Jorden rundt med tog. 

              Thailandbugten rundt.     


                Thailand og Bangkok.

Jorden rundt med tog delafsnit 45.

Januar 2016.

Rejsefortælling af Kim Greiner.



Vi havde haft en forrygende uge i Cambodja med gensyn af Phnom Penh og med langbåd op ad Tolne River til Siam Reap og besøgt Cambodjas største seværdighed Angkor Wat. Vi havde passeret grænsen mellem Cambodja og Thailand, men da der ikke går tog mellem disse lande, havde vi været med offentlig bus igennem Cambodja. Nu skulle vi videre med en privat minivan, der holdt parat lige efter grænseovergangen. 

Muligvis gik der ikke offentlige busser fra grænsen til Bangkok, eller også var det så bøvlet, at vores rejsebureau "First Travel" og lokalagenten "Asia Exotic Tours" havde ofret en privat vogn til os på den trods alt 240 km lange strækning. Det var endda ikke kun en chauffør, der hentede os, for der var også lokalguiden Mr. Mo med, og han havde æren af at stå med GREINER skiltet og byde velkommen.

Det var en splintrende ny minivan, og så sandelig havde de kørt fra Bangkok om morgenen for at hente os ved middagstid her ved grænsen. Mr. Mo hentede endda en lækker bolle, en halvgrøn banan og en flaske vand til os. Bollen var forseglet, og det var bananen også, så begge dele var næsten uberørt af menneskehånd. 

Vi bemærkede, at der er venstre kørsel i Thailand, og da vi kørte i rask tempo ad en motorlignende vej igennem et fladt landskab med store marker, kom vi hurtigt frem. Der var et enkelt benzinstop undervejs, og passagerer må ikke sidde i bilen under påfyldning, så vi var ude at strække ben og få en iskaffe i en cafe. Det var slut med dollars, nu var gangbar mønt Baht, og en Baht kostede hjemmefra ca. 0,21 kr. 

Vi nærmede os Bangkok med højhuse og motorveje, så det var en himmelvid forskel fra det mere hyggelige og landlige Cambodja. Vi rejste i en lille privat 4 mands gruppe (1 mand og 3 kvinder), og selvom vi er ret så berejste, havde ingen af os før været i Thailand, så det var jomfruelig jord, vi betrådte.

Inden jeg kommer for godt igang med den personlige rejsefortælling, kommer her efterfølgende et afsnit med lidt fakta og praktiske oplysninger, og derefter lidt historie om konger og elefanter m.m.

Fakta om Thailand. 

Thailand har et areal på 513.115 km2, og det er ca. 12 x Danmarks størrelse. Indbyggertallet er på 65 millioner, og befolkningstilvæksten er knap 1 % årlig. 96 % af befolkningen kan læse og skrive. Middellevealderen for kvinder er 73 år og for mænd 69 år. Styreformen er et konstitutionelt monarki. Analfabetisme 4 %. 42 % af befolkningen er beskæftiget i landbruget. Vigtigste eksport er computere, ris, gummi, tekstiler, elektronik, sko og legetøj. Thailand besøges af 24 millioner turister årligt.

Praktiske oplysninger:

Rejsetidspunktet: Sydthailand har højsæson fra december til februar. Regntiden falder fra maj til oktober, men det kan være forfriskende med de kraftige tropeskyl, der dog som regel kun varer få timer. Mange hoteller har sænket prisen med helt op til 50 % i regntiden. I den tørre tid fra november til april blæser monsunvindene fra nordøst, og luften bliver i første omgang klar, kølig og tør, og først fra marts lægger varmen sig som en tung dyne. 

Pas og visum: Passet skal være gyldigt mindst 6 måneder efter den planlagte hjemrejse. Tag fotokopi af dit pas og andre vigtige dokumenter. Som dansk statsborger får du automatisk et visum ved ankomsten, og det er gyldigt i 30 dage. Hvis du ankommer via landjorden fra et af Thailands nabolande, gælder visum dog kun i 15 dage.

Rejseforsikring: Få en årsrejseforsikring til hele verden hos dit forsikringsselskab. Det er ganske billigt og skal selvfølgelig også dække afbud og hjemtransport.

Vaccinationer: Umiddelbart er vaccinationer ikke nødvendige ved kortere ferierejser i Sydthailand.

Valuta: Møntfoden hedder Baht, og 100 Baht er lig med ca. 21 kr., og for 100 danske kr. får man ca. 475 Baht.
På de fleste turistdestinationer er der sjældent langt til den nærmeste pengeautomat. Kortet kan også bruges i troværdige og store forretninger, men det kan være voveligt, hvis kortet tages med ind i baglokalet i en snusket forretning, da der er eksempler på, at kortet er kopieret, og store beløb er hævet. 

Toldbestemmelser: Det er strengt forbudt at indføre våben, narkotika og pornografisk materiale. Der kan være problemer, hvis der udføres noget af religiøs og/eller historisk værdi, herunder Buddhafigurer.

Lufthavne: Bangkok har to internationale lufthavne. Den nyere kæmpelufthavn Suvarnabhumi BKK og den ældre, lidt slidte Don Muang DMK. Thai Airways, som vi skal med, benytter til tider begge lufthavne. I vores tilfælde skal vi kun mellemlande i BKK på udturen fra København til Phnom Penh og også kun en mellemlanding på hjemturen fra Singapore til København.

Tog: På vores rejse ankommer vi til Bangkok i bus og forlader den igen med tog.
De thailandske tog er ellers en behagelig måde at komme rundt i kongeriget. Især nattogene med gode køjesenge er populære. Langdistancetogene afgår fra hovedbanegården Hualamphong. Togene går helt til Singapore, og det er muligt at tage turen i luksuriøse omgivelser om bord på "Eastern & Oriental Express". Det var dog en helt anden slags tog vi blev udsat for, men det kommer jeg til senere.

Transportparlør: Win Motosai er motorcykeltaxi, der ræser igennem trafikken. Songthaew er pickuptruck med to rækker sæder, og de kører ofte ad faste ruter. Taxi-meter er det mest komfortable transportmiddel i Bangkok. Latterligt billigt. Tuk-tuk er trehjulede knallerttaxier normalt kun beregnet til to personer. Rot Tu er minibusser.

Drikkepenge, drikkevand og elektricitet. Lønningerne er lave, så tjeneren, stuepigen, guiden og taxachaufføren vil sætte stor pris på drikkepenge. Bare 10-20 Baht bliver de glade for. På dyrere hoteller og restauranter lægges drikkepenge og moms som regel på regningen. Vand serveret på restauranter er altid sikkert, ellers drikkes kun vand fra flasker. Der kommer 230 volt ud af stikkontakterne, og en stikadapter er sjældent nødvendig.

Etikette: Thaierne er i almindelighed yderst omgængelige, og de reagerer sjældent på vesterlændingenes dårlige manerer (set fra thaiernes side) som at trampe ind alle vegne med sko på, fødder, der ikke peger mod jorden, kvinder, der vil give en munk et håndtryk, højt råberi, vrede, direkte kritik m.m. Til gengæld skal vi ikke blive forarget over, at der pilles næse eller trykkes bumser ud offentligt, smaskes, og at de kommenterer, hvis man har for mange kilo på sidebenene.

Hilsen: Thaierne hilser, siger undskyld eller viser respekt med et "wai". Hænderne samles med håndfladerne mod hinanden. Alt efter personens status løftes hænderne til niveau med brystkassen. Jo højere op jo mere respekt, og samtidig bøjes hovedet mere eller mindre forover. Returner altid et "wai", hvis du får et.
Efter hver sætning siger kvinder kha og mænd khrap. Således goddag sagt af kvinde:"Sawat dii kha" og af mænd "Sawat dii khrap”. Tak sagt af kvinde "Khorp khun kha" og af mænd mænd "Khorp khun khrap". Ja ”chai” og nej ”mai”.

Fotografering: Spørg altid "Thai rup noi dai mai?" Må jeg tage et billede. 

Kvinder og mænd: Overfald og voldtægt af kvindelige turister forekommer meget sjældent. Topløs badning misbilliges af de fleste. I provinsbyer er det fornuftigt at klæde sig tækkeligt, og i templer skal både ben og skuldre være tildækkede. Enhver fysisk kontakt med munke er et brud på munkeordenen. Kvinder kan godt henvende sig til munke, men hold afstand. 
Især ældre thaikvinder elsker at lege flirtende med tanken om en "farang", vesterlænding. Drillende tilbud om at blive introduceret til en fjern niece eller naboens datter er som regel for sjov, så læg ikke for meget i en flirt.

