Silkevejen og Usbekistan.

En rejsefortælling af Kim Greiner.

7. del.

Oktober 2013.

Tilbage i Tasjkent. 

Vi var kommet fra Samarkand, og kort efter mørkets frembrud var vi tilbage i Tasjkent. Vi kørte igennem blandede kvarterer, først et af de nye kvarterer med en stor sportsarena og en cirkusbygning, der begge selvfølgelig var smukt belyst. Så igennem mere ydmyge kvarterer, og så et kvarter med flotte administrationsbygninger – og der kan København godt gå hjem og lægge sig. 

Inden vi nåede til hotellet, spiste vi på en restaurant, hvor vi sad lidt klemt sammen i et aflukket lokale. Inde ved siden af i det store lokale var der levende musik med en sangerinde, der prøvede at lokke kunder til butikken.

Efterhånden har vi lært de fleste i gruppe at kende, men det kniber gevaldigt med at huske navnene, og man kan jo ikke blive ved med at spørge. Hvis vi havde en navneliste, var det meget nemmere, men det bruger Albatros ikke, i anonymitetens hellige navn. Det var helt sikkert en meget hyggelig gruppe, hvor næsten alle var nemme at snakke med. 

Selvfølgelig er restauranter forskellige, men i Usbekistan er konceptet næsten altid det samme, dog med små varianter. I denne skulle vi f.eks. ikke betale for cola, medens de, der ville have kaffe, skulle betale for det. Som sædvanlig, og det var måske for at gøre turisterne trygge med det samme koncept, så var der aldrig bestik i skålene med salater, så der måtte vi bruge vores eget bestik, og hvis man så gerne ville have to gange, blev det jo lidt snasket.

Der var en kort kørsel til Hotel Bek, der var en opgradering i hotelklasse, fordi vi skulle køre med bus i stedet for med det af regeringen beslaglagte tog. Jeg tror nu ikke, at det var regeringen, der havde opgraderet hotellet, det var en lille gestus fra Albatros. Hotellet virkede nyt, og der var vel ingen, der kunne være bekendt at klage over noget her. Vi fik selv et fint værelse med to meget brede senge og endda med rigtige dyner. 

Det var nu farvel til vores lokalguide Elena og de to chauffører, for de skulle videre til en anden opgave. Elena kunne jeg nu rigtig godt lide. Hun havde en enorm viden og en sød latter. Hun var bare lidt for lang i talen, selvom det da var blevet bedre og kortere i løbet af turen.

Næste dag ville blive sidste dag i Tasjkent, og vi skulle så have en ny lokalguide Camilla, der dog skulle udtales Camilæ eller sådan noget. Hun var en ung, nydelig kvinde, og hun kom under middagen og hilste på.

Flotte regeringsbygninger i Tasjkent. 

Sidste dag i Usbekistan blev brugt i Tasjkent med en ny bus, ny chauffør og den nye lokalguide Camilla. Vi var ude at se den nye bydel, der var bygget op efter jordskælvet i 1966. Brede boulevarder og flotte bygninger bygget med hjælp fra resten af Sovjetunionen – tænk, at de også har gjort noget godt og så pænt samtidig. Regeringsbygningerne, bl.a. Senatet, lå skinnende hvide i solen på Uafhængighedspladsen. Gad vide om den også hed sådan, da Sovjetunionen byggede byen op? 

Bygningerne var med tilhørende kanaler, springvand, kunstværker og et monument for de faldne under 2. Verdenskrig. Ved siden af lå en stor park, der dog var lukket den dag, fordi der skulle være et eller andet, så brede politimænd gik rundt og passede på. I nærheden lå det smukke teater med et stort springvand foran og ved siden af verdens grimmeste pølsebod, der nærmest var bygget som en stor pose plastikslik. Teatret blev påbegyndt i 1939 og færdigbygget af japanske krigsfanger, og heldigvis blev det ikke sprængt i luften, som de engelske krigsfanger gjorde ved broen over floden Kwai. Bygningen er i halv europæisk og i halv orientalsk stil og har 1400 siddepladser,

Vi var også inde at se Tasjkents store flotte museum i tre etager. Hvad det nærmere hed, fortaber sig desværre i mine hjernevindinger, så navnet ligger i en eller anden glemt krog. I stedet for de normale 3000 sum i fotogebyr, kostede det her 20.000 sum. Der var en i gruppen, der købte en fotobillet, og så lod jeg stiltiende som om, jeg var med på den billet, så jeg snød jo nok en lille smule, og de gange jeg tog et billede, havde jeg dårlig samvittighed. En museumsguide viste rundt, og vores lokalguide Camilla oversatte til engelsk. Hun er heldigvis ikke så lang i talen, som vores tidligere lokalguide. Museet kunne bl.a. fremvise menneskeknogler fra deres stenalder, der var for 4-6 millioner år siden, så med den alder, sammenlignet med kun 15.000 år fra Danmarks ældre stenalder, kan vi slet ikke være med. Deres tidligere meget store Leninafdeling havde de skåret ned til næsten ingenting. Jeg bemærkede et fotografi fra Bukhara, der viste store huller i Arslan Khan-minareten (Dødens Minaret) efter at ”de røde” havde prøvet at skyde tårnet i sænk. På nogle af væggene i museet var der malet store, flotte malerier bl.a. af Timur Lenk og hans krigere, og her var det tilladt at fotografere, så det gjorde vi på livet løs. Det var et meget flot museum, og så var der endda også tekst på engelsk. 

