 Dansk Vestindien før og nu.Slavernes slægt. En rejsefortælling af Kim Greiner. November 2009. 5. del. Emilia var husslave på St. Croix på den store Constitution Hill plantage, der var ejet af den dansk-tyske familie Schimmelmann, der med tiden ville indgår i et af Europas største private imperier for handel og udnyttelse af slaver fra Afrika. I huset arbejdede foruden Emilia over 30 andre husslaver, der skulle sørge for, at herskabets stuer og sovegemakker var i den fineste stand. Der blev ikke taget det mindste hensyn til en slavepiges frugtsommelighed, så hun skulle slæbe rundt på tunge kandelabre og fornemme opsatser af Meissenporcelæn. Hun var dog heldig, at hun ikke var markslave, hvor kvinderne ofte aborterede under det tunge arbejde. Faderens navn til Emilia Reginas kommende barn havde hun holdt hemmeligt, og selvfølgelig var barnet heller ikke hendes eget, for det kunne sælges til hvem, det skulle være, hvis herskabet ville tjene en ekstra skilling.
Generalguvernøren og hans generalinde begyndte at tage deres tilværelse op til overvejelse, for tiderne var efterhånden ugunstige i Dansk Vestindien, så de besluttede sig for at forlade øerne og tage blivende ophold i kongens København. På rejsen havde de medtaget generalindens foretrukne husslave Emilia Regina, men til Emilias store sorg blev den fireårige Hans Jonathan ladt tilbage i flokken af husslaver på Constitution Hill. Fruen kunne ikke klare sig i en kold hovedstad uden sine sorte kammerpiger, men småbørnene kunne hun virkelig ikke bruge til noget. I begyndelsen hængte børnene i deres moders skørter, men efterhånden vovede de sig ud i det brogede kvarter med en blanding af fine palæer, fattiggårde, plejehjem og et asyl med 600 fattiglemmer, der levede under usle forhold. General Schimmelmanns døde i 1793, og det var dårligt nyt for det sorte tyende i Amaliegade. Medens generalen levede, afværgede han de værste udslag af Fruens nykker, men med generalen under mulde rettede generalinden sit koleriske temperament især mod husets unge tjener Hans Jonathan, som hun kaldte Mulatten. Kongen bebudede, at alle arbejdsføre mænd skulle melde sig, og Hans Jonathan besluttede at følge sin konges bud. Generalinden blev rasende og bankede den 17-åriges arme, nakke og rygstykker med et spanskrør. Hans Jonathan råbte, at hun ikke skulle vente at se ham mere, for han ville i krig mod englænderne og gik ned til flådens fartøjer i havnen, hvor han kom om bord på det lille blokskib ”Charlotte Amalie”. Generalinden gik til politiet og anmeldte Hans Jonathan for udebliven fra sin tjeneste, og så fik hun også lige tilføjet, at der var forsvundet 200 rigsdaler, selvom hun godt vidste, at det nok var hendes egen søn, der har fjernet pengene. Hun ville have Hans Jonathan pågrebet og sat på vand og brød og senere sendt tilbage til Vestindien. Politiet havde dog andet at tænke på og lod sagen ligge. De danske skibe kæmpede bravt, og det gik slet ikke, som englænderne havde forventet, og faktisk var de dybt imponerede over danskernes heroiske kamp mod overmagten. På englændernes kommandoskib beordrede sir Parker det signalflag hejst, som betyder ”Afbryd kampen”. Lord Nelson satte kikkerten for det højre øje, som han var blind på, og sagde de berømte ord: ”Jeg kan virkelig ikke se noget signal”, og så fortsatte han kampen og pressede sig igennem de danske linjer. Admiral Bille, der også var kammerherre, gik til kronprins Frederik med sagen. Jo, Kronprinsen kendte udmærket enkefru Schimmelmann, de hilste pænt på hinanden i Amaliegade, men han kendte også til hendes hidsige temperament, så han skrev til admiral Bille: ”Da jeg ingen ufri Mand kiender i Danmark uden den, som efter Lov og Dom er tilkiendt Lænkernes Byrde, saa kan dette Menneske ei heller ansees som Slave”. Admiral Bille tilføjede for en sikkerheds skyld, at så længe generalinde Schimmelmann opholdt sig i Danmark, havde hun ingen anden ret over Hans Jonathan, end hvad enhver herre havde over sin tjener, så han måtte anses som en fri mand. Hans