Narkotika: Strenge straffe for al omgang med narkotika. Fra et kort ophold i en arrest til dødsstraf.

Hygiejne: Thaierne bader ofte om morgenen, efter job og inden sengetid. De er meget sensitive over for kropslugt, så følg deres eksempel. Medbring vådservietter eller køb dem til at tørre sveden af panden i løbet af dagen.

Prostitution: Prostitution er forbudt ved lov, men ses særlig tydeligt i Bangkok, Pattaya og Phuket. I praksis gør myndighederne kun lidt for at bekæmpe den meget indbringende industri. De fleste prostituerede kommer fra forarmede landområder i Nordthailand. Myndighederne slår hårdt ned på seksuel udnyttelse af mindreårige og en mindreårig er 18 år i Thailand.

Påklædning: Løsthængende, komfortabelt tøj som shorts, sandaler og T-shirt er acceptabelt de fleste steder. På trendy restauranter er pænt tøj en fordel.

Sikkerhed: Thailand er generelt et meget sikkert land at færdes i som turist. Der er meget få voldelige episoder, men kritiser endelig ikke kongefamilien og munkeordenen. I de sydlige provinser på grænsen til Malaysia har der i mange år været konfrontationer mellem den overvejende malaj-muslimske befolkning og centralregeringen. Vi har en overnatning i Hat Yai, men vi bliver hentet på stationen og næste dag afleveret igen. Vi må så spørge guiden, om der er nogen problemer, og inden rejsen gå ind på Udenrigsministeriets rejsevejledning um.dk 

Sol og sygdom: Solen er stærkest mellem kl. 11 og 16. Brug solcreme med høj faktor og gerne en solhat. Myg er smittebærere af malaria. Dog ingen risiko i det meste af Sydthailand og slet ikke i Bangkok. Myg bærer også denguefeber, som der ikke kan vaccineres for. Thailandske myg er ligeglade med myggespray købt herhjemme. Den skal købes lokalt og indeholde DEET, der fås i en roll-on-udgave. 

Tidsforskel: Thailand er foran vor tid med 543 år, da årstallet regnes fra det år, hvor Buddha blev født. 2016 er derfor år 2559. Vestlig tidsregning er dog også meget udbredt. På den lidt mindre tidsskala, er der 6 timers forskel.

Wellness: Wellnessbølgen er skyllet ind over Thailand, og der fås wellness i en duft af citrus, levende lys, blid musik, urtesauna, bløde hænder, muddermasker, solopgangsyoga, aromatiske olier, og hvor det hele er koblet på en ældgammel massagetradition. Lad os nu se. 

Thailands rungende løve.

Tailands historie er en lang, ærefuld strid med nabolandet Burma (Myanmar). Thailands nyere historie begynder i 1767 med slaget om den gamle kongeby Ayutthaya, som burmeserne indtog og brændte ned til grunden.

Et nyt rige blev grundlagt på ruinerne, og i første omgang var det krigerkongen Taksin, som fordrev burmeserne, og han bevæbnede Siam (som Thailand hed dengang) til tænderne og tog videre på succesfulde felttog i Nordthailand, Laos og Cambodja. Hans dygtigste feltherre general Chakri, der var af gammel, adelig familie, anså Taksin for en opkomling, og i 1782 startede generalen et statskub og fik Taksin henrettet. Han indsatte sig selv på tronen som Rama 1. af Chakri-dynastiet. Det nye dynasti gjorde Siam til en stormagt, da han besejrede nabokongedømmerne, og Siam fik det største territorium i landets historie. De efterfølgende konger Rama 2. og 3. brugte det meste af deres energi på at give Ayutthayas sin pragt tilbage. Den nye hovedstad blev kaldt Krung Thep Ratanakosin, der betød "Englens by", og det er det nuværende Bangkok, hvor de majestætiske templer og paladser stadig er beliggende. Alle forordninger udgået fra kongen blev indledt med "Kongelig Befaling, Rungende som en Løves Brøl". Det lykkedes dog ikke for den brølende løve at underlægge sig arvefjenden Burma.

Europæiske imperiedrømme.

Nu skete der dog også noget andet, for de europæiske imperiedrømme begyndte også at gælde Malaya-halvøen. Franskmændene havde oprettet kolonier i Vietnam i midten af 1800-tallet, og briterne koloniserede Burma. (Med kolonier er der jo ikke tale om hyggelige feriekolonier, nej det er for at udnytte en svagere nation til eget bedste). Da Mongkut Rama 4. i 1851 satte sig på tronen, var Siam også på vej til at komme i kolonimagternes kløer. Kongen var tidligere munk, og han moderniserede kongedømmet og viste sig bl.a. offentligt og gav hånd til udenlandske diplomater. Kongen blev dog tvunget til at indgå en såkaldt venskabs handels-og søfartstraktat med briterne, og hermed mistede kongehuset den lukrative udenrigshandel. 

De efterfølgende konger havde rigeligt at gøre, for briterne og franskmændene truede med at opsluge de riger, som Ramaerne tidligere havde erobret. I 1893 annekterede franskmændene territorierne øst for Mekongfloden incl. Laos og store dele af Cambodja. Thaierne protesterede, men franskmændene sejlede nogle kanonbåde op ad Chao Phraya-floden og nedkæmpede den siamesiske flåde og blokerede ellers Bangkoks havn. De turde dog ikke lave et fransk protektorat i Siam for ikke at træde briterne over tæerne. 

Kong Chulalongkorn var truet, men han ansatte vestlige rådgivere, og belgiske jurister forhandlede på Siams vegne. Samtidig byggede tyske ingeniører jernbaner, og italienske arkitekter opførte storslåede bygninger i Bangkok. Siam blev aldrig koloniseret, men pengene strømmede ud af statskassen, og vestlige magter tvang regeringen til at øge beskatningen på prostitution, hasardspil og handel med opium. 

Kineserne kommer og arbejder hårdt.

Kineserne havde længe været en vigtig del af livet i Siam, der eksporterede råvarer indsamlet i junglen som ædeltræ, elfenben og hjorteskind. I perioden 1880 til 1949 bosatte en million kinesiske migranter sig i Siam på flugt fra uro og hungersnød i Sydkina. Mange af kineserne var håndværkere og handelsdrivende, og nogle fik tætte bånd til kongehuset og blev ufatteligt rige, især på handel med opium, spiritus og hasardspil. Kineserne blev grundlaget for statens indtægter, men på et tidspunkt blev det kong Rama 6. for meget, og han kaldte truende kineserne for "Østens jøder", enten var man thai eller kineser, ingen kunne være begge dele. I 1939 blev landets navn ændret fra Siam til Pather Thai – thaiernes land eller Thailand.

Efter kommunisternes magtovertagelse i 1949 blev kineserne i Thailand undertrykt, så det var slut med kinesiske skoler og aviser m.m. Den kinesiske kulturelle arv blev først igen legitim i 1990’erne. 

Den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra havde selv en historie med i bagagen, idet hans fattige tipoldefar var kinesisk indvandrer, men ved hårdt arbejde var familien nu multimilliardær. Formuen var også skabt ved omfattende korrupte forretningsmetoder, men det blev der ikke talt så meget om. Thaksins ide var at lede Thailand som en moderne virksomhed. Fra midten af 1980’erne satte Thailand nærmest verdensrekord i økonomisk vækst, og en million mennesker skiftede erhverv fra landbrug til byerhverv. Millioner af turister kom til landet, men i 1997 nedsmeltede den overophedede Baht og sendte over to millioner ned under fattigdomsgrænsen. Kong Bhumibol begyndte at præke en anden filosofi end Thaksin, for nu skulle der sættes tæring efter næring, og man skulle være tilfreds med sin plads. Kongen uddelte en pose med vandmelonfrø til fattige bønder på landet, medens Thaksin gav 1 million Baht til hver landsby til fælles risikovillig lånekapital for at kickstarte entreprenørånden. Som noget nyt i Thailand tog bønder, arbejdere og småhandlende Thaksin alvorligt, for han gennemførte ligefrem, hvad han havde lovet ved valget.

