| Vesterbrohistorie Scala synger på sidste vers. Af Kim Greiner. 
Scala på Vesterbrogade synger på sidste vers, og denne gang er det hverken skønsang eller Lumbyes smægtende toner, men lyden af tryklufthammere og læssemaskiner, der dominerer, for bygningen er ved at blive revet ned. Scalabygningen har ligget gabende tom i nogle år, men nu er Ejendomsselskabet Norden, som ejer grunden, gået sammen med advokatfirmaet Gorrissen Federspiel Kierkegaard, og med tiden vil der rejse sig en ny bygning. Scalabygningen har i over et halvt århundrede, som genbo til Tivolis hovedindgang, passet perfekt ind i området med sine store, buede vinduespartier og okkerfarvede mure. Bygherren har heldigvis lovet, at det nye byggeri ikke bliver et nyt glasmonster på et stålskelet, for den gamle Vesterbro Passage kan næsten ikke klare flere glaspalæer. Man græmmer sig, når man ser på nabobygningen ”Industriens Hus”, der nu har fået klistret et par ekstra etager oven på de gamle, og det eneste gode der kan siges om den bygning er, at nabobygningerne spejler sig i glasset.
Den nye Scalabygning, eller hvad den kommer til at hedde, får efter sigende et indkøbscenter i underetagen, og ovenover skal advokaterne så sidde på rad og række i kontorene, og hvis de er heldige, kan de lige se toppen af Rådhustårnet, der rager op over ”glasmonsteret” på den anden side. Scalabygningen er langt fra den første bygning på grunden, som oser af historie, for stedet har engang haft overdådige bygninger, der med sine forlystelser var Københavns svar på de fineste forlystelser i Paris. Det var altså muligt at gøre et indhug i befæstningen, når blot det gjaldt om at more befolkningen. På den anden side af vejen lå så matrikel nr. 66 af Vestre Vold Kvarter neden for skråningen af den ydre vold. På trods af de fine koncerter og de tårnhøje priser blev stedet ikke regnet for noget særligt af det finere borgerskab inde i Staden, og da grosser Steen Møller i 1875 overtog stedet, gav han det navneforandring til det noget bedre klingende ”Concert du Boulevard”. Det meste øl og snaps blev udskiftet med champagne, men stedet havde stadig et blakket ry, og i folkemunde lød det: ”Boule-var-den og Bule blev den”, og det var et ordspil der klæbede til stedet. Komplekset blev sammenlignet med de fineste steder i udlandet, og samtidig byggede Hellig Hansen også på det ødselt udstyrede Dagmarteater, og nu kunne han ikke nå højere i sin karriere, for han fik tildelt ridderkorset. På National ledede Carl Lumbye et 40-mands orkester, og Hansen beskæftigede 150 køkkenjomfruer og kokke, og en stab af tjenere skænkede og serverede daglig 6 tønder øl og 550 flasker bajere. Så revnede ballonen midt under champagnegaloppen, for i januar 1884 kunne Hellig Hansen ikke betale sine leverandører, så han gik fallit. I 1895 trådte Thor Jensen ind på scenen, og nu kom der igen gang i kludene, og etablissementet skiftede atter navn, nu til ”La Scala”. Thor Jensen var hjemvendt eventyrer og guldgraver fra Californien, og han havde med succes drevet variete med syngepiger i det indre København.
Georg Lumbye havde ansvaret for orkesteret, og La Scala blev en overgang anset for at have den bedste variete i Nordeuropa. Internationale kunstnere optrådte, som den amerikanske udbryderkonge Harry Houdini, men det helt store trækplaster var dog Dagmar Hansen. Med sin sødmefyldte, naive og klare stemme sang hun sin største succes: ”Oh Dagmar, oh Dagmar, vil du være min, så vil jeg være din”, og så kogte salen. Visen var så populær, at turister, der besøgte Danmark, fik det indtryk, at det var Danmarks nationalsang. Frede Skaarup lukkede ”De brølende tyvere” og sit eget engagement i Scala med revyen ”Punktum finale”, hvor Liva Weel trak det store læs, men også Osvald Helmut, der sang visen ”Tre raske Prinser højt fra Nord” og Olga Svendsen med den uopslidelige ”Nybodervise” tog kegler.