Jonathan søgte blot en fremtid i søværnet, og han skrev til kronprins Frederik, der sendte sagen til kommandør Otto Lütken, der kendte Hans Jonathans bedrifter under Slaget på Reden. Han kunne ikke få tjeneste i søværnet, før enkefruen havde givet sit samtykke, og hun krævede 400 rigsdaler, hvis hun skulle slippe ham. Sagen var igen gået i hårknude, og 3. december 1801 opsøgte tre ansatte i retten og en advokat Hans Jonathan, og han kastedes igen bag lås og slå i hovedstadens civile arresthus. Enkefruen ville have ham sendt til Vestindien hurtigst muligt, så hun kunne sælge ham, og det var lige op over, for i følge den kongelige forordning ville slavehandel i de danske riger blive forbudt fra 1802. I Hof - og Stadsretten skulle den 23-årige nylig udnævnte dommer Anders Sandøe Ørsted tage stilling til, om man kunne holde slaver i det danske moderland. Kan man eje et andet menneske, og kan et menneske bare være en ting? Vidnerne hørtes, men fru Schimmelmanns andre slavers vidneudsagn kunne ikke tillægges nogen vægt, og de to advokater bidrog ikke stort til nogen afklaring. De 5 dommere var enige, dog med forskellige begrundelser: ”Hans Jonathan er enkefru Schimmelmanns ejendom, han er hendes slave”. Efter den dom forsvandt han dog sporløst, og ved den næste efterretning om ham boede han på Island og var en velanskreven medarbejder på en dansk handelsstation. Den islandske ungmø, der var udrundet af nordisk bonde- og vikingeblod, sagde ja til giftermål med den sorte slavedreng fra Caribien. Parret levede et nøjsomt og arbejdsomt liv og fik to mørke og sortkrøllede børn, en pige og en dreng, der kunne føre slægten videre. Hans Jonathan døde pludseligt en kold vinterdag i 1827 kun 43 år gammel. Han døde som en fri mand i det islandske, og aldrig havde man hørt ham beklage sig over livets tilskikkelser og genvordigheder. Inden han døde, fortalte han sin kone og børn om sin hemmelighed, for han var søn af den general Schimmelmann, der var den eneste Schimmelmann, der vovede sig ud på de vestindiske øer. Med de sine to børn havde Hans Jonathan lagt spiren til en stor efterslægt, og 200 år efter kaldes et bestemt område på Island i folkemunde stadig for ”Congo” i kraft af det mørke islæt i bygden. Slægten er siden spredt vidt omkring, men de fleste bor og lever stadig på Island. Ved ihærdig slægtsforskning har de fået kontakt til hinanden, og ved det første store slægtsmøde samledes 150 efterkommere af Hans Jonathan. Den yngste på tre år var syvende led. På Hans Jonathans website rummer stamtavlen efterhånden 519 direkte efterkommere, der alle er udrundet af en og samme person.
Kulsjoverne havde to år før Cavlings besøg haft bataljer med rederne, der var gået over til at betale med mexicanske sølvdollars. I starten havde de mexicanske dollars samme kurs som de vestindiske, men kursen faldt hurtigt, og daglønnen raslede ned. Kvinderne ville meget forståeligt have deres løn i vestindiske dollars, så de strejkede og gik igennem gaderne og råbte: ”dolla fó dolla”. Politi og militær blev mobiliseret, og kanonerne blev fyldt med krudt og kugler, men demonstranterne gennemførte protesterne med ikke-vold, og de lod sig ikke provokere. Et tropeskyl midt i middagsheden dæmpede gemytterne, og rederne gik med til betaling i vestindiske dollars, så kvinderne kunne gå tilbage til de sorte kulbunker. Ligeså hurtigt som Sebastian kom ind i Henrik Cavlings liv, lige så hurtigt røg han ud igen. Sebastian var jo kun købt for at blive et københavnsk mediestunt, og Cavling kunne ikke blive ved med at trække rundt med sådan en sort fyr – nu var det ikke sjovt længere. Børnene skulle stort set klare sig selv, og moderens tålmodighed var kort, og endnu kortere var afstanden til sømmet, hvor spanskrøret hang. Om hverdagen legede børnene tit på stranden i et lyst, vidunderligt frirum, og kun om søndagen fik de fjernet snavset fra den forgangne uge med skurebørsten, så de lignede nypudsede paradestøvler. I deres pæne søndagstøj gik de så op ad bakken til Nygade til