står ulåst, og helt inde i gården står en smuk buste af Maria Feodorovna. Jeg går ofte derind og mindes hende som en fantastisk god repræsentant for Danmark.

Efter mindegudstjenesten i Alexander Nevsky blev hun overført til krypten under Christian 9.s kapel i Roskilde Domkirke, men det skulle ikke blive hendes sidste hvilested. Efter flere års forhandlinger enedes den danske og russiske regering om at genbegrave Dagmar i Sct. Petersborg.

23. september 2006 blev hendes kiste hentet i Roskilde Domkirke, og via Christiansborg og Amalienborg blev hun kørt til Langeliniekajen, hvor hun blev overført til Orlogsskibet Esbern Snare under det danske kongehus’ deltagelse. Batteriet Sixtus afgav salut 3 gange 21 skud, og tre dage efter den 26. september, 140 år efter hendes ankomst til Rusland, nåede kisten Sct. Petersborg. 

Den blev bragt i land, og via Peterhof og en ceremoni i Isaac Katedralen var Maria Feodorovna endelig hjemme og blev stedt til hvile ved siden af sin mand tsar Alexander 3. i Peter-Paul Katedralen, 78 år efter sin død, og 87 år efter at hun forlod Rusland.

Lenin den Sindssyge.

Tilbage til de grusomme, så trådte Lenin ind på arenaen, hvor hans bolsjevikker i 1917 styrtede tsaren og myrdede familien. Hvad der skulle være så godt, var faktisk skidt, og han indførte et terrorregime med massemord, nationaliseringer, forfølgelser, forbud, tvangskollektivisering og krig og det uden sidestykke i russisk historie. Kort efter revolutionen blev han lige så sindssyg som Ivan den Grusomme. I perioden 1918-22 var der borgerkrig mellem ”de hvide” og ”de røde”, og krigen og hungersnøden kostede millioner af menneskeliv. Lenin døde selv i 1924 og ligger smukt balsameret på lit de parade i sit Mausoleum i Moskva. Der står også stadig monumenter og skulpturer af ham rundt omkring, især i provinsen. Mange monumenter er dog nu revet ned, og mange ”Leningader” har fået deres gamle navne tilbage, ligesom Leningrad, der har fået sit gamle navn Sct. Petersborg tilbage. Der har endda været røster fremme om at fjerne Lenins mausoleum i Moskva, for hvorfor hylde en tyran?

Stalin den Sataniske.

Efter Lenins død i 1924 trådte Stalin ind på arenaen, og nu blev det fuldstændig grotesk, hvordan den herre teede sig som en diktator. Han førte Sovjetunionen ud i et helt absurd terrorregime med hungersnød, massearrestationer, massedeportationer af hele folkeslag, stikkeri, tvangskollektiviseringer af landbruget og elendighed. Selvom der var mange politiske fanger under de sidste tsarers herredømme, så blev antallet mangedoblet under Stalin.

Under 2. verdenskrig døde 20-30 millioner sovjetborgere, og Hitler måtte give op over for det russiske folks helt ufattelige, heroiske indsats og det på trods af, at soldaterne i nogle tilfælde var udrustet med bajonetter, der bøjede, og støvler, der var lavet af pap.

Våbenfabrikkerne blev af sikkerhedsgrunde flyttet ind i det sibiriske bagland bag Uralbjergene, og Stalin sendte million efter million af soldater frem til kanonføde. Det var ved Leningrad, at nazisterne i 2. verdenskrig knækkede nakken, for selv efter 900 dages blokade kunne de ikke få indtaget byen og besejret dens indbyggere, så tyskerne måtte opgive og påbegyndte en kaotisk tilbagetrækning. Efter sovjets sejr blev store dele af Østeuropa sovjetiske vasalstater, og endelig i 1953 dør Stalin, og han kan indtræde i foreningen af denne verdens største sataner sammen med Hitler og Mao. Som det ses på billedet var Stalin i virkeligheden et hjertevarmt og godt menneske - i hvert fald i følge propagandaen.

Derefter gik det heldigvis noget bedre med de russiske ledere, men det skriver jeg lidt om i sidste afsnit af ”Togrejse Jorden rundt” Rusland og Moskva.

Dekabrist-pladsen, Bronzestatuen af Petro Primo og bjørnene.

Næsten lige uden for vores hotel lå Dakabrist-pladsen med et af byens og Ruslands mest kendte monumenter, ”Bronzerytteren”. Det mærkelige navn Dakabrist-pladsen stammer fra en gruppe adelige officerer, de såkaldte dakabrister, der i 1825 gjorde et mislykket forsøg på at vælte tsarregimet. Pladsen i vore dage går over i store græsplæner med flotte tæppebede med blomster, og det er et yndet sted at blive fotograferet som brudepar.

På denne plads ved Neva flodens bred står ”Bronzerytteren”, der forestiller Peter den Store. Hesten løfter begge forben, og meget genialt støtter halen på en ihjeltrådt slange, og derved mister statuen ikke balancen. Statuen er skænket af Katarina den Store, og på dens sokkel står på latin ”Petro Primo” og på linjen under ”Catharina Sekunda” og årstallet for færdiggørelsen af statuen 1782.

Peter var den første tsar, der interesserede sig for Vesten, og han kunne se visse fordele, og derfor rider han mod vest. Hesten symboliserer Rusland, der er stor, stærk og vild. Den skal tæmmes, og så er det betryggende, at der sidder en stærk mand i sadlen og holder fast i tøjlerne. Så meget symbolsk viser statuen, at uden hesten hersker herskeren ikke over noget, og uden herskeren går hesten til grunde. Hun var slet ikke så dum hende Katarina.

