Togrejse Jorden rundt.

Polen og Warszawa. 

En rejsefortælling af Kim Greiner.

Juli 2012.

2. del.

Togturen fra Berlin til den polske grænse.

Vores togrejse fortsatte mod det fjerne mål Moskva, og foreløbig sad vi alene i en seksmands togkupe på bløde sæder og kørte igennem Berlin med udsigt til Alexanderplatz og fjernsynstårnet. Toget var Berlin-Warszawa-Expressen, og vi gjorde et kort ophold på Berlin Ostbanhof og fortsatte så østpå mod Frankfurt (Oder) til dagens mål, Warszawa. På i hvert fald denne strækning var det slut med fortidens ga da gunk, ga da gunk, når mellemrummene mellem skinnerne skulle passeres, og toget gled stille af sted. Ruderne udvendigt kunne godt have tålt en vinduespudsning, men ellers var alt tip top, og vi nød at passere igennem landskabet. Toget kørte langsomt igennem småbyerne, men ellers var det fuldt drøn hen over skinnerne igennem skove og marker.

En servicevogn kom forbi, og pigen talte tilsyneladende kun polsk, måske for at tækkes de polske rejsende. Det var lidt tidlig med frokost for vores vedkommende, så vi ville godt vente, men vi fik da et menukort. Polsk breakfast med tre scrambled æg med skinke, salat, smør og brød kostede 18 EURO. Hold da op nogle priser, det var næsten som at spise på Postdamer Platz i Berlin. Nå, det var alligevel ikke EURO, for lige så stille var vi overgået til zlotych, så det svarede omregnet til 34 kroner, idet 100 zlotych er lig med 176 danske kroner. 

I en lille flække kaldet Calav holdt toget stille et stykke tid, og der hørtes ikke en lyd. Togpersonalet vandrede rundt på perronen, men ingen sagde noget over højtalerne, og hvis de havde, så kunne vi nok ikke forstå det alligevel. Så blev der fløjtet, men der skete stadig ikke noget. Endelig satte toget sig i bevægelse, men nu med en anden kørselsretning. Tilsyneladende skulle vi videre ud ad et sidespor, og toget kørte igennem våde tyske områder med skove og ind imellem med smilende solsikkemarker. 

Klokken 10.45 nåede vi grænsen ved Frankfurt, altså ikke den store Frankfurt, men den lille ved floden Oder, og det tyske jernbaneselskab sagde farvel og tak. Toget kørte ind på stationen og holdt et stykke tid og skiftede igen kørselsretning ud ad nogle andre spor. Der var ingen grænsekontrol, men småbyerne havde nu polske navne, så vi skønnede, at vi var i vores naboland Polen.

En polak som konge af Danmark.

For lige at få lidt geografi og historie med om det ret ukendte naboland Polen, kan det berettes, at det i dag er et stort land på 313.000 km2. Det var først efter 2. Verdenskrig, at Polen fik de grænser, som vi kender i dag, for landet har i tidens løb været udsat for aldeles hårdhændede overgreb fra alle sider, og til tider har landet været fuldstændig opslugt af naboerne. Men selvom grænserne har skiftet, har sproget og kulturen overlevet, også selv om området i en periode var placeret i et fremmed land, og dette gav Polen chancen for at genopstå ved fredskonferencen i Versailles efter 1. Verdenskrig.

Før 2. Verdenskrig bestod en tredjedel af Polens befolkning af etniske smågrupper, men under krigen mistede Polen en fjerdedel af sin befolkning, heriblandt 3½ million jøder. I dag har landet omkring 39 millioner indbyggere, og med en befolkningssammensætning med 98 % polakker, har det en af de laveste etniske minoriteter i Europa. Efter krigen foregik der nemlig en utrolig folkeflytning, da landet med de nye faste grænser udviste næsten alle tyskere, og den anden vej flyttede et stort antal polakker, efter at de østlige egne blev indlemmet i Sovjet. 

I Danmarks velmagtsdage under Valdemar 1. (den Store) og især senere i 1219 under Valdemar Sejr spillede danskerne også med på klaveret og skød grænserne frem langs Østersøen igennem Tyskland, Pommern i Polen og videre op til Tallinn i Estland. Men de storslåede danske militære bedrifter blev i længden temmelig betydningsløse, da de nye byer, som blev grundlagt, overvejende blev beboet af tyske indvandrere.

