| Togrejse Jorden rundt.
Juli 2012 3. del. Efter kun 10 minutter fra Polonia Palace Hotel stod vi på stationen og kikkede på tavlerne. Vi skulle til Shestokai, der kun er en lille flække i Litauen, men her skal der skiftes tog. Togafgangen fra Warszawa var kl. 7.20, og så skulle vi bare finde perronen. Vi kikkede desperat på tavlen og kunne ikke finde Shestokai 7.20. Nå, det hjalp gevaldigt, da vi flyttede øjnene fra arrivel til departure, og så stod den der lige så smukt, Shestokai 7.20 med afgang fra perron 2. Klokken 10.30 nåede vi Biatystok, og den kraftige herre med tasken skulle af, og benene kunne strækkes og endda lægges op på det modsatte sæde. Vi var nu kun 3 i kupeen, idet en ung pige gjorde os selskab et stykke vej. Vi så de første storke spankulere på marken, og senere så vi en storkerede med unger. Ved en jernbaneoverskæring stod en rigtig levende ledvogterdame med et gult flag, og en række biler ventede. Det var også slut med det lydløse tog, så det var med ga da gong, ga da gong. Efter en grundig inspektion af hele toget var der tilsyneladende intet som helst spiseligt, men heldigvis fandt jeg et stykke gammel chokolade helt nede i bunden af min rygsæk, så vi satsede på at overleve. Landskabet var stadig let bakket med grønne og høstbrune marker, der mindede om chokolademadder. I Suwalki stod de fleste af toget, også togpigen, der nu røbede, at hun kunne sige goodbye på engelsk, og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke var gået i kødet på hende. Toget kørte nu baglæns, og vi manglede endnu 30 km til grænsen. Et McDonald skilt ragede op ved en by, og vi havde stadig 140 zlotych på lommen, men der var ikke noget at købe. Toget kørte nu meget langsomt, og ved Shestokai stod fire passagerer af, og vi var nu næsten de eneste om bord på skuden. Et sted kaldet Mockai lignede en gammel grænsestation, der stod i hvert fald noget om Litauen, og konduktøren stak hovedet ind og sagde five minutes. Endestationen var ikke nogen by, men kun en perron, og der holdt et tog på den anden side af perronen og ventede, og vores gamle tog skulle så åbenbart retur til Warszawa. Vi stillede urene frem og havde som en anden Phileas Fogg nu vundet en hel time. De overskydende Zlotych kom ned i pengekatten, og vi fandt vores 450 Litu frem, hvor 1 Litu har en værdi af 2,26 kr. Toget nåede Kaunas til tiden klokken16.45, og igen var der togskifte med afgang klokken 17.10. Det var nu et supermoderne todækkertog med store vinduer, og det var tilsyneladende helt nyt og gled lydløst hen over skinnerne. Vi var stadig fastende, og Gitte fablede om en tre retters menu med dessert. Airconditionen i toget virkede perfekt, næsten for perfekt, da det gav kolde tæer, men bedre end de 29 grader, der var udenfor. Der var god fart på toget ind mod Vilnius, som vi nåede kl. 19.00. Det var en lidt gammeldags station, men smuk udvendig, og vi stilede straks mod en kiosk og fik et par kødpier, der blev lunet og dryppede af fedt. Sammen med en Fanta blev det 8,80 Litu, og vi fik taget den værste sult. Litauen forblev russisk indtil 1. Verdenskrig, hvor tyskerne besatte landet, og først ved freden i 1918 proklamerede Litauen sin selvstændighed. Landet måtte dog kæmpe hårdt for sine grænser, både med bolsjevikker, tyskere og polakker, og ved våbenstilstanden i 1920 måtte Litauen afgive store landområder til Polen, herunder den nuværende hovedstad Vilnius. De frie, demokratiske toner for litauerne varede desværre kun i kort tid, for en gruppe litauiske officerer tog magten, opløste parlamentet og indførte et diktatur, der styrede landet med hård hånd frem til 1939. I hvert af de baltiske lande rykkede 20-30.000 sovjetiske soldater ind, ifølge