Nær Vinterpaladset var en udstilling af nogle fantastiske bjørne. Bjørnene, der var af plastik, var godt 2½ meter høje og rigtig bamseagtige. Hver bjørn repræsenterede de 143 lande i FN, og hver bjørn er malet af en kunstner fra hvert land. De var så utroligt smukke og spændende, at vi vendte tilbage flere gange for at beundre dem. ”The Buddy Bears” havde tuneret verden rundt, og endestationen var her i Sct. Petersborg. Bjørnenes smukke budskab er, at vi skal gå sammen hånd i hånd i en fredelig verden med tolerance for andres kulturer og religioner. Smukt, sjovt og et godt budskab.

Næsten ved siden af bronzestatuen ligger Vinterpaladset i ensom majestæt. Det var sidst på dagen og derfor lukket, så vi kikkede kun lidt på paladset udefra og ville besøge det næste dag. På den store plads foran paladset holdt en karosse, en gammeldags lukket hestevogn, hvori de tidligere herskaber lod sig transportere – nu er det helst store, sorte Mercedes. Nå, men en udklædt dame med fin kjole og pudderparyk og en mand i gammel adelspragt lod sig fotografere mod betaling, og gerne med en turist, for det er en yndet måde at få del i turisternes euroer.

Vi var gået lidt ned ad hovedgaden Nevskij Prospekt, og her lå en Subway, og det var trods alt en let løsning til noget mad den første eftermiddag. Det irriterende ved Subway er alle de beslutninger, der skal tages med hensyn til brødtype, 10 forskellige slags indhold, dressing m.m., og det gør det ikke nemmere, når det skal forklares for en russerinde. I bund og grund var vi ligeglade, så lav bare en sandwich som den på fotografiet, men det kunne de heller ikke forstå. To sandwich og to cola kostede 440 rubler, og det er lig med 85 danske kroner, så madpriserne i Rusland kan bestemt ikke skræmme en dansker. Undtagen en enkelt gang, men det kommer senere.

Blodkirken ligger præcis, hvor tsaren blev myrdet.

Det småregnede stadig, så paraplyerne var i brug. Sct. Petersborg har flere kanaler, hvor paladserne ligger på rad og række. Anitjkov-broen er et godt udgangspunkt for de meget populære kanalrundfarter, og det er ikke muligt at undgå at blive bekendtgjort med dette, for det bliver udbasuneret via højtalere.

Lidt nede ad Kanala Gribojedova ligger Blodkirken, og det var lige præcis her, at tsar Alexsander 2. blev dødeligt såret den 1. marts 1881 af terrororganisationen ”Folkets Vilje”. Kirken er en kopi af Vasilij-katedralen på Den Røde Plads i Moskva, men Blodkirken er efter min mening faktisk smukkere med sine forgyldte og blå kupler. Kirken blev opført til minde om den dræbte tsar med en byggetid, der strakte sig fra1883 – 1907. 

Stalin den Sataniske kunne ikke lide kirken, så han lukkede den i 1931, hvorefter den blev brugt som kartoffellager. Da kartoflerne var spist, blev den genåbnet som kirke i 1996, og den fremstår nu med nyistandsatte mosaikbilleder. En stor imponerende ikonostas står lige præcis på det sted, hvor Alexander blev myrdet, og de brosten, hvorpå blodet flød, ligger der endnu. 
Det koster 350 rubler at komme ind i kirken og se på mosaikker af de hellige mænd og Jomfru Maria med Kristusbarnet på armen. Meget smuk kirke både ude og inde, men stakkels kirkegængere, for der var kun to stole og ingen bænke i kirken. 

Vinterpaladset er kunst og mennesker i massevis.

Vinterpaladset er utvivlsomt Sct. Petersborgs største seværdighed, og mennesker fra hele verden tiltrækkes som insekter til et lys en mørk sommernat. En time og 15 min. før de åbnede, stillede vi os i kø uden for paladset, hvor der i forvejen stod mindst 100 mennesker. Køen blev længere og længere, men en halv time før åbningstid blev vi lukke ind i indergården, hvor der nu var i tusindvis af turister. Klokken 10.30 blev der åbnet for billetsalget, og en billet kostede 400 rubler, plus 200 rubler for at have tilladelse til fotografering. 

Det første vinterpalads blev bygget af Peter den Store i 1711, men er siden blevet erstattet af et endnu større barokslot i 1754-62 med en facadelængde på 1,6 kilometer. Udvendig fremstår slottet i hvidt og grønt og garneret med en masse vinduer med overdådige udsmykninger. Indvendig er paladset med imponerende trapper, gulvmosaikker og krystallysekroner, og hver sal er i sig selv et kunstværk. 

Katarina den Store var umættelig med hensyn til magt og elskov, men også med hensyn til kunst. Hun fik anskaffet sig 2.500 malerier, 10.000 tegninger, samlinger af sølv og porcelæn og et udvalg af buster og statuer. Samlingen krævede plads, så stødende op til Vinterpaladset opførte hun ”Den Lille Eremitage” i 1775, ”Den store Eremitage” i 1787, og siden kom ”Den Ny Eremitage” i 1852.

Da tsar Nikolaj 2. abdicerede i 1917, forlod han Vinterpaladset, og bolsjevikkerne stormede paladset, så stedet emmer af historie. 

Efter revolutionen samlede bolsjevikkerne også i lade, da de konfiskerede kunstgenstande fra adelen og overklassen, og Vinterpaladset blev nu til ”Statens Eremitage Museum”. Under 2. verdenskrig blev 50 godsvogne læsset og kørt ind bag Uralbjergene, da man var bange for ødelæggelser under det tyske bombardement. Efter krigen kom samlingerne tilbage og voksede stadig med donationer fra Vesten, bl.a. af Matisse-billeder. Samlingerne er nu så store, at ikke engang museets ledelse har styr på herlighederne, og i kældrene er der i 1994 fundet en stor samling af franske impressionister. I lagrene findes også en stor samling kunst, som blev konfiskeret af russerne under fremrykningen mod Berlin i 1945. Disse samlinger er stadig i vore dage genstand for stridigheder mellem Rusland og Tyskland.