Den danske konge Erik af Pommern var født Vartislav og var søn af en polsk hertug, men vi manglede et nummer i kongerækken, så vi var ude i de yderste rækker og fandt barnebarnet af Margrethe 1.s søster Ingeborg. Vi havde dog stadig i 1400-tallet en række pommerske godser under den danske krone, og ved freden i Kiel i 1814, hvor svenskerne snuppede hele Norge, fik Danmark den vestlige del af Pommern som en slags erstatning. Som så mange gange før og efter fattedes riget penge, så fattige Frederik den 6. byttede og solgte allerede i 1815 Pommern til tyskerne, og dermed var Danmarks polske eventyr forbi. 

Togturen videre til Warszawa

Vi havde fået et ungt par med i kupeen, og de trak straks gardinet for ud mod gangen og begyndte at smånusse. De talte noget engelsk, men var ikke udpræget snakkesalige. Et stykke inde i Polen fik vi igennem højtalerne en lang grundig forklaring om den videre fremfærd på polsk, så vi måtte se i øjnene, at det nok var slut med tysk og engelsk.

Madvognen kom igen forbi, og nu slog vi til og bestilte en mixed salat med kylling og en mixed med mozzarella, cherry tomater, oliven m.m. plus 2 halve liter sodavand. I alt 51,60 zlotych, men vi havde ikke småpenge, og det havde hun heller ikke, så hun sagde ok ved en 50 zlotychseddel. Der var lidt ventetid på salaten, da de lige skulle mixe den sammen, men den var ganske velsmagende.

I polske guider og lignende steder står der, at toiletter i togene er langt fra vestlig standard, og toiletpapir er en by i Rusland. Det var så med bævende hjerte at jeg med en dyb indånding åbnede døren. Og hvad så jeg så – et nydeligt, rent toilet og endda med toiletpapir. Der var også en sæbebeholder, men i stedet for sæbe kom der skurepulver, og det kan jo faktisk være lige så godt, måske bedre.

Selvom toget ikke var fyldt op i kupeerne, sad folk alligevel på gangene, måske fordi det var billigere. Den polske billetkontrol kom igennem toget, og vores billetter gik glat igennem, men de to unge i vores kupé skulle vise pas, og nogle zlotychsedler skiftede hænder, men om de fik en billet, fandt jeg ikke ud af. 

Toget åd kilometer efter kilometer ind i hjertet af Polen med kæmpestore marker med majs og korn. Gedehyrden og konen, der vogter to køer, var tilsyneladende gået på pension, og markerne så velpassede ud og var garneret med nydelige, velholdte huse. I udkanten af byerne var der endda nybyggede parcelhuskvarterer, og alt så pænt og rent ud. Ud over at der var mange jernbaneoverskæringer, hvor bilerne holdt i lange køer, så ligner landskabet til forveksling et dansk landskab, og det var også nærmest fladt som herhjemme.

Toget satte nu tilsyneladende alle sejl til for at nå Warszawa til tiden, og små ukendte byer forsvandt i slipstrømmen, og præcis til tiden 15.27 rullede vi ind på Warszawa Central Station. Udenfor på perronen fandt vi ud af, hvor godt vi havde haft det inde i den airconditionerede kupé for udenfor var det 28 grader varmt. Lige ved stationen tårnede Kulturpaladset sig op, og lige overfor lå i en ældre pragtbygning vores hotel Polonia Palace Hotel. Igennem ”hotel.com” havde jeg fundet hotellet på nettet til den meget venlige søndagspris af 485 kr. for et dobbeltværelse. Prisen steg så til 737 kr. om mandagen, men i alt 1.321 kr. incl. skatter for to nætter i et smukt dobbeltværelse midt i Warszawa og en morgenmadsbuffet uden lige var fundet til de penge. Et virkelig anbefalingsværdigt hotel.

Inden vi begiver os ud i byen, vil jeg fortælle lidt af Warszawas historie.

Nazisterne hærgede i Warszawa.