Strategien bragte ham på kollisionskurs med eliten, der frygtede, at de ville miste deres privilegier, så det medførte et militærkup i maj 2014. Thaksins søster Shinawatra Yingluck, der som den første kvinde var blevet valgt som premierminister i 2011, blev væltet ved militærkuppet. 

Kong Bhumibol er verdens rigeste konge.

Thailands kong Bhumibol overtog tronen i 1946 på et tidspunkt, hvor Thailand og kongehuset havde oplevet megen turbulens. Kongens ældre rådgivere havde sørget for at uddanne ham til at varetage det embede, der var omgivet med ærefrygtindgydende respekt. 

Kong Bhumibol og dronning Sirikit tog landbefolkningen med storm. Tidligere havde kongerne gemt sig inde i Bangkok, hvor ingen havde set dem. Nu trådte kongen frem som et tegn på nationalt fællesskab. Han kunne ankomme til en landsby i sin sølvgrå Rolls Royce, men han kunne finde på at trave ud i rismarkerne og hilse på befolkningen i de stråtækte bambushytter. Han blev og bliver nærmest tilbedt som en gud.

Allerede i 1969 oprettede han "Fonden for kongelige projekter", der gik ud på at fordele ressourcer til landdistrikterne og i første omgang at få opiumsbønderne til at dyrke andre afgrøder. De kongelige projekter med risdyrkning og kaffeplantagedrift kastede måske ikke så meget af sig som opium, men hvis det er tilstrækkeligt til at brødføde befolkningen, så er der egentlig ikke brug for mere, mente kongen.

Da den asiatiske finanskrise buldrede frem i 1997 var Thailand belånt til op over bambushytternes tag, og landet blev sendt til økonomisk tælling. Kongen proklamerede: ”Sæt tæring efter næring, forbrug mindre, spar op og lån ikke så meget til ny knallert, tv og andre moderne fornødenheder”. Selv om thaierne elsker deres konge som en gud, så har de dog svært ved at følge hans råd og kun forbruge lidt.

Kongen selv er landets rigeste person med en formue på over 175 milliarder kr., men en stor del af formuen er investeret i alt fra banker til den petrokemiske industri m.m. Grunden til kongens formue bunder i, at kongehuset var landets største jordbesidder, da enevælden blev afskaffet i 1932. Efterfølgende var stort set alle moderniseringer i Thailand skabt på baggrund af kongehusets investeringer. Allerede i 1950’erne var Thailand verdens største riseksportør. I dag arbejder 40 % af befolkningen i landbruget, og de har en andel af 11 % af eksporten, men en ansat i landbruget har kun en dagløn på omkring 200 Baht lig 45 kr., og det kan man kun med nød og næppe opretholde livet for.

I årene under premierminister Thaksin 2001-06 blev befolkningen tilskyndet til at optage lån på favorable vilkår, til landbefolkningens iværksættere. Ikke alle iværksættere satte noget i gang, men brugte pengene til vild luksus til sig selv.

Kong Bhumibol har været konge i over 65 år og har overlevet 17 militærkup og 26 premierministre, så han er et symbol på stabilitet. Også fremtiden synes at hvile på kongens skuldre, og selvom han opfordrer til mådehold, bliver det sjældent praktiseret af landets politikere eller økonomiske elite. Når de fattige ikke oplever mådehold hos de rige, så har de svært ved selv at leve med mådehold.

Kongen selv ligger på førstepladsen over de 15 rigeste kongelige personer i verden, efterfuldt af sheik Khalifa Bin Zayed fra De forenede Arabiske Emirater, der råder over 115 milliarder kr. Britiske dronning Elisabeth er nr. 12 på listen, mens dronning Margrete slet ikke er med.
Kongen er for kort tid siden udskrevet efter 4 år på hospitalet, og da lyserødt er forbundet med kongens helbred, så er salget af lyserødt tøj steget dramatisk. 

Der er en tavs bekymring over kronprins Vajiralongkorns kommende rolle som konge, da det menes, at han har svært ved at leve op til sin fars udøvelse af den kongelige rolle. Han har levet et vildt ungdomsliv og er blevet gift og skilt flere gange. Måske bliver det i stedet lillesøsteren kronprinsesse Sirindhorn, der overtager tronen, da hun nyder stor popularitet og nærmest er en kloning af faderen.

Arbejdsløse elefanter.

Naturen er ægte og vildtlevende i de sydthailandske regnskove, men områderne svinder ind, for regnskoven erstattes af gummiplantager og oliepalmer. 

Heldigvis kan der ikke plantes gummitræer på kalkstensklipper. Da det indiske subkontinent for 30 millioner år siden bankede ind i den asiatiske kontinentalplade, vendte det gamle koralrev en kvart omgang, og det er blevet til kalkstensklipper, kaldet karstformationer. Der er steder, hvor de rejser sig op i 960 meters højde, og dyrelivet er her ganske rigt med forskellige abearter og et overdådigt fugleliv lige fra næsehornsfugle til havørne. Af andre bevingede væsener findes her de kæmpestore flyvende hunde.

Langs kysterne i Sydthailand vokser mangroven, der også giver et overdådigt dyreliv. Mangroven er årsag til en fantastisk klar sigtbarhed ved det sydthailandske koralrev. Mangroven binder nemlig de sedimenter og fine partikler, som rives med af floder og regnvand, og som ellers ville sløre det krystalklare vand. 

Desværre er javanæsehornet og den vilde vandbøffel uddøde, og tigerne er stærkt på retur.

Siden 1988 er der forbud mod skovhugst, og det er gået ud over de nu arbejdsløse elefanter. Elefanter er dyre i drift, og langt de fleste af Thailands 2.000 tamme elefanter er nu beskæftiget i turistbranchen eller henvist til tiggeri. Elefanter er ellers et lykkedyr, og ofte smutter thailændere ind under bugen, fordi det bringer held. Dyreaktivister er nu på færde, fordi det skulle være synd for elefanterne, at turisterne får en ridetur. Hvis jeg var elefant, ville jeg nu nok hellere ride en tur med turister end slæbe træstammer, men sådan er der så meget. Hvis det er synd, så er det også synd at ride på en hest. Hvis elefanterne ikke arbejdede i turistbranchen, ville de forsvinde i Thailand, for hvem har råd til at fodre et husdyr med 300 kg grønt om dagen, hvis der ikke er nogen indtægt.

Bangkok - Asiens hotte storby.

Skynd dig at se Bangkok inden byen forsvinder. Der går jo nok nogle år endnu, men faktum er, at den hvert år synker 1 cm ned i den sumpede grund. Der bygges alligevel på livet løs, og der færdes knap 12 millioner mennesker i gaderne, og det gør byen 50 gange større end Thailands næststørste by. Fire ud af fem biler i Thailand kører også rundt i Bangkoks gader, og der kommer 300 nye biler til hver dag. Det giver sådan nogle smukke, røde solnedgange. Bangkoks trafikbetjente får derfor specialkursus i fødselshjælp, for ofte er bilkøerne så håbløse, at ingen kan komme hverken frem eller tilbage, så det er ikke ualmindeligt med vejsidefødsler, og så er det fint med en kyndig betjent i nærheden.

Der er dog tegn på forbedring, for i 1995 blev al benzin blyfri, og i 2004 fik de taget en undergrundsbane i brug, og med den nye højbane er det tiltag, der er til gavn for både luftforureningen og fremkommeligheden i byen. 

I begyndelsen af 1900-tallet var Bangkok en lidt søvnig udkantsby på verdenskortet, hvorfra der blev solgt råvarer som ris, teaktræ og tin af vestlige handelskompagnier og kinesiske handelsfolk. Efter 2. verdenskrig oplevede byen et økonomisk boom, der varede i de næste 50 år. Byen havde tidligere klamret sig til floden Chao Phrayas bredder, men nu begyndte den at knopskyde ud i alle retninger. De gamle, historiske kvarterer er derfor omringet af den nye kæmpeby med shoppingcentre og skyskrabere.

Bangkok er på mange områder en af Asiens hotteste storbyer. Den er i bogstaveligste forstand varm, men også "hot" og kosmopoltisk med kunstgallerier, modebutikker og moderne design. Byens natteliv er ikke mere begrænset til småsjofle gogo barer i red-light distriktet, nu kan man også få en drink på en friluftsbar på toppen af et højhus eller gå en romantisk aftentur på blomstermarkedet.

