| Vesterbrohistorie Fra Cafe Dugnad til Plaza Copenhagen. En historie af Kim Greiner 
Det var et stykke tid siden, jeg havde været forbi den gamle Kødby på Vesterbro, der dog i vore dage bliver brugt til alt muligt andet end kød. I forbindelse med Kødbyen på Sønder Boulevard ligger der flere udmærkede cafeer som Mandela Cafe og PH cafeen. Tværs igennem gården til PH cafeen går et interimistisk ikke særlig kønt hegn, og hegnet er sat op, fordi de pæne gæster på PH Cafeen ikke må få kendskab til Vesterbros skyggeside. Inde på den anden side af hegnet ligger nemlig Cafe Dugnad, der kort fortalt er en cafe og et opholdssted for dem, de andre ikke må lege med som narkomaner, hjemløse og prostituerede. På grund af hegnet kan Dugnads gæster så heller ikke se PH gæsterne, der sidder og mæsker sig i deres trygge, borgerlige liv.Vi havde før været inde bag hegnet og vidste lidt om, hvad der foregik, så vi gik frejdigt hen til indgangen til Cafe Dugnad, dog helt klar over, at vi skilte os lidt ud fra de øvrige cafegæster. Vi nærmede os derfor lidt forsigtigt, som spurve i tranedans, og vi kom helt hen til døren, hvor en nydelig kvinde stod og spurgte, hvad vi ønskede. Jo, vi var ude at researche lidt til en Vesterbro rundtur, og vi ville lige se, hvordan det gik med Cafe Dugnad, som vi vidste nu var overtaget af Mændenes Hjem. Og så ville vi også høre, om vi kunne få lov til at spise med. Jo da, de havde brunch, som de plejer at have hver torsdag og fredag, så det bestilte vi sammen med en kop kaffe.
En anden gæst kom hen for at snakke, og han kom oprindelig fra Pakistan og bar det legendariske navn Hussain. Han havde boet i Danmark i mange år og talte dansk med kun lidt accent. Han var uddannet finmekaniker og havde arbejdet her i mange år, men nu var han på pension. Egentlig boede han i Brønshøj, men kom ofte herind for hyggens skyld. Jeg spurgte, om han ville have kaffe, men han havde selv lige bestilt, så vi indbød ham til at sætte sig ved vores bord for at snakke lidt.
Den nydelige kvinde, der havde taget imod os, hed Helle, og hun var ansat i cafeen. Hun vimsede lidt rundt mellem gæsterne, og en ung, farvet mand, der kom ind, fik et stort knus. Jeg kunne dog godt se, at hun balancerede på en knivsæg, for lidt senere var der en anden fyr, der ville tage hende om livet, og han fik et lille, men bestemt skub. Helle kunne det også være interessant at lære nærmere at kende og høre om Cafe Dugnad indefra, så hun fik mit visitkort, og jeg fik hendes telefonnummer.
Efterhånden havde vi spist færdig, og med beklagelse kunne vi ikke engang spise helt op, så jeg tog en halv bagel med i lommen, for så kunne den da hakkes til brødkrummer til fuglene.
Nu havde jeg jo givet middagen endda med kaffe, så det var jo på sin plads, at min ledsager gav en drink, så jeg bad om en Irish coffee. Tilfreds lænede jeg mig tilbage, men stor var skuffelsen, da hun kom tilbage med en stor fadøl – til deling, for hun nægtede simpelthen at betale 95 kr. for en Irish coffee. Lidt efter kom tjeneren, og jeg fortalte ham, at henne på det 5 stjernede Hotel Radison Blue kostede en Irish coffee kun 75 kr. Ja, men i deres var der 6 cl whisky, men hvis jeg ville nøjes med kun 3 cl, kostede den også kun 75 kr. Så tog jeg den billige, skrabede model, og den var virkelig skrabet, for det var uden underkop, uden sugerør og uden det lille stykke chokolade, der er standard på Radison.