Inde i Vinterpaladset så vi mest mennesker, massevis af mennesker og desuden en hel del kunst i alle afskygninger. Vi ledte efter et maleri med Maria Feodorovna, og vi spurgte i informationen, men hun forstod os ikke, så vi gik bare rundt og kikkede. Meget af kunsten så vi to gange, og meget så vi slet ikke, for museet er ret uoverskueligt, og bare det at finde trapperne mellem de forskellige etager var næsten umuligt. Der var massevis af guider, der gik rundt med grupper, og meget smart havde gæsterne høretelefoner på, mens guiderne talte ind i mikrofoner, som kun deres egne gæster kunne høre. Vi holdt ud i 2½ time, og så ville vi væk fra menneskemængden, der næsten var ved at kvæle os, og så havde vi set det med. 

Rostrumsøjlerne og brude i stribevis.

Vi gik over Nevafloden ad Dvortsovyybroen med fin udsigt til Peter-Paul fæstningen. Ude på en landtange står Rostrum søjlerne, der er skrigende røde og med statuer og skibsstavne, der stikker ud af søjlerne. I Politikens ”Turen går til Sct. Petersborg” står: ”Når store sejlskibe glider ind ad Neva mod byen, så sigter de altid efter Rostrum-søjlerne.” Der er dog ingen skudhuller i søjlerne, så de har åbenbart sigtet dårligt, eller også burde der måske stå, at sejlskibene brugte søjlerne som sigtemærker. Søjlerne er fra 1810, og de store kobberkar foroven på søjlerne har fungeret som fyr.

Ude på halvøen Strelka, som betyder pilen eller odden, er der fin udsigt til Vinterpaladset på den anden side af floden. Denne halvø er et yndet sted for unge mennesker, og især unge mennesker, der lige er blevet gift. Adskillige brude gik rundt herude i deres fineste skrud, medens unge herrer, der måtte være brudgommene, vimsede rundt og så glade ud. Brudeparrene kunne åbenbart godt lide at blive fotograferet med søjlerne eller Vinterpaladset som baggrund. I øvrigt så vi i de få dage, vi var i Sct. Petersborg, mange brudepar, og mærkværdigvis kunne det godt være en almindelig hverdag kl. 9 om formiddagen.

Peter-Paul Katedralen med vores egen dronning Dagmar.

Hvor Neva floden er bredest, grundlagde Peter den Store i 1703 Peter-Poul fæstningen. 20.000 svenske krigsfanger og russiske livegne arbejdede med byggeriet, men det viste sig hurtigt, at fæstningen ikke havde nogen betydning som forsvarsanlæg. Den blev i stedet brugt som et frygtet fængsel, først for tsarens modstandere og siden bolsjevikkernes. Øen har også en lille sandstrand, hvor indbyggerne i Sct. Petersborg i vore dage elsker at solbade eller tage sig en dukkert i floden.

Mange af bygningerne på øen er indrettet som museer, men den dominerende bygning er Peter-Poul Katedralen, der er opført i 1712-32. Det sylespidse guldtårn på 122 meter ligner ikke andre russiske kirker, og det var helt bevidst af Peter den Store, der også her er inspireret af Vesten, og i dette tilfælde af barokken i Holland. 

Det koster 200 rubler at komme indenfor, og også her var der mange turister og guidegrupper. Katarina den Store ligger i katedralen i et smukt udsmykket rum med marmorsøjler, glitrende lysekroner og kalkmalerier. Vi var dog mest interesseret i at se Maria Feodorovnas grav. Efter først en tur i Roskilde Domkirke hviler hun nu ved siden af sin mand Aleksander 3 i en kiste magen til hans. Der var et billede af den smukke Maria, og vi hilste ærbødigt på denne fantastiske kvinde, som vi bl. a. har lært så godt at kende ved at læse ”Dagmar – Prinsesse af Danmark – kejserinde af Rusland” af E.E.P. Tisdall. 

Det var lidt svært at identificere de andre kister, for mindepladerne stod på russisk. Så vidt vi kunne se, så lå den sidste tsar Nikolaj 2, hans kone Alexandra og deres 5 børn kun i en kiste, og det var lidt mærkeligt, for på et fotografi så det ud som om, de lå i hver deres kiste. Familien blev bisat her så sent som i 1998, og det var 80-året for drabet, og måske var der ikke ret meget tilbage af dem, og derfor kun en kiste?

Der var mange souvenirboder på øen, og det var blevet kaffetid, så vi gik ind på en cafe, men de havde kun mad. Der var kun få gæster, og en yderst høflig tjener ville meget gerne have os bænket, men vi var desværre kun ude efter kaffe og kage, og det havde de ikke. Så desværre. 
Over broen igen var der en cafe på en fin terrasse på første sal, og her var der både udsigt over havnen til Peter-Paul Katedralen, kaffe og kage og blomster i altankassen.

Trafik og Panserkrydseren Aurora.

Der er ikke mange fodgængerfelter over de store færdselsårer i Sct. Petersborg, så ofte skal der gåes store omveje for at komme over. Der er mange bilister, der kører ret vildt og hurtigt, så der er tilsyneladende ikke noget, der hedder 50 km grænse i byerne, eller også bliver det ikke håndhævet. Gitte var faktisk ved at blive kørt ned i et forgængerfelt, selvom der var grønt for hende. Et andet sted holdt der en taxa på et ret øde sted lige imellem to forgængerfelter, som der var 3- 400 meter imellem. Der var ingen biler på vejen, så vi vovede at passere imellem felterne, men så snart vi var trådt ud på vejen, startede taxaen og kørte imod mig, medens han pegede på forgængerfeltet. Jo tak, lille chauffør, hvis du bare var blevet holdende lidt endnu, så var der ingen fare på færde – det var først da du skulle give mig en lærestreg, at det blev farligt. Nå, men vi lærte kun at benytte forgængerfelterne lige meget, hvor langt vi skulle gå, og først efter at have kikket os grundigt om til alle sider turde vi forlade fortovet. Faktisk så pønsede jeg på at skrive et brev til Putin, så der kan komme lidt styr på bilernes vilde ræs i den smukke by.