Danskernes stolthed, det tidligere Østasiatisk Kompagnis bygning fra 1901, ligger øde og forladt, men engang var det Nordens største og mægtigste virksomhed med bl.a teaktræskoncessioner i Nordthailand og kaffeimport fra Brasilien og ellers ØK-skibe på alle verdenshavene.

I nærheden ligger The Mandarin Oriental, der er et legendarisk luksushotel fra 1876. Her holder de stadig fast i de formelle former, og det regnes stadig for et af verdens bedste hoteller. I Bamboo Bar ville selveste Humphrey Bogart have frydet sig over atmosfæren i den stilfulde og sofistikerede bar a la 1930.

Ankommet til Bangkok.

Vores private minivan snoede sig igennem Bangkoks gader, og i en lille sidegade fandt chaufføren "My Hotel Pratunam", hvor vi var fremme ved 17.30-tiden. Det var lidt hen i retning af et budgethotel, men udmærket til os, for hvert værelse havde to brede senge og selvfølgelig wc og bad. Der var en lille restaurant til hotellet, og det var også der, hotellets gæster spiste morgenmad.

Vores sidegade Soi Phetchaburi 12 mundede ud i den meget brede Petchburi Rd. med masser af foretninger, restauranter og reklamer. Et lystermometer viste 44 grader, og det var i skyggen, for solen var gået ned, så puh ha. Noget af et kulturchok for os, der kom direkte fra det noget roligere Cambodja. Vi gik ud ad den livlige gade og drejede til højre ned mod en af kanalerne. Over den store gade var der flere steder fodgængerbroer, så de gående undgår at komme i kontakt med trafikken, men til gengæld skulle der så forceres en hel del trapper. 

Nede ved kanalen fandt vi et stoppested til en meget lang vandsporvogn, der var fyldt godt op med mennesker. Der købes billet på båden, og det ville blive 10 Baht, sådan ca. 2,50 kr. Billetmanden nåede dog aldrig rundt, så vi fik en gratis tur. Der er ingen landgangsbro til sporvognen, så der kravles bare over rælingen, medens der holdes fast i reb. Ved de lave broer sænkes taget, og så skal i hvert fald høje vesterlændinge dukke hovederne. Langs siderne er der noget sejldug, som kan hæves, hvis der kommer en modsejlende, sprøjtende båd. Det er passagerene selv der hiver i rebene, når sejldugen skal op, så det blander kaptajnen sig klogt udenom. Der er fuldt drøn på sådan en vandsporvogn, og meningen er vel også at få befolkningen igennem byen på den hurtigste måde.

Vi stod på ved Pratunam Pier og af ved Ferry Dock, og det var en tur på omkring 20 minutter. Vi troede af Ferry Dock var et sted med cafeer, så vi kunne få noget aftensmad, men der var ingenting i nærheden, så vi tog en båd tilbage igen. 

Vi boede i et kvarter, der hed Pratunam, og der var et stykke vej ind til kongepaladset og hovedseværdighederne, men selvom vi var tæt på en jernbane, var det midt i mellem to stationer, men det må vi finde ud af i morgen. Hovedgaden gennem Pratunam hedder Petchburi Rd., og her fandt vi et stort udendørs spisested med mange lokale, og så plejer det at være godt. I Thailand er det ret svært at komme udenom thaimad, så vi bestilte 4 forskellige retter (dog kun en til hver), to kæmpe lokale øl og to glas limonade. I alt 1020 Baht ca. 220 kr. Det vil sammenlignet være meget dyrere end i Cambodja, men billigere end i København.
Vi gik uforvarende en omvej hjem, for vi kunne ikke rigtig huske, hvor vores gade var, men så var der heldigvis noget, som vi kunne genkende. 

Vores gade er en rigtig massagegade, og en masse piger ville gerne have fingrene i vores svedige kød, men det må vente til i morgen, for nu ville vi gerne have et velfortjent bad og så på hovedet i seng.

Bondefanget i Bangkok.                                                                              5-1-16

Bangkok på kun en dag. Kan det overhovedet lade sig gøre – vi kunne da altid prøve, så vi gik ned til morgenmaden kl. 7. Senere lykkedes det os at finde ud af billetterne til højbanen og videre med metroen. Begge baner kostede 28 Baht pr. person, så det var til at betale. Sådan en højbane igennem en by er ikke det kønneste i denne verden med sine cementplatforme i flere etager, men hvis man bare sidder i toget, er det et herligt transportmiddel.

Vi var kommet ud til den flotte hovedbanegård med en stor bue og massive tårne med festlige flag, og vi ville ned til floden til Kongepaladset. Udenfor holdt en tuk tuk, men de er noget besværlige i Bangkok, for der er kun et sæde beregnet til to personer og den 3. kan måske klemme sig ned imellem de to. Den 4. må så sidde på gulvet mellem alle de andres ben, så ret så umageligt. Tuk tuken ville gerne køre os ned til Kongepaladset, men så skulle vi også lige forbi en bestemt forretning, hvor driveren så ville få nogle bonuspoint. Nixen bixen, så vi kravlede ud igen, og så stod vi der og gik lidt ned ad gaden. En meget venlig mand henvendte sig og ville gerne hjælpe. Vi kikkede på kort, og han udpegede forskellig spændende ting, men især kunne han anbefale en meget fantastisk bådtur. Båden ville kun have os ombord, turen ville tage 1½ time, og undervejs stoppede den ved et tempel og ville ellers sejle et stort U ind i de små kanaler og ende ved Kongepaladset.

Faktisk havde jeg hjemmefra læst følgende om flodsejllads på Chao Phraya-floden og Thonburis kanaler:

Chao Phraya-floden, der bugter sig igennem Bangkok, kaldes "Herskernes Flod", og den er stadig en af hovedfærdselsårerne igennem Bangkok. Her udspiller der sig et rigt folkeliv både på floden og på dens bredder. En kort eller lang tur på floden eller i netværket af Bangkoks labyrintiske kanaler byder på talrige seværdigheder og et folkeliv uden lige.

Den venlige mand kaldte på en tuk tuk, og driveren ville køre os lige derned for kun 40 Baht, og han skulle nok pege, hvor vi så skulle gå hen. Som sagt så gjort og driveren kørte os helt ned til kajkanten, hvor der var overdækket, og hvor der var lidt leben, men billetterne kunne købes lige derhenne. Rigtig nok ville denne specielle tur tage 1½ time, men koste 800 Baht pr. person. 800 Baht ville være i nærheden af 180 kr., og jeg kunne skønne, at vores beholdning af Baht ville forsvinde i rivende fart. Jeg begyndte at protesterer, men var klart i mindretal, så pengene blev rystet op på bordet, og uden at vi fik nogen billet, blev vi lynhurtigt dirigeret ned i båden og af sted gik det ned ad den store flod. 

Kort efter drejede vi ned ad en sidekanal og vi lagde til ved en båd med nogle souvenir, hvor jeg købte en flot elefantfigur for 500 Baht. Nu glædede jeg mig til, at vi skulle ind i de små kanaler i langsomt tempo og se på folkelivet, men nej, båden vendte om og kom ud på den store flod igen, og kort efter lagde den til ved Kongepaladset. Der var da noget galt, for turen havde kun taget ½ time, og vi havde betalt, endda sindsygt dyrt, for 1½ time. Jeg protesterede til bådføreren og ville have money back, men der var ingen kære mor. Enten kunne vi stå af her, eller de ville sejle os tilbage til billetkontoret, eller hvad det var, og der prøve at få nogle af pengene tilbage. Det ville da nok være umådelig svært, da vi ikke havde papir på noget som helst, og vi var trods alt ved Kongepaladset og havde ikke tid til alt det besvær. Det var så et syvstjernet bondefangeri, og jeg hader at blive snydt. Senere fandt vi ud af, at vi kunne have sejlet strækningen med en vandsporvogn for 10 Baht pr. person.

Bydelen Ratanakosin og Wat Pho.