en tvungen ”bistandsaftale”, og den ”flinke” Stalin gav Vilnius tilbage til litauerne. Glæden blev stor, men varede dog kun i kort tid, for den røde hær rykkede mere massivt ind og besatte landet. Senere i 1941 måtte den røde hær vige pladsen for Nazityskland, der benyttede lejligheden til i Litauen at likvidere 200.000 jøder. I 1944 generobrede Den røde Hær kontrollen over Litauen, der meget ufrivilligt i de næsten 50 efterfølgende år blev en del af Sovjetunionen. Man mener, at der i perioden 1940-1958 omkom omkring 1 million litauere som følge af krigen og efterfølgende stalinistiske udrensninger, for hvis man ejede meget mere end 2 køer, var man storbonde og udbytter og blev sendt til Sibirien, hvor de fleste døde. Litauen har pr. tradition altid gjort oprør mod de fremmede magters besættelse, og i februar 1988 demonstrerede titusinder af litauer i Vilnius’ kirker for at markere 50 årsdagen for Litauens uafhængighed i 1918. Senere var der mange andre demonstrationer, og den 23. august 1989 dannede beboerne i de 3 baltiske lande en 650 kilometer lang, levende menneskekæde fra Vilnius over Riga til Tallinn i protest mod Molotov-Ribbentrop-Pagtens hemmelige tillægsaftale og russernes besættelse. I august 1993 forlod de sidste russiske tropper landet, og Litauen tilsluttede sig NATO’s Partnerskab for Fred og er siden blevet medlem af EU. Det litauiske flag er gult, grønt og rødt, og meget smukt symboliserer det gule de modne hvedemarker, det grønne håbet og skovene og det røde blomster og kærligheden til landet. Litauen er i dag på godt 65.000 km2 og har en befolkning på 3,5 millioner mennesker fordelt på omkring 80 % litauere, 11 % russere, 7 % polakker og lidt fra her og der. Der er morgengry i Vilnius, så nu dages det brødre, og det lysner i øst. Man har fjernet den obligatoriske Lenin statue og andre symboler, der har kunnet give den besøgende minder om den kommunistiske fortid, og der er fuld gang på restaureringen omkring de gamle bygninger. Malerkosten er fundet frem, og man er allerede nået langt, selvom der mangler en god, lang ende endnu, men det ser slet ikke håbløst ud. Selvom det stadig er riskosten, der anvendes, var der pænt og rent overalt, og det gælder i alle de byer, vi kom igennem på vores togtur – intet papir og affald der ligger og flyder, og det gør unægtelig et godt indtryk på den besøgende. Efter 5 minutters pause gik vi ind mod den gamle by, hvortil der er omkring 15 minutters gang. Vi gik en anden vej end fra stationen, og igen var husene en blanding af gamle, slidte huse og nye. En russisk kirke med kupler var ved at blive sat i stand og var omgivet af et stillads af brædder. Vi var kommet ud ad gaden Basanaviciavs, og faktisk var der nu mange smukke huse. Vi drejede til højre ad et grønt område med mange cafeer, men vi fortsatte til Rådhuspladsen, hvor der også var mange cafeer på pladsen. Rådhuset og husene omkring pladsen var sat fint i stand eller var helt nye. Det må kræve enorme summer at istandsætte de gamle kulturskatte, som kirkebygningerne repræsenterer, men med Guds hjælp og lidt håndkraft skal Vilnius nok få styr på det. Under Stalintidens terrorregime blev der rejst kors, og folk, der kæmpede for retten til religionsfrihed, rejste kors. To gange har sovjetiske tropper ryddet højen med bulldozer og brændt det hele af, men der blev igen rejst kors og ikke bare af religiøse og politisk aktive litauere, men også troende katolikker fra hele verden. Selv pave Johannes Paul har været her i 1997 og rejst et kors, og i dag tager nygifte litauer til højen og sætter et kors og beder om Guds velsignelse, og så er der også lige et par fra Borup, der har sat et kors – et lille bitte et i hvert fald.