brødremenighedens kirke Friedensberg. Medens Sarah sad i Friedensberg og sang med på salmerne, gik Victor og Frank i søndagsskole for at blive ledt ind på dydens rette vej. En sort mr. Smidt fra St. Croix var dog blevet overtalt til rejse over med sine tyve sorte grise, ti høns og to æsler, og så skulle han gå rundt ved pavillonen og en rigtig ”negerhytte”, men der manglede jo nogle kurvemagere eller nogle sorte børn. Melchior tripper rundt i sit kontor på Højbro Plads og beordrede, at Ford ufortrødent skulle sende to negerbørn, men han skulle nok gå lidt stille med dørene. Ford kikkede ud på stranden, hvor en flok sorte børn sprang rundt og legede, og lidt efter stod han i Sarahs hjem og overtalte den unge kvinde til at lade sin ældste søn rejse til Danmark. Kun for en stund, men til et bedre liv og til en chance, som kun var få sorte børn beskåret. Til sidst blev folks pågåenhed så slem, at den store pige måtte søge hjælp hos en politibetjent, der ledsagede dem hen til hovedindgangen til Tivoli. Børnene blev ført hen til den vestindiske pavillon med palmer, grise, høns og møbler i kolonistil. Her og kun her skulle de opholde sig og være synlige for havens gæster, der hurtigt flokkedes om børnene. Efter nogle timer søgte Victor hen til en grønlænderfamilie, der lavede husgeråd og tyggede sælskind, men et drag over nakken sendte drengen tilbage til de sørgeligt visne palmer. Hver morgen var et mareridt for de to sorte børn på vej til skolen. De danske børn råbte:
”Gå hjem og vask jer, beskidte abekatte”, og fulgte hujende efter dem. Voksne anstillede sig bange og råbte højlydt på mor, når de nærmede sig.
Frøken Petersen måtte opgive sin lejlighed og flyttede ind som logerende hushjælp hos sin niece, der var damefrisør, og som ikke kunne fordrage de to ”snottede, sorte unger”, der fremover måtte leve af de levninger, som frøken Pedersen bar ud i køkkenet. Det var det, der kaldtes en god og samvittighedsfuld omsorg, og som meddeltes Victors mor.
Victor Cornelins blev heller ikke glemt, for hans portræt hænger på museet på Koldinghus i udstillingen
”Den danske Helt i 1000 år. Blandt Saxo, Tordenskjold, Peter Willemoes og Knud
Rasmussen.” Blandt andet får han dette skudsmål: ”I begyndelsen af århundredet var et sort ansigt et overordentligt eksotisk indslag i gadebilledet. Lykkeligvis var Cornelins mand for at klare virakken. Han endte som en elsket og respekteret skoleinspektør i Nakskov for flere generationer af blåøjede unger og beviste over al måde, at han var værd at bemærke for andet og mere end sin hudfarve. Tusindvis af børn, der nu længe har været voksne, husker stadig den engagerede og anderledes lærer, der gjorde forskellen.” Modsat USA, hvor man især før i tiden skjulte enhver farvet blodsdråbe, er danskerne stolte over at have slaveblod i årene, og de mødes herhjemme eller tager tilbage til øerne og møder de gamle slægtninge. Børn, børnebørn og tipoldebørn har skabt sig en ligeværdig plads i det danske samfund, og de har brudt den sociale arvs tungeste lænker og tilpasset sig det moderne samfund. På min mødrene side ved jeg helt bestemt, at der ikke er slaveblod i årene, og med skam at melde er der nærmest noget plantageejerblod i form af den gode landfoged Fremming. Min fædrene side er der aldrig forsket i, men min farmor var ualmindelig mørkhudet, så måske er der en løs ende der, som kunne føre tilbage til Afrika. Videre til Dansk Vestindien før og nu 6. del: St. Croix i vore dage. |
Fruen i huset var den temmelig rethaveriske Henriette von Schimmelmann, der var hollænder og opvokset i Kapstaden i Sydafrika, hvor hendes far var generalguvernør. Skæbnens veje førte hende til Dansk Vestindien, hvor hun som ung blev gift med justitsråd og byskriver Wilhelm Schäffer. Hendes mand døde i 1774, og hun giftede sig igen med friherre Heinrich Ludvig Ernst von Schimmelman, og de slog sig ned på plantagen Constitution Hill. Slavinden Emilie Regina var fulgt med i fruens arv af sorte slaver til den nye, fælles schimmelmannske husholdning.