Det havde været en ualmindelig givtig og spændende eftermiddag, og jeg havde fået fire gode kontakter i hus til fire nye finurlige, fortællinger om mine oplevelser på Vesterbro. Læs historien om Mette Lethan "En sangfugl i hånden........) på denne hjemmeside. |
Vi satte os ved et lille bord og skævede ellers lidt rundt, hvor nogle sad og hang, og andre gik frem og tilbage efter kaffe. Lidt efter var vores mad klar, og de to gange brunch, der bestod af en solid bagel, rugbrød, smør, ost, pølse og en lækker tunsalat, kostede den nette sum af 0 kr. og de to gange kaffe 20 kr. Så kan det nok heller ikke blive meget billigere, hvis man skal ud for at spise i København. Jeg ville dog ikke nasse alt for meget, så jeg betalte 50 kr. og havde så kun en lille smule dårlig samvittighed.
Så blev der tændt for en grammofon lige i nærheden af, hvor vi sad, og nogle hidsige melodier rungede i lokalet, så jeg opgav lidt efter lidt den videre snak, men spurgte, om vi ikke kunne mødes en anden dag og snakke videre. Imens kom den ene gæst efter den anden forbi på vej til disken, og Hussain rådede os til at holde godt fast på alt løsøre. Han havde en mobiltelefon, men kunne ikke huske sit nummer, så han fik mit kort, og vi aftalte, at han skulle ringe en dag. Nå, nu må vi se, og ellers må jeg ned en dag og se om jeg kan få fat på ham, for det kunne da være interessant at skrive en historie om en ægte 1. generations indvandrer. 
Lige ved siden af Cafe Dugnad ligger Sundhedshuset, der på stedet kan behandle sygdomme og andre dårligdomme for gadens folk, og det uden at der skal bestilles tid. Det er et treårigt eksperiment, der udløber til oktober, og jeg håber ved gud, at Københavns Kommune lader det køre videre. Lige da vi kom forbi døren til Sundhedshuset, kom Lone, der er leder af huset ud, og hun kunne huske os for et tidligere besøg for et år siden, hvor hun viste os rundt. Lone havde egentlig fridag, men på grund af sygdom i personalet var hun kommet ind på arbejde for ikke at svigte klienterne, der jo er af samme støbning som Dugnad gæster. Sidste gang vi besøgte huset, spurgte jeg Lone, hvad kun egentlig kaldte dem, der kom til Sundhedshuset for at få hjælp. Hun var helt sikker på svaret: ”Jeg kalder dem mennesker”. 
I Library Bar er det som at træde ind i herreværelset på en større herregård fra en Morten Kockfilm, for væggene er dækket af gamle bøger, og helt tilfældigt ligger der et par bøger af Dickens på et lille sidebord. Imellem bøgerne på væggene er der ophængt adstadige portrætter, og ellers er biblioteket møbleret med Chesterfield lædermøbler i bedste herregårdsstil. 
Til gengæld fik vi levende musik i form af pianospil og sang fra en nydelig, ung kvinde, der sang noget så dejligt. Efterhånden var der kommet ret mange mennesker ind i Library Bar, og tænk, jeg var den eneste, der klappede efter hver sang, men så indkasserede jeg også de sødeste smil fra sangerinden. På vej ud fik jeg spurgt til hendes navn, og hun hed Mette Lethan, og hun fik lige oplyst, at hun havde en hjemmeside på samme navn. På hjemmesiden stod, at når hun sang jazz, hed bandet ”Phoebe´s Jazz Faves”, og når hun sang country-folk-blues-pop hed hun ”Mette Lethan med band”. Faktisk er hun i forhandling med Frederiksberg kommune om at give et par koncerter til sommerens Jazz Festival. Efter et par hurtige mails frem og tilbage aftalte vi mødes en dag, så jeg kunne samle lidt stof til en historie om hende og hendes musik.