Morgengryets Port er et lille kapel, der ligger oven på en portbue, som er den eneste byport, der er tilbage af bymuren. Karmelitermunkene i klostret ved siden af porten fik i 1688 en forgyldt ikon af Madonna i deres varetægt. Siden er Madonnaen af Vilnius, ”Barmhjertighedens Moder”, blevet noget af det helligste, det østlige, katolske Europa kan byde på. Madonnaen anses for at have helbredende kræfter og trækker derfor mange østeuropæiske pilgrimme til byen. Forresten så er hele centrum i Vilnius uden knækkede fliser, og der er fuldstændig rent – ikke et skod. For at ingen skal være i tvivl om Uzupis hensigter, er der på en væg indgraveret deres forfatning med 41 retningslinjer for livet i den lille fristad, og det er endda skrevet på adskillige sprog. Dansk var ikke med, men svensk var da læseligt. Her et lille uddrag: ”Alle har ret til at lave fejl. Alle har ret til at være enestående. Alle har ret til at elske. Alle har ret til at være dovne eller ikke gøre noget. Alle har ret til ikke at forstå noget. Alle har ret til at være glade, og alle har ret til at være kede af det. Alle har ret til at dø, men det er ikke strengt nødvendigt.” Og der var også tænkt på dyrene: ”Alle hunde har ret til at være hunde. Ingen kat er forpligtiget til at elske sin ejer.” Faktisk var forfatningen indgraveret på spejle, så det var svært at fotografere uden at få sig selv med. Måske var spejlene også en erkendelse af, at hvert menneske er noget unikt, og sammen med forfatningen burde det ikke gå helt galt. Vi slog os ned og skulle have noget at spise, og jeg skulle helt sikkert prøve Litauens nationalret ”zeppelinere”. Lidt overmodigt bestilte jeg to, for som et gammelt litauisk mundheld siger ”Den, der spiser godt, arbejder godt”. En zeppeliner har fået navnet efter formen, men der er tale om en oval bolle af revne kogte kartofler med fyld, og fyldet kan f.eks. være kødfars med svampe. Zeppelinere indgår altid i menukortet på alle restauranter med respekt for sig selv – dog ikke McDonald. En zeppeliner er ikke bare en lille gnalling, og da jeg havde spist den første, prikkede jeg kun til den anden uden at kunne spise op. Gitte fik en ostepie med laks og salat, og så sad vi bare der og nød det under de skyggefulde træer til lyden af klukkende flodvand. På broen, der fører over til moderrepublikken Litauen, er gelænderet garneret med tusindvis af hængelåse. Ofte er der navne på låsene, og de er opsat af nyforelskede og nygifte par, der på den måde besegler deres kærlighed. Det 57 m høje klokketårn, der er et mix af barok og klassicisme, ligger for sig selv midt på pladsen, og imellem kirken og tårnet ligger ønskeflisen. På flisen står ”stebuklas”, der betyder mirakel, og den var udgangspunkt for den berømte menneskekæde af to millioner estere, letter og litauere, der holdt hinanden i hænderne fra Vilnius over Riga til Tallinn. I vore dage kan man ønske på flisen, hvis man stiller sig på den og drejer sig rundt i urets retning, og så kan man ønske lige, hvad man vil. Foran den flotte Parlamentsbygning står der en samling af store betonklodser omkranset af pigtråd og en lille Jomfru Maria figur til minde om den januardag i 1991, hvor litauerne satte barrikader og pigtråd op for at forsvarer deres parlament, der var i fare for at blive overrendt af sovjetiske tropper. Litauerne viste med al tydelighed, at de var fast besluttet på at bryde ud af Sovjetunionen. ”Dievuleliau Aciu” (Tak gud) og Laisve Lietuva (Frit Litauen) står der malet på stenene til minde om disse begivenheder. Vilnius’ TV tårn stod og lokkede lidt ude i det fjerne med cafeen Milky Way 165 m over Jordens overflade. Helt op til flagknoppen er der 326,47 meter, lige præcis 2 meter højere end Eiffeltårnet. Selve tårnet er bygget mellem 1974 og 1980, og også dette tårn er blevet et symbol på litauernes kamp for friheden og uafhængigheden. Da sovjetiske kampvogne 13. januar 1991 rykkede frem, blev de mødt af en indædt modstand, og 14 ubevæbnede civile mistede livet. Nogle smukke trækors minder om begivenheden, og 13. januar valfarter masser af mennesker hertil for at lægge blomster og ære dem, der betalte med deres liv. Spisning på en fortovscafe med et behageligt udsyn til mange flotte piger, der defilerede forbi og skulle vise deres sommerbrune ben frem. En Saskaita Spaghetti Carbonara og salat Rucola og 4 sodavand (vi havde været tørstige hele dagen med 32 grader) blev i alt 74 Litu, hvilket er det samme som 167 kr. – ja, pengene rækker langt i Litauen. Belært af erfaring med fasteturen fra Warszawa til Vilnius uden mad og drikke fik vi i en kiosk købt en nødration i form af 3 flasker vand, 4 müslibar og en Rittersport. Så havde vi da i det mindste en nødration til den videre fremfærd mod Riga i morgen, hvor busafgangen kl. 7.00 var længe før hotellets morgenmadsbuffet var på trapperne. |
Litauen og Vilnius.