Den historiske bydel Ratanakosin er Bangkoks hjerte. Her blev det første spadestik taget i 1782, hvor man forlod den midlertidige hovedstad på vestsiden af Chao Phraya-floden og begyndte at bygge Det Store Palads og Wat Phra Kaeo på den modsatte bred. Den gamle kongeby Ayutthaya, der i 1500-tallet var en af verdens største og rigeste byer, blev 15 år tidligere i 1767 jævnet med jorden af arvefjenden Burma. Krigerkongen Taksin og hans general Chao Phraya Chakri fik dog smidt burmeserne på porten. Den gode general fik dog kuppet kongen, og i 1782 satte han sig selv på tronen og flyttede ved samme lejlighed byen til flodens østlige bred. Han ville genskabe Ayutthaya til den tabte storhed og pragt, og det lykkedes langt hen ad vejen.

Efter at være blevet snydt så flodvandet drev fandt vi Wat Pho, der er Thailands ældste tempel, og det fik sit nuværende udseende under Rama 3. 1824-51. Entreen til templet er 100 Baht. I et åbent rum stod forskellige figurer og også Buddhaer, der var overklistret med små stykker bladguld. Guldet sad halvt løst, så det flagrede og så lidt uhyggeligt ud.

I templet ligger den 46 m lange og 15 m høje Buddha med et 3 meter finurligt og listigt smil. Buddhas fodsåler er indlagt med smukke perlemorsmosaikker, der symboliserer de 108 tegn, man kan kende Buddha på: spidse hårkrøller, aflange, spidse ører, samt tæer og fingre, der er lige lange. Resten af kendetegnene må man forestille sig: 40 cm spidse tænder, en guddommelig stemme og intense blå øjne. Desværre var fodsålerne under reparation, så dem måtte vi kikke langt efter.

Rundt om Buddhaen er der opstillet 108 skåle, og hvis der lægges en mønt i hver skål, vil det bringe held og et langt liv. Gad vide, hvor mange år man kunne få ekstra, hvis der blev lagt sedler i skålene? Faktisk var det lavet så smart, at man for en billig penge kunne købe en lille skål med mønter. Der var selvbetjening, og en skål med 108 mønter kostede kun 20 Baht. Der var da en del mennesker, der delte mønter ud, for det kan da ikke skade at få lidt held og samtidig få lagt nogle år på sin livslængde. To munke sad ved et afsides bord og talte mønter op til de små skåle. Sikke et pillearbejde, en vægt kunne nok også gøre det, da mønterne var af samme størrelse.

I templet er der desuden en enorm samling af antikke Buddhafigurer, og overalt dufter det af røgelse og jasmin. Til at behage synet er der formklippede dværgtræer, afsides liggende gårdrum med små klippehaver med minivandfald og alle bygninger med svungne tagudskæringer.

Der er så sandelig også massagepavilloner, for Wat Pho er også verdensberømt for sin massageskole. Efter at have strakt halsen i alle retninger for at se alle Wat Phos herligheder, er det faktisk ikke så dårligt bare at lukke øjnene og fordøje indtrykkene under kyndige, masserende hænder.

Massageskolen sprang vi over, men alligevel opløftet forlod vi den store Buddha i det smukke område.

Endnu en bondefanger og indgangsbesværligheder.

Grand Palace (Det store Palads) ligger lige i nærheden af Wat Pho Luang, hvor det gemmer sig inde bag høje, hvidkalkede mure, der omkranser Ratanakosin. Vi var i den sydlige del, og der var ingen indgange at se. Ved en sideindgang, der så lidt lukket ud, stod der en meget venlig mand, og han fortalte, at paladset desværre var lukket i dag på grund af Buddhadag, hvor munkene skulle have fred til at bede. Den flinke mand, der disponerede over en tuk tuk, kunne i stedet køre os hen til den meget berømte Guldbuddha. Den flinke mand så lidt for flink ud, og nu var vi ikke så godtroende, som vi havde været, så vi sagde nej tak og gik videre langs muren.

Rundt om hjørnet i den nordlige del var der et mylder af mennesker og endda en indgang. En højtaler brølede på engelsk ud over folkemængden med jævne mellemrum: " Lyt ikke til dem, der påstår at paladset er lukket, for Det Kongelige Palads er altid åbent alle ugens dage."

Foran indgangen myldrede det med hundredvis af turister, og det så lidt uoverskueligt ud, så vi tog lige en lille ispause i en park i nærheden. Området her er spækket med cafeer og souvenirboder og et menneskemylder uden lige. To i vores gruppe ville hellere blive på bænken, og Jette og jeg kastede os ud i det. På vej hen til indgangen blev jeg prajet af en dame, der solgte lange bukser, for mine korte bukser, der ellers gik til knæet, var ikke tilladt inde i Kongepaladset. Hun pegede på et skilt med dreskoden, og jeg var nok lige på grænsen. Paladsbukserne kostede kun et par hundrede Baht, og så har jeg dem næste gang, hvor jeg skal besøge et helligt palads et eller andet sted.

Ved indgangen stod der noget med 500 Baht, og der var en lang kø. Køen gik uendeligt langsomt ind igennem en bygning, og faktisk var der ingen bevægelse overhovedet i den kø. Vi kunne ikke se, hvad der foregik forude, så efter 15 minutter slap min tålmodighed op – det gad jeg simpelthen ikke. 

Udenfor lagde jeg mærke til, at mange da gik forbi den kø og fortsatte ind på området. Jeg fandt aldrig ud af, hvad vi havde stået i kø til. Vi luskede videre ind mod paladset, og hvert øjeblik troede jeg, at vi ville blive konfronteret over manglende billet. Men nej, vi kom til en sluse, hvor min taske blev tjekket, og vi fortsatte ufortrødent, og så endelig var det et billetsalg, hvor indgangen kostede 500 Baht.

Det Store Palads i et væld af guld.

Endelig var vi inde på området, og aldrig har jeg set så meget guld og så mange turister. Paladset var engang Rama kongernes forbudte by, og her var det kun de særligt betroede hoffolk, der havde adgang. I vore dage bruges selve paladset til officielle statsbesøg og diverse ceremonier. 

Inde i paladset findes Wat Phra Kaeo (Smaragdbuddhaens Tempel), hvor de overnaturlige kræfter går i forbindelse med kongemagten, og det er derfor Thailands helligste tempel. De spidse, eksotiske spir peger mod himlen, og der høres tempelklokkernes ringlen. Wat Phra Kaeo har ikke fastboende munke, som de fleste andre templer i Thailand, så de munke, der ses her, er selv turister, der som alle andre turister tager billeder af herlighederne. 

Templet er omgivet af et 1 km langt overdækket indhegningsgalleri med vægmalerier, der gengiver fortællinger fra Thailands historie, og hvor de onde til sidst bliver besejret af de gode. 
Wat Phra Kaeos historie begynder med Bangkoks grundlæggelse i 1782, og i de næste 150 år byggede kongerne om og til i en uendelighed. I vore dage lægges mest vægt på restaurering, og det så grundigt, at alt ser funklende nyt ud. Ved alle templets udgange står tempelvogterne i form af 6 m høje dæmoner med spidse hjørnetænder. Selve tempelgården er befolket af en vrimmel af fabeldyr og mystiske figurer som stenløver, fuglemennesker og ørnelignende ridedyr. Fuglemenneskene var især finurlige, da de fleste ansigter var menneskelige, og de havde arme, men ellers med struttende haler. 

Smaragdbuddhaen har til huse i templets største bygning "Boten", og det er absolut Thailands helligste Buddhafigur. Den er kun 66 cm høj og syner umiddelbart ikke af meget, men den andægtige stemning omkring Buddhaen fejler ikke noget. Buddhaen ligger på et kostbart klæde, der bliver skiftet 3 gange årligt. Det er en opgave for selveste kongen, men på grund af kong Bhumibols skrøbelige fysik, udføres hvervet i dag af Thailands kronprins. Da Smaragdbuddhaen sidder på et bjerg af guld, må det selv for en ung kronprins være noget af en opgave at skifte ham.

Den kongelige plæne og Amuletmarkedet.