Warszawas historie fortæller tydeligere end andre europæiske storbyer om århundreders invasioner af naboerne, 2. Verdenskrigs rædsler og kommunisternes vederstyggeligheder.
Hvor Warszawa ligger i dag, var der allerede i 900-tallet en slavisk bebyggelse. I 1300-tallet blev den gamle by grundlagt, og i 1596 blev den hovedstad i dobbeltriget Polen-Litauen, da den lå midt mellem Krakow og Vilnius.

Det gik hårdt ud over byen under svenskekrigene i 1655-57, men bagefter blev der opført mange paladser og kirker. Så kom den store nordiske krig i 1700-21, og den gav igen et tilbageslag, men efterfølgende igen både økonomisk og befolkningsmæssig vækst.

Ved Polens deling i 1795 kom Warszawa til at høre under Preussen og var i 1807-15 hovedstad i Warszawa hertugdømmet og senere i det genoprettede kongerige Polen, der dog hørte under den russiske tsar. Warszawa var centrum for to opstande i 1830 og igen i 1863 mod russerne, men opstandene blev slået hårdt ned. Polen blev genoprettet som stat efter 1. verdenskrig, så 11. november 1918 blev Warszawa igen hovedstad. 

I september 1939 rykkede nazisterne ind i byen, og med udsøgt hård brutalitet oprettede de en jødisk ghetto og isolerede dermed 360.000 jødiske beboere fra omverdenen. Jøderne blev stuvet sammen med i gennemsnit 8 mennesker i hvert rum, og de blev kun bevilget 184 kalorier om dagen, medens andre uden for ghettoen fik 2.613 kalorier. På trods af et blomstrende smuglermarked gjorde den smalkost et stort indhug i befolkningen, så ghettomurene blev rykket indad og ghettoarealet blev formindsket. Efterhånden lå de døde på gaden og rådnede op, men der eksisterede også et hemmeligt samfund, hvor film, teater og musik og digte blev produceret og distribueret. Børnene blev også undervist, og der fandtes hemmelige universiteter.

Fra januar 1942 begyndte deportationerne af jøder fra ghettoen til Treblinka. 5.000 jøder om dagen kunne de effektive nazister ekspedere videre i kreaturvogne, og de 360.000 jøder blev hurtigt reduceret til kun 60.000. Planen var, at fra april 1943 skulle de resterende jøder deporteres ud af ghettoen, men nu trådte den jødiske kamporganisation ZOB til, og et par hundrede, mest unge mænd, kæmpede fra gade til gade og fra hus til hus mod de overlegne tyske tropper. Kampen var håbløs, så de sidste overlevende blev likvideret eller sendt i kz-lejre. SS-general Jürgen Stroop kunne derfor den 16. maj med stolthed berette til sine overordnede, at det tidligere jødiske kvarter i Warszawa ikke eksisterede længere. 

Efter Warszawa-opstanden blev byen systematisk ødelagt.

Jøderne var udryddet, men polakkerne var bestemt ikke begejstrede for nazisterne. Warszawa-opstanden mod de nazistiske besættelsestropper blev indledt 1. august 1944 i den tro, at sovjethæren stod lige uden for byen og ville komme til undsætning. Polakkerne mente, at de kunne holde stand i måske 48 timer, hvilket skulle give sovjethæren tid til at komme frem. Sovjethæren kom bare ikke, for de havde slået lejr på østsiden af floden Wista og afventede ordre fra Stalin. Han vidste på det tidspunkt, at nazisterne ville tabe, så han ønskede at svække Polen til efter krigen, så han bedre kunne undertrykke dem. Polakkerne bad i stedet for de vestlige allierede om hjælp, men Warszawa-opstanden druknede i nyhedsstrømmen fra kampene rundt omkring i verden. Der kom et par enkelte fly fra Vesten, men polakkerne måtte fortsætte opstanden uden mad, medicin og våben. 

Kampen fortsatte i 63 dage, indtil nazisterne den 2. oktober systematisk bombede og sprængte byen og ødelagde 85 % af bygningerne som hævn. Hovedstaden var jævnet med jorden, og 200.000 civile, 15.000 partisaner og 10.000 tyskere var døde. Og imens nød russerne lejrlivet på den anden side af Wista med snobrød og underholdning ved lejrbålet. Måske. 

Det skønnedes dog, at 15.000 polske jøder overlevede krigen på den ariske side i Warszawa, men den antizionistiske, kommunistiske politik gjorde, at mange efter krigen forlod landet til fordel for et liv i Israel. I dag bor der ca. 2.000 jøder i Warszawa.