Vi var nu klemt inde i en 8 mandskupé, og over for mig sad en fyldig herre med kikkertbriller. Det gjorde nu ikke noget, men hans taske stod på gulvet, hvor mine ben skulle være – så det blev lidt krampagtigt. Hver gang toget stoppede, håbede jeg, han skulle af, så jeg kunne strække benene. Toget var et rigtig bumletog og stoppede ved hvert eneste trinbræt og nogle gange bare ude i ødemarken. Vi kom igennem store skov- og sumpområder, og vejoverskæringerne havde bare et advarende kryds og ikke noget med bom eller blinklys.
Der var tilsyneladende ingen madvogne om bord, og vi havde kun 1 flaske vand og to kiks til turen, og der var en bid vej. Vi ville være i Shestokai kl. 14.54, hvis det gik, som det skulle, men der var kun 10 minutter til at skifte tog, så toget skulle gerne nå frem til tiden. 
Det nye tog var nærmest en skinnebus, og den rystede så det næsten var umuligt at skrive noget i dagbogen. En mand havde set, at jeg havde et Lumix kamera, og han viste stolt, at han også havde et, så vi blev en slags Lumixbrødre. En anden mand spurgte, om vi havde tændstikker, og vi sagde selvfølgelig nej, og hvad skulle han også bruge dem til, da der var rygning forbudt.
Den litauiske nation blev officielt grundlagt i det 13. århundrede, men der havde inden da boet litauere i landet i århundreder i løst organiserede, hedenske småsamfund. Den litauiske storfyrste Jogaila giftede sig i 1386 med den polske dronning Jadvyga, og det var indledningen til en forening af de 2 lande, der varede i næsten 400 år, og i sine velmagtsdage strakte riget sig fra Østersøen til Sortehavet. Senere blev Litauen indlemmet i det russiske imperium, og selvom det latinske alfabet blev forbudt i slutningen af 1800-tallet, blomstrede kulturlivet med litauiske forfattere, der fik trykt bøger i Prøjsen, for derefter at smugle dem ind i Litauen igen.
Da Nazitysklands udenrigsminister Ribbentrop i 1939 rejste til Moskva og underskrev en ikke-angrebspagt med Rusland, kaldet Molotov-Ribbentrop-Pagten, var der lige en hemmelig tillægsaftale, hvor de 2 herrer delte landene imellem sig. Til sovjetisk interessesfære hørte Finland, de 3 baltiske lande og Østpolen, og tyskerne sikrede sig, at russerne ikke ville gribe ind, når de angreb resten af Polen, hvilket skete en uge efter, og 2. Verdenskrig var i gang.
I 1990 blev Landsbergis formand for parlamentet og proklamerede Litauens selvstændighed, men Moskva svarede igen med en økonomisk blokade, og i januar 1991 stormede sovjetiske specialtropper TV-tårnet i Vilnius, hvor 14 civile blev dræbt, og flere hundrede blev såret. Sovjettro kommunister erklærede, at de have taget magten, men befolkningen reagerede hurtigt og byggede barrikader omkring parlamentsbygningen, og fra hele landet rejste litauere til for at forsvare parlamentet. Det var så ved at være nogle af de sidste sovjetiske krampetrækninger, og efter et mislykket gammelkommunistisk kup i Moskva i august 1991, reagerede mange udenlandske stater hurtigt og anerkendte Litauen som en selvstændig stat, og som en af de første åbnede Danmark sin ambassade i Vilnius i oktober 1991.
Vilnius er Litauens hovedstad og har knap 600.000 indbyggere, og med 1.200 bygninger af ældre dato, nogle mere end 500 år, er der masser af atmosfære i behold.
Vi skulle finde Grata Hotel, og beliggenheden havde vi mærket af på et kort, men hvor det skulle være, lå der et supermarked. Vi spurgte nogle unge mennesker lige udenfor, og efter lidt snak fandt de ud af, at indgangen lå på det andet hjørne, og der var endda et skilt med hotellets navn. Faktisk et mærkeligt hotel, der var indrettet i flere huse på 1. sal, men det vandt ved nærmere eftersyn, selvom det var svært at finde rundt i. Værelset var et lille standardværelse uden aircondition, så der var godt lummert.