Senere under krigen måtte man undvære de store internationale navne, men pengene blev alligevel skovlet ind, da folk ikke havde så meget andet at bruge dem til. Scalasalens storhedstid var netop under besættelsens mørketid, selvom herrefolket så noget skævt til den ugermanske swingmusik, men linen var, som på mange andre store forlystelsessteder igen ved at løbe ud. Senere i 1970’erne gik Anva over til et andet koncept, for nu ville de sælge mærkevarer og dyre forbrugsgoder. Den var københavnerne ikke lige med på, så omsætningen faldt, og i 1987 lukkede stormagasinet på den adresse. Op igennem 1990’erne overgik projektet fra den ene ejergruppe til den anden uden det store held med udlejning og indtjening, og en overgang var der planer om at ombygge Scala til et hotel, men det blev aldrig til noget. I 2006 overtog Ejendomsselskabet Centerplan Scalabygningen og formåede at udleje en del af bygningen til lager og kontorer nu til kraftigt nedsat husleje, men ellers var det Ejendomsselskab Centerplans tanke at rive bygningen ned og bygge et højhus på grunden.
Kommunens teknikere mener, at byggeriet opfylder de fleste af kommunens krav, men at der nok kommer nogle tilpasninger af højde og dimensioner, og en model skal undersøges i en vindtunnel, så Axeltorv ikke bare bliver en forblæst plads. Umiddelbart lyder det som et spændende projekt, der efter en lang række af bygninger med storhed og fald vil rejse sig på det gamle voldanlæg som en anden fugl Phønix.
Når byggeriet på Scalagrunden bliver færdigt, skal hele den gamle Vesterbro Passage have en ny, stor ansigtsløftning i stil med Unter den Linden i Berlin og Champs-Elysées i Paris, dog i noget mindre målestok formodes. Kommunens Teknik- og miljøudvalg udtaler, at det skal være et grønt område med træer, buske og bænke, således at man får lyst til at nyde gadelivet. Det bliver et projekt til 30 millioner kroner, og deraf har Dansk Industri spyttet 6 millioner i denne byfornyelse. Man kan jo så håbe på, at der bliver plantet nogle meget høje træer, der kan tage brodden af deres eget glaspalads. |
Siden Chr. 4´s tid havde København været en fæstningsby, men i 1852 opgav militæret endelig at holde byen inden for de snærende volde. Allerede i 1843 havde Georg Carstensen fået lov til at benytte noget af voldterrænet til sit ”Tivoli og Vauxhall”. Militæret havde været modstander af ideen, og kongen havde været i tvivl: ”Deres Majestæt, hvis folket morer sig, så tænker de ikke på politik”. Så var kongen ikke i tvivl længere, og Carstensen indtog noget af voldterrænet.
Den gode Kaffe-Petersen, der var værtshusholder i Lille Kongensgade, åbnede efter en ombygning klubhuset som ”Café Boulevard”, og da der lige på den anden side af Vesterbrogade var åbnet den store kunst- og industriudstilling, tjente han styrtende med penge. En bajersk øl på flaske blev solgt for 16 øre, en stor snaps kostede 12 øre, og en hel flaske portvin 3 kroner og 33 øre, så det var ingenlunde et billigt sted. Det hele blev da også skyllet ned under musikledsagelse af kendte kapelmestre som Lumbye-sønnerne Carl og Georg. 
I 1880 og kun 31 år gammel kastede Hellig Hansen sig ud i to gigantiske projekter med opførelsen af Dagmarteatret og National. National var en ombygning og omdøbning af ”Concert du Boulevard”, som han havde købt for en slik. Bygningerne fra Concert du Boulevard indgik som kernen i National, men ud mod VesterbroPassage opførte han nogle prangende facadebygninger, og 15. januar 1882 slog Hellig Hansen portene op med stor festivitas.
National var dog stadig ikke fin nok for Hellig Hansen, så han rev den gamle del med Concert du Boulevard ned og opførte på dette sted en endnu mere prangende koncertsal. Den havde en stor overdækket kuppel, og væggene var overklistret med stuk og andre dekorationer.
I 1905 sad Hellig Hansen som fattiglem på Almindeligt Hospital, og her klamrede han sig til sit ridderkors, for de forargede spidsborgere ønskede, at det skulle tages fra ham. Det fik han dog lov til at beholde lige til sin død i største glemsel i 1923. 