Warszawa i vore dage.

Warszawa er for længst kommet til kræfter og er en europæisk storby med 1,7 millioner mennesker, og efter Helsinki er det desuden Europas grønneste hovedstad med masser af parker og grønne promenader. Warszawa er centrum for landets erhvervsliv, centraladministrationen, alle ambassader og har landets største universitet.

Der er fuld gang i byggeaktiviteterne af kæmpestore indkøbscentre, og infrastrukturen tager yderligere fart med metroen. 

Tiggeri på gaden er ikke længere et hverdagssyn, og de tidligere sure skrankepaver, der havde kronede dage under kommunismen, er på hastig tilbagemarch. Den almindelige borger er også ved at finde ud af, at vejen frem er brolagt med engelskundervisning.

Byen ligner faktisk en helt moderne europæisk storby, men den omtumlede tilværelse igennem historien har sat sine tydelige spor i byrummet, især i bymidten ”Warszawa Klasyczna”, der er fuld af imponerende slotte og fornemme historiske bygninger. Selvom det ligner, er bymidten ikke fra middelalderen, men er bygget op i 1950’erne efter 2. Verdenskrigs ødelæggelser. Ved en enorm, beundringsværdig indsats er bunker af murbrokker bygget op igen til en charmerende ”gammel” bymidte. 

Fotoplastikon i anden baggård.

Lige uden for Polonia Palace Hotel ligger en lille seværdighed godt gemt inde i anden baggård. Et skilt i porten forkyndte, at vi var på rette vej, og vi kom ind i en snæver gang. Der var tilsyneladende ingen betaling, for en ung mand, der sad på et lille kontor og så fjernsyn, vinkede os bare videre. Fotoplastikon er en seværdighed fra de gode gamle dage længe før vore dages biografmagi. Den store trætønde i fotoplastikon fylder det meste af et lille rum, og omkring tønden er der stole, og så sidder man og kikker i glughuller ind i tønden, medens den drejer langsomt rundt. På magisk vis er billederne i 3-D-effekt, og imens spilles klassisk musik. De har nogle forskellige billedtemaer på forskellige tidspunkter, og man kan komme en tur til Egypten, Congo eller Warszawa i 1900-tallet. Det hele er selvfølgelig i sort-hvid, for det er jo en glemt verden, der kikkes ind i. På det tidspunkt, hvor vi var der, var det billeder fra Warszawa efter 2. Verdenskrig, og interessant nok: om et billede af en mand, der står i en bunke murbrokker, er et almindeligt billede eller i 3-D kommer ud på et.

Kongevejen er lig med pragt og skønhed.

Det var sidst på eftermiddagen, da vi gik ned ad Kongevejen mod den nye/gamle by. Kongevejen går fra Kongeslottet og helt ud til Wilanów-slottet næsten uden for byen. Inde i byen er det en lang promenadetur med masser af blomsterkummer, cafeer, palæer, kirker, statuer, ministerier og ambassader, og da det var en hed dag, var der lange køer ved de mange isboder. I en stor rundkørsel stod en kæmpe palme, og den var i hvert fald ikke skudt op på en sommer, så måske var den af plastik eller også overvintrer den i et kæmpe drivhus. Polens Hvide Hus eller Præsidentpaladset ligger også ud til gaden og endda med en Józef Poniatowski rytterstatue udført af Thorvaldsen foran. Der var også en statue af Kopernikowi med sin globus, og Universitetet med fornemt smedejernsgitter ligger også ud til gaden. Fortovene var brede, og selvom det ikke var en gågade, var der næsten ingen biler, så der må være nogle restriktioner på en eller anden måde. Der var masser af mennesker på gaden og pladserne, og alle lignede på en prik danskere med samme beklædning og halvblege ansigter. Så vi faldt godt ind i gadebilledet og kunne f.eks. smugkikke på de mange smukke, slanke piger – nå, det var vistnok kun mig, der kikkede i den retning. 

Gaderne var meget mere rene end i København, og tænk engang, kl. 18 søndag aften gik en gadefejer og samlede cigaretskod op. Graffiti er en by i Rusland, og jeg observerede kun følgende graffitibudskab: ”King´s Cross is the best and fuck the rest”, men det var nede i en sidegade langt væk fra Kongevejen. 