Nord for paladset ligger Den Kongelige Plæne (Sanam Luang), og den er centrum for nogle af Thailands vigtigste kongelige ceremonier, for når der er dødsfald i kongefamilien, rulles den forgyldte begravelseskaret frem fra Nationalmuseet. På plænen bliver der opsat en ligbrændingspavillon, og med kong Bhumibols og dronning Sirikits høje alder og skrøbelige helbred (men gid det aldrig vil ske) så er det nok indenfor en overskuelig tid, at ligbålene tændes. Når der ikke brændes bål, er plænen efter sigende ellers fuld af gadesælgere, der tilbyder drikkevarer og snacks, og ind imellem sidder spåmænd, der kan forudsige og rådgive i alt fra økonomiske problemer til kærestesorger. Når den rigtige vind blæser i vintermånederne, er det også her de farverige drager bliver luftet højt til vejrs.

Vi bemærkede kun en næsten tom plæne, så den fik ingen opmærksomhed fra os, vi ville hellere finde amuletmarkedet, der ligger tæt på flodbredden på Mahathat Rd. Det er dog især sidegaderne ned mod floden, der er besat med boder, hvor der sælges små, ovale lerplader præget med Buddha. Amuletterne findes både med vægt på det hellige og det okkulte. Nogle amuletter har høj værdi, fordi en tidlige ejer har overlevet et frygteligt biluheld eller lige i rette tid har dukket sig for en forbipiftende kugle (hvorfor vil ejerne så sælge?) Andre amuletter er værdifulde, fordi de er velsignet af særligt velærværdige munke. De fleste amuletter så dog ikke særligt kostbare ud, som de lå der i tusindvis. Jeg fik købt en enkelt, der så lidt gammel ud, men hvad den er god for, vides ikke. På fortovet sad en lille kone med kun nogle få amuletter, der lå på et lille rødt klæde. Det var nogle amuletter af særlig betydning, for en mand sad på hug og nærstuderede en af dem med en lup. Selvom der var flest amuletter, så jeg dog også en bakke med brugte tandproteser, hvis man nu lige manglede og ikke havde så mange penge.

Banglamphu – uden alt det frække. 

Selvom der ikke var ret langt, er ikke ret langt langt nok, når temperaturen er i nærheden af 40 grader, så vi kravlede ind i en tuk tuk og blev sat af i Banglamphu. Det er en legendarisk ghetto med gågader med gæstehuse, restauranter, cafeer og efter mørkets frembrud et broget folkeliv af tiggere, barpiger, munke, gademusikanter og endda ladyboys. Vi var der midt på blanke eftermiddag, og der var om ikke øde så ikke ret meget liv, så vi slog os ned på en cafe og fik noget koldt at drikke. En enkelt gadesælger henvendte sig, og uden det mindste stik fik jeg købt et tætsluttende ærme, der på afstand godt kunne ligne en tatoveret arm. Og den fik hele armen med farvestrålende tatoveringer, så det nok var lige i overkanten. 

Ude af bydelen igen prajede vi en taxa, der kørte os til Chinatown. Meget flink chauffør, og han var stolt som en pave, da det var hans egen bil. 300 Baht for en dejlig, kølig bil – det var fundet for de penge. 

Chinatown og verdens største massive Guldbuddha.

Halvdelen af Bangkoks fastboende befolkning har kinesisk blod i årene. Det er efterkommere af kinesere, der i perioden fra midten af 1800-tallet og til kort efter 2. verdenskrig strømmede til byen. De fleste kinesere var ludfattige og forarmede unge mænd, der blev kaldt "pude- og måttekinesere" på grund af de to vigtigste ejendele, som de medbragte. Kineserne måtte ikke eje landbrugsjord, og de fandt derfor arbejde i byens rismarker, på havnefronten og ellers som tømrere, smede, slagtere og rickshawløbere. Det var kulier i bogstaveligste forstand.
Oprindelig var kineserne genkendelige på deres lange hårpisk, men den blev kappet af efterhånden, som de giftede sig med thaikvinderne, og så smeltede kineserne lige så stille sammen med den lokale, thailandske befolkning. Ofte er de små virksomheder, som kineserne startede, efterhånden blevet til det moderne Thailands store virksomheder, hvilket viser, at der faktisk kan komme noget positivt ud af at tage imod selv fattige migranter, hvilket en stor af vore dages danskerne jo slet ikke kan forestille sig.

I det historiske, kinesiske Chinatown i Bangkok er den kinesiske arv stadig velbevaret, og det kan bl.a. ses på det topmoderne museum, der har til huse i det nybyggede "Mondop". I nærheden findes verdens største Guldbuddha, der er støbt af 5 tons af det pureste guld. Figuren er 700 år gammel, og længe troede man, at den var lavet af gibs. I 1955, hvor man ville flytte figuren fra en bygning til en anden, revnede gipsen, og ud trådte Guldbuddhaen i al sin stråleglans. Et godt eksempel på, hvordan man kan narre fjenden, og i dette tilfælde den invaderende burmesisk hær. 

Ankommet med taxa besøgte vi Guldbuddhaen, og det kostede kun 40 Baht at komme indenfor i templet, hvor der var smukt pyntet med blomster. De bedende sad foran i andagt, og vi listede stille rundt og kikkede.

Udenfor stod der et skilt: "It´s wrong to use Buddha as decoration or Tattoo". Især ville de ikke have, at hoveder af Buddha blev brugt til vaser og lignende, og at tæpper med Buddha ikke skulle bruges i hundekurven. Det var meget forståeligt.

Bagefter gik vi tur i Chinatown, hvor hovedgaden Thanon Yaowarat ligeså godt kunne ligge i Hongkong eller i Shanghai. Butiksskiltene hænger farvestrålende fra butikkerne, der især forhandler det røde guld. Fortovet er næsten ét langt madmarked, hvor der under farverige parasoller sælges thailandsk "take away", eller røres i gryder med suppe, eller grilles fisk over små lerbeholdere med trækul. Gadekøkkener på Soi Texas er et af Bangkoks mest specielle spisesteder. Om aftenen, hvor trafikken begynder at tage af, bæres borde og stole ud på fortovet og det halve af gaden, og så tændes grillen, og enorme mængder af mad tilberedes. Her ved et vakkelvornt klapbord i neonlysets skær kan man få en af Bangkoks mest specielle spiseoplevelser. Engelsk er ikke det mest fremherskende sprog, men mange steder er der fotografier af retterne og så kan det ikke gå helt galt. 

Sampeng Lane (Soi Wanit) er det kinesiske kvarters hjerte, og en systematisk uorden hersker i den 2 km smalle handelsgyde, der er et paradis for kræmmersjæle. Varerne flyder ud af butiksåbningerne og æder en god del af det snævre fortov. Midt i tøjbamser, smykker, tøj og parfume ligger som et fortidslevn et kinesisk urteapotek, der med jernlodder stamper urter og tørrede rødder. Forhåbentlig er der ikke noget med tigerknogler eller næsehornspulver.
Tidligere var gaden berygtet for sine opiumshuler, spillebuler og bordeller, der gjorde opmærksom på sig selv med grønne lanterner. "Sampeng-piger" er den dag i dag stadig slang for prostituerede.

Vi var helt flade, ikke pengemæssigt, men at prøve at opleve Bangkok på en dag tager på kræfterne. Vi var trætte af varmen, trætte af myldrende mennesker især turister, trætte af folk, der ville sælge noget, trætte af bilos m.m., så vi tog en taxa tilbage til hotellet og glædede os til et bad. 

Ægte thaimassage.

Nu skulle det være – ægte thaimassage, og der var en hel stribe massageklinikker i netop vores gade. Vi blev budt velkommen, og jeg tog den store tur med oliemassage til 500 Baht for 1 time i kyndige hænder.

Meget forståeligt skal alle først have vasket tæer. De, der kun skal have fodmassage, sidder på rad og række i forlokalet, men fordi jeg skulle have oliemassage foregik det ovenpå i separate kabiner. Der er ingen, der er interesseret i at få sit tøj fedtet ind i olie, så jeg fik udleveret nogle små microtrusser, og så var det bare at lægge sig og nyde det. Min massøse talte kun nogle få brokker engelsk, så det var bare at ligge og på opfordring vende sig og løfte arme og ben medens hun sjaskede med olien. En time går hurtigt, og så spurgte hun, om jeg ville have et bad. Nej, så sandelig ikke, for jeg var blevet blød som en baby, men det sjaskede noget i sandalerne.

I den ende af gaden, hvor vores hotel lå, var der ret øde, men i sidegaden Soi Phetchaburi var der liv og glade dage med forretninger og restauranter. På 1. etage på et fint hotel fik vi alle mad og drikke for 750 Baht tilsammen.