Abulkasym Madrassah og Usbekistans smukkeste kvinde.

Denne madrassah er bygget i slutningen af 1800-tallet, men i en stil som var den fra middelalderens storhedstid. I 1919 blev den lukket sammen med andre lignende steder, men 10 år efter blev den åbnet som et krisecenter for 70 familier fra den russiske provins Samara, hvor hungersnøden rasede. I 1974 efter 45 år forlod den sidste familie madrassahen. Derefter blev den lavet om til en legetøjsfabrik, og det gik hårdt ud over bygningen, men 30. august 1987 blev den nu restaurerede madrassah åbnet igen – ikke som et monument, men i hver khudjra (celle) blev der åbnet arbejdende værksteder for håndværkere og kunstnere. Og alt skulle her være til salg til turistvenlige priser. For at støtte kunsten fik vi købt en meget smuk koranholder til 20 dollars, og en visitkortæske i ædelt træ med et håndmalet karavanemotiv på forsiden til 15 dollars. Den er faktisk så smuk, at jeg ikke nænner at bruge den til sit oprindelige formål, for tænk hvis den blev ridset. Selve bygningen havde modstået jordskælvet, men mange steder var der store revner i murværket. 

Frokostspisning i en tyrkisk restaurant, men med det samme koncept i retter. Det var blevet en lille smule køligere og let blæsende, og vi havde plads udenfor i skyggen, men vi overlevede da. Som et stort plus fik vi serveret maden af Usbekistans smukkeste kvinde. Jeg skævede til hende og fik taget et billede. Det var også et plus, at jeg sad ved siden af vores lokalguide Camilla, der talte et engelsk på et lavere niveau end Helena gjorde, og pludselig kunne jeg forstå det hele.

Så fik vi 1½ time på egen hånd i et gågadekvarter. Der var dog ikke så meget gågade over det alligevel. Det var mest en lang arkade med forretninger og ikke ret mange kunder. Gaden blev kaldt Broadway, og for enden, hvor der var park på begge sider, var der masser af loppemarkedsting og skønmalerier stillet op til salg. De fleste malerier var sofastykker, og enkelte var gode. Der var også nogle af malerierne, der var lidt vovede – det var de gode. 
Vi gik også ind i et slags stormagasin, hvor der var en stor afdeling med dagligvarer. Der var mange, der gik og satte varer op, mindst lige så mange, som der var kunder. Det var ikke det vilde med den gågade, så den sidste halve time satte vi os ned ved springvandet ved teatret og nød solen og fordøjede ugens oplevelser.

Afskedsmiddagen med skønne kvinder.

I en lille, skummel gade lå en restaurant, og her skulle afskedsmiddagen indtages. Det var et smukt dekoreret lokale, og vores gruppe var de eneste gæster. Middagen var efter samme koncept, dog kom der med det samme en stor vodka på bordet. Midt i forretten var der også en nyhed, idet tre smukke danserinder indtog det resterende gulv, og med yndefulde bevægelser dansede de rundt. Under velfortjente klapsalver dansede de ud, men inden suppen var indtaget, kom de igen i en anden klædedragt, og sådan blev det ved et par gange. Det var smukke piger og store smil, og det så ud til, at de dansede med glæde. Til sidst blev nogen fra gruppen kaldt op, og iført div. klædedragter dansede de lidt rundt med pigerne under stor morskab. Minderne gik tilbage til fordums charterrejser med grisefester og lignende. 

Bagefter begyndte en mand at synge til underholdning. Han sang faktisk ret godt, og da han stod lidt ude til siden, troede jeg først, at det bare var et bånd, men han var levende. Nu havde jeg taget en del billeder af dansepigerne, så for et syns skyld tog jeg også et billede af ham. Så kunne han fortælle derhjemme, at der var en, der havde fotograferet ham. Afskedsmiddagen med underholdningen var en festlig afslutning på en spændende rejse i Usbekistan.

Det specielle usbekiske hjemrejsekaos.

Det var tid til at vende tilbage til de hjemlige græsgange, så der var morgenmad kl. 5 og afgang kl. 5.30 til lufthavnen, der lå lige i nærheden.