I havnen ligger panserkrydseren Aurora, grå og bombastisk. Det var kanonerne fra panserkrydseren, der 7. november 1917 affyrede en kanonsalve som startskud på stormen på Vinterpaladset, der førte til bolsjevikkernes magtovertagelse. Skibet var derfor i sovjettiden et af kommunisternes vigtigste relikvier.

Aurora blev bygget i 1903 og har deltaget aktivt i den russisk/japanske krig i 1904-05 og også i 1. verdenskrig i Østersøen. Under den tyske belejring af Sct. Petersborg under 2. verdenskrig sænkede russerne selv skibet, for at tyskerne ikke skulle få fat i det. I ikke mindre end 950 dage lå skibet på havets bund, men er nu kommet på ret køl igen, og fungerer som museum, som desværre var lukket, da vi var der. Langs kajen var der mindst 15 souvenirboder, der alle stort set havde det samme i sømandskasketter, postkort og andet maritimt udstyr fra de syv have.
Der var mange turister langs kajen og i det hele taget rundt omkring i byen, også japanerne, eller er det i virkeligheden kineserne, der er kommet til muffen og for tiden rejser verden rundt?

På jagt efter rødbedesuppe.

Der havde kun været enkelte regnbyger i løbet af dagen, og om aftenen gik vi en dejlig tur på jagt efter rødbedesuppe. Vi havde set et billede af suppen et sted i en kælder, men der var varmt og overfyldt med mennesker, og så røg de. Desuden var det en slags buffet, og for os ukyndige var det ikke til at se forskel på rødbedesuppe og sødsuppe. 

I stedet fandt vi en cafe, der hed ”Markedsplads”, og vi satte os udenfor på terrassen. Tilsyneladende var der ingen betjening, men så stod der en nydelig, ung kvinde, og jeg spurgte efter et menukort og fik at vide, at der var selvbetjening. Det var en meget sød og tjenstvillig, smilende ung kvinde, og hun viste mig, hvor rødbedesuppen var, og hvordan det foregik. Det meste af maden var ikke det rene selvbetjening, idet man peger, eller de, der kan tale russisk, siger selvfølgelig, hvad de vil have til dem bag disken.

Rødbedesuppen var selvfølgelig ræverød, men den var tyk af kål, kartofler og lidt kød og smagte rigtig dejligt. Til suppen fik vi et brød og et glas hjemmelavet saft med frugter i bunden, der kunne spises med ske. På bonen var tingene delt op, og suppen kostede 75 rubler, saften 35 og brødet 25, så alt i alt 245 rubler for to personer, og det giver 48 danske kr. Et meget fint måltid, og vi kunne sidde udenfor, selvom klokken var 21, og kikke på mennesker og spise samtidig. 

Tilbage på hotellet opdagede vi, at væggene på Hotel Nevsky Breeze er papirtynde, og på naboværelset var Minnie Mouse flyttet ind. Sådan lød det grangiveligt, idet en meget høj, skærende kvindestemme uafbrudt talte engelsk, og en lav brummende mandsstemme svarede en gang imellem. Vi havde svært ved at holde masken og håbede, hun snart skulle i seng, og jeg priste mig lykkelig for mine ørepropper.

Op og ned ad Sct. Petersborgs hovedgade Nevskij Prospekt.

Morgenmadsbuffet i kælderen, og Minnie og hendes mand var der også. Hun havde dog fået mundkurv på, og hun hviskede kun, medens hun meget imponerende kunne kante nogle meget store bidder indenbords. Hun var ellers en nydelig kvinde med flotte ben i nogle små shorts, der var bare det med stemmen. Så jeg havde faktisk ondt af både hende og hendes mand, og mon ikke en talepædagog kunne gøre underværker. 

Det var skyet, men højt til skyerne, så vejret kunne udvikle sig til hvad som helst. Vi hilste godmorgen til receptionisten, men det blev ikke gengældt, så her kom der en pil nedad for hotellet.

Vi gik ned ad Nevskij Prospekt og kom til Anitjkov-broen, der går over Fontanka-floden. Broen er prydet af fire stejlende heste, der er lavet af billedhuggeren Peter Klodt i 1850. Hestene står i hvert sit hjørne og er alle forskellige. Navnet på broen stammer fra Anitjkov-palæet, der skulle ligge i nærheden og være bygget af tsarina Elisabet til sin elskede i 1750. Desuden har Aleksander 3. og hans danskfødte tsarina Maria Feodorovna en overgang boet i palæet, men vi kunne desværre ikke stedfæste det, selvom vi gik og ledte – der er jo også så mange palæer i Sct. Petersborg.

Vi kom forbi en stor statue af Katarina 2, der var omgivet af smukke blomsterbede, men vi var på jagt efter en souvenirforretning for at få købt vores postkort. De havde ikke frimærker, men udleverede en fin håndtegning, hvor vi kunne finde et posthus i nærheden. Uden den tegning havde det være umuligt at finde posthuset, for det lå på 2. sal, godt gemt oppe ad en trappe og uden noget videre skilt udenfor.

Posthuset lå lige ved en stor rundkørsel med en søjle, der på toppen var prydet af en stor rød stjerne, der måske er et kulturminde fra en svunden tid, der egentlig helst vil glemmes af de fleste. Mange af postkasserne bærer forresten også stadig hammer og segl.

