Middag hos hos Frelsens Hær.

En historie af Kim Greiner

Frelsens Hær, det er dem, der synger og spille på gaderne for at forkynde evangeliet og samle penge ind, og så er det vist noget med julepakker til en række mindrebemidlede. Meget selvironisk har de også indsamlingsbøsser stående rundt om i forretningerne med ordene: ”Giv et bidrag – eller vi synger”.

Ovenstående er stort set, hvad jeg vidste om Frelsens Hær, indtil jeg gik ind på deres meget oplysende hjemmeside og bl.a. læste om grundlæggeren William Booth, hvis slagord var: ”Soap, soup and salvation” (sæbe, suppe og frelse). William havde nemlig fundet ud af, at hvis man skulle frelse sjæle, så nyttede det ikke noget, at tarmene på sjælenes jordiske hylster skreg på mad. 

I vore dage er Frelsens Hær en moderne anerkendt hjælpeorganisation, der har fodfæste i 120 lande, og de er på pletten, når der sker katastrofer rundt omkring i verden. Hæren bygger på næstekærligheden, så samtidig med at evangeliet bliver forkyndt, så samler de penge ind til socialt arbejde. Og det både i form af julepakkerne, men så sandelig også til krisecentre, herberger, vuggestuer, børnehaver, væresteder med bespisning.

I min utrættelige søgen efter at komme ind under huden på Vesterbro havde jeg fået opsnuset, at der hver den 1. torsdag i måneden bliver serveret et måltid varm mad i noget af det helligste, jeg kender til efter Roskilde Domkirke, nemlig selveste Templet hos Frelsens Hær. Templet er en smuk, stor, hvid bygning for enden af Frederiksberg Allé, næsten nede ved Vesterbrogade, og der har den danske del af Frelsens Hær haft hovedkvarter i over 100 år.

Jeg er mange gange gået forbi Templet og spekuleret over, hvad der mon foregår derinde, og nu skulle der syn for sagen, da jeg den første torsdag i en måned åbnede døren til Templet og gik indenfor. Jeg kom igennem et stor lys forhal og videre ind i en stor, smuk sal, hvor der i midten var opstillet et langbord. Bordet var dækket op, og omkring det sad der vel omkring 20 mennesker af den lidt ældre årgang, men ellers tilsyneladende pæne mennesker. Der var en stor scene i baggrunden med musikinstrumenter og plads til et kor, men desværre var der ingen musikere denne dag.

Det månedlige møde kaldes Hyggeklubben, og egentlig starter det kl. 11, men på grund af arbejde var jeg først fremme 11.30, så hyggen var allerede begyndt ved min ankomst. For ikke at forstyrre satte jeg mig stille ned lidt tilbage og begyndte at lytte til en mand, der vistnok var major, men han hed i hvert fald Jørgen og var leder af eftersøgningstjenesten, fandt jeg senere ud af. 

Majoren fortalte vittigheder, og jeg kom midt ind i historien om ægteparret, som efter mange år ikke kunne få børn og nu var søgt til Rom for at få hjælp fra de højere magter. De traf en præst, der lovede at tænde en stribe vokslys og bede til, at de skulle få børn. Skæbnen ville, at konen ti år efter traf præsten igen i ægteparrets hjemby, og præsten spurgte, om lysene havde hjulpet. Konen svarede, at det havde haft en fantastisk virkning, for ni måneder efter havde hun født tvillinger, og det havde hun også gjort to gange senere plus flere enkelte børn, så nu var de oppe på 10. Præsten så sig om og spurgte, hvor konens mand var henne: ”Jo, han er taget til Rom for at puste lysene ud”. 

Der var flere historier af samme skuffe, og så gik vi over til spørgeleg, hvor vi efter bedste evne svarede på en række almene spørgsmål, og på de billige rækker kunne jeg ikke holde mund, hvis andre ikke havde et svar. Faktisk rigtig god underholdning, og da han var færdig var jeg lige ved at klappe, men da de andre ikke fortrak en mine og heller ikke lagde an til klapning, lod jeg være.