 Som før omtalt var der problemer med indrejsen til Usbekistan, men så sandelig også med udrejsen. Ved ankomsten til lufthavnen gennemlyses kufferten inden adgang, og det er jo rimeligt nok. Så bliver bagagen tjekket ind, og bordingkort udleveres, og det var jo næsten for nemt til at være sandt. Derefter var der tid til at udfylde udrejsesedlen, og den skulle af nogle skrankepaver sammenlignes med den seddel, der var stemplet og underskrevet ved indrejsen. Det er meget vigtigt, at denne indrejseseddel gemmes omhyggeligt og kan fremvises ved udrejsen. Der var en i gruppen, der havde mistet den undervejs, og så var fanden løs i Laksegade. Bissen blev skruet på, men de venlige toldembedsmænd kunne dog fikse den, hvis de fik 100 dollars under bordet. Det fik de dog ikke, og så blev bissen skruet på igen.
Udrejseseddelen skal have påført et mindre beløb i valuta end det beløb, der var opgivet på indrejseseddelen. Ikke at de kontrollerer de virkelige forhold og roder i vores punge, men der skal bare stå et mindre beløb på udrejseseddelen end på indrejseseddelen. 

Næste kø var ulidelig, for nu skulle håndbagagen gennemlyses, og de to sedler sammenlignes, og så skulle der stemples og underskrives her og der. Det tog sin tid. I perioder skete der ikke noget, for fyren, der passede skranken forsvandt, og andre gange talte han i telefon med sin mor eller kæreste, hvem ved. En i vores gruppe blev dårlig og faldt nærmest om og lå på knæ i mylderet – nerver eller bare det at stå og ikke vide, om vi kunne få lov til at komme hjem igen. Vores danske guide og lokalguiden rendte frem og tilbage og prøvede at rede trådene ud, men så var de nødt til at sige farvel, for de havde en nyankommen gruppe, der sikkert sad fast i indrejsehallen.

Efter at have været igennem dette helt unødvendige blankettjek, der tilsyneladende kun er til for at skræmme turisterne væk, var der paskontrol og almindelig sikkerhedskontrol. Og vips, efter kun 2 timer var vi igennem lufthavnshelvedet, og vi kunne gå ud til flyet.
Den første times flyvning fra Tasjkent var der trøstesløs ørken – ikke et hus og ikke en vej, kun udtørrede saltsøer. Dernede havde den gamle Silkevej ligget, hvor kamelkaravaner havde gået i årevis, og det på en strækning, der kunne klares på godt 3 timer i et fly til Silkevejens endestation Istanbul.

Silkevejens Usbekistan og Albatros.

Albatros Travel havde gjort det igen og givet sine rejsende en stor oplevelse. Alt, hvad Albatros direkte havde med at gøre, klappede perfekt. De kan vel nok ikke gøre ret meget ved det lufthavnscirkus, men man kan jo prøve, så derfor har jeg skrevet et personligt brev til præsident Islam Karimov og gjort ham opmærksom på det helvede, han udsætter sine turister for i lufthavnen. Jeg har før skrevet til flere andre præsidenter, og altid fået et pænt svar, så det regner jeg helt sikkert også med at få denne gang. 

Rejsens pris fra Albatros’ side var for to personer på 25.690 kr. for en 9 dages rejse. Det var jo så med udenrigsfly, indenrigsfly, bus, hoteller, fuld forplejning, udflugter, dansk guide og lokal guide. Til drikkepenge, som guiderne tog sig af, blev der brugt 60 dollars pr. person. Lommepenge er jo individuelt, og de 100 US dollars, vi vekslede til 350.000 sum, passede meget godt til drikkevarer og lidt hist og pist. Derudover brugte vi vel omkring 150 dollars til souvenirs.

Vi havde været meget tilfredse med turen til det for os før så ukendte Usbekistan. Nu havde vi fået en god ide om landet, og vi havde besøgt de mest spændende af de gamle karavanebyer på Silkevejen, og vi havde set de flotte bygningsværker fra både nutiden og især fra middelalderen. Og noget jeg lægger mærke til – de komplet rene gader, stræder og pladser. Samtidig var det en fornøjelse at møde den meget venlige og imødekommende befolkning. 

Foredraget ”Silkevejen og Usbekistan” indgår nu i min foredragsrække.

Kilder for alle 7. afsnit om Silkevejen og Usbekistan: 

Det Udenrigspolitiske Selskab. Lande i lommeformat. Usbekistan 2011.
På sporet af Silkevejen. John Poulsen. Lamberths Forlag 1993.
The Silk Road. Insight Guides. Discovery Channel. 2008.
Fra høj hat til gummistøvler. Kim Greiner. Borgens Forlag. 2010.
Artikler på nettet.
Egne dagbogsoptegnelser.

Tilbage til forsiden.