Vi var lige i nærheden af Moskva Banegården, så vi gik ned for at tjekke bagageboksene, da vi om et par dage skulle videre med nattoget, og så er det upraktisk at trille rundt med kufferter hele dagen. Banegården er en stor, nærmest italiensk renæssancebygning, og herfra tøffede det første tog mod Moskva i 1861. Den gang tog turen fire dage, og vi regnede med at kunne klare det på en enkelt nat. På banegården var en masse souvenirbutikker og cafeer, og vi fik noget frokost. Hver del skulle der peges på, og kød, kartofler, salat m.m. blev særskilt vejet og fik en lille gul seddel til kassedamen. Alt i alt med et lille glas saft, blev det 858 rubler. Ikke specielt billigt, men heller ikke dyrt efter danske forhold.

Alexander Nevskij Klosteret.

For enden af hovedgaden Nevskij Prospekt ligger Alexander Nevskij Klosteret helt ude ved floden Neva. Det var Peter den Store, der grundlage klosteret i 1710 og opkaldte det efter den russiske nationalhelt prins Alexandr Nevskij. Selve prinsens jordiske rester fik Peter anbragt i et sølvskrin i Treenighedskatedralen, og så kan det jo ikke blive mere helligt. Klosteret er derfor et af Ruslands fire vigtigste klostre med ret til betegnelsen ”lavra”. I området er der flere kirkegårde med kendte russeres gravsteder, og midt i det hele står så Treenighedskatedralen. 

I guidebogen står der, at man skal løbe spidsrod igennem flokke af handlende og tiggere foran klosteret, men det er stærkt overdrevet, da vi kun så to handlende og måske 4-5 tiggere, så tiderne i Sct. Petersborg er nok blevet bedre. 

Inden for porten var der til den ene side et billetkontor, og her kunne der købes biletter a 200 rubler. Der var dog ingen, der skulle se billetterne, og vi vidste faktisk heller ikke, hvad de var til. Både uden for og inden for Treenighedskatedralen gik sortklædte munke rundt. Vi gik indenfor, hvor der var masser af stearinlys tændt. Der var ingen bænke i kirken, men vi satte os på et par trækasser og kikkede. Der var en lang kø af både unge og gamle mennesker, og de skiftedes til at gå hen til et ikon, hvor de slog korsets tegn, og derefter kyssede de alle hjørnerne og til sidst midten af billedet. Al det kysseri ville nok ikke være det bedste i influenzatider, så vi sprang over. 

Vi gik bagefter en tur i området uden at finde noget af interesse eller et sted, hvor vi kunne bruge billetten. Der var et meget smukt blomsterbed foran indgangen til kirken, men som sædvanlig var græsset højt og trængte til at slås. Uden for indgangen forbarmede jeg mig over en meget grim tiggerdame, og hun fik 100 rubler og et smil. Smilet blev vist ikke gengældt, men der var nok heller ikke noget at smile af for hendes vedkommende.

Metro-crawl i undergrunden.

Metrostationerne i Sct. Petersborg er fantastiske, og bare systemet med at det kun koster 27 rubler ca. 5 kroner. For den pris kan man køre hele byen rundt og faktisk køre hele dagen, men så skal man også blive nede i undergrunden, for så snart man er oppe på landjorden igen, kræver det en ny billet, hvis man vil videre. Der er tre linjer, der krydser hinanden, og de går ud i alle retninger. Der er dog langt imellem stationerne, så der skal lige tages bestemmelse om, hvor det er mest passende at stå af.

Den røde linje har de mest prangende stationer, og da de er tænkt som ”Folkets Plads”, er de beklædt med marmor og granitsøjler og ellers skulpturer, mosaikker og krystallysekroner. En station har Lenin som tema, for det var her, han stod af i april 1917 efter sit eksil og derefter satte gang i revolutionen. På en station var der massevis af statuer af det arbejdende folk, der med segl høster af overfloden fra det kommunistiske system, samt tapre soldater, der værnede om hele herligheden. Der var endda en statue af en lille pige, der giver en soldat en blomsterbuket. Digtere og førende videnskabsmænd hyldes på andre stationer, og en anden er overbroderet med hammer og segl. Flere stationer viser prangende revolutionære motiver, men de nyeste stationer viser Peter den Store i pragtfulde mosaikker, der dækker en hel væg. 
Forresten hernede i metroen oplevede Gitte noget for første gang i sit liv. I et godt fyldt tog rejste en venlig mand sig og tilbød hende sin plads.

Da vi kom op af undergrunden, kom der en kraftig regnbyge. Egentlig ville vi gerne have en kop kaffe et sted, men bygen havde åbenbart jaget folk indenfor, for cafeerne var fyldte, så vi gik i stedet tilbage til vores gade, og hos en lille købmand fik vi købt lidt til at tage med op på værelset.

Aftenspisning på vores stamcafe ”Markedsplads”, og denne gang blev vi store i slaget og fik 2 grillspyd, 2 salater, 2 brød med kød og to glas saft til i alt 484 rubler, lig 92 kroner. Pigen, der hjalp mig i går med rødbedesuppen, smilede stort af genkendelsens glæde, og det viser bare, at venlige og hjælpsomme mennesker giver kunder.

Lidt facts om Sct. Petersborg.

Aftentur langs kanalerne, og vi bemærkede, at hvis et hus var under reparation, eller et hus var faldefærdigt, så blev der hængt et kæmpelærred op med et billede af palæet, og det kunne dække hele husfacaden. (En rigtig god ide for Industriens Hus i København, for det passer overhovedet ikke ind i sammenhængen mellem Tivoli og Rådhuset).