I morgen skal vi på en tur til River Kwai, og om aftenen går det videre med toget. Vi glædede os (det skulle vi nok ikke have gjort), men faktisk, så havde vi set rigeligt til Bangkok.

Broen over floden Kwai.                                                                           6-1-16

Det var rejsedag, og kufferterne var pakket og blev deponeret i receptionen, for vi skulle først med toget i aften. Klokken 6.45 kom der en minibus og hentede os. Det var en gammel smadrekasse, og den kørte rundt både her og der, indtil den var fyldt efter 1½ time. Så holdt vi i en gade, hvor der var flere minibusser, og vi kom ind i en ny minibus, der var så fin, at man ikke måtte strække benene op på en lille repos. Nå, måske var det på grund af religionen. Byen strakte sig i det uendelige, og vi kom ud ad en slags motorvej. Protrætter af kongen, der smilede til befolkningen, stod alle vegne i midterrabatterne. Først kl. 10.30 stod der pludselig: "Bridges Kwai 800 meter." 

Bussen stoppede ved et rigtigt turiststed. En lille dame sagde, hun var vores guide, og hun fortalte kort om stedet. Her er museet, hvor der også var et gammelt damplokomotiv, og der henne for enden af gaden er broen. Vær tilbage her ved museet om 45 min. 

Jeg havde glædet mig til historiens vingesus, og min forestilling om broen gik udelukkende på filmen, der er baseret på den franske forfatter Pierre Boulles bog: "Le Pont de la Rivière Kwai". 

Broen er udødeliggjort i Hollywoodfilmen fra 1957, der er et fiktivt filmplot baseret på konstruktionen i 1943 af jernbanebroerne over Mae Klong-floden omdøbt til Khwae Yai i 1960. Broen eller broerne ligger 5 km fra den thailandske by Kanchanaburi.

Mere imponerende end broerne er historien om det enorme projekt kaldet "Dødens Jernbane". I perioden 1942-43 var Thailand besat af japanerne, og jernbanen skulle være forsyningslinje til de japanske tropper i Burma.

Japanerne havde planer om at erobre flere af de vestasiatiske lande, og dertil skulle de bruge den 415 km jernbane igennem uigennemtrængeligt, malariainficeret terræn. Ud af de 300.000 krigsfanger, der blev sat til at bygge jernbanen, døde knap 100.000 tvangsudskrevne, asiatiske arbejdere og 12.000 europæiske krigsfanger. Det siges, at der var 38 døde pr. km jernbane, men så passer ovenstående tal jo ikke. Lidelserne i filmen er sande, men begivenhederne er fiktive. Forholdene var langt værre.

Den øverste allierede i virkeligheden var Lieutenant Colonel Philip Toosey, og i filmen hed han Nicholson. Nicholson følte, at han havde pligt til at samarbejde med japanerne, hvorimod virkelighedens Toosey gjorde alt for at forsinke bygningen af broen. Bl.a. blev der indsamlet hvide myrer, der skulle æde trækonstruktionen, og de fik blandet betonen så dårligt som muligt. 

Nogle af personerne i filmen har navne efter rigtige personer. Den japanske major Saito blev i virkeligheden af sine fanger – i sammenligning med andre – bedømt til at være barmhjertig og fair over for dem. Toosey forsvarede ham senere i krigsforbryder-retssagen mod ham, og efter krigen blev de venner.

Ødelæggelsen af broen som vist i filmen er også fiktiv. I virkeligheden blev der bygget to broer, en midlertidig træbro og en permanent stål- og betonbro, der var færdig et par måneder senere.
Begge broer og jernbanen blev brugt i 20 måneder, inden briterne bombede broen med held i 1945. Stålbroen blev repareret og er stadig i brug. I filmen blev træbroen sprængt i luften, medens det første tog kørte over. Og det var ikke med den britiske kommandants velsignelse. Med blod, sved og tårer havde han bygget et mesterværk, og så skulle det sprænges i luften for at genere den japanske fjende. Filmen nævner ikke noget om stålbroen, men det er en god og spændende film, som vandt et hav af Oskars og andre priser.

Jernbanelinjen blev snarere end en forsyningsrute brugt som en flugtvej for de japanske tropper. Efter krigen tog briterne kontrol med jernbanen på den burmesiske side, og af frygt for at separatister skulle anvende den, rev de sporene op på en 4 km lang strækning ved Pagodepassagen. På den thailandske side tog de nationale statsbaner kontrol med banen, og der er stadig en farbar strækning på 130 km af den oprindelige rute mellem Nong Pladuk til Nam Tok.

Vi gik over broen – hele vejen over – og jeg klappede den, og selvom filmen og mine forestillinger forinden var fup og humbug, var det alligevel fascinerende at være på dette sted. 
Selve museet var alt muligt skrammel fra tidernes morgen og bare læsset ud i nogle montre med utydelige skilte på thailandsk. Der var en lille smule om broen, og der var i kælderen forskellige tableauer af radmagre krigsfanger. Det bedste ved museet var toilettet, selvom det var lidt snørklet. Der sad en toiletdame, og der var en karussel, hvor man kun kunne komme en vej igennem. Af damen skulle der købes en polet, som hun selv puttede i en boks, og så kunne man gå ind. 

Togtur på dødens jernbane.

Vi vidste faktisk ikke rigtigt, om vi skulle ud at køre på dødens jernbane, for det stod lidt kryptisk i rejsebeskrivelsen: Riding on train along the Death Railways to Krasae Cave". På dansk var det oversat til: "Køre langs med Dødens Jernbane til Kasae Cave". Spørgsmålet er så, om man, når man kører langs en jernbane, kører på en vej, der følger jernbanen, eller man kører på jernbanen. Jeg håbede på det sidste.

Der var ½ times kørsel til den lille togstation Thakilen, og lidt efter kom der også et tog, som vi stod på. Toget var fyldt godt op, mest af turister, men der var da også lokale, så i starten var der kun ståpladser og ikke plads på de ellers gedigne træsæder. Så tyndede det heldigvis ud, og vi kunne nyde turen og kikke ud ad de åbne vinduer. Et stykke kørte vi langs den smukke flod, nogle gange helt ude på skrænterne, ellers igennem et meget tørt landskab.

Undervejs var der salg af sukkerkringler a 10 Baht – dem tog jeg, men sprang en anden sælger over, da han kun solgte hårdkogte æg. Ikke mange købte noget, men jeg tog fire kringler. Mærkeligt at sælgerne ikke havde fået den ide at sælge noget drikkeligt – det ville have gået som varmt brød.

Dørene ud til det fri, stod vidt åbne, men der stod dog skilte med: Warning, Beware, do not sit on the stairway or on the roof". Det kunne ellers være lækkert. Vi kørte en times tid og skulle af ved den 6. station. Vi havde stadig vores guide med, selvom hun havde lidt svært at holde styr på tropperne, da hele gruppen sad spredt.

Efter togturen var der indlagt lunch, og ganske overraskende var det ikke en overrendt turistrestaurant, men en meget hyggelig, lille, flydende restaurant, og den flød endda på den berømte flod.

Der var en udmærket lille buffet med meget grønt. Drikkevarerne var for egen regning, og en kold Lipton-te kostede 50 Baht. En 50 malaysia RM seddel havde sneget sig ind mellem de thailandske, og jeg betalte med RM i god tro. Men den blev på det bestemteste afvist, som om jeg ville snyde. 50 RM var ellers ca. 91 kr. værd i stedet for den thailandske ca. 10 kr. 
Restauranten havde ellers et interessant toilet. Pænt og rent bevares, og endda vestligt sæde. Der var mange sprækker i gulvet med kik til flodens vand. Der var en øse i en spand til at skylle ud med, og igennem sprækkerne i gulvet kunne ses, at fiskene i vandet blev meget livlige ved skyl.

Nam tok sai yok noi.