Ved dåben i 1784 i Christiansteds lutheranske kirke fik drengen navnet Hans Jonathan og indførtes i kirkebogen som: ”Et uægte Mulatte-Barn, hvis Moder er Negerinden Regina tilhørende Generalmajor de Schimmelmann, hvorimod der ingen Barnefader skriftligt er udlagt.”
I Heinrich Schimmelmanns husholdning var der nu fem sorte husslaver til at opvarte den fine familie. Et lyspunkt var, at familien sammen med resten af tyendet forlod København om sommeren og nød landlivet på Fruens landsted i Skodsborg. 
En overlegen engelsk flåde stod ind igennem Øresund med ingen ringere end lord Nielson som kommandør for en stor del af flåden. De første kanonskud begyndte at brage. Hans Jonathan havde aldrig lært at slås, og det havde mange andre i besætningen på ”Charlotte Amalie” heller ikke, men de ønskede at kæmpe for Danmarks ære. 
Hans Jonathans bedrifter på søen er velkendte, og både mandskabet og kaptajnen roste ham for indsatsen under slaget. På et af skibene, hvor han senere gjorde tjeneste, mødte han en anden slave, Peter Samuel, der også var tvangsudskrevet af sin ejer. De to slaver mente, at de havde gjort deres pligt over for konge og fædreland – de havde overlevet kampene – nu ville de gerne have deres frihed.
Hvordan og hvorfor Hans Jonathan er kommet til Island fortaber sig i tågerne, men deroppe kom han hurtigt på venskabelig fod med folkene på egnen. Han skulle dog sluge nogle kameler med det iskolde vejr og ”lækre” retter som hele kogte hoveder af får, men på trods af det følte han sig til rette. Han kunne vandre ud over ødemarkerne og føle sig som en fri mand – han var et fuldgyldigt medlem af et lille samfund
og blev indskrevet som indbygger i Djüpivogur i 1816.
Behandlingen af de danske soldater gik heller ikke hans svirpende pen forbi, for han harmedes over den blodige tugtelse af soldaterne med spanskrør på deres nøgne bryst. Soldaternes sorte koner havde han nu heller ikke meget til overs for, idet han beskyldte dem for at give deres danske mænd gift, så de kunne arve dem og så ellers gå og holde deres gravsteder pæne. 
Om sin hjemrejse skrev Cavling bl.a.: ”Da jeg steg ned i Baaden for at gaa om Bord, stod paa Bolværket to svulmende Negerinder, begge rygende på en Cigar. Den ene af dem, der holdt en Dreng ved Haanden, raabte ned til mig:
Efter konfirmationen kom Sebastian til Nykøbing Falster og blev udlært cykelsmed, og tilbage i København ville han nu ikke længere finde sig i folks optræden. En ældre herre fik en på skrinet, da han ville nusse Sebastians hår. Han fik en betinget dom og tog tilbage til Vestindien, hvor han fik en uddannelse som maskinmester, men vendte alligevel tilbage til Danmark. Sammen med en sort ven optrådte han på de københavnske teatre, når der skulle bruges sorte på scenen. 
Søndagsskolen havde en gang om året en udflugt, der gik op til et af St. Croix’ smukke udsigtssteder, og her forvandlede de hvide damer sig til engle, for de proppede børnene med sandwichbrød med skinke og smør. Varm chokolade blev skænket op i et væk, og maverne blev fyldt til bristepunktet, så Victor måtte knibe sig i armen over al den overdådighed. Det måtte være himmerige på jord, men om mandagen vågnede de igen op på sivmåtten på gulvet til den klæbrige majsgrød. 