Den typisk unge, russiske kvinde: Hende med tørklædet, vadmelstøj og en roe under armen er passé. Nu er hun høj, slank og skruet ned i et par cowboybukser eller et miniskørt, og hun viser glad sin lille parisermås. Selvfølgelig er hun også på høje hæle og bevæbnet med en mobiltelefon, og som vi kender hende, også med paraply.

Vinterpaladset er en kolos på lerfødder, for bunden af søjlerne har revner og smuldrer lige så stille, når frosten bider.

Sct. Petersborg er sandsynligvis ikke glad for global opvarmning, for der skal ikke ret meget ekstra vand i verdenshavene, før byen står under vand, men der er foreløbig sluser længere ude i indsejlingen til byen. 

Offentlige toiletter i Sct. Petersborg er ikke noget at råbe hurra for, og ofte er det a la huller i jorden, og et besøg koster 25 rubler.

Elektriske stik er de samme som i Danmark, og det gælder alle de lande, vi har rejst i på denne tur. Der var ikke nogen lyd på BBC worlds på vores tv, men til gengæld talte Harrison Ford perfekt russisk i ”Templets Forbandelse”. 

Baller af guld på Peterhof.

Sct. Petersborg viste sig fra den side, vi kendte – let støvregn. Vi havde efterhånden set det meste af det, vi ville se i selve byen, uden dog at have været inde i hver en kirke, katedral eller museum – men nu ville vi prøve at finde tsarens pragtslot Peterhof, der lå et stykke uden for byen.

Vores genboer, nærmere bestemt Minnie, havde været tavs hele morgenen, men vi mødte dem på vej til morgenmad, og de besvarede mit ”Good morning” meget venligt og imødekommende – dog kun manden, for Minnie havde stadig mundkurv på.

Gitte havde arrangeret turen til Peterhof, så jeg kunne bare slappe af. Efter et par metrostop fandt vi Baltiysky Banegården, der var stor og fin, og her købte vi billetter til kun 97 rubler for to personer.

Toget holdt på perronen, og det afgik 20 minutter efter. Togvognen var meget rustik med nyferniserede træsæder og god plads til benene, og der var kun lokale passagerer med. Inden afgang kom en mand ind, og med høj røst agiterede han for et eller andet på russisk. Der var ingen, der reagerede, så han gik igen. Da toget var kommet godt i gang, kom der en anden mand, og han holdt en sikkert fortræffelig tale om nogle bøger, han solgte. Det var Guds spildte ord på Balle-Lars, for ingen købte noget, så han gik videre.

Toget kom igennem forstæderne med højhuse og senere små træhuse, der godt kunne trænge til en kærlig hånd. Vi holdt godt øje med stationerne, for der stod kun skilte på russisk, og der skulle gerne stå noget, der lignede nogenlunde Novyj Peterhof. Efter ca. 40 minutter var vi fremme og fandt bus nr. 348. En konduktørdame kom rundt, og turen ville koste 23 rubler, og hun ville sige til, når vi skulle af. 

Peterhof er Peter den Stores russiske version af Versailles i Frankrig, men jeg tror ikke engang, at Versailles har et så storslået springvand som på Peterhof.

Den øvre park er gratis og ligger nærmest vejen, og det er bagsiden af slottet. Faktisk er også denne del pragtfuld med springvand i flotte haveanlæg, og til højre for slottet ligger et guldhus og stråler.

Tættere på slottet var der salg af entrebilletter, og her var der også en stor busholdeplads for normale turister, der blev læsset af i hobetal. Det kostede den nette sum af 450 rubler at komme ind i parken, hvor der var horder af mennesker, også danske grupper. Springvandet var storslået, og selv om man har hørt om baller af stål, så var det endnu finere her, for alle statuernes baller var af guld, og de blev oversprøjtet af kaskader af vand. 

Efter at have beundret denne storslåethed gik vi videre ud i parken og fandt det ene flotte springvand efter det andet bl.a. Neptunspringvandet og Løvespringvandet. Vejret var blevet rigtigt dejligt, og vandperlerne glitrede i solen.

I den fjerneste del af parken helt ude ved kysten til den finske bugt lå noget så simpelt som en ”Sibylla”, der er en svensk fastfood kæde. Peter den Store var nok bedre vant, men vi blev da trods alt mætte af vores to burgere, to Seven-up og en russisk pandekage til i alt 570 rubler. Der var ikke ret mange kunder, men vi var også langt væk fra slottet. 

Oppe ved slottet igen viste vi vores billet for at komme indenfor, men den duede slet ikke, for billetten var kun til den nedre park og ikke andet. Der var lange køer af mennesker ved indgangen, og de havde alle sammen sådan nogle kæmpe rabatbilletter for grupper. Der var dog et billethul for os simple turister, der ikke var gruppeturister. Her var der fuldstændigt øde, for de ville have 550 rubler pr. person for at komme indenfor i gemakkerne. Jeg måtte ikke engang fotografere billethullet, men det var også for pinligt at tage så høj en pris.

Uden at vide det, var der indenfor sikkert en hel masse forgyldte sale, kedelige billeder, grimme statuer og horder af gruppeturister, så det var der sikkert slet ikke noget ved, sagde ræven. Selvfølgelig havde vi råd til en billet, hvis vi gerne ville indenfor, men jeg frygtede Vinterpalads- tilstande, så vi valgte i stedet at give russerne en lærestreg. Så hvis de skal være så grådige med hensyn til entrebilletter, så springer vi over, og så må de selv om det. 

På vej ud af parken var der flere hvide brude, der skulle fotograferes, og mærkværdigvis så var den øvre park slet ikke så imponerende flot, efter at vi havde set den nedre.

Tilbagevejen til Sct. Petersborg.

Byen, hvor Peterhof ligger, er faktisk ret stor, og de har en kæmpestor russisk kirke. Vejret var blevet fint med lette skyer og 20 dejlige grader, og vi valgte ca. ½ times gang til togstationen, hvor vi købte en ny billet til tilbageturen.