Menneskemængden blev intensiveret, da vi nærmede os Kongeslottet, og selvom kongen og parlamentet residerede her mellem 1596 og 1795, så er hele slottet en kopi, da det blev totalskadet under 2. Verdenskrig. I 1970’erne samlede polakkerne ind og fik genrejst deres nationale symbol, så det nu står i al sin pryd både ude og inde. 

Vi gik rundt i den gamle by og nød stemningen, og på det store torv ved Kongeslottet slog vi os ned for at spise. En halv and med kartofler, æbler og tyttebær kostede 49 zlotych og en øl 10, hvor 1 zlotych kostede 1,75 danske kr. Der blev så lagt 15 zl på i betjening, så hele regningen lød på 133 zlotych, men en rimelig pris lige midt i hele herligheden. Og imens spillede en velklædt lirekassemand med høj hat, solbriller og en flok papegøjer det bedste, han havde lært.

Stalin græmmer sig nu over Kulturpaladset.

Skyfri himmel, men der var vandpytter, så det må have regnet i løbet af natten. Ved at skæve ud ad vinduet kunne vi lige se Stalins Kulturpalads, der tårnede sig op og så håbløst gammeldags ud mellem højhuse af glas og stål.

Hotellets overdådige morgenmadsbuffet slog alt andet, som vi tidligere har været udsat for i morgenmadsbuffeter, for her bugnede det med alt, hvad hjertet kan begære. Ikke fordi vi er så fine på den, men det tyder på en god service, når de brugte tallerkener bliver fjernet øjeblikkeligt. Derfor min varmeste anbefaling af Polonia Palace Hotel. 

Vi skulle tidligt af sted næste morgen, så vi lavede lige en prøvetur til stationen og tænkte os til, at vi rullede med vores kufferter. Det tog under 10 min. fra hotellet, til vi stod på perronen, så det kunne ikke være bedre. Et jernbaneterræn midt inde i en storby er ikke det smukkeste på Jorden, men Warszawas skinnenet inde i midtbyen ligger nede under jorden og ikke som i København med Banegraven ved Frihedsstøtten med ledninger, skinner, ukrudt og graffiti. Når polakkerne kan, burde københavnerne også kunne få lavet det lidt pænt, og tænk engang hvor dejlig en plads Banegraven kunne forvandles til.

Ved de nye højhuse lå en mærkelig bygning, der nærmest lignede et bølgende hav lavet af glas. Hvor ville det være meget nemmere bare at lave et almindeligt tag, men her havde arkitekten fået frit spil og lavet en fantastisk bygning. Taget bølgede i smukke buer, og indenfor var der lavet et butikscenter i 3-4 etager, og det var så overdådigt, at dets lige nok ikke findes i Danmark. Vi gik rundt i over en time og bare kikkede, og først da vi gik ud igen, opdagede vi, at der indenfor var dejlig aircondition.

Kulturpaladset, der tårner sig op i russisk bryllupskagestil, er enormt stort og er en gave fra den kære kammerat Stalin til det polske folk. Polakkernes forhold til både Tyskland og Rusland har været anstrengt i tidens løb ikke mindst til Stalin-Hitlers ikke-angrebspagt fra 1939, hvor de to herrer delte Polen mellem sig. Siden delte Vestens ledere Europa i en vestlig/sovjetrussisk interessesfære og overlod dermed Polen til kommunistisk undertrykkelse. I vore dage er polakkerne bestemt ikke russerhadere, for de beundrer den russiske ånd, musik og litteratur, hvilket bl.a. kan ses af de mange russiske forestillinger på Det Store Teater. Til gengæld er polakkerne på evig vagt over for den russiske stats administration og udenrigspolitikken.

Det siges, at den bedste udsigt over Warszawa er fra toppen af Kulturpaladset, mest af den grund at så kan man ikke se Kulturpaladset. Paladset bliver ind i mellem brugt som reklamesøjle, som da et kæmpebanner blafrede med pave Johannes Paul 2. Lige noget for Stalin, der nok har roteret i sin grav, og rotationen ville komme på fuld styrke, hvis han vidste, at der i Kulturpaladset nu er indrettet en stor biograf, og der p.t. går ”Spiderman”. Der er stadig to afdankede museer i paladset, ellers er det lejet ud til forskellige erhvervsdrivende. Uden for paladset er der grønne områder, og her gik en flok gartnere og ordnede bedene, og det var faktisk også tiltrængt. 