Egentlig havde vi spist aftensmad, så vi slog os ned på cafeen ”Amatininky Uzeiga” og bestilte et par sodavand og en æblekage. Æblekagen var et godt valg, sagde tjeneren, selvom den var noget anderledes end normalt. Der var skam æbler i bunden, og ellers var glasset fyldt op med noget sødt, hvidt stads, og toppen var så pyntet
med syltetøj. I alt 26 Lita, hvor 1 Lita er lig med 2,26 danske kroner, og tjeneren talte forresten udmærket engelsk. Der er nok et vist turisttryk på Vilnius, og lige overfor, hvor vi sad, var der en stripklub. Pigerne var ved at varme op og skulle ustandselig ud på gaden for at ryge. Stakkels dem. Det kunne jo være interessant at finde ud af, hvad der foregik derinde, men det var Lillemor vistnok ikke så interesseret i, så vi trissede hjem, og det havde også været en lang dag.
I Stalins tid var det nok den visse død at protestere over kirkens degradering, men op igennem firserne blev der demonstreret for religionsfrihed, og i 1988 begyndte sovjetmyndighederne så at vakle i troen, og kirkerne begyndte at blive givet tilbage til menighederne. I oktober 1988 kunne biskop Sladkevicius afholde messe foran Katedralen i Vilnius for over 20.000 mennesker, så den katolske kirkes kamp for religionsfrihed var lykkedes, og for første gang siden 2. Verdenskrig, kunne der fejres en kristen juleaften i åbenhed.
Korshøjens oprindelse fortaber sig i fortiden, men det menes, at skikken med at plante et kors på højen stammer fra 1300-tallet. I de efterfølgende århundreder kom højen til at stå som et symbol på modstanden mod landets forskellige undertrykkere, og det startede med, at egnens fattigfolk i nattens mulm og mørke plantede et kors. Senere rygtedes højens eksistens, og folk kom langvejs fra for at plante et kors. Mange kors blev plantet under den første nationale vækkelse i 1800-tallet, og under folkeopstanden mod tsardømmet blev der rejst kors for at redde sjæle fra de faldne oprørere, for man vidste ofte ikke, hvor de var begravet. 
Inden man kommer til Korshøjen, ligger der en række souvenirboder med salg af mest religiøse souvenirs og små kors, så man behøver ikke at have kors med hjemmefra. Det er svært inden et besøg at være forberedt på mængden af kors, og det gør et dybt indtryk. Foruden tusindvis af store kors i alle afskygninger var der figurer af Jesus og øverst på højen en figur af Jomfru Maria. Smalle stier førte op imellem korsene, og på alle de store kors hang mindre kors i så tykke bundter, at de dannede tætte vægge langs stierne. Jeg havde købt et kors i souvenirboden, som vi ellers skulle have med hjem, men vi var nødt til at hænge det op, så vi kunne give vores eget lille bidrag som protest mod alle undertrykkere og som en hyldest til friheden. På vejen ud måtte vi så købe et nyt kors, der hænger på væggen derhjemme til minde om dette fantastiske sted.
Der går ikke tog mellem Vilnius og Riga i Letland, som skulle være vores næste mål, så vi skulle have lokaliseret, hvor busterminalen lå. Det viste sig, at terminalen lå lige ved siden af Hovedbanegården, og den var supermoderne med busserne på rad og række og med fine oplysende skilte. Så vores videre fremfærd i morgen var på skinner eller rettere på dæk. 
Vi løb ind i morgenmessen, og på den snævre trappe op til kapellet lå de bedende på knæ, og det var incl. gamle damer. Præsten messede, og der blev givet gensvar fra de bedende – det var meget opbyggeligt og rørende. Efter ½ time var messen tilsyneladende forbi, og nogle ville ned og nogle ville op, bl.a. os, for vi ville da også gerne hilse på Madonnaen, og måske kunne hun lægge et godt ord ind højere oppe ved at bede en lille bøn for mit dårlige ben. Det var lidt svært at komme frem for folk, både unge og gamle knælede og bad stadigvæk. Oppe i porten fandt vi lidt plads henne ved vinduet og beundrede væggene, der er dækket af tusinder af små hjerter, arme, ben og øjne lavet i små sølvskilte. Det er takkegaver, der er givet af de personer, der har lidt af en sygdom, som Madonna har helbredt. 