Det var den myndige forfatterinde og admiralinde Emma Gad, der havde fået ideen til udstillingen, der skulle finde sted i løjtnant Carstensens Tivoli. Den stenrige grosserer Moses Melchior blev præsident for udstillingen, men Melchior overlod til sin forretningsfører Ford på St. Croix at sørge for de praktiske fornødenheder. Udstillingen skulle være en levende udstilling, og fru Gad forestillede sig nogle kurvemagere fra Vestindien. Der var dog det problem, at der ingen kurveflettere var tilbage på øerne, for de sløje tider gjorde, at der ikke var nogen, der havde råd til at købe kurveflet. På damperen i havnen lastedes udstillingsvarer som kokosnødder, søde kartofler, sukkerrør, rom og hatte, og nu manglede der bare en præsentabel sort familie. Der var faktisk fundet et kurvemagerpar, men i sidste øjeblik slog kvinden hælene i jorden og nægtede at gå om bord på damperen og lade sig udstille.
En uge senere blev Victor vækket tidligt og blev skuret og skrubbet, selvom det ikke var søndag, og medens tårerne løb ned ad kinderne på moderen, blev Victor sat op i en vogn sammen med den fireårige Alberta, som Victor kendte fra børnenes leg i gaderne. Mødrene græd, og lille Alberta græd, men Victor havde ikke rigtig forstået, hvad der skulle ske, og han undrede sig over gråden. Børnenes fødeø forsvandt i det fjerne, og det blev sidste gang, de to børn så deres mor.
Om aftenen blev de hentet af glarmesterens datter, og næste morgen eskorteret til Tivoli af en politibetjent. Victor og Alberta blev Tivolis store tilløbsstykke, men Victor hadede det og løb tit hen til den grønlandske afdeling. Det renderi måtte der gøres noget ved, så der blev fremskaffet et bur, som Victor og Alberta så måtte sidde i, og så kunne folk jo komme og kikke. Så gik rygterne, at det var to menneskeæderbørn, og at de var så farlige, at de måtte sættes i bur. Victor begyndte at reagere ved at spytte på folk og blev som et vildt dyr, når folk ville håndfodre ham med brødstumper og jordnødder. Kronprinseparret, den senere Frederik 8., kom også og besøgte børnene, og kun i sidste øjeblik undgik kronprinsessen en spytklat. Victor var begyndt at samle mundvand, men da hun hængte en sølvskinnende kæde med en guldmedalje om halsen på ham, sank han spyttet og sagde pænt tak.
Det ville jo være indlysende at sende dem tilbage til Vestindien, men da Ford havde lovet mødrene noget, som han ikke kunne holde, talte han imod at sende børnene hjem. I stedet blev de efter nogen betænkning optaget på Vajsenhusets skole for forældreløse børn. De blev samtidig indlogeret hos gammeljomfru Petersen på Frederiksberg, der i flere år havde haft børn i pleje fra Vajsenhuset, og hun havde i forvejen tre andre børn i sin varetægt. 
Moderen hjemme på øerne var bekymret, og først to år efter børnenes afrejse, kom hun i kontakt med grosserer Melchior, der kunne forsikre, at Victor var under god og samvittighedsfuld omsorg. Hos frøken Pedersen gik det dog ikke så godt, for de store plejebørn var rejst, og hun kunne ikke få pengene til at slå til. Det vintertøj børnene havde fået fra Vajsenhuset, havde hun pantsat, og ofte var hun ikke hjemme, når børnene kom fra skole, og så måtte de sidde på trappegangen og hundefryse. Mad fik de heller ikke meget af, måske en humpler rugbrød med fedt eller margarine, og de fik heller ikke madpakker med i skole. De andre børn i skolen tilbød dem noget af deres madpakker, men Victor var for stolt, medens lille Alberta med tak modtog de gaver, som kammeraterne tilbød. 
Victor Cornelins gik det betydelig bedre, og han døde først som en 87 år gammel mand og stadig boende i Danmark. Mod alle odds havde han uddannet sig til skolelærer og endte som en meget vellidt viceskoleinspektør på Nakskov Byskole. Samtidig var han en meget populær foredragsholder og var en stor musikalsk begavelse. Han blev så kendt, at han deltog i radioprogrammer, og der blev skrevet artikler om ham i bladene. Han blev dansk gift og fik to døtre, der kunne føre hans gener videre i Danmark. Først 27 år efter moderens død besøgte han De Vestindiske Øer og kunne dvæle ved hendes grav. Mange breve har krydset Atlanten i tidens løb, men næsten alle fra moderen, der aldrig glemte sin lille dreng.