Jeg gik hen til majoren og præsenterede mig og fortalte om mit ærinde, at jeg var en eventyrer på fri fod og var ude for at lave lidt research. Jeg blev budt velkommen, betalte de 25 kr., og de hentede et bord mere og dækkede op. Jeg tror nok, at major Jørgen var på gæsteoptræden, og ellers var det major Jens, der styrede slagets gang.

Jeg var blevet bænket ved siden af min gamle veninde Birthe, som jeg havde truffet på Kontaktstedet, og til den anden side havde jeg en meget gammel dame (syv år ældre end mig), der hed Kirsten. Maden kom på bordet, og det var glaseret landskinke i rigelige mængder, lidt udkogte kartofler, grønsager og sovs, og alt i alt ganske udmærket. Kirsten havde lidt besvær med opøsningen, så jeg øste op for hende, og det var hun ganske godt tilfreds med. Birthe hviskede, at Kirsten var helt klar i hovedet, men hvis jeg ikke kunne forstå, hvad hun sagde, så var det en defekt ved tænderne. Jeg måtte da også indrømme, at det var ret vanskeligt at holde en samtale i gang, da næsten alt, hvad hun sagde, var uforståeligt. 

Af major Jens havde jeg fået lov til at tage nogle billeder, og noget af det jeg kunne forstå fra Kirsten mund var, at hun godt ville købe et billede med hende. Jeg lovede så at tage et med næste gang, og selvfølgelig skal hun ikke betale.

Major Jørgen rejste sig op og fortalte, at vi havde en særlig gæst med i dag, og jeg kikkede mig om, men han mente såmænd mig, så meget beæret måtte jeg rejse mig op og fortælle lidt om mig selv.
Inden kaffen var der sang, og melodien blev spillet på klaver, og en af de gamle tog så sandelig sin mundharmonika frem, og så gik den der ud ad med: ”Da må min sjæl i lovsang bryde ud”. Til de sidste strofer kom der virkelig power på sangen og musikken.

Så var det tid til kaffen og desserten, og Birthe røbede, at det var hende, der havde stået for æblekagen. Dog havde hun ikke selv skrællet æblerne, da hun stadig havde problemer med sit håndled, for sidste år var hun i en orkan blæst over et hegn og ind i en pølsevogn og havde fået hjernerystelse og brækket håndleddet flere steder. Birthe er også ualmindelig meget tynd, så jeg troede næsten på hendes flugt over plankeværket. Nå, men æblemosen var derfor købt færdig i en pose, og adskillige gange under spisningen måtte vi rose den udmærkede æblekage, og det gjorde ikke det mindste, at æblerne ikke var håndskrællede. Æblekagen faldt da også i god jord rundt omkring, og en af de andre spisegæster fik da sat fire portioner til livs. 

Derefter fik vi igen et Guds ord med på vejen, og stillet for Gud skal vi vente på ham, og vi skal stole på Herren, så griber han ind, og vi skal tilgive andre, så får vi selv tilgivelse. 

Selvom jeg er svoren ateist, bad jeg da pænt med på den afsluttende fællesbøn, for selvom man ikke tror på noget guddommeligt, har jeg hørt, at bønner hjælper alligevel, og skade kan de i hvert fald ikke.

Major Jens takkede major Jørgen for underholdningen, men nu ville de ikke se ham mere til møderne – ikke uden hans kone. 

Jeg fik sagt pænt farvel til de to majorer og til dem, jeg havde siddet sammen med, og det havde været en både lærerig og hyggelig stund sammen med Frelsens Hær. Så fik jeg også lige opsnuset, at Frelsens Hær i Thorsgade 50 hver tirsdag kl. 12.30 også holder taffel for gudfrygtige og sultne mennesker, så det må jeg jo så også se på en dag.

Tilbage til forsiden