Det var kaffetid, og ved stationen gik vi ind på en cafe, der muligvis på andre tidspunkter af døgnet var syndens bule. Der var tætte røde gardiner, røde vægge og røde velourbetræk på stolene og brændemærker efter cigaretter på de røde duge. Ud, over en ældre mand var der ikke andre gæster i lokalet. Af servitricen bestilte vi to kaffe amerikano (uden ret mange bønner, men sådan skal den måske være) og en plade chokolade, da de ikke havde andet sødt. Servitricen havde meget sødt knækker chokoladen ud, og den blev serveret på en tallerken, og så lærte jeg hende at sige tak på dansk. 160 rubler for det hele.

Uden for stationen var der en lille bod med nogle plastikting og nogle flag. Jeg pegede på flaget, og hun sagde en pris på russisk, som jeg ikke forstod. Jeg tog en pengeseddel op og viste hende den, men hun tog den ikke og sagde bare igen prisen på russisk. Inde i Sct. Petersborg ville de hurtigt vise prisen på en lommeregner eller skrive den ned på et stykke papir, men hun ville kun oplyse prisen verbalt, og så opgav jeg og gik uden flag. 

Undervejs i toget var der underholdning af en paraplysælger og en harmonikaspillende ældre mand. Han sang en russisk melodi, og det lød virkelig godt. Vi gav en håndfuld småmønter i hans åbenstående lommer, og nogle af de andre togrejsende donerede også, men vi var de eneste, der klappede. 

På vejen blev biletterne kontrolleret, idet to sortuniformerede mænd stod og spærrede udgangene, og så gik to damer rundt og kontrollerede billetterne. Ved endestationen fandt vi metrostationen igen, og selvom vi skulle skifte, gik det efterhånden som smurt med den metro. Den nye metrostation, som ikke står på Politikens kort, er med marmorgulve og marmorvægge, og der er store mosaikker med Sct. Petersborgs historie. Ikke nok med det, for stationens indgang ligner et palæ, og kun et lille rødt M røber, at det er en metrostation. (Gad vide, hvordan Nørreport bliver efter ombygningen, men det vil undre mig meget, hvis der bliver gjort noget ud af udsmykningen – vi skal bare være glade, hvis der går nogle tog og gerne til tiden.
Det havde været en rigtig god tur til Peterhof og turen frem og tilbage kun blandt russere.

Sidste aften i Sct. Petersborg.

Aftentur ned til de fascinerende bamser, som vi aldrig blev trætte af, og vi fandt hele tiden nye detaljer som Cuba, hvor bjørnen røg cigar. Vi gik ned ad Nevski Prospekt og fandt ”Gostinyj Dvor”, der betyder Gæstgivergården og er et stort firkantet varehus i to etager. Alt er til salg i 300 butikker fra mærketøj til almindelige russiske varer. Den ene butik afløste den anden, og der var mange ekspedienter, men stort set ikke nogen kunder. Det virkede på en eller anden måde sådan lidt gammelkommunistisk, og det ville live gevaldigt op, hvis der var nogle små cafeer ind i mellem forretningerne. Faktisk så står der i Politikens guide, at der er restauranter, cafeer og barer, men de må have gemt sig godt, eller også var de allerede lukket, for klokken var 19.30. Der er dog nogle dejlige balkoner på varehuset, og derfra kan man nyde det pulserende liv nede på gaden, og det var helt tydeligt, at gadelivet med strømme af mennesker ikke var gået i seng på den tid af aftenen. 

Vi ville ellers have spist i varehuset, men gik ned på vores stamcafe Markedsplads. Efterhånden kendte vi stedet, og vi var blevet lidt mere grådige end første aftens rødbedesuppe. Nå, vi skulle stadig have rødbedesuppe, og dertil rødbedesalat, et laksestykke og et grillspyd plus et par glas saft i alt 703 rubler.

Spøgelser og Sct. Petersborgs kanaler.

For at få oplevelsen med havde jeg fået den ide, at vi skulle med nattog fra Sct. Petersborg til Moskva. Det er dog ret upraktisk, når toget først afgår kl. 00.20, og hvad gør man så med kufferterne hele dagen, og får man overhovedet sovet i toget? Toget skulle være fremme kl. 8.20 i Moskva, og så var der igen problemer med kufferterne. Nå, men nu havde Irina fra Alt Rejser skaffet billetter efter vores ønske, og så måtte vi tage besværlighederne med. 
Det var skyfrit vejr, så foreløbig stod kufferterne på hotellet, og vi gik en morgentur den modsatte vej, end vi plejede. Hele vores gade med Hotel Nevsky Breeze er med palæer, hvor nogen er sat i stand, og andre er bestemt ikke, men der arbejdes på sagen. 

En flok soldater gik lidt forude med et rødt flag, og så kikkede jeg væk et øjeblik, og så var soldaterne væk. Måske var de drejet ind ad en port og lydløst lukket efter sig, eller også var det nogle spøgelser fra den røde hær, der gik rundt og mindedes kommunisttiden. 

Nede ved floden var der så tidligt som kl. 10 morgen allerede brudepar med deres gæster i deres stiveste pus og selvfølgelig med limousiner, som er russernes yndlingskøretøj, i hvert fald for brudepar. Langs floden var der smuk udsigt til byen på den anden side, og vi kom forbi et stort krydstogtskib.

Vi skulle jo af med de kufferter, så vi fandt Moskva Banegården, hvor der var bagagebokse nede i kælderen. De var dog optaget, og der var en lang kø. Der var ikke andet at gøre end at vente, og hver gang, der gik nogen ud med en kuffert, blev der jo en boks ledig. Vi ventede en halv time, og så skulle der vises pas og afleveres 110 rubler, og vi fik lidt hjælp med elektronikken, og så endelig var vi frie igen.