Efter frokost var der igen lidt kørsel til Krasae Cave (Cave of Tousand Buddha Statues) ifølge papirerne, men der var sket et eller andet, for jeg så ikke skyggen af nogle Buddhaer. Det var dog et ganske nydeligt sted ved et lille vandfald. Området lå lidt oppe ved nogle klipper, og vandet rendte i tynde stråler ned over stenene. Foran var der flere bassiner, og øv, der var ikke nævnt noget om badetøj, det kunne ellers være skønt. Der var ganske rigtig et par meget små grotter, og vandet plaskede ned foran indgangen, meget idyllisk. Der stod et skilt: "Do not use soap/shampoo in the pool". Utroligt, at man skal skrive det, for helt sikkert, hvem bryder sig om at bade i andres badevand.

Lidt nede ad en junglesti stod et par gamle damplokomotiver fra krigens tid. Det ene tog var junglen ved at opsluge med lianer – meget idyllisk. Her stod på et skilt, at stedet hed Nam tok sai yok noi. Vi var der i tørtiden, men på billeder fra regntiden kan man godt se, at vandfaldet bliver helt eventyrligt. Om Krasae Cave ligger i nærheden og i gå afstand vides ikke, for vores guide var ikke den mest oplysende person, så med krokodilletårer sagde vi farvel til hende. Så var der lige det meste af 3 timers kørsel tilbage til Bangkok.

Undervejs stoppede vi ved "Kanchanaburi War Cemetery", der er en krigskirkegård fra 2. verdenskrig. Der var mest engelske navne på de hundredvis af gravsten, der stod på rad og række. Mellem hver sten var der plantet en blomst eller lille busk. Græsset mellem stenene var nyslået og græskanten stod knivskarp – et meget velpasset område. Det bedste ved stedet var, at der kom en transportabel isbod og holdt udenfor. En Calippo pop-up is kostede 20 Baht – skulle have købt to, men så var han væk igen.

Vi fortsatte igennem Bangkoks mylder. Vi ville blive hentet på hotellet kl. 21, og jeg havde ingen ide om, hvor langt vi egentlig var kommet. Jeg var lidt nervøs for, om de nu havde styr på det? Nå, der var ingen ko på isen, for pludselig var der vognskift til vores My Hotel, og kl. 18 var vi fremme ved hotellet. Det havde været en lang tur til broen og dødens jernbane, men helt sikkert, for mig havde turen været tiden værd og var en 5-stjernet oplevelse. 

Nogle af os spiste på hotellet, for vi orkede ikke at gå i byen og finde et andet spisested, når de her havde god og billig mad. Og vi levede fint med, at der i receptionen 20 m fra restauranten var en uidentificeret meget svag lugt af måske kloak. Herregud, vi er i Asien, og det lugter ikke alle steder af stegt flæsk.

Nattog til Hat Yai

I god tid blev vi hentet og kørt til Bangkoks hovedbanegård. I den stor hal var der mange, der sad eller lå på gulvet, men der var også masser af stolerækker. Munke har ofte fordele, idet de første rækker var reserveret til munke og novicer, og det var endda i flot udskårne træbænke, medens vi dødelige måtte sidde på plastik. 

Der kørte en film på en storskærm, og lyden gik ud i højtalerne. Det var en meget gribende og sørgelig film for tårerne stod i skuespillernes øjne. Mange af de ventende passagerer fulgte genvordighederne med koncentration, og de så dybt berørte ud. I hallen var der flere kaffebarer bl.a. Donkin’ Donuts. Bangkok er i det hele taget infiltreret af Mc Donald’s, Burger King og 7-Eleven m.m.

Vores tog stod på afgangstavlen som et special/ekspres tog med afgang 22.50. Det lød rigtig godt med noget special/ekspres. Det var varmt i hallen, så jeg gik udenfor for at rekognoscere og få lidt luft. Der var vagter ved indgangen til afgangshallen, men i forhallen udenfor lå folk og sov. Det så ud som om, de havde slået sig ned for længere tid. Måske bor de der? Efterhånden tyndede det ud i de ventende på bænkene, og på tavlen blinkede det grønt ud for toget lige før vores, så vi var åbenbart det sidste tog den aften, og så lukker de nok hovedbanen af.

Prisen på vores billet beløb sig til 705 Baht, ca. 160 kr. men der stod kun sædenummer på billetten. Jeg håber så sandelig, at der er køjer. Det var der så sandelig ikke, fandt vi ud af. Det var sæder, der dog kunne lægges lidt ned ligesom flysæder. Hvis jeg havde vist det hjemmefra, havde jeg bedt om et dagtog. Det er faktisk første gang på vores jordomrejse med tog, at vi ikke har en køje på et nattog. Jeg har aldrig kunne falde i søvn i et fly på en natflyvning, og derfor vidste jeg, at jeg havde en søvnløs nat forude.

Vi fik dog udleveret et tæppe i en plastikpose for at bøde lidt på det, og vi fik også en bolle og et glas saftevand. I Politikens "Turen går til Thailand" berømmes de thailandske nattog med gode køjesenge og aircondition, så det skulle være den mest behagelige måde at komme rundt i kongeriet.

Nå, men toget afgik præcist, og selv en "hard sleeper", der er 3. klasses overnatning på et tog, ville have været den rene luksus. Der var kun lokale med toget, selv unge backpackere havde meldt fra dette tog – der ville ellers have været noget at skrive hjem om. Jeg fandt to sæder ved siden af hinanden og krøb her sammen med tæppet over hovedet. De slukkede lyset delvis, og toget tudede ustandselig. En af mine naboer havde iført sig en russisk skindhue med øreklapper, det så lidt latterligt ud i begyndelsen, men senere misundte jeg ham den. Det blev en lang kold nat, hvor airconditionen konkurrerede med polarvinde, der angreb fra flere vinkler. Kl. 6.30 begyndte det at lysne, og vi prøvede at få liv i kroppen igen. Til thailandske special/eksprestog er der helt klart plads til forbedringer.

Det meget mærkelige tog.

Banen er kun 1 sporet, og de tuder ved hver eneste lille grusvej, da der ikke er andre advarsler. Lokomotivet må være bagerst, for jeg gik forud, og der sad to lokomotivførere i hver sin lille kabine. Da jeg kom, åbnede de døren og hilste pænt, og jeg blev inviteret indenfor. Jeg fik taget et billede af den ene fører i fuld funktion, selvfølgelig med tilladelse og et stort smil. Frontruden var beskidt, så jeg kunne ikke tage et ordentligt billede ud. De har ellers vinduesvisker, men sparede på vandet. 

Det er meget grønt udenfor, slet ikke tørt og gult som i Bangkok, men vi er også nærmere ækvator.

Strækningen fra Bangkok til HatYai er på ca. 760 km, men hvorfor i det hele taget standse i Hat Yai og tage en overnatning. Jo, det var trods alt for at se noget andet af Thailand end Bangkok.

Kl. 7.30 serverede togdamen kaffe og en bolle, og alt var inkluderet i togbilletten. Små kakerlakker piler af sted langs panelerne. Men herregud, de er små, og de skader ikke nogen, og så giver de lidt kolorit. Bagefter var jeg ude at rekognoscere og fik snakket lidt med togdamen. I hendes kabine var der kun en smal bænk til at overnatte på – ikke flysæder som hos os i vores luksusafdeling.

Det er nu et mærkeligt tog. Der er kun 4 vogne, men intet lokomotiv. Fire vogne, der køre uden nogen kraft, for i den bagerste ende af toget er der også kun to førerkabiner, men intet personale.

Der er mange små stationer, men da vi jo er et special/ekspres tog, stopper toget kun ved de store stationer. Ved de små stoppes der kun, når en mand på stationen har viftet med et flag. Ingen vesterlændinge i toget udover os, og de lokale sidder og småsover. Gad vide, hvad de tænker om os. Sådan nogle fattigrøve – de har ikke engang råd til et ordentligt tog.
Jeg sad selv og blundede lidt, men fik så et lille prik, og det var togdamen, der serverede frokost. Ris, kylling og fiskesuppe (fiskesuppe bliver aldrig min hofret) og et glas isvand og alt stadig med i togbilletten. Det må være der, det specielle gjorde sig gældende.

Der er stadig grønt udenfor og ikke bare på markerne, for vi kom også igennem urskovslignende arealer. På grund af skinnearbejde blev vi forsinkede, så special/eksprestoget sneglede sig af sted mod Hat Yai, men først på eftermiddagen rullede vi ind på stationen.

Klik her og fortsæt Jorden rundt med tog del 46: Hat Yai.

Tilbage til forsiden.