Lazienkiparken med runde bagdele.

Vi ville ud at se Wilanow-slottet, og på bykortet i ”Turen går til Polen” var der angivet med en pil, at slottet lå ude i den retning, men ikke hvor langt. Vi er glade vandrere, så vi gik derfor ud ad den travle gade ul. Marszalkowska. Vi kom forbi ”Plac Konstytucji” i grå beton, men beklædt med typisk kommunistiske relieffer af bønder og arbejdere med svulmende muskler og blikket rettet mod den blafrende røde fane.

Den skyfri himmel var i mellemtiden blevet overskyet, og det begyndte at buldre. Vi var kommet af sted uden paraplyer og regntøj, så vi ledte desperat efter en forretning, der solgte paraplyer, men forgæves. Jeg ville ellers gerne have givet et bundt tørre zlotychsedler i bytte, for jeg så os i ånden gennemblødt til skindet. Det kom dog kun et eneste dryp, så klarede det op, og det blev igen herlig sol.

Vi anede stadig ikke, hvor langt der var til Wilanow-slottet, og vejen fortsatte ud i det uendelige, så vi opgav og gik lidt tilbage, og i det samme kom en bus forbi, hvor der stod endestation Wilanow. Den måtte så vente, for vi var kommet forbi Belvedér, der er den polske præsidentbolig, og lige ved siden af var indgangen til Lazienki-parken. På rækværket til parken var en række tavler med nogle herlige og helt specielle plakater med finurligheder. Parken viste sig at være en rekreativ perle med påfugle og egern under skyggefulde træer og med et flydende palads bygget til kong Stanislaw Poniatowski. Det er ret sikkert, at den gode konge holdt meget af frække damer med runde balder, hvilket statuerne omkring paladset tydeligt viste. Paladset var så nok ikke helt flydende alligevel, men rigtig nok var der vand hele vejen rundt. 

På søen kan man blive staget rundt for 6 zlotych pro persona, og båden sejlede bag en lille pynt, så man tror, at turen er længere, end den er, men en ganske hyggelig tur. Der er flere skyggefulde cafeer i parken, og vi slog os ned hos ”Trou Madame”, hvor der mest var is og kager, men gemt i menukortet fandt vi en laksesalat og en caesarsalat til i alt 76 zl incl. Nestea.

Wilanow slottet – Polens svar på Versailles.

Efter frokost ville vi videre til Wilanow-slottet, og vi steg på en bus, hvor biletterne blev købt på bussen til 3,60 zlotych. Godt at vi fandt busløsningen, for der var nok 5-8 km ud til endestationen. I området var der flere cafeer, og vi kom lidt ad bagvejen forbi en kirke med et stort banner af paven. Altså den gode, gamle, polske pave .......

Billetkontoret lå lidt væk fra slottet, og der var både kasse 1, kasse 2 og kasse 3, selvom der kun var os, så det var nok et levn fra kommunisttiden. Billet til slottet kostede 20 zlotych pro persona. Det var virkelig et flot slot, og det siges, at det er Polens svar på Versailles i Frankrig, dog en del mindre. Wilanow blev ombygget i 1677 til det nuværende overdådige barokslot. Slottet var bygget til krigsherre Jan 3. Sobieski, der udmærkede sig ved at drive osmannerne tilbage i slaget ved Wien i 1683. Slottet var hans sommerbolig, og efterfølgende slægter med luksuriøse tendenser udbyggede interiøret i tidens stil. Mellem alle kunstgenstandene inde i slottet var en hærskare af kustoder, der kedede sig gudsjammerligt og derfor gik i samtaleterapi hos hinanden. 

Til den smukke barokhave krævede det en tillægshavepensionistbillet på 6 zlotych, og de var i gang med et stort projekt med nyanlagte monogrammer i blomsterbede med hvide sten og røde begonier. Meget flot og her var også masser af statuer af unge mænd og kvinder i delvis afklædt tilstand. 