Dagmar Julie Augusta Hansen var født i 1871, og med sine troskyldige, blå barneøjne signalerede hun en pikant og erotisk udstråling. Dagmar var langt fra vore dages radmagre kvindeideal, for hun var en frodig pige, der så betydeligt ældre ud end sin alder. Hun havde optrådt rundt omkring allerede fra 12-års alderen, og hun fik sit første frierbrev som 14-årig. Thor Jensen gjorde et kup, da han engagerede hende i 1895, og hun optrådte med sit eget repertoire i et efter datiden diminutivt kostume, som blev betegnet som ”ingenting hæftet op med roser”. Det københavnske herrepublikum var elleville, og selv den kvindeglade kronprins Frederik 8. sendte hende en gigantisk blomsterbuket og lod hende bade i champagne. Nå, det var vist ikke i karbad.
Dagmar fortsatte ud i den store verden og sang flere gange i Europas store byer, og National, der nu blev omdøbt til Scala, fortsatte med forskellige ejere som Thomas S. Lorensen, der lavede berlinervarieté af den gamle prøvede slags, og han skovlede gode penge hjem på et halvmondænt publikum. Efter Lorensen kom Frede Skaarup i 1912, og så var det farvel til danserinder, syngepiger og artister og goddag til udstyrsrevyer med tidens store topnavne i hovedrollerne. Ja, ja, der skulle jo også være noget til husarerne, så efterhånden var der ret så mange pragtoptrin med masser af skønne korpiger med i forestillingerne.
Det kæmpestore hus havde mange afdelinger, og Holberghaven med artistoptræden og dansetemplet Scalasalen var de mest søgte. Swingmusikken blev lanceret af Kai Ewans og Leo Mathiesen, og ikke mindre end verdensklovnen Charles Rivel optrådte her i 1940.
I 1950’erne begyndte National-Scala at køre på pumperne, i nogen grad efter at fjernsynet blev almindeligt i de små hjem. I 1953 blev det store kompleks opkøbt af Nordisk Andelsforbund med henblik på nedrivning og opførelse af stormagasinet Anva, der står for ”Andelsforeningens Varehus”. Stormagasinet opførte den smukke Scalabygning, som nu er ved at blive revet ned, og konceptet var, at butikken skulle tilfredsstille familiens brede behov til en lav pris. I 1962 købte Anva også Cirkusbygningen med planer om nedrivning, for de ville udvide forretningen til også den anden side af Jernbanegade, men gudskelov sagde kommunen nej til de vanvittige planer.
Nu måtte der ske noget, og en ny ejergruppe moderniserede bygningen for 400 millioner kroner, og den blev forvandlet til en ”art deco arena” i fire etager, med alt hvad hjertet kunne begære i form af tre biografer, fitnesscenter, 12 restauranter, modeforretninger, galleri og diskoteker. Ejergruppen med Bent Fabricius Bjerre lancerer stedet som: ”Et festligt og stærkt byintegreret forlystelses- og kulturcenter”. Få år efter åbningen gik det oprindelige konsortium konkurs, for udover til ”Professor Olsens Spillehal” på 2. sal var publikum næsten ikke til at drive op i de øverste etager.
I mellemtiden er det Ejendomsselskabet Norden, der ejer grunden og bygningen sammen med ATP, PFA og Industriens Pension, og de har hyret tegnestuen Lundgaard og Tranberg, som netop har fremlagt deres projekt, der består af fem store sammenbyggede runde tårne. Disse tårne er inspireret af de vagttårne, der stod på Københavns voldanlæg, og som Scalabygningen næsten er anlagt ovenpå. Det højeste af de fem tårne har nu sneget sig op på 57 meter, men ellers er det tænkt, at der skal være overdækkede passager mellem tårnene, og der skal også anlægges en taghave med offentlig adgang. Det hele skal hvile på en treetagers parkeringskælder, derefter en stueetage med butikker, cafeer, restauranter, derefter 18.500 m2 kontorer som hovedkvarter for advokatfirmaet Gorrissen, Federspiel, Kierkegaard og på toppen af kransekagen en taghave.
Navnet Vesterbro Passage er nærmest et uautoriseret navn og stammer fra dengang, voldene blev brudt ned, og passagen var et hul i voldlinjen, hvor byporten havde stået. Der har været en fantastisk udvikling i dette område, og det er næsten ikke er til at forstå, at den smalle, bugtede grusvej med græsrabatter blev en af de største færdselsårer ind til byens centrum.