Før Litauen blev uafhængigt igen i 1991, var Uzupis et af de meste forfaldne kvarterer i hovedstaden, men nu er der ved at komme skik på det. Selvom beboerne er en broget skare, er det overvejende kunstnertyper, og i 1997 erklærede de deres kvarter for en selvstændig republik. De har endda egen præsident og flere ministre bl.a. en udenrigsminister, der varetager Uzupis’ interesser over for omverdenen, især Litauen. De har også eget flag, frimærker og penge. Men om det er gangbar mønt uden for Uzupis er nok tvivlsomt. Republikken har intet forsvarsministerium, for hvad himlen ikke kan beskytte, er der heller ingen soldater, der kan gøre noget ved.
Café Uzupio ligger smukt ved den lille flod Vilnia og er selve sjælen i Uzupis. Den udendørs terrasse ligger helt ude ved floden, og på den modsatte side er en havfrue eller flodfrue kravlet op på bredden for at tørre sin hale.
Vilnius’ Katedral stammer helt fra år 1251, men i 1769 blev den raseret af en voldsom storm. Kirken blev genopbygget, og det er den mægtige, kridhvide og strengt klassicistiske kirke, som dominerer den store Katedralplads. Stalin og hans efterfølgere kunne ikke lide al den kristendom, så kirken blev lukket i 1950 og omdannet til kunstmuseum og koncertsal og heldigvis ikke til kartoffellager som mange andre kirker. I 1989 blev kirken under stor festivitas igen returneret til den katolske kirke.
På boulevarden ligger dog også en grå, dyster bygning, der tidligere husede det frygtede KGB-hovedkvarter, men nu er det indrettet som museum til minde om ofrene for folkedrabet. Og det er ikke småting, der tales om, for under nazi- og sovjetstyret blev omkring 1 million mænd, kvinder og børn henrettet eller sendt i sibiriske slavelejre. Langs bygningsfacaden var der en udstilling af børnetegninger med deres udlægning af tidligere tider.
På den anden side af den store Neris flod stikker løgkuplerne op på Den Russiske Kirke. Som i alle andre kirker, vi stødte på i de baltiske lande, stod døren åben, hvilket må være en invitation til at gå indenfor og få lidt fred med sin gud eller i hvert fald med sig selv. Kirken var tilsyneladende helt øde og havde et rigt interiør med masser af ikoner og små altre, hvor kirkesølvet lå fremme. Det var åbenbart meningen, at kirkegængerne skal stå op, for der var kun nogle få bænke. Vi satte os ned og nød køligheden og stilheden, og lidt efter kom en ung mand og slog korsets tegn, knælede og kyssede først gulvet og derefter to ikoner med Jomfru Maria, og så satte han sig på en bænk og tog sin computer frem.
Vi havde ikke noget kort over denne del af Vilnius, men tårnet ragede jo op lige derhenne, og det kunne vel ikke være så svært. En flod kom dog i vejen, og vi kom rundt i et villakvarter og kom efterhånden i den modsatte retning end mod tårnet. Herude lå endda den amerikanske ambassade, i hvert fald en stor smuk bygning med Star and Stripes blafrende fra flagstangen. Jeg ville lige have et billede, men en vagt galede op, og vi fortrak skyndsomt. Vi fulgte flodbredden med huse i glas og stål, også et overflødighedshorn, hvorpå der stod Nordea. Videre ud langs kanten af en stor vej, og vi kom ud i en kæmpe skovpark med en stor græsplæne og en kæmpe musiktribune, og nu var tårnet ganske nær, men på den anden side af endnu en flod. Vi havde nu brugt to timer på tårnet uden held, og nu var det altså slut, så vi druknede vores sorg i en is og en icetea. Senere fandt vi ud af, at trolleybus 16 gik derud fra hovedbanegården, men den der Cafe Milky Way var sikkert et kedeligt sted, og den pragtfulde udsigt ud over hele Vilnius var der sikkert ikke noget ved. 
Ved Præsidentpaladset var der en mindre demonstration i gang. Måske protesterede de mod politivold, men det var svært at blive klog på, da alt stod på litauisk. Hvis det var tilfældet, håber jeg, præsidenten gør noget ved det.