Efter en tiltrængt is steg vi igen på bus 116 tilbage, men selvom der stod, at billetter skulle købes hos chaufføren, sagde han et eller andet og pegede bagud, så vi fik 20 minutters gratis buskørsel.

Vi stod af ved pragthotellet Hotel Bristol, der især bliver benyttet af de rige og berømte eller bare af dem, der vil nyde lidt overklasseatmosfære.

Vi gik videre til monumentet med den evige flamme ved den ukendte soldat, som to nulevende soldater passede på. Her var også et stort springvand, og i skyggen studerede vi, hvordan den normale polak fremstod, når der hastes forbi et springvand. For at få dokumenteret hvordan en sådan ser ud, fotograferede jeg med skjult kamera den 10. der gik forbi.

Efter en pause i skyggen, det var trods alt 35 grader, gik vi videre til ”Pawiak-fængslet”, der blev bygget i 1800-35 og var i de første mange år brugt til polakker, der var misfornøjede med tsarens styreform, og senere brugte nazisterne fængslet. Et stort elmetræ blev i årtier symbol for fængslet og det eneste grønne, fangerne kunne se fra cellerne, inden de blev henrettet eller sendt med enkeltbillet videre til lejre. For de overlevende var det med stor sorg, at træet døde i 1984. Træet blev derfor nænsomt fældet, og en nøjagtig kopi blev lavet i kobber, der nu strækker sine grene mod himmelen, bærende sin tunge vægt af mindeplader. Fængslet er lukket og omdannet til museum, der også var lukket, da vi besøgte stedet. I Warszawa findes flere museer og mindesmærker for Warszawa-opstanden, så nazisternes rædselsherredømme bliver aldrig glemt. 

To unge kvinder stod og røg.

Oppe fra Kongeslottet var der flot udsigt over floden Vista, og nede i nærheden af bredden var der noget rødt og hvidt – vort hjemlands nationale farver. I hele Warszawa var der kopier af en bestemt havfruefigur, der var dekoreret med forskellige nationers farver. Sikkert i forbindelse med håndboldmesterskabet, for de holdt alle en bold i hånden. Den originale figur står på en plads nær Kongeslottet, og her har havfruen blottede bryster, medens kopierne for ikke at støde nogen meget snedigt dækker brysterne med hårpragten. Vi havde set mange forskellige havfruer rundt omkring i byen, og endelig fandt vi den danske figur, der stod ved et kæmpe springvand med varierede stråler i bølger. Springvandet var mindst 100 meter langt, og folk sad langs bredden med fødderne i vand og kikkede på stråler.

Aftenspisning på fortovscafe i den gamle, nye middelalderby hos Zapiecek ”Polskie Pierogamie”. Jeg fik revelsben, der var så møre, at kødet næsten faldt af og serveret på kål og lidt snyd, hvis det skulle være helt polsk, med pomfrites som sideordre. Gitte fik kylling med bønner og brød og ellers to store glas mintvand og citrussaft. Selvom jeg ikke forstod regningen, passede beløbet på 75 zlotych med det beløb, jeg havde regnet med.

På vej tilbage fik vi lige set noget af et gadeskuespil, medens vi sad på en stenbænk, og sidste del af en messe i en gammel middelalderkirke fra 1370, der dog var genopbygget af en bunke murbrokker i 1950’erne.

Kongevejen begyndte at blive lidt lang i den sidste ende, men vi havde også været på farten i 12 timer og havde gået 32.000 skridt. På hele dagen havde vi set 6 tiggere, og da jeg gav en gammel dame 2 zlotych, ville hun have mere, og det kan da også godt være, at 2 zlotych ikke er til hele huslejen, men så må hun finde nogle andre rigmænd at tigge hos. Dagen igennem havde vi kun set to unge kvinder, der gik og røg cigaretter. Det var et meget usædvanligt syn i Warszawa i forhold til københavnske unge kvinder, der ustandselig vifter med tændte cigaretter i håb om masser af rynker, og nogle gode rygerrelaterede sygdomme, der kan tage livet af dem – forstå det hvem der kan.

Warszawa er betydelig renere end København, så byen var en udpræget positiv og god oplevelse, og de smukke slanke, ikke rygende piger var en dejlig ekstragevinst.

Fortsættes i 3. del

Klik videre til Litauen og Vilnius.

Tilbage til forsiden.