På stationen fik vi købt et par lokale sandwich med pølse og kål i et stort brød, og så ledte vi efter et sted at spise dem. Vi var efterhånden kommet helt ned til broen med hestestatuerne, og her vippede en kanalbåd ved kanten, og en kanaltur var noget af det, vi manglede. Der var heldigvis dejlig lang ventetid til afgang, og båden vippede, solen skinnede og de andre både sejlede forbi og vi spiste vores mad, medens vi ventede.

Kanalturen kostede 500 rubler, og den var pengene værd, og nu forstår vi bedre, at Sct. Petersborg kaldes Nordens Paris. I starten spurgte guiden på russisk om alle talte russisk, og da vi ikke nåede at sige noget, så blev turen på russisk, men det gjorde nu ikke noget. Først kom vi igennem smalle kanaler med palæ efter palæ, og de fleste var sat smukt i stand. Efter et utal af broer kom vi til sidst ud på floden, og så ind i kanalerne igen og en dejlig tur rigere. 
For natteravne kan bemærkes, at broerne i Sct. Petersborg står åbne om natten for at give uhindret adgang for sejladsen. Det er dog kun fra ca. kl. 2 til omkring 4 om morgenen, men tiderne varierer fra bro til bro, og fra år til år, 

Dele af den russiske hær er ret spiselig i vore dage.

Der var et menneskemylder på hovedgaden, og blomsterkrukker pyntede gaderne. Mange stod og uddelte kort og lignende til bestemte restauranter eller forretninger i håb om besøg. I Sct. Petersborg er der langt færre tiggere end i København, og en stor skare af gadefejere holder gaderne betydeligt renere end i København, så selv sidegaderne er rene. Gadefejerne går som regel med en lille kost og en fejebakke, men det virker.

Russerne går i samme tøj som derhjemme, men pigerne er en anelse mere smarte. Min forudindtagelse med mange tiggere og fattige er faldet til jorden med et pladask. Der er færre farvede mennesker end i København, faktisk næsten ingen overhovedet. 

Henne foran Markedshallen var stillet en kampvogn op foruden en jeep og et maskingevær. Jeg troede først det var hvervning til den røde hær, og et godt trækplaster var et par flotte, unge piger i soldaterdress med blå baret, seje støvler og dejlige, solbrune, bare ben. 

Formedels kun 100 rubler kunne jeg blive fotograferet med pigerne og endda låne en ægte stor og tung maskinpistol. Pigerne talte udmærket engelsk, og den ene var 16, og den anden 20 år. Ingen af dem var soldater (nå, så behøvede jeg ikke melde mig alligevel), den ene studerede, og den anden var i forretning, og så havde de dette sommerjob. Hvad pengene gik til fandt jeg ikke ud af, måske til hæren, for de havde jo trods alt lånt noget isenkram, eller også var det bare en charmeoffensiv for at vise omverdenen, at russiske soldater er venlige og lige til at spise.

Det var dejligt solskin, faktisk for varmt i solen, så vi fandt en udendørs cafe på hovedgaden til eftermiddagskaffen, medens indbyggerne defilerede forbi.

Nattoget til Moskva.

Vi hentede kufferterne kl. 18, lidt før tiden udløb, og så havde vi en klods om benet i de næste timer. Togrejsende med nattoget skal være tålmodige, for tilsyneladende går der ret mange tog til Moskva, og det var jo også bare min egen besværlige ide, og Irina fra Alt Rejser var helt uskyldig.

Midt i afgangshallen fik vi tiltusket os et par sæder af dem, der stod på rad og række midt i det hele. Ind imellem udkaldene i højtalerne var der russisk ramasjangmusik, så man næsten havde lyst til at rejse sig og gøre honnør – det var der dog ikke andre, der gjorde. Jeg fik den ide, at musikken spillede hver gang, der afgik et tog, ligesom musikken på Norgesbåden, når den forlader København. 

Jeg var henne for at snuse ved perronerne i løbet af aftenen og bemærkede, at der langs togene, der ventede på afgang, ved hver dør stod en stewardesse i grå uniform, rød hat og hvide handsker. Og de stod bare der for at hjælpe passagerene. Der var også lokomotiver med den røde stjerne på fronten, og det kunne godt ligne det tog, Lenin eller Stalin kørte med, der manglede bare de røde faner foran.

Lidt i kl. 24 kom vores tog til perronen, og selvom vores billetter nærmest var uforståelige, kunne vi da genkende nogle få tal, og med lidt hjælp fandt vi vores vogn og vores kupé. Der var fire køjer og ikke alverdens plads, og spørgsmålet om, hvem vi skulle dele kupé med, trængte sig på. To store svedende mænd kom ind formummet bag kæmpeskæg og langt hår. De viste, at kufferterne kunne lægges under den nederste køje, og så hjalp det da lidt på pladsen. Der var også presset en ældre dame og en lille pige ind i kupeen, og det viste sig heldigvis, at det var dem, vi skulle rejse med, mændene var bare familie, der hjalp dem på plads. Mændene lavede skæg med pigen og gik så ellers udenfor med deres grimasser, og så kørte toget.

Vores to medpassagerer var Irina på 61 år og Julia på 9 år. De kunne meget lidt engelsk, men hjalp med at udfylde bestillingen til morgenmad. De havde aldrig hørt om Danmark, så jeg måtte tegne og fortælle, og vi havde det meget gemytligt.

Toget kørte til tiden, men vi kom først i seng kl. 01, og jeg havde taget en ordentlig tallinnsk likør for at have noget at sove på, og så rullede toget igennem den russiske nat til nye eventyr.

Fortsættes i 7. og sidste del .

Klik videre til Rusland og Moskva.

Tilbage til forsiden